Grete rykker beboere i belastet område tættere på job

 

Kundskaber der svarer til 9. klasse. Det er målet for den særlige beskæftigelsesindsats, Grete Kerrn-Jespersen står i spidsen for i et af Københavns såkaldte ghetto-områder. Men når mange af Mjølnerparkens beboere kun har kompetencer svarende til indskolingen, kræver det en markant anderledes tilgang end den ordinære.

 
Grete Kerrn-Jespersen, direktør i den selvejende institution Frigg. Foto: Julie Elver

Der er mange måder at beskrive det københavnske boligområde Mjølnerparken på. Som regel er det ord som ’ghetto’, ’centrum for bandekonflikten’, ’epicenter for radikalisering’ og ’et parallelsamfund’, der klistrer på det røde murstensbyggeri på Nørrebro. Men hvis du spørger Grete Kerrn-Jespersen, får du et helt andet svar. Som direktør for den selvejende institution Frigg, der arbejder for at rykke områdets beboere tættere på arbejdsmarkedet, har hun sin daglige gang blandt de knap 2.000 beboere. Heraf 85 procent med anden etnisk herkomst end dansk.

– Beboerne er generelt glade for at bo i Mjølnerparken, men de er kede af de store økonomiske vanskeligheder, der er her. Fattigdommen og det lave niveau af uddannelse, som kendetegner området, er en fødekæde til kriminalitet, bandekriminalitet og dårlig sundhed. I mit univers er Mjølnerparken et udvalgt boligområde. Det har jeg identifikation med. ’Ghetto’ er et dårligt navn på et boligområde, der har massive problemer. Dem, der bor her, er meget låst fast af de muligheder, de ikke har. De kan ikke bare flytte et andet sted hen, og de kan ikke bestemme sig for, at de gerne vil tage en uddannelse. De har simpelthen ikke kompetencerne, siger hun.

Gennem et år har hun sammen en række andre ildsjæle, mentorer og socialpædagoger arbejdet for at styrke de enkelte beboeres faglighed i et særligt tilrettelagt forløb sammen med det lokale jobcenter. For når 83 procent ikke har kundskaber til, hvad der svarer til 9. klasse, er det alternative midler, der må tages i brug.

Særlig indsats skal hæve niveauet

– Vores mål er, at alle Mjølnerparkens beboere skal have en 9. klasse. Det er der, vi skal hen. Men niveauet her betyder også, at borgerne ikke bare kan gå ind på VUC og følge undervisningen til 9. klasse. Det er simpelthen for højt. Vi har mange borgere, der er under det kompetenceniveau, vi udbyder i det ordinære system. Nogle har måske blot et niveau, der svarer til 2. klasse i en lang række fag, forklarer hun.

Derfor begynder de ansatte i Frigg altid med at tage en grundig snak med den enkelte beboer.

– Her taler vi om alt lige fra, hvilke erfaringer de har med skole og uddannelse, deres tilknytning til arbejdsmarkedet og den almene sundhedstilstand.

Sidstnævnte er faktisk meget mere vigtig, end man måske lige forstår, siger hun.

– Du skal være i en vis form for at kunne bevæge dig – både fysisk og mentalt. Fysisk bevægelse vækker psyken. Nogle af beboerne her har ikke været ude af lejligheden i mange år. Deres muskler svinder ind, og de er angste for at komme ud i verden. Dem tager man ikke lige og sender i praktik. De skal lære at bevæge sig først.

Fakta:

Massiv fattigdom

En gennemsnitsindkomst for en beboer i Mjølnerparken er på 120.000 kroner om året, hvor den generelt i København er på 300.000 kroner.

– Det siger noget om den økonomiske situation for beboerne herinde. Forældrene vil gerne give deres børn god mad, sund kost og et godt liv, men det er en udfordring med så lille en økonomi. Det kræver dygtige forældre, fordi det inviterer til organiseret kriminalitet, siger Grete Kerrn-Jespersen.

Hjælp til at forlade hjemmet

Dem, der er bedst til at løfte de allersvageste, som mange af områdets beboere er, er dem, der bor her i forvejen, forklarer hun. Derfor har hun uddannet og ansat 15 mentorer fra Mjølnerparken til at hjælpe deres naboer.

– De forstår dem på en hel anden måde og anerkender det, de professionelle endnu ikke har set. De professionelle forstår simpelthen ikke, hvor langt ned de skal.

For at illustrere det fortæller hun om en beboer, hvis almene tilstand var så dårlig, at hun bogstaveligt talt ikke kunne komme ud af sin egen hoveddør.

– Vi satte en mentor på, som arm i arm hjalp hende. Først trænede de på trappens første trin og byggede efterhånden mere og mere på. I dag kan hun selv gå hen til mødecenteret, samle håndvægte op af ét kilo hver og deltage i stoletræningen. Det er jo en stor succes.

I begyndelsen er mange af dem dog ikke meget for at bevæge sig. Men når de først kommer i gang, bliver de glade, mere åbne og motiverede. Og det er netop det, Grete Kerrn-Jespersen og hendes flok af mentorer aktivt forsøger at stimulere.

– Ved at være i bevægelse sker der læring, og det er den første læring, vi sætter i gang. Vi fodrer det, der gør folk nysgerrige, fordi det automatisk stimulerer lysten til at lære.

mjoelnerparken.jpg  
Mjølnerparken. Foto: Julie Elver

Mentorer er med hele vejen

De beboere i Mjølnerparken, der er lidt længere i udviklingen og klar til praktik, får markant mere støtte end almindeligvis, forklarer hun. Normalt vil en mentor følge praktikanten hen til virksomheden, men Friggs mentorer går meget længere.

– Vi er med hele vejen. Lige fra at hente borgeren ved hoveddøren til at gå med ind i supermarkedet, hvis det eksempelvis er der, vedkommende skal i praktik. Her bliver vi og hjælper med opgaverne. Springet er simpelthen for stort til at skulle gøre det alene. For borgeren er det fantastisk at gå ind sammen med en, der kan sproget, kender butikken og som de er trygge ved. På den måde flytter vi situationen fra, at det ikke føles rart, til at det bliver en succes, og du får en historie med hjem om samfundet udenfor, som du kan dele med dine naboer.

Og selv om du ikke har siddet i et klasseværelse med en lærer foran dig, er der rigtigt meget læring i, hvordan man driver en dagligvarebutik, påpeger Grete Kerrn-Jespersen.

– For at kunne sortere varer skal du kende tallene helt op til 10.000, du skal vide noget om måneder og årstal og kunne regne både frem og tilbage i forhold til mindste holdbarhedsdato. Og så skal du selvfølgelig kunne læse og kommunikere med kunder og andre ansatte, siger hun.

Læring uden for skolen

På mange måder handler det for både den enkelte og det offentlige om at forstå, at der findes andre former for læring end skolebænken.

– Jeg tror, alle tænker skolestuen, når man taler om opkvalificering. Men rigtig mange af Mjølnerparkens beboere har gået endeløst på sprogskoler, og hvad i alverden er der kommet ud af det? Når de er på 2. klasse-niveau, nytter det jo ikke at tro, at det bare handler om det danske sprog. Det handler om alt! Samfundsfag, matematik, geografi. Derfor er vi nødt til først og fremmest at få lukket deres verden op. Ved at gå en tur i området kan vi begynde at tale om, at der er andre københavnere, der bor på noget, der hedder Østerbro og Vesterbro. Vejnavnene omkring Mjølnerparken er inspireret af de nordiske guder, og derigennem kan vi få en snak om asatro. Jeg afviser selvfølgelig ikke, at skolestuen er uundværlig, men der skal være noget at hænge læringen op på, og det er det, vi forsøger gennem projektet her.

Grete-Kerrn-Jespersen_mjoelnerparken2.jpg  
Grete Kerrn-Jespersen i Mjølnerparken. Foto: Julie Elver 

’Skal’ er nøgleord i motivationen

Sammen med jobcenteret og den enkelte beboer sætter Frigg en række mål for, hvad indsatsen skal bære med sig. Og selv om jobcenterets første beskrivelse af målene altid er til forhandling, så er deltagelsen i projektet det ikke.

– Vi har meget benyttet os af ’SKAL’ i forhold til motivationen. Det her skal du, for det står i grundloven. Du skal kunne forsørge dig selv og dine, og det er her målsætningen om 9. klasse kommer ind. Hvis du skal klare dig i samfundet, skal du have viden svarende til det. Det italesætter jeg meget tydeligt. Jeg forklarer dem, at de gerne må sige nej til at møde i jobcenteret, men at det betyder, at de mister kontanthjælpen. Nogle kan stejle i starten, det er der ingen tvivl om. Men det giver på den anden side også en anledning til at tale om netop motivation. Hvis du ikke vil det her, hvad vil du så? Det eneste, du ikke må, er at sidde derhjemme alene. På den måde kan vi vende samtalen om.

Det vigtige her er dog på mange måder at kunne sætte sig selv i deres sted, hvis man vil opnå resultater, siger hun.

– Kontrakter, en chef og en konkret plan forstår de. Hvis du spørger dem om, hvad de har lyst til, eller hvad de drømte om, da de var unge, så aner mange af dem ikke, hvad de skal svare. De drømte sikkert om raske børn og om at gå hjemme i et mellemøstligt univers. Men det kan ikke lade sig gøre her, så hvorfor skal vi spilde tid på det?

Hjælp også forældrene

En anden fejltagelse, mange ofte begår, er kun at fokusere på de unge, siger hun. For skal børn og unge lykkes, kræver det, at de har stærke voksne omkring dem, der kan hjælpe og vejlede i spørgsmål om uddannelse, job og fremtiden.

– Vi sætter et skarpt blik på forældre, for de er en konstant faktor i deres børns liv hele livet. En dygtig pædagog er der måske i to år, men forandringen, der skal til, strækker sig gennem hele livet. Man kan ikke bryde den sociale arv uden at have de voksne med, for de er fundamentet for børnene og deres trivsel, siger hun og påpeger, at investeringer i de unge er fint, så længe man bare ikke glemmer nogen.

– Mange siger, det er spild af penge at hjælpe de ældre, men det kan faktisk betale sig. Ellers kommer de til at blive en kæmpe omkostning for samfundet, fordi de ikke kan håndtere livet. Og de kan lære, det kan jeg sige med god samvittighed, fordi de kan alle håndtere en mobiltelefon – og den var der ikke for ti år siden.

Området føles rart

Den særlige indsats i Mjølnerparken begyndte i marts 2017 og allerede godt et år senere, er der sket mærkbare forandringer. 25 procent er blevet godkendt til førtidspension eller i gang med processen og dermed havnet på den rette hylde i det offentlige system. Samtidig er rigtig mange vokset fra at have en strategi om at komme mindst muligt til nu at opsøge det omgivende samfund og deltage i alt fra zumba til jobsøgning.  

– Projektet har skabt nogle fantastiske resultater. En af dem, der boede her som barn, er nu voksen og arbejder som uddannet ejendomsfunktionær her i bygningen, men bor her ikke længere. Han sagde forleden til mig, at man virkelig kan se, hvor meget der er sket. Kvinderne går med hovederne rejst, de siger goddag til hinanden, og området føles for første gang i lang tid som et rart sted at være. For mig er det den bedste evaluering, vi kan få.

Fakta

Model til udbredelse

Projektet, Grete Kerrn-Jespersen står i spidsen for, fokuserer på et område med en overrepræsentation af flygtning. Men hendes påstand er, at det kan rulles ud blandt alle samfundets svage borgere, og hun drømmer om, at det netop bliver det, når projektet her slutter ved udgangen af 2018.

– Det er et generelt problem. Det er ikke kun flygtninge og indvandrer. 20 procent går ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter, og hvis vi ikke bryder den sociale arv, knækker vi aldrig kurven, siger hun.