Uddannelsesniveauet er for lavt i bygderne, hvilket Campus Kujalleq i Sydgrønland ønsker at ændre på. De tilbyder fra 7. august 2014 en ny serviceassistentuddannelse, der henvender sig særligt til ufaglærte.
Den to-årige erhvervsuddannelse lægger sig op ad detail- og administrationsområdet, hvilket også afspejler sig i indholdet af uddannelsen.
Foruden undervisning i grønlandsk bliver de kommende studerende undervist i en bred vifte af praktiske og teoretiske fag. Bl.a. købmandsskab, salg/service, bankbetjening, dekoration, visuel markedsføring, skilteskrivning og erhvervsøkonomi.
Det langsigtede mål med uddannelsen er at motivere de studerende til at læse videre på handels- og kontoruddannelsen.