Fjernstudier skaber muligheder i udkantsområder

Siden Fjarlestrardepilin, Fjernundervisningscentret i Vágur, på Færøernes sydligste ø, blev etableret for ca. tre år siden, har der været øget tilslutning til de forskellige uddannelsesmuligheder, som udbydes via centret.
Som noget nyt i centrets historie var der et helt hold med 21 studerende, som den 4. februar 2016 samledes på centret og samtidig gik i gang med en pædagoguddannelse.
De 21 studerende er ikke kun fra Suðuroy, men fra hele Færøerne. De samledes på Fjernundervisningscentret til intensive introdage, men modtager efterfølgende fjernundervisning hver mandag og hver 5. weekend. Det fantastiske med dette er, at studerende kan blive boende på Suðuroy eller i andre dele af Færøerne under hele uddannelsesforløbet. Fjernundervisningscentret har gode faciliteter til både netundervisning og gruppearbejde, hvor de studerende kan føle sig som del af et studiemiljø, og der er god støtte i form af studievejledning og gruppetilknytning. Denne uddannelsesmulighed gør en stor forskel for mange voksne, som ikke ønsker at flytte fra deres familier for at gennemføre en videregående uddannelse.