I de seneste 20 år har den nordiske beklædningsindustri udviklet sig fra en primært produktionsorienteret tekstilindustri til en eksportorienteret, videns- og designdreven modeindustri. Således huser Sverige i dag verdens største, kommercielle modehus, H&M; i Danmark udgør mode det fjerde største eksporterhverv; Norge er førende indenfor højteknologisk sportstøj; Finland er kendt for funktionel design og teknisk ekspertise; mens Island har en unik tradition for at kombinere kulturarv og innovation i designprocessen. Færøerne har i Gudrun & Gudrun en unik anvendelse af den færøske uld, en ren økologisk naturressource, med et moderne twist.
Med disse ord som baggrund satte Erhvervsudvalget i Nordisk Råd i 2012 fokus på Ny Nordisk Mode. Grøn vækst og et fælles nordisk efteruddannelsestilbud til designere, forretningsudviklere, indkøbere samt kommunikations- og butikspersonale var blandt Nordisk Råds anbefalinger. Det er nu op til de nordiske landes regeringer at arbejde videre med implementeringen af Erhvervsudvalgets anbefaling.
Bæredygtighed og grøn vækst
I modebranchen, som er blandt verdens mest forurenende industrier, er værdier som bæredygtighed og grøn vækst centrale. Disse værdier har ifølge Nordisk Råds Erhvervsudvalg allerede har en central plads i Nordens vækst-DNA.
Ifølge Katrina í Geil, færøsk designer og mode-konsulent, har nordiske designere klaret at differentiere sig i forhold til bæredygtighed og grøn vækst. - Designere i Norden er i front i forhold til økologi og bæredygtighed. Med begreber som Slow Fashion og Green Footprint inkorporeret i deres brands og i fortællingen om deres produkter, formår de at levere det, som køberne ønsker: følelsen af at købe for en bedre verden, siger Katrina í Geil.
Op i røg
Ønsket om at udnytte den færøske naturs ressourcer var også drivkraften for, at Guðrun&Guðrun begyndte deres virksomhed. Guðrun Ludvík, chef-designer og en af Guðrun&Guðruns ejere, husker, hvordan de mange ton fåreskind gik op i røg efter den årlige fåreslagtning; der var nemlig hverken interesse for eller aftagere af skindene, der blev brændt. Og da landets forbrændingsanstalter ikke magtede at brænde de mange ton skind, blev store bål tændt i udmarken, for at komme af med fåreskindene. – Det forekom mig så meningsløst at brænde al den værdi. Og det var den samme indignation, der fik min nuværende forretningspartner Guðrun Rógvadóttir, til at kontakte mig for mange år siden, for hun ønskede også at få mere ud af den færøske natur, fortæller Guðrun Ludvík.
Kompetencer i krise
I flere århundreder var uld og uldvarer blandt de vigtigste eksportvarer fra Færøerne, og for mange var ulden og dens udbytte den eneste indtægtskilde. Strikkede strømper og sweatre blev eksporteret, og strikning var en vigtig del af de fleste kvinders liv. I dag mestrer mange færøske piger og kvinder fremdeles strikningens kunst, hvilket begejstrer Guðrun Ludvík. – For et par årtier siden, da jeg flyttede hjem til Færøerne igen, observerede jeg, at stikhåndværket var i krise. Det var blevet umoderne at strikke, og der var ikke særlig mange yngre kvinder, der gad strikning. Heldigvis vendte denne udvikling, og i dag er det igen populært at strikke, fortæller Guðrun Ludvík og nævner til skræk og advarsel Japan som et eksempel på, hvor galt det kan gå, for i Solens rige er den før så levende tradition for strikning uddød.
Men i Guðrun&Guðruns hjemland blomstrer strikhåndværket igen. – Her dyrkede man i mange år mode og trends fra udlandet, mens det autentiske færøske blev nedvurderet. Men nu har vi igen fået øjnene op for vores egen traditionelle og autentiske kulturarv, hvilket nok har været med til at redde strikning som håndværk. For vores vedkommende blev vi ironisk nok først populære på Færøerne, efter at vi havde fået anerkendelse i udlandet, siger Guðrun Ludvík.
Strikkekoner
Ambitionen bag firmaet Guðrun&Guðrun har fra begyndelsen været at skabe et eksklusivt tøjmærke på baggrund af den stolte, færøske tradition for håndarbejde. Udgangspunktet var og er de traditionelle færøske strikkemetoder, og Guðrun Ludvík begyndte med at forenkle de gamle sømandssweatre, der havde for mange mønstre til, at det moderne øje kunne nyde og anvende designet. – Der var for megen stilistisk uro i sweatrene, og intet af de mange mønstre kom til sin fortjente ret. Jeg skrabede det overflødige væk og kom frem til en enkel sweater, der sidenhen har været en slags varemærke, især efter at Sofie Gråbøl havde den på i tv-serien Forbrydelsen, fortæller Guðrun Ludvík.
- 80 procent af vores varer er håndstrikkede. Der er et helt unikt spil i en håndstrikket sweater, hvorimod maskinstrikket materiale er mindre levende, siger Guðrun Ludvík, der har 35 strikkekoner i arbejde på Færøerne. Derudover er produktionen udvidet til både Jordan og Peru, hvor tilsammen 60 strikkekoner arbejder med at producere Guðrun&Guðruns håndstrikkede design.
Bro mellem håndværk og salg
Og på Færøerne har der i mange århundreder eksisteret et produktionsapparat, som vi dog bør udnytte bedre, påpeger Katrina í Geil, uddannet designer. – 37 prosent af kvinderne på Færøerne er medlemmer af en strikkeklub, og op til 70 prosent kan strikke. Vi har eksporteret strikning siden det 17. århundrede, så mange kvinder på Færøerne har en enorm viden om strikning som håndværk. Men produktionsapparatet har en tendens til at køre i tomgang; sweatre spyttes ud, uden at vi har formået at nå ud til de aftagere, der er nødvendige for at få økonomi i erhvervet, siger Katrina í Geil, der også påpeger vigtigheden af at tage det næste skridt.
– Dette er vores kernekompetence, noget vi fra ældgammel tid har været kendt for ude i verden, og håndværket er moderniseret af Guðrun&Guðrun, av Steinum og andre yngre designere. Men hvis vi ønsker at komme et skridt videre, må vi finde ud af at bygge bro mellem håndværk og salg, siger Katrina í Geil. Og et fælles nordisk efteruddannelsestilbud for folk i modeverdenen vil utvivlsomt være en vigtig del af denne brobygning.