Seneste blogs

Nyeste

Kommentarer

comment fed artikel ...

Nyeste billeder

okt
05
2018

De unges uddannelsesvalg

Posted 17 days ago ago by Randi Skovhus
Randi Skovhus

 

Der er potentialer i at skifte perspektiv fra fokus på uddannelsesvalg til læring om uddannelse, arbejde og sig selv

Jeg forsker i uddannelses- og erhvervsvejledning i folkeskolens ældste klasser, og jeg er optaget af, hvordan vejledningen udfolder sig i samspil med lærerne og hvordan vejledningen giver mening for de unge. 

I min forskning har jeg talt med mange elever, der står overfor at skulle vælge uddannelse. De er generelt glade for at deltage i aktiviteter i tilknytning til uddannelses- og erhvervsvejledning – så længe de ser sig selv som uafklarede, og så længe de vurderer, at aktiviteterne kan hjælpe dem til at træffe et valg af ungdomsuddannelse. 

I loven, som er afsættet for uddannelses- og erhvervsvejledning i skolen, er der et udpræget fokus på, at indsatserne skal bidrage til, at unge træffer et uddannelsesvalg. Dette kommer bl.a. til udtryk i den måde uddannelses- og erhvervsvejledning præsenteres for de unge i skolen og i den måde aktiviteterne begrundes.

Mine undersøgelser viser, at unge deltager i aktiviteter omkring uddannelse og job med afsæt i det, de forstår som formålet. Så når skolen og vejledningen laver en snæver rammesætning om aktiviteter omkring uddannelse og arbejde ved overvejende at fokusere på at få eleverne til at træffe et uddannelsesvalg, oplever mange elever det irrelevant at deltage i eksempelvis uddannelses- og virksomhedsbesøg, de ikke mener er relevante for deres valg. Når det primære fokus er valget medfører det, at de unge oplever det mindre meningsfuldt at udforske uddannelser og jobs, de ikke kender, og som de ikke forestiller sig er noget for dem.

Dermed får de et mindre kendskab til det samfund, de er en del af, og til de mange typer af uddannelser og jobs, der bidrager til dette. Konsekvensen er, at mange elever ikke er åbne over for andre veje, end dem de i forvejen har en idé om er noget for dem. Grundlaget, som de unge træffer uddannelsesvalg på, bliver smallere – og det almendannende, der ligger i at få åbnet sin verden og møde og være nysgerrig på noget, man ikke kender, reduceres tilsvarende. Dette skader tilliden og sammenhængskraften i et samfund, fordi disse ting kræver, at vi som borgere kender til hinanden, møder og omgås hinanden.

Med lidt store ord kan det, at børn og unge stifter nysgerrigt og anerkendende bekendtskab med forskellige uddannelser og job øge sammenhængskraften i vores samfund.

I aktiviteter omkring uddannelse og job i skolen og i vejledningen er det vigtigt at skelne mellem valget og grundlaget for valget. Unge har brug for kompetente vejledere og lærere, der rammesætter og gennemfører aktiviteter, som over tid understøtter de unges erfaringsdannelse med og refleksion over uddannelse, arbejde og sig selv – noget som bl.a. kan skabe et godt grundlag for de myriader af valg omkring uddannelse, job og øvrige liv, som de unge kommer til at skulle træffe livet igennem, og som også kan danne et bedre grundlag for det førstkommende uddannelsesvalg.

Er du optaget af unges uddannelsesvalg, kan du læse mere i: Skovhus, R.B. (2018). Vejledning – valg og læring. Trykværket.