okt
22
2019

Hvordan kan karrierevejledning bidrage til et bæredygtigt samfund?

Posted 47 days ago ago by Miriam Dimsits
Miriam Dimsits

 

I disse tider diskuterer vi, hvor forandringen til ”the great green turn” skal komme fra. Er det individet, der gennem daglige bæredygtige valg skal levere på mål om en bæredygtig fremtid, eller må vi vente på store politiske reguleringer af vores adfærd ift. forbrug af fødevarer, transport og energiforsyning? Ingen tvivl om, at forandringen må komme flere steder fra for, at vi lykkes med at efterlade kloden i en stand, der giver mulighed for at leve gode liv for efterfølgende generationer.

Her finder jeg det interessant at stille spørgsmålet om, hvordan de enkelte professioner kan bidrage til at skabe et bæredygtigt samfund, ikke mindst den profession jeg repræsenterer, karrierevejledning.

Jeg definerer bæredygtighed som begrebet defineres i FN-rapporten Our Common Future fra 1987, populært kaldet Brundtland-Rapporten efter den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland, der var kommisionsformand for udarbejdelsen af rapporten. Bæredygtig udvikling bestemmes som, 

"(…) development that meets the needs of the present without compromising the ability of future generations to meet their own needs." (Ibid. 1987)

Det slående for mig i definitionen er den særlige etik, der slås til lyd for her. Det er en pligtetisk fordring, der byder menneskeheden er være solidarisk over for andre mennesker, som vi ikke engang har stået ansigt til ansigt med, og som ikke engang eksisterer endnu. Men vi ved at kommende generationer vil være mennesker som os, med samme menneskelige behov for mad, rent vand, tryghed, sikkerhed og at høre til i fællesskaber. Det er en større etisk solidaritet mellem generationer, der afkræves os med denne definition på bæredygtighed.

Der er to udfordringer med denne definition. Den første er at få mennesker til at føle denne etiske fordring, den anden er at finde de rette midler til at udvirke et reelt bæredygtigt samfund. Jeg arbejder med begge udfordringer i min undervisning, i mine kurser og foredrag. Mit udgangspunkt for dette arbejde er igen at spørge, hvordan kan den profession jeg repræsenterer, karrierevejledning, bidrage til et bæredygtigt samfund? Vi har brug for professioner, mennesker uddannet inden for bestemte erhverv, der kan levere på FNs 17 Verdensmål. En bæredygtig fremtid består af mennesker, der har truffet bestemte karrierevalg, og uddannet sig på en særlig måde, så vi kan lykkes med bæredygtig produktion af fødevarer, rent vand, teknologiske løsninger, større social retfærdighed, hvor vi tager vare på hinanden, lighed mellem kønnene osv. Jeg foreslår, at karrierevejledning understøtter, at hver enkelt ser på bæredygtighedsmålene, og vurderer med sig selv - som ungt menneske, som voksen i et karriereskift eller bare midt i karrieren - hvilke eller hvilket verdensmål, jeg ønsker at levere på? Og derefter undersøger hvilke uddannelser eller hvilke jobs, der kan fremme udvikling inden for dette mål? Eller hvordan jeg med min nuværende karriere kan bidrage til de(t) verdensmål, jeg er optaget af?

Jeg har derfor tilføjet begrebet career til ovenstående bæredygtighedsdefinition for at vise, hvordan karrierevejledning aktivt kan bidrage til et bæredygtigt samfund:

Karrierevejledning som profession bør derfor arbejde for 

a career development that meets the needs of the present without compromising the ability of future generations to meet their own needs.

På denne måde operationaliseres definitionen ind i min profession, karrierevejledning, og det bliver muligt at stille dette spørgsmål i den individuelle, kollektive eller gruppevise vejledning, eller når vi arbejder med uddannelse af professionelle vejledere, der skal varetage professionen, og på denne måde påvirke fremtidige generationers karrierebeslutninger til gavn for og i solidaritet med fremtidige generationer.

God arbejdslyst.