Formand for Grundtvigsk Forum: Vi kan ikke inkludere med tvang

Hvis vi skal kunne hjælpe hinanden i en velfærdsstat, er vi også nødt til at føle, at vi har noget sammen, siger Kirsten Margrethe Andersen, formand for Grundtvigsk Forum. Hun advarer mod, at vi beder mennesker glemme, hvem de er for at blive en del af det nationale fællesskab.
Kirsten M. Andersen, Formand for Grundtvigsk Forum

Af Frederik Buhl Kristensen

Det var sent om aftenen. En lille gruppe FDF’ere på 11-12 år var på natløb, da de kom til en post, hvor udfordringen var at spise melorme. De ville kun få point, hvis de alle spiste en, fik de at vide af spejderlederen. Børnene var ikke meget for det, men de endte alle med at tage en melorm i munden og sluge den. Bortset fra én pige. Hun kunne ikke få sig selv til det. Da den lille gruppe skulle til at gå videre til næste post uden point, stoppede spejderlederen dem. Han fortalte dem, at de fik point for hver af de personer, der havde spist en melorm. Og ekstra point, fordi de lod den ene i gruppen lade være.

– Det var godt tænkt af spejderlederen, siger Kirsten Margrethe Andersen, efter hun har fortalt historien.

– Det er en voksen, der tænker, at de her børn ikke først og fremmest skal erfare, at deres fællesskab bliver stærkere, hvis alle retter ind. Men at de faktisk godt kan bære, hvis der er en i gruppen, der er skyld i, at de får færre point, fortsætter Kirsten Margrethe Andersen. Hun er formand for Grundtvigsk Forum, ph.d. og underviser på læreruddannelsen i Haderslev.

Historien hørte hun for nyligt fra børnene selv, og hun har hevet den frem igen for at give et eksempel på, hvordan hun opfatter begrebet inklusion. Netop inklusion er nemlig temaet, når det norske formandskab for Nordisk Ministerråd til november holder konference.

Presset til at være med

Men inklusion kan også spille den modsatte rolle, hvor personer enten presses til at passe ind i fællesskabet eller bliver skubbet ud. Som hvis spejderpigen var blevet tvunget til at spise melormen mod sin vilje eller var blevet sat af holdet, fordi hun nægtede. Det er ifølge Kirsten Margrethe Andersen udtryk for den økonomiske side af inklusionen, som kan være en del af et politisk pres for at få folk inkluderet, så man kan opretholde velfærdsstaten – eller få point i et natløb. Men man kan ikke lykkes med inklusion uden at have den kulturelle side med, mener hun.

– Hvis vi socialt og økonomisk skal kunne bære hinanden i en velfærdsstat, skal vi også synes, at vi har noget sammen. Ellers vil der ske opsplitninger, hvor vi ikke vil betale til de andre, hvad enten det er Dovne Robert eller mennesker, som taler et andet sprog, og som vi derfor synes, at vi ikke har lod og del med, siger Kirsten Margrethe Andersen og tilføjer:

– Vi skal passe på, at inklusion ikke bliver et spørgsmål om, at eksperter diagnosticerer, hvem der kan være med.

Kultur er ikke kun geografisk

Kirsten Margrethe Andersens syn på inklusion er formet af den danske forfatter, teolog og digter N.F.S. Grundtvig, som har sat et enormt aftryk på udformningen af det danske samfund. For næsten 200 år siden, i 1837, formulerede Grundtvig sætningen “Menneske først og Christen saa”. En forståelse af, at alle mennesker, uanset tro, har en guddommelig status. Men sætningen rummer også noget andet, siger Kirsten Margrethe Andersen. Ordet menneske indeholder nemlig også forståelsen af det levende; et liv som er under forandring. Det viser, at den nationale kultur ikke blot er geografisk, men også tidslig – “temporal”, som Andersen formulerer det.

– Alt menneskeliv udspiller sig i tid, i kulturelle sammenhænge, med institutioner, som ingen af os selv er kilden til. Folketinget og Christiansborg blev bygget længe før, du og jeg blev født, siger Kirsten Margrethe Andersen.

Derfor kan et fællesskab ikke blot bede et nyt medlem om at fjerne den kultur, som individet har med sig i bagagen, understreger hun. Kultur er foranderlig, men kan ikke ændres fra den ene dag til den anden.

– Vi kan ikke feje tiden væk, som om den ikke findes. Vi kan ikke løbe fra den temporale grænse. Men den kræver noget andet af os end at sætte en bom op ved grænsen. Det vil sige, at når vi får flygtninge til landet, kan vi ikke bede dem glemme, hvem de er. De kan heller ikke bede os om at glemme, hvem vi er, siger hun.

Men har man ikke ret til som fællesskab at sætte en hård grænse og sige her til og ikke længere: Hvis ikke du opfører dig inden for normen af det her fællesskab, kan du ikke være en del af det?

– Jeg tænker, at vi har en kriminallov, og den er klar nok. Vold, tyveri og mord må du ikke. Det er jo lighed for loven. Men det at opføre sig dansk nok, det indgår i erindringsfællesskabet, og det tager tid at blive en del af. Da jeg voksede op i 70’erne, kunne en voksen sagtens sige, at vedkommende kunne køre med en genstand for meget. Det er bare slet ikke socialt i orden mere. Det vil sige, vi kan godt rykke ved hinanden i forhold til, hvad vi synes, der ikke er socialt acceptabelt – også for mennesker, der kommer hertil med andre normer end vores. Men tingene tager tid, siger Kirsten Margrethe Andersen. Hun nævner de bilafbrændinger og uroligheder i Stockholm-forstaden Rinkeby, der de seneste uger har fået internationale mediers opmærksomhed, som eksempel på, at selv et samfund som det svenske, der har “stået på hovedet” for at inkludere, oplever problemer.

kirsten_andersen.jpg

Vi vælter al porcelænet

Ifølge Kirsten Margrethe Andersen er der de seneste år sket et nybrud, hvor flere politikere er faldet for det, hun kalder “forbudsfristelsen”, hvormed de er gået imod de skandinaviske samfunds grundlæggende frihed til at tænke, tro og ytre sig. Seneste eksempel er, at flere danske partier ønsker at forbyde bederum på gymnasier og universiteter for at fjerne det sociale pres om at bede i skoletiden, der ifølge politikerne ligger på flere muslimske elever.

– Det er ikke nyt, at nogle skoler har forbudt bederum, og andre tillader det. Det helt afgørende er, at det har været en sag for rektor, skolebestyrelsen og lærerne, siger Kirsten Margrethe Andersen, der mener, at der er meget stor forskel på de to ting. Folketinget skal sørge for, at skolerne har mulighed for at gøre brug af værktøjer i loven, hvis de oplever problemer, og derfor skal politikerne hverken forbyde skoler i at have bederum eller forbyde dem i at fjerne dem, mener hun.

– For mig er det meget svært at forstå, at det kan være et anslag mod Danmark, at der er en gruppe, der mødes til bøn i et frikvarter, hvis det i øvrigt foregår på en fornuftig måde, hvor der ikke er nogen, der bruger det til at lægge pres på andre. Hvis en rektor får nys om sådan noget, har han retten til at fjerne bederummene, sådan som man har gjort det på Langkær Gymnasium. Han kan ikke tage sig af det åndelige frihedsideal, men han kan sætte rammer for det, siger Andersen.

Hun mener ligefrem, at de seneste års handlinger fra flere politikere er udtryk for, at de helt ønsker at fjerne religion fra det offentlige rum. Der er ikke samme tillid til, at civilsamfundet kan finde ud af det.

– Lige nu går man efter vasen på hylden, fordi man gerne vil begrænse islam og den sociale kontrol, man kan se i visse muslimske miljøer. Men i stedet for at tage vasen, vælter man simpelthen al porcelænet, der stod på hylden; man fjerner religionsfriheden, siger hun.

Og det kan blive begyndelsen på en kedelig udvikling, måske lige frem en farlig glidebane, mener hun.

– Religionsfriheden er alle friheders moder. I samme øjeblik, vi begynder at begrænse, og vi vil bestemme, hvad folk tror på, går der ikke ret lang tid, før der er en hel masse andre ting, vi også gerne vil bestemme.

Da pøblen fik magt

Det var i Grundtvigs levetid omkring 1800-tallet, at den helt store inklusion fandt sted i Danmark og resten af Skandinavien, mener Kirsten Margrethe Andersen. Dengang var de nordiske lande regeret af enerådige konger, men op til og i løbet af det 19. århundrede, blev de nationale grundlove nedfældet, og partier og græsrodsbevægelser opstod og gjorde politik til noget for alle voksne mænd.

– Den helt oplagte risiko og også nervøsiteten ved indførelsen af demokratiet gik på, om man kunne overlade magten til mennesker, som ikke havde uddannelse. Den helt reelle angst for pøbelvælde, siger Kirsten Margrethe Andersen.

Den angst spejler sig ifølge Andersen i vores nutidige diskussion af fake news og ekkorum på sociale medier, hvor oplysningen bliver fejet af vejen og erstattet af en lukket enighed mellem en lille gruppe mennesker, der holder dem ude, de ikke er enige med.

– Det var det samme dengang, og det var derfor, man iværksatte et folkeoplysningsarbejde i højskoler. Oplevelser og bevidstheden om fælles historie førte til selvbestemmelse. Virksomheder og arbejdsfællesskaber, hvor alle kunne være med til at tage beslutninger, for eksempel i andelsbevægelsen. Det var en kæmpe inklusionsproces, og det kom jo ikke ud af en nem periode. Der var krise i Europa, og i Danmark havde der lige været en statsbankerot, siger Kirsten Margrethe Andersen.

Den folkeoplysningstanke skal vi finde frem igen, når vi i dag møder friktion i inklusionen af nye mennesker, mener hun.

– Retten kan ikke gøre det alene. Det, at vi udsteder love, som giver en principiel ret til lighed og frihed, er en god forudsætning. Men det, at ethvert barn kan mærke, at man er en del af fællesskabet, at man er en del af ansvaret, og at ens stemme også har betydning, er altafgørende. Hvis det skal blive til et fællesskab, som virkelig dur, skal der være love om for eksempel mindretalsbeskyttelse, og det skal også være værdsat, at man kan have en divergerende opfattelse. Men da intet menneske synes, at alle synspunkter er lige gode, så forudsætter det gode fællesskab, at vi i samtalen med hinanden og i offentligheden er parat til at kappes om, hvad der skal til for at leve i en kultur til fælles bedste, siger Kirsten Margrethe Andersen.