Egmont Højskolen skaber reel inklusion

 

På Egmont Højskolen deler elever med særlige forudsætninger hverdag og fest med deres jævnaldrende højskolekammerater, der udover at være elever også er ansat som assistenter. Det nedbryder fordomme og skaber reel inklusion. Noget der i den grad er behov for flere steder, mener forstander Søren Møllgaard Kristensen.

 
Foto: Egmont Højskolen

30 kilometer syd for Århus ligger en højskole. På overfladen en hel almindelig dansk højskole med friluftsliv, vandsport og keramik på skemaet. Studieture til for eksempel Israel/Palæstina og Sydafrika, morgensang, fællestimer og husmøder. Alligevel er Egmont Højskolen ikke som nogen andre. Ud af de 214 elever, der netop er påbegyndt deres ophold på skolen, har 80 et handicap eller en funktionsnedsættelse i større eller mindre grad. Samtidig er de resterende 134 elever ansat som assistenter for netop dem, når undervisningstiden slutter. En unik ordning, der siden 1990’erne har bragt unge med vidt forskellige livsmuligheder og –vilkår sammen og skabt forståelse, nedbrudt fordomme og styrket sammenhold. Selv om højskolen har et ’særligt ansvar for handicappede’ som der står i værdigrundlaget, er det ikke at forveksle med en ’højskole for handicappede’, påpeger forstander Søren Møllgaard Kristensen

– Vi er en almen folkehøjskole. Det betyder rigtig meget, og det betoner vi tit, fordi det er en vigtig pointe, at man – uanset forudsætninger – kan være med. Vi insisterer på, at højskolen skal være åben for alle. Vi tilrettelægger undervisningen efter vores elever og ikke omvendt, siger han og holder en lille pause.

– Der er overhovedet ikke noget i vejen med at lave specielle steder, der kun er for mennesker med handicap eller særlige forudsætninger, men det er også bydende nødvendigt at have steder for alle. Det er jo reel inklusion, og i sådan nogle rammer får vi for alvor nedbrudt fordomme og stigmatisering.

Nøglen til succes skal i særlig grad findes i hjælpeordningen mellem eleverne. Faktisk er det ’fuldstændig afgørende for, at projektet kan lykkes’, siger han. De elever, der har behov for hjælp, er selv med i ansættelsesprocessen af andre højskoleelever, der bliver ansat til at hjælpe dem udenfor undervisningstiden. På højskolen kalder de disse elever for ’borgere’ og deres ansatte hjælpere for ’assistenter’. Typisk ansætter hver borger mellem en og tre assistenter, der på den måde får deres ophold på højskolen betalt. Assistenten hjælper borgeren med eksempelvis at komme i bad, spise, gøre rent, shoppe, gå i biografen. I undervisningstiden får borgeren hjælp af hjælpelærere, som skolen ansætter.

– Det er godt tænkt, godt udformet, og man ser genialiteten hver dag, når det udleves og giver mening for alle, der er i det.

Foruden at bringe unge sammen tjener hjælpeordningen også en anden væsentlig opgave. At støtte unge med særlige forudsætninger i at blive trygge ved at have ansatte om sig 24 timer i døgnet. Det ved tidligere elev Louise Eriksen alt om.

Lære at flytte hjemmefra

Hun er født spastiker, har hele sit liv siddet i kørestol og har brug for hjælp døgnet rundt. Efter en dårlig oplevelse med et gymnasium, der havde svært ved at rumme hende, meldte hun sig til et ophold på Egmont Højskolen for ti år siden. Hun ville gerne have hjælp til at ’slippe mors skørter’, som hun siger.

– Det var et mål fra starten, at jeg gerne ville lære at have assistenter. Når du er 18 år og skal lære at blotte dig selv på den måde, tager det tid at vende sig til. Man skal lære at sætte ord på, hvad man har behov for og lukke andre mennesker ind i ens liv, selv i de mest intime detaljer som toiletbesøg eller bad. De er en del af alt, hvad jeg laver, og det skulle jeg både lære at håndtere og sætte pris på, for det er jo det, der gør det muligt for mig at leve det liv, jeg vil, forklarer hun. 

Højskolen var et trygt rum at lære at navigere i, og at ens assistenter også var ens venner betød i den sammenhæng ikke ret meget. 

– Selvfølgelig er det lidt mærkeligt i begyndelsen, og det tager tid at vende sig til. Men det lykkedes at finde en god rytme, og det var også en del af læringsprocessen for mig.

IMG_45481.jpg

Louise Eriksen. Foto: Privat

Fra uafsluttet 9. klasse til HF

Louise Eriksen gik på et STU-forløb (særligt tilrettelagt undervisning), der varede tre et halvt år. I begyndelsen var målet at lære at flytte hjemmefra og have hjælpere, men da det begyndte at køre godt, justerede hun sine mål i samarbejde med skolen. Nu skulle hun færdiggøre sin 9. klasse på VUC og kigge frem mod en dag at gennemføre en HF. I juni i år kunne hun endelig trække en studenterhue på hovedet og fejre, at den sidste eksamen var veloverstået. En sejr, hun personligt tilskriver Egmont Højskolen en hel del af æren for.

– Jeg tror aldrig, jeg var lykkedes med det, hvis det ikke var for Egmont. De var med til at få mig i gang med VUC, som var svært, efter at jeg havde oplevet en række nederlag i gymnasiet. Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde var kommet i gang igen, hvis jeg ikke havde været elev der.

En stor del af arbejdet fra skolens side er da netop også at sikre elever med behov en plan for, hvad der skal ske, når de forlader højskolen. 

– Vi insisterer på, at det, der kommer bagefter, ikke bliver en tilbagegang for den enkelte. Det, de har fået med herfra af både sociale, personlige og faglige kompetencer, skal bringes i spil. Der er selvfølgelig en del af vores elever, der ikke kommer i nærheden af ordinær beskæftigelse, men det er for uambitiøst blot at parkere dem. Derfor har vi meget fokus på, hvad der skal ske bagefter. Vi har et vejledningselement ind over deres tid her på skolen, og vi har kontakt til kommuner, forældre og sagsbehandlere undervejs for at sikre, at vi finder det helt rigtige sted,” forklarer Søren Møllgaard Kristensen.

Når eleverne siger farvel til højskolen, skal så meget som muligt være på plads.

Behov for inklusion

En vigtig ting at huske på, når man arbejder med denne gruppe af unge, er, at den menneskelige dimension er vigtig, påpeger forstanderen. At man husker, at man har med mennesker at gøre. 

– Vi er nødt til at komme et skridt videre end selve systemtænkningen omkring det. Vi skal have øjnene op for det menneske, der sidder foran en. Se de muligheder, der i det enkelte menneske i stedet for at lade sig overvinde af begrænsninger.

Noget, der i hans optik er stærkt behov for. 

– På det almindelige uddannelsesområde er vi stærkt udfordret i at inkludere mennesker med særlige behov, og der er helt klart rum til forbedring. Måske er det ikke af uvilje, men fordi det er svært at gennemskue, hvad det kræver af den enkelte institution. Der, tror jeg stadig, ligger en barriere, hvor nogen synes, det er voldsomt besværligt. Det er det måske også, indtil man tager fat i det, siger han og peger på, at det bedste, man kan gøre, er at invitere mennesker på besøg, der ved noget om området. 

Drop offerrollen

Noget andet er at holde op med at se på mennesker med funktionsnedsættelser eller handicap som ofre. 

– Det kan man godt forfalde til, men vi er nødt til at udfordre det tankesæt, der ligger hos den enkelte. Vi får ikke noget ud af at sige, at et livsvilkår er uretfærdigt. I stedet kan vi anerkende, at noget er svært, og at det kræver noget ekstra. Det er ikke af ufølsomhed, men vores erfaring viser, at det giver et andet perspektiv, når vi prøver at finde livskraften på trods af den situation, man er i, siger han.

Den tilgang til livet mødte Louise Eriksen for første gang for alvor på Egmont Højskolen. Noget, der i dag har gjort hende til den, hun er, selv om hun synes, det lyder ’så højpandet’, som hun siger. 

– Når du er en del af Egmont, føler du ikke dit handicap som et problem. Følelsen af at blive set på lige er fantastisk. I undervisningen var vi alle højskoleelever – handicappet eller ej - og jeg havde aldrig oplevet det så homogent før. Her blev jeg for første gang set som det menneske, jeg er, og ikke for det apparat jeg bruger.

Fakta om Egmont Højskolen

Højskolen blev oprettet i 1956 af Oluf Lauth, der selv var spastisk lammet og kørestolsbruger. Oprindeligt som en højskole for handicappede, men siden 1970 har det været en højskole for alle med stor vægt lagt på samspillet mellem mennesker med vidt forskellige liv, muligheder og livssituation og med et særligt ansvar overfor mennesker med fysisk handicap. I dag er det en af landets største højskoler med flere end 200 elever og 80 ansatte.