Velfærd har eskaleret til en svaghedens klub

06-03-2012

Kort før jul blev kvinden Carina med ét landskendt i Danmark. Som modtager af kontanthjælp blev hendes økonomi centrum for en ivrig debat om omfanget af fattigdom i Danmark. Men set med filosof Ole Thyssens øjne er den egentlige tragedie i historien om Carina og hundredtusinder af andre danskere rettelig, at det lader sig gøre år efter år – og årti efter årti – at leve på overførselsindkomst, uden at det bliver anfægtet.
- Det er blevet stadigt lettere at melde sig ind i svaghedens klub, hvor der ikke længere kræves noget af én. Insisterer man for eksempel i dag på, at man er stresset, står en hær af professionelle klar til at udrede, støtte og behandle. Og der er ikke lang vej til, at du med diagnosen stress er fredet – dig kan vi ikke forvente yde en indsats til fællesskabets bedste, siger Ole Thyssen, der er professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School.

Parallelsamfund

Siden velfærden for alvor tog fart i 1960’erne har vi udviklet et parallelsamfund, hvor et lille flertal af befolkningen i den arbejdsdygtige alder er i beskæftigelse, mens hele ca. 750.000 andre er på passiv forsørgelse, mange diagnosticeret med en psykisk lidelse.
Samtidig har velfærdsydelserne bredt sig til alle tænkelige områder af vores liv. Samfundet skal ikke alene tage hånd om vores psyke og forsørgelse. Det må også træde til, når vi kæmper imod overvægt, alkoholmisbrug eller ikke magter at opdrage vores børn.
- Vi har udviklet en rettighedskultur, hvor ansvaret for vores liv ikke længere ligger hos os selv, men hos det offentlige, som både skal fjerne al lidelse og gøre os lykkelige. Uanset om det er os selv eller vores børn, der kommer ud i noget skidt, forventer vi, at skolen eller sagsbehandlerne i kommunen træder til og løser problemerne. I dag holder vælgerne og politikerne hinanden fast i et dødsgreb, når det gælder velfærdsydelser, mener Ole Thyssen.

En rolle som offer

Når det er kommet så vidt, skyldes det, at velfærdshjulet drejes af mange hænder, påpeger filosoffen. Udover borgere og politikere bidrager såvel erhvervslivet – ikke mindst medicinalindustrien, samt en meget stor gruppe professionelle ansatte i velfærdsindustrien og endelig massemedierne til, at hjulet aldrig stopper.
- Medierne dyrker dagligt historier om grupper af borgere, det er synd for, og stiller politikere til ansvar for at løse deres problemer hellere i dag end i morgen. Og politikerne siger ikke fra, fordi de skal genvælges. Alle parter har et ansvar for, hvordan tingene har udviklet sig, men det største ligger i mine øjne hos den stadigt voksende gruppe af professionelle medarbejdere, der har som deres levebrød at levere velfærdsydelser. De burde se kritisk på, i hvilken grad de samtidig bidrager til udvikling af en svaghedskultur, som inviterer til, at borgerne påtager sig en rolle som offer, der behøver hjælp, frem for at tage ansvar på sig, mener Ole Thyssen.

Solidaritet med fællesskabet

Han understreger, at han absolut ikke vil velfærdssamfundet til livs. Det er essentielt for de nordiske landes identitet, at vi har nogle veludviklede sociale systemer, som samler udsatte borgere op. Derimod efterlyser han, at vi som borgere føler en større solidaritet med fællesskabet og spørger os selv, om vi nu også bidrager med alt det, vi kan. En gang talte man om, at hjælpen var for de ”værdigt trængende” – det har vi måske brug for at fokusere på igen.
- Dilemmaet er, at velfærdsydelser i sig selv øger efterspørgslen på endnu mere af samme slags. Ikke mindst i en narcissistisk epoke som vores, hvor vi hele tiden spørger hinanden om, hvordan vi har det og hvad vi føler, frem for hvad vi vil udrette. Velfærden har grebet om sig i en grad, så den trænger til en nedkøling. Måske kommer den som følge af den økonomiske krise, vi oplever i disse år. Tager vi samtidig hul på en debat om hvilke grænser, der nødvendigvis må være for velfærden i fremtiden, kommer vi måske et vigtigt skridt videre, siger Ole Thyssen.


Ole Thyssen har fået med- og modspil i flere debatter om synet på velfærdsstaten. Hør udsendelsen fra DR’s P1 formiddag: HTML
Eller Netværket på DR’s P1: HTML

Publicerad 6.3.2012