Den vigtige fleksibilitet

 

03-01-2013

Erhvervsstruktur

Sammenlignet med omverdenen er selv de største arbejdspladser på Færøerne små. Erhvervsstrukturen er kendetegnet ved små virksomheder med 10 til 15 ansatte, og foretagender med to medarbejdere er ingen sjældenhed.
- Der er mange fordele ved et lille lands erhvervsstruktur. Vi er fleksible, da arbejdsmarkedet kræver, at man hurtigt tilpasser sig. Og det er nemmere at navigere med et et mindre fartøj end med et kæmpestort. På den anden side er der på de små arbejdspladser sjældent energi og overskud til at udvikle langsigtede strategiske planer. Tit er chefen ikke kun chef, men også en af medarbejderne, vurderer Esther Dahl, konsulent i Industriens Hus.

Havet som motor

De vigtigste forudsætninger for erhvervslivet er, at Færøerne er tæt knyttet til havet og til fiskeri, der udgør den ubetingede motor i samfundet. De mange afledte erhvervsgrene og de nødvendige kompetencer vil så også være forbundet med hovederhvervet, og en stor del af den forskning og udvikling vi har, er ligeledes tit forbundet med havet og med fiskeri, siger Esther Dahl, der også påpeger, at fleksibilitet er en vigtig kompetence på et lille arbejdsmarked. – Der er ikke særlig god plads til specialister, og de specialister vi har, beskæftiger sig ofte på en eller anden måde med vores hovederhverv, siger Esther.

Efterspurgte kompetencer

Den færøske arbejdsstyrke har indrettet sig fint i overensstemmelse med de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger. På det maritime område er vi rigtig godt med. Men vi har det problem, at arbejdsmarkedet i vore nabolande også efterspørger de samme kompetencer, og tit til højere løn. Derfor er det fristende for vores arbejdskraft, der på forhånd er kendetegnet ved fleksibilitet, at tage til udlandet for at arbejde. Vi har i nogen tid set, at mange sømænd og håndværkere er rejst til Norge, hvor de nemt finder beskæftigelse, siger Esther Dahl.

En stærk arbejds-identitet

Bergtóra Høgnadóttir er inspirator i a-kassen. Hun påpeger ligeledes den store grad af fleksibilitet, der kendetegner færingers tilgang til dagens dont. – Vores forfædre var søfarere, og de var vant til, at mobilitet kunne være nødvendig for at tjene penge. Denne holdning er fortsat karakteristisk for vores arbejdsstyrke, der ikke er bange for at forlade hjemlandet og rejse til andre lande for at finde arbejde, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Høgnadóttir.
Den færøske arbejdsstyrke omfatter et højt antal personer mellem 15 og 64 år: 89 procent af mændene og 87 procent af kvinderne er på Færøerne en del af arbejdsstyrken, hvilket er det højeste antal i de nordiske lande.
– Jeg mener, at disse høje tal er et tegn på en stærk arbejds-identitet blandt færinger. Folk vil gerne have en tilknytning til arbejdsmarkedet, selvom det på grund af arbejdsløshed de seneste par år har været problematisk for mange, udtaler Høgnadóttir.

Udviklingsmuligheder

Med hensyn til kompetencer er der især et område, som man ifølge Esther Dahl bør udvikle mere. Man har lange traditioner for maritime uddannelser, men shipping, ship management og lignende aktiviteter, der er relateret til søfart, har endnu ikke fundet deres indlysende plads i det færøske samfund, hverken i forbindelse med uddannelsesmuligheder eller beskæftigelsesmuligheder, gør Esther Dahl opmærksom på overfor DialogWeb.


Vinnuhúsið, eller Industriens Hus, er sekretariat for den færøske arbejdsgiverforening. Se www.industry.fo.
Arbeiðsloysisskipanin, eller ALS, er a-kassen på Færøerne. Se
www.als.fo.
I slutningen af 2012 tæller den færøske arbejdsstyrke ca. 24.000 lønmodtagere. Arbejdsløsheden er på ca. 5 procent. En stor del af de arbejdsledige er ufaglærte.
Oversigt over arbejdsstyrken i de nordiske lande ses i Nordisk Statistisk Årbog 2012 på
www.norden.org/da/publikationer/publikationer/2012-001

Publicerad 3.1.2013