Tilbage til skolebænken

 

Efteruddannelsescentre i Island tilbyder kurser for voksne ordblinde, der skal styrke deres selvværd og træne deres læse- og skrivefærdigheder ved hjælp af den såkaldte Davis-strategi. Knapt 1.200 voksne har gennemført kurset siden det blev søsat i 2004.

 
Snævar Ívarsson Læreren er ordblind og vælger at bruge et kamera for at dokumentere, hvor mange elever er mødt op. Her fra undervisning i computerfærdigheder.
En ganske almindelig tirsdag aften i februar. På gymnasiet Fjölbrautaskólinn í Ármúla i Reykjavik havde speciallærerne Sveinbjörg Sveinbjörnsdóttir og Elín Vilhelmsdóttir arrangeret et informationsmøde for dyslektikere, hvor Davis-vejlederen Alex Guðmundsson skulle fortælle om en utraditionel undervisningsmetode for ordblinde. Publikum strømmede til, og snart var lokalet stuvende fuldt. 700 mennesker i alle aldre var mødt op for at høre, hvordan de selv eller deres pårørende kunne få hjælp til at overvinde de hindringer, der havde udhulet deres selvværd og for mange også været med til at forkorte deres skolegang.
 
Et par dage efter informationsmødet trykte den landsdækkende avis Morgunblaðið en leder med overskriften „Ordblinde øjner et håb“. Her opfordrede avisen den islandske regering til at øge bevillingerne til dysleksiområdet og ligestille ordblindhed med handicap som blindhed og døvhed. Islandsk TV viste i samme periode en dokumentar om en ordblind dreng, der gjorde imponerende fremskridt ved hjælp af netop Davis-læringsstrategi.
 
Det var også i 2003 at Mímir – Center for Livslang Læring – fik støtte fra Socialministeriet og arbejdsmarkedets parter til at udvikle to forskellige kurser for ordblinde voksne. Det kortere kursus, ”Skridt til selvhjælp til skrivning og læsning”, skulle introducere eleverne til forskellige redskaber, der hjælper ordblinde med det skrevne sprog. På det længere kursus, ”Tilbage til skolebænken”, valgte man at gå mere i dybden med den ordblindes selvværd og indlæringsvanskeligheder med udgangspunkt i den såkaldte Davis-strategi.
 

Skamfuldt at være ordblind

Ingibjörg E. Guðmundsdóttir, direktør for Erhvervslivets Uddannelsescenter, husker tydeligt, hvordan det overvældende fremmøde til foredraget markerede en ny begyndelse i forhold til voksne med læse- og skrivevanskeligheder:
 
- Da vi søsatte de to kurser for ordblinde i 2004, havde vi allerede gjort flere forsøg på at nå ud til den store gruppe ude i arbejdslivet, som vi vidste døjede med læse- og skrivevanskeligheder. Men det er svært at nå ud til folk med læsevanskeligheder, og emnet er følsomt. Mange dyslektikere går rundt med en skamfølelse og tøver måske derfor med at give sig til kende. Vi manglede også ressourcer. De relativt få speciallærere, der fandtes inden for feltet, var allerede fuldt beskæftiget med børn i den skolepligtige alder, og de følte måske heller ikke, at de var klædt på til at undervise voksne.
 

Davis-læringsstrategi

Kimen til kurset “Tilbage til skolebænken” blev den førnævnte Davis-strategi, der er udviklet af amerikanerne Ronald Davis og Sharon Pfeiffer. Ifølge Davis er ordblindhed resultatet af en iboende mental gave eller evne. Han mener, at ordblinde tænker i billeder snarere end ord. At de er fantasifulde og kreative, og at de forsøger at løse problemer ved at se på hele billedet fremfor at arbejde trin-for-trin. Davis opererer med begrebet korrektion, der handler om at bruge førnævnte mentale evner til at overvinde indlæringsvanskeligheder.
Kurset kombinerer centrale dele af Davis-programmet med træning i styrket selvværd, islandsk og computerfærdigheder. 40 ud af kursets 95 undervisningstimer er individuelle.
 

Ordblindhed og ikke lav intelligens

En evaluering af kurset, som konsulentfirmaet Kná udførte i 2009, viser, at over halvdelen af kursisterne havde oplevet mobning i skolen. På kurset fik de øjnene åbnet for, at det var ordblindhed og ikke lav intelligens, der havde spændt ben for deres drømme om en uddannelse. Snævar Ívarsson, formand for Ordblindeforeningen i Island, bekræfter, at mange ordblinde bærer en historie om mobning i skolen med sig.
 
- Lærerne lod os forstå, at vi var for dumme, fordi vi ikke kunne finde ud af at læse og skrive på samme niveau som andre i klassen. Vi fik besked om, at vi skulle tage os sammen. Det er et stort skridt at komme ud af busken og turde tro på, at der er hjælp at få til at overvinde hindringerne.
 

Mange vender tilbage til skolebænken

Udover at styrke elevernes selvværd og indlæringsfærdigheder skal kurset også motivere dem til at læse videre. Udvalgte dele af kurset kan meritoverføres til en ungdomsuddannelse (de 16-19 åriges uddannelser, red.).
 
Ifølge Knás evaluering havde størstedelen af kursisterne enten fortsat deres studier eller havde planer om at fortsætte. Fire ud af fem mente, at kurset havde gjort en forskel for dem. Her adskilte hovedstadsområdet sig dog fra resten af landet, hvilket ifølge rapporten ikke skal forklares med kursernes svingende kvalitet, men det faktum, at udbuddet af arbejdspladser og uddannelser er væsentligt større i hovedstaden end i de mindre samfund.
 

Fortsat et stort behov

Førnævnte evaluering viste også en udbredt tilfredshed med kurset blandt deltagerne. Derfor kan det undre, at deltagerantallet er dalet lidt inden for de senere år. Ingibjörg E. Guðmundsdóttir kommer med et bud på en forklaring:
 
- Man kan forestille sig, at det store opsamlede behov for kurset kan forklare den store tilstrømning, der gjorde, at deltagerantallet toppede i de første mange år. Derudover må vi også se i øjnene, at kurset ”Tilbage til skolebænken” er relativt dyrt på grund af de mange private undervisningstimer – både for arrangørerne og deltagerne.
 
En egenbetaling på 18.000 islandske kroner (ca. 900 DKK) kan føles dyr, ikke mindst i en tid hvor mange må vende enhver krone, påpeger hun. Til trods for et dalende deltagerantal i det senere år er efterspørgslen stadig tilstrækkelig stor til, at efteruddannelsescentrene fortsætter med at tilbyde kurserne.
 
- I 2003 lykkedes det os endelig at bryde igennem til de ordblinde, som anslået udgør 10 procent af den samlede befolkning. Hvorom alting er, er der ingen tvivl om, at behovet for kurserne stadigvæk er stort, fastslår Ingibjörg E. Guðmundsdóttir.
 

Links: