Bådebygning – århundreders overlevering på retur

 

25-08-2011

Fra far til søn

Bådebygning var gennen tiderne typisk et arbejde, som mange bønder havde ved siden af deres daglige dont. De var især aktive på den tid af året, hvor der var mindre at lave, og derfor byggede de især både om vinteren, hvor landbrug og fiskeri var mindre tidskrævende end om sommeren.
Hvis faderen var bådebygger, lærte han sønnen håndværket, og mange steder gik dette erhverv i arv. Normalt var der ikke flere bådebyggere i den samme bygd. Men i nogle bygder har en stor del af beboerne været berømmede for deres faglige færdigheder som bådebygger. På øen Nólsoy blev bådebygning et hovederhverv, og unge mænd fra hele landet rejste dertil for at lære dette håndværk. Helt op til det tyvende århundrede har både, bygget i Nólsoy, haft et særlig godt ry. Også i bygden Mikladalur på øen Kallsoy har beboerne været fremragende bådebyggere.

Læretiden

De yngre generationer lærte håndværket ved at gå en ældre mand til hånde, og læretiden var ikke lang. Efter to vintre i arbejde hos en mere erfaren håndværker, kunne en yngre mand arbejde som bådebygger, for da havde han tilegnet sig den nødvendige viden om arbejdsmetoden. Og når den yngre mand havde bygget 12 både, kunne han bruge titlen bådebygger, selv om han og alle andre var vidende om, at han endnu havde meget at lære.
En bådebygger var konstant opmærksom på andres vellykkede og mindre vellykkede resultat: hvilke proportioner var særlig velegnede? Hvordan fungerede båden i vind og vejr? Hvad kunne forbedres næste gang, en båd skulle bygges? Den fortsatte kommunikation med andre bådebyggere og fiskere var et led i en vedvarende læringsproces. En god bådebygger var dog sjældent eller aldrig helt tilfreds med en ny båd.

Nye tider

I dag er der få bådebyggere tilbage på Færøerne, og udsigterne til, at unge finder en læreplads, så de kan lære håndværket, er ikke de bedste. – Jeg har ikke nok arbejde til en lærling, fortæller Jóan Petur Clementsen, der arbejder som bådebygger i Sandur på øen Sandoy. Jóan Petur begyndte at arbejde i sin fars værksted, mens han endnu gik i folkeskolen, og efter afsluttet realeksamen kom han som 16-årig i lære hos sin far, der også var bådebygger. – Dette var i midten af firserne, og vi havde nok at lave. I en årrække byggede vi hvert år fire store både til kystfiskeri, men i slutningen af firserne fik vi ikke længere så mange bestillinger, og i dag har jeg næsten intet arbejde som bådebygger, fortæller Jóan Petur.
Den traditionelle færøske træbåd fik på det tidspunkt hård konkurrence fra glasfiberbåde, hvis produktion ikke krævede så mange arbejdstimer og derfor kunne fremstilles til en billigere pris. En dyb økonomisk krise i det færøske samfund i midten af halvfemserne begrænsede købekraften, og en række formelle krav med hensyn til fiskeri og til offentlige afgifter påvirkede også efterspørgslen efter den færøske båd som brugsbåd.

Kaproning

I kaproning, Færøernes nationalsport, spiller den færøske træbåd fortsat hovedrollen, og mange har påvist, at det netop er kaproningen, som vil bevare bådebyggernes håndværk. Kaproningsbådene skal være så lette og smidige som muligt, og deres form er derfor med tiden noget ændret i forhold til bådene til kystfiskeri, hvor hurtighed ikke er et krav.
Hver sommer deltager hundredvis af roere i alle aldre i konkurrencer i kaproning. Konkurrencerne foregår i forbindelse med sommerstævner, der holdes over hele landet, og overalt er der stor interesse for denne begivenhed. Roforeningerne får jævnligt fremstillet både til kaproningen, hvilket giver nogle bådebyggere arbejde og mulighed for at vedligeholde deres håndværk.

På museum eller til søs?

Får de kommende generationer også mulighed for at stikke til søs i den traditionelle, færøske robåd, eller skal vi i fremtiden tage på museum for at beskue den?
Kulturministeriet nedsatte i juni i år en arbejdsgruppe, der fik til opgave at undersøge, hvordan man kan bevare den færøske håndværkstradition i forbindelse med bådebygning. Arbejdsgruppen skal komme med forslag til, hvordan man kan skabe leveforhold for bådebygning.
Det anføres i kommissoriet at levende håndværk, eksempelvis bådebygning, har ringe forhold. I håndværket ligger en stor del af videnen om vores kulturarv. At bevare den færøske båd som en kulturgenstand, der fortsat vil blive bygget på Færøerne, er et spørgsmål om at prioritere og samle den viden, vi stadigvæk har til bådebygning og at føre denne viden videre til fremtidige generationer. Arbejdsgruppen forventes færdig med sit arbejde i november i år. – Det levende håndværk har svært ved at overleve. For at dokumentere og bevare håndværket bør man optage alle de mange detaljer i forbindelse med bådebygning på film. Og måske bliver det igen moderne at eje en færøsk båd. Det afhænger jo også af økonomien, siger bådebyggeren Jóan Petur Clementsen.

Kilder:

Hin føroyski róðrarbáturin. Sjómentir føroyinga í eldri tíð, af Andras Mortensen
Seinastu bátasmiðirnir. TV-dokumentar, Færøernes Nationalradio mars 2011
Interview med Jóan Petur Clementsen, bådebygger i bygden Sandur på Sandoy