Paneldiskussion - Tro og beviser

 

 

Panelet samlede nordiske, baltiske og europæiske eksperter i validering. De repræsenterede ministerier, Den Tredje Sektor og forskningsverdenen. Det var ikke en debat på ophidsede argumenter. Snarere var den med til at rodfæste nogle af de centrale begreber, som var blevet diskuteret i løbet af konferencen. Debatten gav også publikum chancen til reflektere over og gå dybere ned i nogle af de konkrete emner som f.eks. "ejerskab" og tempoet i valideringsprocessen.

Det store spørgsmål

Torild Nilsen fra Vox, Norge, var ordstyrer, og hun åbnede debatten ved at spørge, om der overhovedet var brug for anerkendelse af realkompetencer.Torild Nilsen

 

 

 

Annelise Hauch

Annelise Hauch, det danske Undervisningsministerium, var ikke i tvivl: ”Det er et redskab til at få folk ind på de formelle uddannelser og for at få opkvalificeret de kortuddannede”, sagde hun.

 

 

 

Michel Feutrie and Eeva-Inkeri Sirelius

Eeva-Inkeri Sirelius fra finsk folkeoplysning pegede på et dilemma:
”Vi har brug for at sælge ideen om validering til interessenterne ved at understrege, at det kan nedbringe udgifterne. Men vi, der arbejder i den tredje sektor, skal sætte fokus på læring.”

 
   

Marin Gross

Marin Gross fra Tallin Universitetet i Estland fortalte konferencedeltagerne, at hendes universitet i øjeblikket havde problemer med at rekruttere nok studerende:
”En måde at løse problemet på er at være mere fleksibel med adgangsbetingelserne. Anerkendelse af realkompetencer kan være en måde at få flere studerende på.”
Patrick Werquin, OECD, gjorde sit bedste for at fremprovokere en debat ved at sige:
”Det meste af det, der er blevet sagt om validering, er baseret på tro og ikke på data og beviser.”

 

Gå langsomt frem

Fra salen refererede Johanni Larjanko fra den finske folkeoplysning til de mange kommentarer på konferencen om, at tingene går alt for langsomt på grund af manglende finansiering, tøvende politikere, barske fagforeninger, skeptiske universiteter osv.
”Det ser ud til at være op ad bakke, men måske er der en fordel ved at gå langsomt frem.”
Der var mindst to paneldeltagere, der var enige med Larjanko.
”For to år siden blev nogle af os noget utålmodige, da vi troede, vi havde det hele klar til at få indført et nyt system for anerkendelse af realkompetencer. Så bad regeringen os lægge alt til side og vente på resultatet af en trepartskommission. Men det endte med at kommissionen kom med et udkast til rapport, der understregede den samme pointe på en anden måde:


”Man kan ikke gå alene. Man må rykke trin for trin. Først skal man overbevise et tilstrækkeligt flertal bare for at komme i gang. Siden kan man øge tempoet.”

Hvem skal bedømme?

En af de anbefalinger, som JAVAL-projektet præsenterede på konferencens første dag, var at adskille validering fra uddannelsesinstitutioner og danne uafhængige bedømmelsesorganer. Hovedargumentet er, at skoler, uddannelsescentre og universiteter har en tendens til at fokusere på det individuelle behov for lige præcis den undervisning, som deres egen institution udbyder.


Eeva-Inkeri Sirelius tilføjede, at det har været muligt at skabe uafhængige rådgivende organer, så hvorfor ikke det samme på valideringsområdet.
Men hverken Michel Feutrie eller Annelise Hauch var overbevist.
”Uanset hvilke uafhængige organer, der bliver lavet, så vil universiteterne skulle lave deres egne bedømmelsesinstitutioner, fordi de studerende forlader universitetet og kommer tilbage efter nogle år og skal vurderes. Resultatet bliver to parallelle systemer,” sagde Feutrier.
Hauch sagde, at Danmark er for lille et land til at finde de nødvendige eksperter udenfor uddannelsesinstitutionerne.
Som løsning på problemet vedrørende partiske bedømmelser, fortalte Hauch, at den danske lovgivning indeholder mulighed for at klage til et uafhængigt organ.