Uddannelse for fuld skrue

Jyderup er et af de fire fængsler, som tilbyder indsatte at tage en erhvervsuddannelse som kok. Her retter kokkeelever i "Restaurant Ukrudt" maden an under en middag for de pårørende

Fængslerne tilbyder flere uddannelser, underviserne er i gang med at blive opkvalificeret, og langt flere indsatte gennemfører uddannelsesforløb, viser en evaluering. Satspuljeprojektet Styrket uddannelse til indsatte er godt i vej.

I 2011 fik Kriminalforsorgen penge fra Satspuljen til at styrke uddannelsestilbuddene til de indsatte i fængsler og arresthuse. Det blev til projektet Styrket uddannelse til indsatte, som for alvor kom i gang på fængslerne i 2013. Nu gør en foreløbig evaluering status over projektet, som også indgår i Kriminalforsorgens flerårsaftale for 2013-2016.

Flere i uddannelse

Evalueringen viser, at alle 13 fængsler og KF nu udbyder erhvervs-uddannelser (EUD). I alt udbydes 15 forskellige EUD-forløb fordelt på 33 tilbud. Møgelkær er det fængsel, som udbyder flest, med hele 6 forskellige uddannelsestilbud. De uddannelser, der udbydes flest steder, er uddannelserne til maskinsnedker, smed og bygningsmaler.

Og mange flere indsatte er kommet i uddannelse: dobbelt så mange har gennemført et EUD-forløb i 2013, end det var tilfældet i 2012.

Mange gennemfører AMU-kurser

Fra den 1. januar 2013 startede et forsøg, hvor fængslerne selv kan tilbyde interne AMU-kurser, så de indsatte ikke behøver gå frigang for at kunne tage disse kurser. Det har betydet, at mange flere end tidligere har sat sig på skolebænken; i andet halvår 2013 blev der i alt påbegyndt 438 enkelte AMU-kurser, og 381 af dem blev fuldført.

Også på grundskoleområdet går det godt. Alle fængsler tilbyder nu både dansk, engelsk og matematik på 9. klasses niveau, og antallet af indsatte, som tilmelder sig et af disse forløb, er steget fra 1112 i 2012 til 1839 i 2013, mens antallet af indsatte, som har aflagt prøve i et af fagene, anslås at være steget fra 148 til 260.

Flere lærerkræfter

For at sikre, at institutionerne kan tilbyde den undervisning, klienterne efterspørger, i de fag, der er behov for, har Kriminalforsorgen ansat nye medarbejdere svarende til 61 årsværk. Halvdelen af de 61 årsværk er lærere, en fjerdedel er faglærere og værkmestre, og en fjerdedel er vejledere.

Satspuljeprojektet Styrket uddannelse til indsatte har også det mål, at alle lærere, der underviser i de forberedende voksenuddannelsestilbud (FVU), skal have efteruddannelse i pædagogik. Det er lærerne i gang med på 13 ud af 14 fængsler.

Også på erhvervsuddannelsesområdet skal lærerkræfterne opruste. Derfor har projektet som mål, at alle, der underviser i EUD på fuld tid, skal have en diplomuddannelse i erhvervspædagogik – og det er værkmestrene på mange af uddannelsestilbuddene allerede godt i gang med.

Vejledning

Den styrkede uddannelsesindsats betyder, at alle indsatte, som ventes at skulle tilbringe mere end to måneder i fængsel, skal have tilbudt professionel og systematisk vejledning om uddannelsesmulighederne. Også det arbejde er kommet langt, viser evalueringen. Vejledningsindsatsen sker i tæt samarbejde med projektet om modtagelsesafdelinger på fængslerne.

Evalueringen af projektet Styrket uddannelse til indsatte er foretaget af direktoratets Straffuldbyrdelseskontor, som følger projektet tæt og bistår institutionerne med råd og vejledning om indsatsen.