Universitetssamarbejde i Nordatlanten

 

18-04-2012

For et halvt år siden lancerede den NORA-etablerede Nordatlantisk Tankesmie sin første anbefaling om at styrke universitetssamarbejde i NORA-regionen. For et par måneder siden tog Universitetet i Nordland initiativ til at følge op på denne anbefaling ved at invitere Færøernes Universitet, Grønlands Universitet og Islands Universitet til et møde om praktiske spørgsmål omkring en fælles uddannelse. Formålet med uddannelsen skulle være, at de studerende skal få management-kompetencer som kan bruges både i det offentlige og i det private erhvervsliv i verdens nordområder.

Mødet fandt sted på Universitetet i Nordland, og var præget af stor optimisme. ”Nord-Norge, Island, Færøerne og Grønland har meget til fælles. Nærhed til havet, olie og gas, mineraludvinding og meget mere binder os sammen. En fælles masteruddannelse, hvor økonomiske og samfundsvidenskabelige fag indgår, vil uden tvivl kunne gavne os alle,” sagde rektor for Universitet i Nordland, Pål Pedersen, på mødet. Færøernes Universitet var repræsenteret af rektor Sigurð í Jákupsstovu.

De fire universiteter aftalte at mødes igen på Færøerne i september i år for at udarbejde et konkret forslag til, hvad som skal indgå i en fælles uddannelse.

Læs mere om uddannelsen på:
www.nora.fo/index.php?pid=193&cid=416 og
www.nora.fo/index.php?pid=193&cid=557