Nu kommer turen – måske – snart til de kortuddannede

Hvorfor er der så stort et mismatch mellem behovet for at få de almene grundlæggende kompetencer på plads og antallet af kortuddannede voksne, der bliver uddannet i Danmark? Det forsøger vi at give et svar på her. Der er mange barrierer i det nuværende system, men lige nu også håb forude.

 

Danmark har i mange år haft meget store ambitioner på uddannelsesområdet – når det gælder børn og unge. 90 procent af de 25-årige skal have gennemført en ungdomsuddannelse i 2030. Imens har der været meget stille i forhold til de politiske ambitioner på de kortuddannede voksnes vegne. Og lige nu vånder fx de voksnes almene uddannelsesinstitutioner sig. Halvdelen kører med underskud, og flere VUC’er i udkanten af landet er lukningstruede…

”Var det meningen, at der ikke på samme måde skulle ske en stigning i investeringen i voksen¬ og efteruddannelse?” spørges der i den første delrapport fra professor Nina Smith-kommissionen. Den er nedsat for at give bud på såkaldte 2. generationsreformer og skal blandt andet skal se på, hvordan vi får et mere fleksibelt og fremtidssikret uddannelses- og arbejdsmarkedssystem for voksne, kaldet VEU.

I rapporten peges der på, at stort set alle de midler, der er blevet givet ekstra til uddannelse de senere år, er gået til de unge: Stigningen fra 62 mia. 1995 til 82 mia. kroner i 2019 – begge tal i nutidskroner - er næsten udelukkende gået til uddannelse af de under 35-årige, hedder det.

Så vi har et problem i Danmark. Vi har et mismatch mellem andelen af voksne, der har brug for uddannelse i de almene basale kompetencer, og antallet, der får det. Men med Nina Smith-kommissionen tegner det også til, at der nu kommer en politisk bevidsthed om, at der skal gøres noget ved det. Ikke bare fordi det er ærgerligt for den enkelte med en forkert alder, der risikerer at falde igennem i vores videns- og digitale samfund, men også for et samfund i heftig udvikling og forandring.

Nu kommer turen – måske – snart til de kortuddannede Fotograf: Yadid Levy/norden.org

Én procent i uddannelse

Hvor mange snakker vi om? Den seneste undersøgelse fra PIAAC viste, at 600.000 danskere ikke kan læse på grundlæggende niveau, at 500.000 ikke kan regne til husbehov, og at cirka én million danskere ikke har tilstrækkelige digitale færdigheder. De tal er fra 2013, men statsminister Mette Frederiksen ”opdaterede” dem på en måde ved sin åbningstale til Folketinget i år. Her kunne hun fortælle, at mens næsten halvdelen af de 20-24-årige er i gang med en formel uddannelse, gælder det kun én procent af dem, der er fyldt fyrre.

Én procent? Det er godt nok ikke mange. Hvordan kan det være gået så galt – og skyldes det kun, at man ikke har prioriteret området økonomisk eller politisk?

En af grundene kan være, at det danske uddannelsessystem for kortuddannede voksne også er et ret kompliceret system. Man har på mange måder givet dem med kortest skolegang det sværest tilgængelige system, som ofte er ukendt for andre end de alt for få, der bruger det. Og måske kan en af grundene til det være, at det nok også er det område, der sætter rekord i antallet af ansvarlige ministerier? Hele fem af slagsen. Børne- og undervisningsministeriet, Forsknings- og Uddannelsesministeriet, Kulturministeriet, Udlændige- og Integrationsministeriet og siden 2017 også Beskæftigelsesministeriet skal varetage området. Det kan kaldes en luksus, at så mange kerer sig, men også en ulempe i forhold til at dele viden, og hvem der så egentlig ”har den” – altså ansvaret.

Hvad er FVU, OBU, DSA…

 

FVU er et forberedende voksenundervisningstilbud til voksne over 25 år, der ønsker at blive bedre til at læse, stave, skrive eller regne (eller klare sig på engelsk og digitalt). For at deltage i FVU-dansk, -matematik, -engelsk og FVU-it, kræves en screening, så man kan indplaceres på det trin, som man er klar til – eller evt. henvises til ordblindekurser for voksne, OBU. De enkelte trin afsluttes med en prøve, hvorefter man kan bevæge sig opad trinmæssigt. Det øverste trin svarer færdighedsmæssigt til folkeskolens 9. klasse. FVU tilbydes på VUC, i folkeoplysningens skoler, sprogcentre med flere og er som hovedregel gratis.

OBU er ordblindeundervisning for voksne, og er en særligt tilrettelagt undervisning, der har til formål at afhjælpe eller begrænse deltagerens læse- og skrivevanskeligheder. Denne undervisning foregår typisk på VUC og i folkeoplysningens skoler.

AVU er almen voksenuddannelse og et tilbud til voksne, som ønsker at forbedre deres almene kundskaber. AVU giver mulighed for at dygtiggøre sig i et eller flere fag på grundskoleniveau og er rettet mod voksne på 25 år og derover. Det foregår ofte på VUC.

FGU er den forberedende grunduddannelse for de under 25-årige, hvor man over et to årigt forløb kan få en almen grunduddannelse. På FGU hedder den AGU. Uddannelsen foregår på FGU-skoler.

DSA er Dansk som andetsprog for udlændinge og flygtninge. Det består af tre uddannelser, Danskuddannelse 1, DU1, for dem, der ikke kan læse og skrive det latinske alfabet. DU2 er for dem med kort skole- og uddannelsesbaggrund fra hjemlandet og DU3 er for dem, der kommer med en mellemlang eller lang skole- og uddannelsesbaggrund.

Danskuddannelserne består af moduler, som man skal bestå ved en test for at rykke op til det næste modul. Hele uddannelsen afsluttes med en prøve.

Flygtninge, der har fået asyl, humanitær opholdstilladelse mv. – I-kursister eller integrationskursister – har ret til at få et tilbud om danskuddannelse af den kommune, de bor i, inden for fem år. Men de har også pligt til at deltage, da de ellers kan blive trukket i ydelsen. S-kursister, som er selvforsørgende kursister, er udlændinge, der har fået opholdstilladelse for at arbejde, studere m.v. De får også tilbud om at deltage i danskuddannelserne, men de har ingen pligt til at deltage. Her blev brugerbetaling afskaffet sidste år.

AMU er arbejdsmarkedsuddannelserne, der ofte består af korterevarende fagrettede kurser, som man kan tage enkeltvis eller stykke sammen efter behov. De er kompetencegivende, og man får et uddannelsesbevis for hvert kursus, man gennemfører. De er rettet mod ufaglærte og faglærte, og undervisningen består af både praksis og teori. De foregår på enten AMU-centre eller erhvervsskoler.

Støtte til voksne, der vil have opgraderet deres grundlæggende almene kompetencer, er hhv. SVU – det vil sige Statens Voksenuddannelsesstøtte, eller VEU-godtgørelse til et AMU-kursus. Begge dele udgør nu midlertidigt 110 procent af højeste dagpengetakst mod normalt 100 procent.

Arbejdsgiverne kan få støtte til at uddanne medarbejderne fra de forskellige kompetencefonde, som de betaler til.

Reformkommissionen offentliggør sin første afrapportering: ”Erkendt, forsøgt løst, uløst”

Trepartsforhandlingerne i 2017 står omtalt her

Og udskydelsen af en fornyelse af trepartsforhandlingerne står omtalt her

Trepartsforhandlingerne sætter retningen

Ved siden af ministeriernes ansvar er en meget vigtig del overladt til de såkaldte trepartsforhandlinger på arbejdsmarkedet. Det er de private og offentlige arbejdsgivere, lønmodtagere og regeringen, der her sætter retningen for uddannelsen af de voksne kortuddannede. De har et naturligt fokus på, hvad der bedst dækker arbejdsmarkedets behov. Og det har i årevis i store træk været, at hvis der kræves uddannelse for at komme i job, er de mere fagligt rettede arbejdsmarkedsuddannelser, AMU, svaret.

Ved trepartsforhandlingerne i 2017 blev der dog for alvor sat en ny retning: Nu skal vejen i hovedreglen gå gennem den grundlæggende almene uddannelse for voksne. Der blev indført nye forberedende voksenuddannelsestilbud i FVU-it og FVU-engelsk ved siden af FVU-dansk og FVU-matematik. Samtidig har overenskomstparterne på en række områder valgt at prioritere midler i kompetencefondene til dette formål. Og der blev enighed om højere takster for dem, der skal i uddannelse, ligesom Beskæftigelsesministeriet blev ”koblet på” det almene uddannelsessystem.

Alt kræver læsning

Dette sidste har betydet, at Beskæftigelsesministeriet har skullet arbejde med at sadle om – ja, næsten vende en supertanker. I årevis har man i ministeriet arbejdet for at sende de ledige i arbejde så hurtigt som muligt – muligvis med et kort fagligt kursus på AMU som redskab. De nye signaler betyder imidlertid, at man nu skal sætte det almene før det snævert erhvervsrettede. For det nytter ikke mere at sende en medarbejder eller ledig på et truckkursus, hvis vedkommende ikke kan læse eller klare den prøve, der nu også er indført på AMU.

Det betyder også, at dette ministerium skal indhente ny viden og erfaring på det almene voksenuddannelsesområde, som Børne- og undervisningsministeriet ellers har den store erfaring og viden på. Men måske kan de nye projekter, der nu er sat puljepenge af til fra treparterne på arbejdsmarkedet, og som Beskæftigelsesministeriet skal håndtere, vise nyt?

Beskæftigelse – fjende nummer 1

Selv om alle de uddannelsesansvarlige ministerier og treparterne har forskellige tilgange, kan alle dog samles om, at beskæftigelse ser ud til at være den værste fjende for uddannelse. Grafen for beskæftigelse og antallet af kortuddannede i uddannelse følges ekstremt pænt ad: Når beskæftigelsen stiger, daler antallet af voksne på uddannelse tilsvarende. Og der har været højkonjunktur efter Corona, hvilket kan være en af forklaringerne på, at der på VUC, der især står for den almene grundlæggende uddannelse for kortuddannede voksne, har været et fald i aktiviteten på 13 procent i gennemsnit fra efteråret 2020 til i år. Det viser tal fra Uddannelsesbladet.

Et andet eksempel på denne sammenhæng er på ordblindeområdet for voksne, OBU: Hvis beskæftigelsen stiger, falder antallet af voksne mænd, der deltager i OBU. Og ”fødekæden” til OBU er meget ofte deltagerne i den forberedende voksenuddannelse, FVU: Når de bliver screenet og viser sig ordblinde, får de et OBU-tilbud, og ellers et FVU-tilbud.

Det er Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, der har lavet undersøgelsen om OBU, der viser det markante fald. Og de har også lavet en anden undersøgelse af FVU i 2020. Den viser, at det især ikke er lykkedes at få fat på de kortuddannede danske mænd over 35 år. FVU-rapporten viser helt overordnet en stigning i brugen af FVU fra 2009-2019, men det skyldes især, at mange med anden etnisk baggrund og meget ofte mennesker, der har uddannelse i forvejen, bruger FVU. Det vil sige voksne, der ikke er i målgruppen.

Endelig kan Coronatiden give et fingerpeg om, at beskæftigelse og uddannelse kan være hinandens fjender. Her var virksomhederne tvunget til at lukke ned for produktionen, men fik økonomisk hjælp til uddannelse af de ”arbejdsfrie” medarbejdere. Og det benyttede flere sig af, viser det ryk, der har været på midlerne fra de forskellige kompetencefonde på arbejdsmarkedet.

Men igen: Da der atter kom fuld hammer på beskæftigelsen, faldt uddannelseslysten igen.

Nina Smith-kommissionen beskriver det i delrapporten på følgende måde: ”Danmark (er) formentlig er et af de bedste lande i verden at være ufaglært i”, så ”Hvorfor bruge tid og kræfter på at tage en uddannelse, hvis man har et godt job, en fin løn og er en værdsat medarbejder og kollega”?

Fjende nummer 2: Ukendskab til tilbuddene

Ja, hvorfor egentlig?

Måske er en anden grund til, at ufaglærte voksne ikke uddanner sig, at de ikke kender til tilbuddene? Og når ingen fortæller de voksne eller virksomhederne om mulighederne for at få eller genopfriske de basale almene kompetencer, er det lettere at lade være.

Det problem blev allerede italesat i 2019, da konsulentfirmaet Rambøll skulle give sine bud på barrierer og ”best practise” i VEU-systemet. I rapporten hedder det: ”En central barriere for virksomhederne er et manglende overblik og viden om VEU. Blandt medarbejderne kan man også se udfordringer med manglende viden om, hvilke muligheder de rent faktisk har for at løfte deres almene kompetencer”.

Det danske arbejdsmarked er karakteriseret ved mange små og mellemstore virksomheder. De betaler ganske vist til kompetencefonde, der kan hjælpe økonomisk, når medarbejdere skal uddannes. Men det kræver, at virksomhederne kender til tilbud og de forskellige tilskudsordninger. De mindre virksomheder har ofte ikke en HR-afdeling, der kan holde dem ajour eller sørge for administrationen. Og selv én medarbejder, der skal undværes i produktionen, kan mærkes, når ordrerne buldrer og brager derudad.

Om dette siger blandt andre seniorchefkonsulent i Dansk Industri, Inge Steen Mikkelsen:

- For mig er der ingen tvivl om, at vi har en kæmpe udfordring for specielt de små og mellemstore virksomheder. Det betyder, at det der planlægningscirkus bliver et kæmpebjerg at komme hen over, fordi der ikke er nogen, der tager virksomhederne i hånden hele vejen.

Hun ærgrer sig over, at man valgte at lukke det tilbud ned, der gennem 20 år har gjort netop dette i det Midt-Østjyske område: Netværkslokomotivet holdt virksomhederne i hånden hele vejen hen til uddannelserne og fik dem gelejdet de rigtige steder hen, siger hun om tilbuddet, der endelig lukkede ned i juni 2021.

Nu kommer turen – måske – snart til de kortuddannede Fotograf: Yadid Levy/norden.org

Et ungt område

Og det er som nævnt en af risiciene ved at have mange ansvarshavende i uddannelsessystemet, for hvem har ”oplysningspligten” i forhold til de ting, der virker, og hvem giver de gode erfaringer videre til hvem? Flere af de samme nøglefaktorer går i hvert fald igen og igen, når det gælder indsatser og projekter for at få gruppen af kortuddannede i gang med almen undervisning: Opsøgende indsats, fælles og koordineret indsats fra de mange involverede aktører, nøglepersoner på virksomhederne, uddannelsesambassadører m.m.

Nu er det Beskæftigelsesministeriet, der ”har den” – dvs. har fået penge til at sætte projekter i gang, der igen, fristes man til at sige, skal vise, hvad der virker (se anden artikel).

Livslang læring på banen igen?

Så lige nu er der mest afventen. Både på resultatet af disse projekter, men også på Nina Smith-kommissionens færdige arbejde og eventuelle anbefalinger af, hvad man skal gøre for at få vendt skuden og for alvor få sat gang i den nødvendige uddannelse af de kortuddannede. I den foreløbige delrapport løftes sløret dog lidt for, hvad der kan være i vente, og det lover godt for dem, der tror på, at en ambitiøs uddannelsespolitik på også området de kortuddannede voksne er vejen frem. Der stilles for eksempel følgende spørgsmål:

”Skal vi for alle borgere oprette en uddannelseskonto, hvor man har en livslang trækningsret?”.

Statsminister Mette Frederiksen talte ved Folketingets åbning også om en slags livslang læring – uden dog at bruge dette begreb. Hun sagde:

”Hvorfor tænker vi stadig uddannelse som noget, man får overstået tidligt i livet – når vi ved, at så mange af os kommer til at være længe på et arbejdsmarked i rivende udvikling? Det er en klar målsætning for regeringen, at flere skal arbejde”. Og så kommer fortsættelsen: ”Uddannelserne er en vigtig del af det”.

Og selvom trepartsforhandlingerne netop er blevet udskudt til 2022, er der fra alle parter enighed om, at arbejdet med VEU fortsætter. Der er tilført flere midler, og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger om forhandlingerne næste år:

”Her vil vi have et særligt fokus på at nedbringe antallet af voksne med manglende basale færdigheder i fx læsning”.

Med andre ord: Noget ser ud til snart at ville ske på uddannelsesområdet – også for de voksne kortuddannede.

Sådan overvinder vi barriererne

Nu kommer turen – måske – snart til de kortuddannede

Fotograf: Johannes Jansson/norden.org

Mens vi venter på Nina Smith-kommissionen og trepartsforhandlingerne i 2022 er der her en række bud på mulige løsninger på barriererne:

  1. Der skal gøres noget ved kassetænkningen. Et eksempel på det er, at hvis man fx henvender sig frivilligt til FVU i dansk eller matematik, betaler Børne- og undervisningsministeriet for størsteparten af deltagelsen. Bliver det en del af jobplanen i jobcentret, er det kommunen, der skal betale. Det kan betyde, at kommuner med lavvande i kommunekassen ikke føler sig tilskyndet til at sende ledige i uddannelse som led i jobplanen. Tilskuddet bør komme fra én kasse, så der ikke spekuleres i, hvem der skal betale for uddannelsen.
     
  2. Motivation: Kortuddannede voksne har ofte dårlige erfaringer med at gå i skole og har svært ved selv at trække sig hen ”til truget”. En løsning kan derfor være at lægge undervisningen i mere uformelle sammenhænge, hvor de voksne befinder sig i forvejen – fx på biblioteker eller foreninger, så det ikke bliver så overvældende.

    Men voksne kan måske også motiveres ved, at man i højere grad bruger de digitale muligheder. De kan udmærket finde ud af at spille Casino eller lignende på deres iPad eller mobil, så hvorfor ikke bruge gamification til almen voksenuddannelse? Det kan dels skabe motivation, men også være et individuelt læringsrum, hvor man får mulighed for at dyrke det, man synes er svært, og bruge mere tid på det, man synes er sjovt. Dermed udstilles det ikke, hvis man føler sig ”dum”, fordi man kan sidde i en form for privat læringsrum for en selv og underviseren.

    For især små og mellemstore virksomheder kan det hjælpe med motivationen, at én samlet instans både tager sig af det opsøgende arbejde, samt hjælper, vejleder og guider til, hvordan man får uddannelsen sat i gang, søger tilskud – og ikke mindst får ført det til ende.
     
  3. Relevans: Den måde man rammesætter og italesætter uddannelse på, skal være mere i øjenhøjde og relevant for de voksne. De skal hurtigt kunne afkode, hvad de præcist kan bruge det til, hvis de skal motiveres.
     
  4. Fleksibilitet: Uddannelsestilbuddet skal gøres så fleksibelt som muligt – det vil sige i høj grad planlægges efter virksomhedernes og medarbejdernes behov og muligheder.
     
  5. Mere ”skal” i screeningen for ledige: Skal man deltage i FVU, skal man screenes for at komme på det rette trin. Det afskrækker mange fra at søge uddannelse, og så gør de det ikke frivilligt. Når man er under 30 år og ledig, er der imidlertid ingen kære mor, så skal man igennem denne screening i løbet af de første 30 dage – medmindre man har en ungdomsuddannelse. Måske kunne man overveje at gøre det samme for ledige over 30 år, der ikke har en 9. klasse, er ufaglært, hvor det er x antal år siden, man har gået i skole, eller hvis man gerne vil i gang med en anden uddannelse? På den måde får man lidt mere ”skal” indover, som kan være nødvendigt for mange voksne.
     
  6. I 2019 lavede konsulentfirmaet Rambøll Management Consulting en rapport om Barrierer og ”best practise” for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, STUK, under Børne- og undervisningsministeriet. Den samlede op på de praksisser ud fra otte cases, der har vist sig at stimulere virksomheders efterspørgsel efter og voksnes motivation for almen voksen-, efter- og videreuddannelse (VEU). Kortlægningen viste, at nøglefaktorer for at motivere til at investere tid og ressourcer i almen VEU, blandt andet er:

    En opsøgende indsats målrettet både ledelses- og medarbejdersiden i virksomhederne. Struktureret samarbejde mellem aktørerne i voksenuddannelse, blandt andet opsøgende konsulenter. En udveksling af viden om virksomhedernes kvalifikationsbehov og planlægning af tværgående opsøgende aktiviteter. Uddannelse af nøglepersoner i virksomheden samt brug af uddannelsesambassadører, der selv har gennemgået almen VEU og haft succesfulde forløb, virker også.

    På tværs af de otte cases i rapporten beskrives det, hvad der i særlig grad nedbryder barriererne. Blandt andet brug af fælles screening for alle personer i virksomheden – også ledelse, mellemledere og TR. Og resultater for alle offentliggøres for medarbejdere for at afmystificere screeningen, fjerne skrækken for fyring og aftabuisere uddannelse.

    Til artiklen har vi bl.a. talt med Malene Vangdrup, tidligere fuldmægtig i Børne- og undervisningsministeriet, Inge Steen Mikkelsen, seniorchefkonsulent i Dansk Industri, fuldmægtig Jens Gustav Aagerup Jensen fra STAR i Beskæftigelsesministeriet, projektleder for PSI-2 Peter Bruhns fra AOF og projektleder, læse-, skrive- og regneambassadør Janni Glæsel fra Rekrutteringsservice i Nordsjælland.

- Læs ”10 REPORTAGE om grundläggande färdigheter i Norden” her.