Kolosser på grønne fødder

 

 

Kolosser på grønne fødder

Såvel skærpet global konkurrence om energiressourcerne som øget samfundsbevidsthed får flere virksomheder til at fokusere på bæredygtige løsninger. Miljøkyndige medarbejdere er efterspurgte, men virksomhederne vil også i dialog med forbrugere, borgere og myndigheder om, hvilken vej de skal gå

Produktion af insulin har gjort Novo Nordisk til en verdensførende virksomhed. Men succesen har en bagside: Novo Nordisk er samtidig Danmarks tredjestørste energiforbruger og en meget stor forurener. Den tendens er nu begyndt at vende, efter at den globale klimaudfordring i 2003 fandt vej til virksomhedens strategiplan.
- Baggrunden var både vores følsomhed overfor svingende energipriser og ambitionen om at drive en forretning, der er økonomisk, miljømæssigt og socialt ansvarlig, fortalte Lykke Schmidt, der er projektmanager hos Novo Nordisk, ved den tredje nordiske konference om bæredygtighed.
Virksomheden har sat som mål, at den fra 2004 til 2014 skal reducere CO2-udslippet med ti procent samtidig med, at produktivitet og salg stadigt øges. Samtidig skal virksomhedens aktiviteter på dansk grund i 2014 helt og holdent forsynes med grøn strøm.

Unik viden blandt medarbejdere

Målene skal nås i tæt partnerskab med virksomhedens medarbejdere og energileverandøren Dong. Sammen med Dong har Novo lanceret en prisvindende model for, hvordan energibesparelser omsættes til investeringer i nye vindmøller, som skal levere den grønne strøm til virksomheden.
Desuden har Novo udnævnt 30 energiansvarlige medarbejdere, som konstant skaber nye resultater.
- Vi har arbejdet med miljø- og energispørgsmål siden 1980’erne og troede, at vi havde styr på det. Men vi er blevet meget klogere på, hvor meget der er at hente i medarbejdernes viden om produktionen. Cirka halvdelen af de omkring 50 energispareprojekter, vi iværksatte sidste år, har allerede tjent sig ind, noterede Lykke Schmidt.
En række andre større danske virksomheder stiftede i 2006 Rådet for Bæredygtig Erhvervsudvikling med det formål at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne ved at udvikle begrebet bæredygtighed. Virksomhederne tilslutter sig FN’s Global Compact og har omsat det til et charter med 12 principper, som de ønsker at efterleve for at arbejde målrettet efter en bæredygtig udvikling.

Brug for dialog

- Vi tror på, at økonomisk vækst, konkurrencekraft og bæredygtighed hænger sammen, men bilder os ikke ind, at vi selv ligger inde med løsningerne på de store udfordringer, vi ser. Et af målene for os er derfor at komme mere i dialog med myndigheder og borgere, eksempelvis NGO’ere, om de krav klimaforandringerne blandt andet stiller til os som samfund, fortalte Anna Lise Mortensen Grandjean, der er næstformand i Rådet for Bæredygtig Erhvervsudvikling.
Virksomhederne forpligter sig til hvert år at rapportere om deres indsats, mål og resultater for at styrke en åben dialog med medarbejdere og andre interessenter om virksomhedens bæredygtighed.
For tiden er rådet blandt andet optaget af at udvikle konkrete, brugbare redskaber for virksomhederne. Både til at estimere og anskueliggøre et produkts CO2-fodaftryk overfor forbrugerne og når virksomheden vil sikre en ansvarlig styring af samarbejdet med leverandører.
- Fire arbejdsgrupper drøfter for øjeblikket en række komplekse spørgsmål. Når de er på vej med vores første bud på de forskellige områder, håber vi, at borgere og myndigheder blander sig i arbejdet med deres tanker, sagde Anna Lise Mortensen Grandjean.

Meget mere at tage fat på

Mens Novo-koncernens klimafokus også spreder sig til medarbejdernes dagligdag med kampagner om samkørsel i bil eller på cykel, sparekampagner for teams og opfordringer til at plante træer og arrangere grønne loppemarkeder, oplever koncernen samtidig, at vejen til bæredygtige løsninger konstant er fuld af nye udfordringer.
- Vi har fortsat til gode at se kritisk på vores varedistribution, som er en enorm energisluger. Desuden er vi i gang med en hård intern proces i håb om at begrænse antallet af forretningsrejser – der er kort sagt rigeligt at tage fat på, konstaterede Lykke Schmidt.

Links:
Læs om World Wildlife Fund’s netværk for virksomheder, Climate Savers, som Novo Nordisk er medlem af: www.worldwildlife.org/climate/item3799.html
Læs om Rådet for Bæredygtig Erhvervsudvikling og virksomhedernes indsats: www.rbenet.dk

Lykke Schmidt
Lykke Schmidt, Novo Nordisk holder oplæg