Gem som PDF

Omfattende reform samler forberedende tilbud til unge voksne i Danmark


Tre års arbejde kulminerer i august 2019, når 27 nye institutioner med 88 tilhørende skoler slår dørene op til en hel ny forberedende grunduddannelse for unge i Danmark. Gamle institutioner lukkes og seks lovgivninger samles under et, der til sammen skal sikre, at flere unge fremover gennemfører en ungdomsuddannelse, inden de er fyldt 25 år.

Foto: UVM

I 2015 gennemførte Det Nationale Forskningscenter for Velfærd en effektanalyse af de forberedende tilbud til danske unge på kanten af uddannelse eller job. En analyse, der med al tydelighed viste et klart potentiale for forbedring. På den ene side brugte kommunerne de eksisterende tilbud lidt for tilfældigt, og på den anden side var det svært at måle præcis, hvad, de unge fik ud af de konkrete indsatser. Resultatet blev, at næsten 50.000 unge under 25 år hverken havde et job, en ungdomsuddannelse eller var i gang med en. Som konsekvens af de nedslående konklusioner nedsatte regeringen en ekspertgruppe, der skulle kigge på, hvordan tilbuddet til netop disse unge kunne gøres bedre.

I 2016 landede gruppens rapport på regeringens bord med en klar strategi. En hel ny forberedende uddannelse skulle etableres, der sammenlagde seks eksisterende tilbud, herunder produktionsskoleforløb, kombineret ungdomsuddannelse (KUU), erhvervsgrunduddannelse (egu), almen voksenuddannelse (avu), forberedende voksenundervisning (FVU) og ordblindeundervisning for voksne (OBU) under 25 år. Aldrig før har det danske Undervisningsministerium gennemført en så omfattende reform, siger Stig Nielsen, specialkonsulent i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og med ansvar for FGU, som blev navnet på den nye uddannelse.

– Det er et enormt arbejde, der indtil videre har stået på i tre år. Heldigvis synes de fleste, det er en god ide. Vi har forsøgt at gøre op med lapperier og kassetænkning, og for os var det bemærkelsesværdigt, at et enigt Folketing stemte ja til lovene om FGU, vores nye uddannelsesmålsætning og den kommunale ungeindsats. Hele det kompleks blev tiltrådt af alle partier. Det har givet os en god ballast i vores videre arbejde. Vi er sikre på, at vi har et enigt Folketing bag os, hvilket på sin vis gør tingene nemmere. På den måde har vi en større stemme, når vi taler om det, forklarer han.

Tre spor at vælge imellem

Mens arbejdet med lærernes kompetencer, læreplaner og sammensætningen af medarbejderstaben fortsat pågår, står det dog klart, at FGU’en får tre spor i alt, som de unge kan vælge imellem - Almen grunduddannelse, Produktionsgrunduddannelsen og Erhvervsgrunduddannelsen. Som udgangspunkt skal alle 27 centre udbyde alle tre spor, ligesom samtlige elever skal have adgang til speciallærere og –vejledning. Fælles for sporene er, at undervisningen skal være praksisnær, håndgribelig og konkret, og så skal alle elever fremover måles i forhold til læreplanerne på den enkelte uddannelse.

– Det er vigtigt, det ikke bliver et ’fritidshjem’. De unge vil gerne have, at der bliver stillet krav, og de vokser, når de opnår et mål, de ikke troede, de kunne nå. Selvfølgelig skal der være plads til at styrke de sociale kompetencer også, det er klart, men det er en misforstået godhed ikke stille krav til unge, siger Stig Nielsen. 

image006.jpg   
Foto: UVM 

De kommende elever får adgang til uddannelsen gennem en målgruppevurdering foretaget af den kommunale ungeindsats i den enkeltes bopælskommune. I ministeriet forventer man, at det drejer sig om godt 14.000 årselever, eller det der svarer til 12.000 hoveder igennem FGU-centrene i løbet af 12 måneder.

Lærere og ledere skal have nye kompetencer

For at den nye uddannelse bliver en succes, kræver det, at lærerne på tværs af tidligere skel og didaktiske principper finder en ny måde at arbejde sammen på om det pædagogiske arbejde. Primært bliver det produktionsskole- og VUC-lærere, der bliver de bærende kræfter i FGU’s lærerstab. Selv om begge grupper er kendt for at have stærke kompetencer inden for deres felter, skal de virke sammen inden for en ny ramme, der stiller store krav til tværfagligt samarbejde mellem værksteder, almen undervisning samt specialressourcer. Derfor har Undervisningsministeriet indgået et partnerskab med Danske Professionshøjskoler, der nu skal opbygge et vidensniveau på området, udbyde kurser og på sigt også uddannelser målrettet FGU-lærere, forklarer Johan Linde, konsulent i Undervisningsministeriet.

– Første del af arbejdet for professionshøjskolerne består i at udfolde og konkretisere de 15 didaktiske principper for FGU, som aftalekredsen har vedtaget. På den baggrund skal professionshøjskolerne udvikle kompetenceudviklingsforløb til pædagogiske ledere og medarbejdere. I foråret tilbydes de pædagogiske ledere et kort forløb, der skal klæde dem på til at gribe den nye didaktik og til at kunne facilitere forberedelse og undervisning i forbindelse med opstarten af de nye institutioner. Herefter følger der en række kompetenceudviklingsforløb for både ledere og medarbejdere frem til udgangen af 2022. 

Foruden ansatte i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet sidder også repræsentanter fra UC Syd, Københavns Professionshøjskole samt VIA University College i den partnerskabsgruppe, der skal få FGU’en godt fra start og sikre udvikling i fælles retning over hele landet.

FGU i konkurrence med Beskæftigelsesministeriet

Selv om de fleste parter synes at være glade for reformen i sin helhed, er nervøsiteten over, om kommunerne visiterer nok elever til FGU’en stadig at spore.

– Det er selvfølgelig noget af det, der bliver rigtigt spændende. Vi håber, kommunerne vil tage opgaven på sig og levere elever, så vi får nogle stærke centre, og lige nu ser vi en stor interesse fra borgmestre og andre kommunalpolitikere i at være med i de nye bestyrelser. Det ser jeg som et godt tegn. Hvis interessen er til stede, så viser det sig nok også i elevtallet. Men det er klart, der også er en økonomisk interesse i det. I dag er VUC gratis for kommunerne, og det er da med i baghovedet,” siger Stig Nielsen.

Samtidig skal FGU’en også konkurrere med kommunale beskæftigelsesindsatser for at få unge ud i arbejde. Men der er stor forskel på, hvad resultatet er på lang sigt, påpeger han.

– I beskæftigelsessystemet er tilbuddene typisk af kortere varighed og billigere end et FGU-forløb. Hovedformålet er at sikre, at deltagerne hurtigst og billigst muligt forlader beskæftigelsessystemet igen. Uddannelser har et bredere dannende sigte, som giver eleverne grundlægende kompetencer til ikke bare at fungere som arbejdskraft men også til at være demokratiske borgere. Det er en grundlæggende forskel på beskæftigelsesindsatser og uddannelser. Vores tilbud medfører desuden, at der på sigt skabes en professionalisering af ledere og lærere, der bliver specialister i lige præcis denne her målgruppe. De unge, der falder ind under kategorien, er som udgangspunkt svære at have med at gøre, fordi deres udfordringer sjældent står alene, og ofte kæmper de med mange ting. Med FGU’en får vi skabt en fagprofession, som i modsætning til i dag, samlet vil kunne udvikle sig på baggrund af følgeforskning og målrettet kompetenceudvikling til gavn for den enkelte og samfundet som helhed, fastslår Stig Nielsen. 

FAKTA

Ny ungemålsætning i Danmark

Som et led i reformen af det forberedende tilbud til unge er Danmarks ungemålsætning også ændret. I dag skal mindst 90 procent af de 25-årige gennemføre en ungdomsuddannelse og andelen uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet skal halveres. Tidligere opererede man med en 95 procent målsætning, der målte en forventet uddannelsesstatus 25 år efter grundskolen, hvilket vil sige, når de ’unge’ var cirka 40 år. Den nye målsætning tydeliggør i højere grad ambitionen om, at de unge skal gennemføre ungdomsuddannelserne, mens de er unge.

Vil du vide mere om FGU?

Undervisningsministeriets hjemmeside kan du blive meget klogere på FGU’s opbygning, tilrettelæggelse, fagområder, læreplaner med mere. 

Læs anden artikel om FGU her.



Ahvenanmaalaisia ammattiopiskelijoita kannustetaan tekemään perinteistä poikkeavia valintoja


Sukupuolittuneiden ammatinvalintamallien muokkaaminen on koko Pohjolaa koskeva tehtävä.

Johanna Björkvall toivoo ja uskoo, että työpaikoilla tapahtuvan oppimisen tasa-arvohanke saa jatkoa. Kuva: Therese Andersson

Opiskelija Ida Lindqvist, opettaja Lotta Nordberg ja tasa-arvohankkeen Ahvenanmaan sekä Suomen osuudesta vastaava hankejohtaja Johanna Björkvall myöntävät, että ahvenanmaalaisten matka sukupuolirajoja ylittäviin ammatinvalintoja kohti tuntuu välillä pitkältä ja vaivalloiselta.

– Mutta me opimme toisiltamme ja olemme saaneet uusia välineitä sekä menetelmiä. 

Kolmikko huomioi pienetkin askeleet oikeaan suuntaan ja maustaa työnsä reippaalla annoksella kärsivällisyyttä. He ovat varmoja siitä, että lopulta kaikki vielä ymmärtävät tasa-arvon edistämisen tärkeyden. 

Syksyllä 2017 alkaneen hankkeen nimenä on ”Tasa-arvo työpaikalla tapahtuvassa oppimisessa”, ja se kuuluu Pohjoismaisen tasa-arvotiedon keskuksen (NIKK) alaisuuteen. NIKK on Pohjoismaiden ministerineuvoston yhteistyöelin. 

Hanke loppuu tulevassa vuodenvaihteessa. Tavoitteena on, että tällöin kaikissa pohjoismaissa julkaistaan hankkeen kokoama sähköinen kasvatusmateriaalipaketti, jonka tarkoituksena on tukea ja vahvistaa tasa-arvoa erityisesti sukupuolittuneilla aloilla.

Ahvenanmaa ja Suomi osallistuva hankkeeseen yhdessä, ja muut osanottajamaat ovat Ruotsi, Norja ja Islanti. Hanketta koordinoi ahvenanmaalainen toisen asteen ammatillinen oppilaitos Ålands yrkesgymnasium.

– Kokemuksien vaihto on tärkeää, kuten myös keskustelu ja kartoittaminen, Johanna Björkvall toteaa ja mainitsee esimerkkinä syyskuussa Ahvenanmaalla pidetyn seminaarin. Seminaari tarjosi osallistujille tärkeän tilaisuuden jakaa kokemuksia esimerkiksi hyväksi koetuista menetelmistä, joilla voidaan rohkaista oppilaita epäperinteisten valintojen tekemiseen.

Sama haaste koko Pohjolassa

Opiskelua ja työmarkkinoita koskevat haasteet ovat nimittäin samanlaisia kaikissa pohjoismaissa. Tietyt ammattialat, esimerkiksi hoito- ja hoiva-ala ja tekniikan ala, ovat edelleen selvästi sukupuolittuneita. 

– Yksi menetelmä on järjestää opiskeluvalintojaan pohtiville koululaisille jo varhaisessa vaiheessa mahdollisuus tavata vastavalmistuneita, työelämässä olevia nuoria, jotka ovat uskaltaneet ylittää valinnoissaan sukupuolirajat. Tätä mekin haluamme kokeilla, Johanna kertoo, ja Ida myötäilee. 

– Minusta tuntuisi luontevalta tavata nuori, joka on uskaltanut tehdä epäsovinnaisen valinnan. Kysyisin häneltä tärkeitä, ehkä ratkaiseviakin kysymyksiä, Ida sanoo. 
Perinteistä poikkeavat valinnat voivat johtaa ympäristöstä nouseviin vaatimuksiin: Nuori saattaa joutua kyseenalaistetuksi, ja hänen odotetaan suoriutuvan paremmin juuri yllättävän valintansa takia. 

Siksi opettajat ja työpaikat tarvitsevat työkaluja valmistaakseen opiskelijoita siihen, mitä työelämässä voi tulla eteen. Opiskelijat tarvitsevat strategioita, jotta he säilyttävät intonsa ja uskaltavat jatkaa valitsemallaan tiellä. 

– Loppujen lopuksi monikin asia vaikuttaa. Vanhempien tuki ja asenne ovat hyvin tärkeitä, kuten myös opettajien ja työpaikan. Millaisia viestejä ja asenteita nuori kohtaa matkan varrella? Ikävä kyllä todellisuus on edelleen se, että työnhaku on vaikeampaa tytöille, jotka ovat valinneet sukupuolirajat ylittävän ammatin, Lotta muistuttaa.

MediaHandler (1).jpg  
Ennakkoluulot, tietämättömyys ja vastahakoisuus ovat merkittäviä haasteita tärkeässä työssä, jonka tavoitteena on saada yhä useampi opiskelija uskomaan ja uskaltautumaan sukupuoliroolit ylittäviin ammatinvalintoihin. Meidän on uskottava, että onnistuminen on mahdollista ja varustauduttava kärsivällisyydellä, koska tehtävä on tavattoman tärkeä, julistavat (vasemmalta oikealle) Lotta Nordberg, Ida Lindqvist ja Johanna Björkvall. Valokuva: Annette Bergbo. 

Mistä johtuu, että tasa-arvoajattelu edistyy niin hitaasti ja ennakkoluulot ovat monilla tahoilla niin syvään iskostuneita? 

– Se johtuu paljolti silkasta tietämättömyydestä. Mitä oikeastaan tarkoittaa, että asioita katsotaan feministisestä näkökulmasta, joka koskee sekä miehiä että naisia? Moni ei tätä tiedä vaan vastaa, että feminismissä ja feministeissä on kyse riitaisista naisista, Ida toteaa. Hän kertoo myös, että hänen tuntemansa nuoret, erityisesti naiset, ovat ”metoo-liikkeen” myötä saaneet arvokasta ymmärrystä siitä, mikä lasketaan naisia loukkaavaksi käyttäytymiseksi.

Miksi te sitten jatkatte? 

– Siksi, että se on tärkeää! Todella tärkeää! Ida huudahtaa. 

Yhtäläiset edellytykset työmarkkinoilla ovat nimittäin edelleen suuri haaste nuorille, ja tasa-arvoisen työelämän katsotaan olevan kerta kaikkiaan välttämättömyys tuleville sukupolville. 

Yhä useampi nuori tekee perinteistä poikkeavan ammatinvalinnan, mikä haastaa myös epätasa-arvoiset työpaikat ja tietyillä aloilla vallitsevan epätasapainon. Näin työmarkkinoiden tasa-arvo kokonaisuudessaan lisääntyy ja kaikki hyötyvät – sekä naiset että miehet. 

Ålands yrkesgymnasiumilla on myös tasa-arvoryhmä, johon Ida ja Lotta kuuluvat. Ryhmään kuuluu jäseniä kaikilta oppilaitoksen koulutusaloilta.

Joka vuosi oppilaitoksen opiskelijoille ja henkilökunnalle jaetaan oppilaitoksen tasa-arvotilannetta koskeva kysely, jonka tulokset kootaan. Vastaajilta kysytään mielipiteitä esimerkiksi koulun turvallisuudesta ja opettajien suhtautumisesta. 


 



Nú snýst allt um að læra alla ævi


Norska stefnuráðið um hæfni hefur nú starfað í eitt ár. Tillögur varðandi nýja áætlun um hæfnisumbætur, undir heitinu “Að læra alla ævi”, er mikilvægt verkefni fyrir ráðið.

- Markmiðið með hinni nýju hæfnisáætlun “Að læra alla ævi” er að enginn verði settur til hliðar, segir Morten Rosenkvist forstjóri í Menntamálaráðuneytinu (Kunnskapsdepartementet). Ljósmynd: Marte Garmann.

Stefnuráðið er sett á laggirnar til að framfylgja norsku heildarstefnumörkuninni um hæfni. Ráðið getur sýnt fram á margs konar árangur, sem verkefni til að skapa sveigjanleg tilboð um framhaldsmenntun í stafrænni færni. 

Ennfremur er auglýstir eftir umsóknum um styrki í 10 miljón króna fjárframlag til tilraunaverkefnis varðandi fagmenntun á vinnustöðum, í gegnum styrkjakerfið Kompetansepluss. Kompetansepluss er styrkjakerfi fyrir námskeið í atvinnulífinu. Margir vinnuhópar eru þegar teknir til starfa og nokkrum greinargerðum hefur þegar verið skilað.

Enginn skal settur til hliðar

– Markmiðið með hæfnisumbótaáætluninni “Að læra alla ævi” er að enginn verði settur til hliðar, og að fleiri geti haldið út lengur í vinnu. Ríkisstjórnin mun leggja fram ályktun í Stórþinginu vorið 2020, en byrjar vinnu með hæfnisumbótaáætlunina “Að læra alla ævi” með framlagi í fjárlagatillögunni fyrir 2019, upp á um það bil 130 miljónir norskra króna, segir Morten Rosenkvist forstjóri í Menntamálaráðuneytinu í samtali við DialogWeb. 

– Tæknivæðingin leiðir til þess að mörg störf hverfa, og að ný verkefni sem krefjast annars konar hæfni koma í staðinn. Á sama tíma fækkar störfum þar sem farið er fram á litla eða enga formlega hæfni. Hámenntað starfsfólk upplifir líka breytingar sem krefjast faglegrar viðbótarmenntunar, heldur Rosenkvist áfram. 

Hvatning

Hvaða hlutverki gegnir Norska stefnuráðið um hæfni í hæfnipólitíkinni? 

– Samkvæmt umboði sínu á Stefnuráðið að vera hvati til þess að framfylgja stefnumörkuninni, það á að veita ráð varðani hæfnipólitísk málefni. Ráðið hefur sett í gang mörg verkefni, m.a. hefur stofnunin Kompetanse Norge skoðað hvernig mismunandi aðilar stuðla að virkum markaði fyrir fullorðinsfræðslu, segir Rosenkvist og heldur áfram:

– Aðilar vinnumarkaðarins, Virke, NHO, LO og YS hafa unnið að módeli og aðferð til að lýsa hæfni sem verður til í atvinnulífinu. Þá hefur vinnuhópur sem samanstendur af aðilum atvinnulífsins greint þarfir fyrir þróun hæfni tengda stafrænni þróun. 

Rosenkvist leggur áherslu á að Stefnuráðið er mikilvægur vettvangur þar sem meðlimir ráðsins geta sett fram málefni og tillögur til lausna. Hinar hæfnipólitísku áskoranir eru mjög flóknar. Það er mikill samhljómur í ráðinu um að til þess að leysa þær verða að vera til sameiginleg markmið og sameiginlegt átak. Stefnuráðið um hæfni gerir þetta mögulegt.  

Stafræn hæfni

Hver er forgangsröðunin í störfum ráðsins áfram?

– Allir meðlimir ráðsins gerðu grein fyrir ýmsum verkefnum sumarið 2017. Í framhaldi þessa ákvað ráðið að það skuli lögð áhersla á stafræna hæfni og gagnaöflun varðandi hæfni sem áunnin er í atvinnulífinu. Ráðherra mennta- og innflytjendamála, Jan Tore Sanner, sem stýrir ráðinu, hefir greint frá að það sé æskilegt að til komi stöðumat á næsta ári. Forgangsröðun framvegis mun ákvarðast af umræðum á febrúarfundi ráðsins, segir Rosenkvist. 

Áætlunin um landsvæðabreytingar verða á dagskrá á næsta fundi. Hvaða hlutverk hin nýju stjórnsýslusvæði muni leika í hæfnipólitíkinni? 

– Ríkisstjórnin hefur lagt á það áherslu að fylkin munu fá ákveðnara hlutverk í hæfnipólitíkinni, segir Rosenkvist. Fleiri verkefni munu verða flutt til fylkjanna. Menntamálaráðuneytið ætlar einnig að gera greinargerð um það hvort fylkin skulu fá heildstætt ábyrgðarhlutverk við að framkvæma og styrkja nám ungmenna á aldrinum 16 til 24 ára. 

Svæðisbundið átak

Það eru góð hæfnipólitísk verkefni í framkvæmd í landshlutunum í dag, til dæmis á Fjallasvæðinu í Norð-Austurdalnum er náin samvinna milli Svæðisráðsins, atvinnulífsins á svæðinu og Náms- og háskólamiðstöðvarinnar á Tynset. Þau vinna á glæsilegan hátt að því að útvega námstilboð og uppbyggingu hæfni, en það er skortur á hvatningu til að fá menntastofnanir virkari í því að starfrækja dreifða menntun. Mun eitthvað verða gert í því? 

– Í tengslum við ályktunina til Stórþingsins mun ríkisstjórnin meta það hvort menntakerfið sé nægjanlega vel í stakk búið til þess að geta boðið sveigjanlegt námstilboð. Ríkisstjórnin hefur meðal annars sett á laggirnar sérfræðinganefnd um fullorðinsfræðslu þar sem markmiðið er að rannsaka hvað þarfir fyrir fullorðinsfræðslu, sem ekki er mætt, séu til staðar í dag, og að hvaða leiti menntakerfið er í stakk búið til að mæta þörfum atvinnulífsins fyrir sveigjanleg tilboð um hæfniþróun, segir Morten Rosenkvist. 

Að byggja brú milli námsvettvanga

Framkvæmdastjóri Fullorðinsfræðslusamtakanna (Voksenopplæringsforbundet) Gro Holstad er meðlimur í Stefnuráðinu um hæfni, sem fulltrúi fyrir vettvang frjálsra samtaka og námssamtaka. DialogWeb spurði hana hvað hún líti á sem sitt sérstaka hlutverk í ráðinu?

– Ég lít á það sem mitt hlutverk að minna á að nám fer einnig fram í samfélaginu, það fer líka fram utan hefðbundins námsvettvangs eins og menntakerfis og atvinnulífs. Fyrir suma eru námssamtökin vettvangur nýrra tækifæra. Fyrir aðra gefa þau tækifæri til framhaldsnáms í dreifbýli og fyrir enn aðra veita námssamtökin aðgengi að námi sem fólk leitar upp af eigin áhuga, segir Holstad og heldur áfram:

– Við þurfum að gæta þeirra sem enn eru ekki komin út í atvinnulífið eða þeirra sem hafa fallið út úr atvinnulífinu. Við megum ekki verða svo kerfisbundin að við sjáum ekki að það er til námsvettvangur sem getur verið viðbót við atvinnulífið og menntakerfið. Mitt hlutverk er að byggja bú milli þessara mismunandi námsvettvanga. 

MediaHandler (1).jpg   
Gro Holstad framkvæmdastjóri Fullorðinsfræðslusamtakanna: Mín draumsýn er að frjálst nám verði í auknum mæli fellt inn í og gert að eðlilegum þætti í hæfnipólitíkinni. Ljósmynd: Torhild Slåtto

Þið skrifið á heimasíðu ykkar að Vofo hafi fengið sérstakt verkefni að vinna: Brýna til að fleiri finni hjá sér hvata til náms og byggi upp námsfærni í námi á frjálsum vettvangi. Hvað hafið þið gert til þessa? 

– Vofo vinnur með aðlögunarverkefni, þar sem markmiðið er að vinna gegn útilokun og fá fleiri einstaklinga inn í námsverkefni. Við höfum nú greint 20 verkefni í námssamtökunum til að finna út hvað hefur heppnast vel og hver viðmiðin til árangurs voru. Við ætlum síðan að miðla þessu áfram með svæðisbundnum námskeiðum og ráðstefnum, segir Holstad. 

Hvaða málefni í Stefnuráðinu um hæfni metur þú mikilvægust í starfinu framundan?

– Næsta málefni sem við ætlum að fjalla um er svæðaáætlunin. Áætlunin um hæfniumbætur verður einnig mjög mikilvæg, segir Holstad. 

Fjölbreyttari aðilar

Í Hæfnipólitísku stefnumótuninni segir að “Nám fer fram á mörgum vettvangi, í atvinnulífinu, í menntakerfinu, í frjálsum geira og annars staðar í samfélaginu.” 
Við spyrjum að lokum hvort Gro Holstad eigi sér draumsýn fyrir alla sem stunda nám í fullorðinsfræðslu í Noregi í dag, í ljósi hæfnipólitísku stefnumörkunarinnar og starfsemi ráðsins? 

– Ég vona að nám í lýðfrjálsum geira samfélagsins verði viðurkennt. Mín draumsýn er að þessi geiri verði í auknum mæli felldur inn sem eðlilegur hluti hæfnistefnunnar, að mismunandi vettvangur náms geti bætt hver annan og að við fáum aukna fjölbreytni aðila á sviði náms og menntunar, segir Holstad að lokum.

Upplýsingar

Stefnumörkun um hæfnipólitík í Noregi var hrundið af stað 3. febrúar 2017. Hún á að gilda á tímabilinu 2017 til 2021.

Markmið stefnumörkunarinnar: Stuðla að því að einstaklingar og fyrirtæki hafi hæfni sem gerir það að verkum að Noregur búi að samkeppnishæfu atvinnulífi, skilvirkum opinberum geira og að sem fæstir standi utan við atvinnulífið. 

Stefnuráðið um hæfni er sett á laggirnar til að fylgja eftir stefnumörkuninni.

Meðlimir í ráðinu: Ríkisstjórnin, aðilar vinnumarkaðarins, Fullorðinsfræðslusamtökin Vofo, einn fylkisráðsmaður, ásamt áheyrnarfulltrúa frá Samaþinginu. 

Stefnumörkun um hæfni hefur eftirfarandi áherslusvið:

1. Góða valkosti fyrir einstaklinga og samfélag
2. Nám í atvinnulífinu og vel nýtta hæfni
3. Styrkja hæfni fullorðinna sem hafa veik tengsl við atvinnulífið 

Lesið þessa grein til frekari upplýsinga um hæfniþarfir og framtíðarspá um hæfniþarfir



Turisme og nødvendige kompetencer


Det kræver god vilje at få øje på Færøerne på verdenskortet, og indtil for få årtier siden var antallet af turister begrænset. Men nu har rejsende fra hele verden for alvor fået øjnene op for øgruppen som rejsemål, og turisme er et hurtigt voksende erhvervsområde.

Turismen på Færøerne er i vækst, og der er brug for mennesker med de rigtige kompetencer. Billedet er af hovedstaden Torshavn. Foto: Privat.

Flere besøgende på Færøerne nødvendiggør flere mennesker med relevante kompetencer for turistbranchen, og i juni 2018 kunne 20 nye rejseledere tage imod et kursusbevis efter deltagelse i et kursus om turisme. Desuden er en ny uddannelse for turistmedarbejdere under forberedelse. 

Teori og praksis

I de seneste mange år har udbuddet af kurser for rejseledere og andre, der beskæftiger sig med turisme, været begrænset. Dette har skabt et behov for kompetenceudvikling både af erfarne og af nye medarbejdere på området. 

For at imødekomme behovet blev et kursus for rejseledere afholdt i løbet af sidste vinter. Målgruppen for kurset var voksne over 21 år, og kurset bestod af 200 undervisningstimer med både teoretisk og praktisk undervisning. Der blev undervist i generel viden om det færøske samfund, natur, sprog, historie og kultur. På et mere praktisk plan var vandring i naturen, besøg på museer, samt mikrofonteknik, præsentation og optræden på programmet.

Engagement og interesse

For Sunnva Asano var kursusforløbet en positiv og lærerig oplevelse.

– Kurset var godt, og det vi lærte, var spændende. Generelt var deltagerne engagerede og oplyste mennesker med forskellig baggrund, men alle havde en stor interesse for området. Jeg har arbejdet som rejseleder i sommer, og jeg har nu fået arbejde som receptionist på et hotel. Muligvis kan mit kursusbevis tilskrives en del af årsagen til, at jeg fik dette arbejde. Som receptionist skal man altid være parat til at besvare spørgsmål om Færøerne generelt, om muligheder for ture og om andet, som vi lærte på kurset, fortæller en tilfreds Sunnva Asano.  

Sunnva-Asamo-er-glad-for-kurset-for-rejseledere-og-arbejder-nu-som-receptionist-på-et-hotel_.jpg
Sunnva Asamo har været glad for kurset for rejseledere, og hun arbejder nu som receptionist på et hotel i Torshavn. Foto: Privat.

Turismeuddannelse i vorden

Fra offentlig side har man bevidst satset på at øge antallet af turister, og vigtigheden af velkvalificerede turistmedarbejdere nævnes også i politikken, der danner grundlag for fremtidige aktiviteter på området:

– Kompetencer er nødvendige for at give rejsende en så god helhedsopfattelse som muligt af Færøerne. Rejseledere og alle, der arbejder med at yde service til turister, er repræsentanter for Færøerne som rejsemål. Alle, der arbejder med turister, bør derfor være velkvalificerede til at tage imod dem, står der blandt andet i politikken.

Annika Larsen Black, der har arbejdet i rejsebranchen hele sit arbejdsliv, har fået opgaven at udvikle en ny uddannelse indenfor turisme, og hun har især set muligheder i eksisterende uddannelser i Island.

– I Island har de nogle uddannelser, der passer til færøske forhold, og disse uddannelser giver fine muligheder for ansættelse. Vi arbejder med en akademiuddannelse, hvor deltagerne kan bygge videre på uddannelsesbeviset, og vi forventer at være parat til at optage det første hold studerende i løbet af sommeren 2019, fortæller Annika Larsen Black. 

Lyst og energi til at servicere mennesker

Hvad skal medarbejderne i turistbranchen så kunne?

– Der er brug for mange slags kompetencer, helt fra madlavning og servering over idé-udvikling og iværksættelse til en generel viden om turisme og om vores land. Og så alt det, der er ind imellem: indblik i historie, geografi, flora, fauna, kultur, sprog og samfund. De lokale operatører har brug for personale, der hurtigt kan udvikle og markedsføre et produkt. Men der er også brug for viden om bæredygtighed, både med hensyn til miljø og natur. Derudover er det vigtigt at være bevidst om social og kulturel bæredygtighed, siger Annika Larsen Black. 

Udover de generelle fag planlægges der at udbyde valgfag, så som reservation og salg af billetter eller service og madproduktion. Men det vigtigste af alt er ifølge Annika Larsen Black den personlige lyst og energi til at servicere mennesker. Og hun vurderer, at der i fremtiden bliver brug for flere faglærte medarbejdere på området. 

Mynd-av-Anniku.jpg  
Annika Larsen Black har arbejdet i turistbranchen i mange år. Hun er nu i gang med at forberede en uddannelse indenfor turisme. Foto: Privat. 

Tydeligere rammer nødvendige

Det øgede antal besøgende på Færøerne har skabt grobund for diskussioner om emner som enkeltpersoners ret til at gå i naturen og i fjeldene uden tilladelse, beskyttelse af naturen samt omkostninger og indtægter for de øgede turistaktiviteter, for at nævne nogle eksempler på emner, der optager mange på Færøerne.   

Ifølge Annika Larsen Black er den eksisterende lovgivning utidssvarende og uorganiseret, hvilket besværliggør kommunikation af de regler, der gælder på området.

– Lokalturismen passer sig selv. Men jeg synes, at vi burde fokusere mere på turismen, for dette er en god levevej for mange mennesker, siger Annika Larsen Black. 

Færøernes turistorganisation på engelsk her.  

Link til politik om Færøerne som turistland (på færøsk) her

Link til anbefalingen til myndighederne om kurset i turisme (på færøsk) her



Åländska yrkesstuderande sporras välja otraditionellt


Att luckra upp könsstereotypa mönster i yrkesvalet är en uppgift för hela Norden.

Johanna Björkvall hoppas och tror på en fortsättning av projektet ”Jämställdhet i arbetsplatsförlagt lärande”. Fotograf är: Therese Andersson

Studerande Ida Lindqvist, lärare Lotta Nordberg och Johanna Björkvall som är projektledare för Ålands och Finlands medverkan  i ”apl” medger att vägen fram till könsöverskridande yrkesval på Åland kan kännas både seg och mödosam.

– Men vi lär oss av varandra, har fått nya redskap/metoder.

De noterar små steg i rätt riktning och kryddar sitt arbete med en god portion tålamod och förvissning om att alla faktiskt slutligen ska inse vikten av stärkt jämställdhet.

Projektet ”Jämställdhet i arbetsplatsförlagt lärande” (apl) sorterar under Nordiska Ministerrådets samarbetsorgan ”Nordisk information för kunskap om kön” (NIKK) och startade hösten 2017.

Det avslutas vid kommande årsskifte. Målet är då att digitalt publicera till alla nordiska länder ett pedagogiskt material som sammanställts av projektet och har som syfte att stödja och stärka jämställdhet inom framförallt könsstereotypa yrkesområden.

Åland och Finland delar en plats i projektet och övriga deltagande länder är Sverige, Norge och Island. Ålands yrkesgymnasium är projektkoordinator.

–  Erfarenhetsutbytet är viktigt liksom även samtalet och kartläggningen, konstaterar Johanna Björkvall och nämner bland annat seminariet i september på Åland. Det fungerade som en viktig plattform att delge varandra bl.a prövade metoder som kan stärka elever att göra otraditionella yrkesval.

Samma utmaning i hela Norden

Utmaningarna för skola och arbetsmarknad ser nämligen lika ut i de nordiska länderna. Yrken inom vissa områden, exempelvis vård- och omsorg samt teknik är fortfarande tydligt könsstereotypa.

– En metod som också vi vill pröva är att elever tidigt inför sitt val av yrkesutbildning får träffa andra unga och nyutbildade personer som har vågat välja könsöverskridande och redan befinner sig i arbete, säger Johanna och får uppbackning av Ida.

– Att få träffa en ung person som vågade välja okonventionellt skulle göra mig mycket bekväm i situationen. Jag skulle ställa frågor som är viktiga och kanske också avgörande, säger Ida.

Att välja otraditionellt ställer sina egna krav från omgivningen som kan ifrågasätta och man förväntas även prestera  bättre just på grund av det oväntade valet.

Lärarna liksom även arbetsplatserna behöver därför redskap att förbereda eleverna på vad de kan möta i arbetslivet. Det behövs strategier där ute för att klara sig utan att tappa både ork och mod att fullfölja.

– Mycket påverkar slutligen. Föräldrarnas stöd och inställning är väldigt viktig liksom vid sidan om även lärarnas och arbetsplatsens. Vilka signaler och attityder är det man möter under resans gång? I realiteten är det tyvärr fortfarande svårare för en flicka som söker arbete efter att ha valt en könsöverskridande yrkesval, påminner Lotta om.

image3-(002).jpg
Fördomar, okunskap och ovilja är påtagliga ingredienser i det viktiga arbetet som har som mål att studerande oftare ska tro på och våga göra könsöverskridande yrkesval. Det gäller att övertyga sig om det är möjligt och beväpna sig med tålamod eftersom uppdraget är synnerligen viktigt hävdar från vänster Lotta Nordberg, Ida Lindqvist och Johanna Björkvall. Foto: Annette Bergbo.

Vad beror det på att jämställdhetstänkandet avancerar så långsamt och fördomarna är så djupt förankrade på så många håll och kanter?

– I hög grad beror det på ren okunskap. Vad betyder det egentligen att anlägga ett feministiskt perspektiv som berör både män och kvinnor? Inte  har man det klart för sig utan svarar okunnigt att feminismen och  feminister är bråkiga kvinnor, säger Ida och tillägger att unga personer i hennes omgivning, särskilt tjejer, nu efter ”metoo-rörelsen” har fått värdefull insikt om vad allt som de facto räknas som kränkande beteende mot kvinnor.

Varför fortsätter ni då?

– Därför att det är så viktigt! Mycket viktigt! utbrister Ida.

Fortfarande är nämligen lika villkor på arbetsmarknaden en stor utmaning för unga människor och man menar att det för kommande generationer helt enkelt är ett måste med jämställdhet i arbetet.

När fler och fler ungdomar gör otraditionella yrkesval utmanas även ojämlika arbetsplatser och den obalans som finns inom vissa yrkesområden. Därmed ökar även jämställdheten totalt på arbetsmarknaden och alla gynnas, både kvinnor och män.

Ålands Yrkesgymnasium har också en jämställdhetsgrupp där Ida och Lotta ingår. Gruppen består av medlemmar från Yrkesgymnasiets alla utbildningsområden.

Årligen delar man ut och sammanställer svaren av en enkät där elever och personal får tycka till om jämställdheten i skolan gällande bland annat trygghet,  lärarnas gensvar i ämnet och  så vidare.
 



Nu ligger validering rätt i tiden


Intresset för validering har ökat stort de senaste åren. Stora omställningar på arbetsmarknaden ställer nya krav på kompetensförsörjning, och många nyanlända behöver hjälp att snabbt komma in på arbetsmarknaden. I mitten av november anordnades en välbesökt regional konferens om validering i Gävle i Sverige. DialogWeb var där.

– Det ’hackar’ i olika delar av systemet, och det är just det vi ser i utvecklingen nu. Utvecklingsblocken är inte balanserade. Det är kompetensbrist inom vissa områden, och våra lagar och regler är inte anpassade till nya strukturer, sa docenten Martin Henning. Foto: Marja Beckman

– När jag började arbeta på Arbetsförmedlingen för sju år sedan visste ingen vad validering var för något. Det var ett spöke som fanns i huset, men sedan flyktingkatastrofen 2015 har intresset för validering ökat, sa Chia Abdolah vid Arbetsförmedlingen i Västra Gästrikland.

Känslan av att validering ligger precis rätt i tiden återkom ofta under de två fullmatade konferensdagarna.

Vuxenutbildare och tjänstemän från hela landet möttes för att lära sig mer om hur de ska arbeta med att hjälpa människor att få användning av sina kompetenser, oavsett var och hur de införskaffats. 

Kommer robotarna att ta våra jobb?

Det har pratats om validering i ganska många år. 2001 redovisades den första utredningen och 2002 bildades den första valideringsdelegationen. Men som Chia Abdolah sa, var det få som förstod vad validering innebar och hur det skulle användas. Nu verkar tiden dock vara mogen.

Chia.jpg  
– Validering var ett spöke som fanns i huset, men sedan flyktingkatastrofen 2015 har intresset ökat”, sa Chia Abdolah vid Arbetsförmedlingen i Västra Gästrikland. Foto: Marja Beckman

Till och med konferensens huvudtalare Martin Henning, docent vid Handelshögskolan i Göteborg, har börjat förstå hur viktiga människors kompetenser är för samhällsutvecklingen. Han satte valideringen i en historisk kontext.

– Tidigare var jag inte så intresserad av det där med människor utan ville bara göra beräkningar, men intresset för människor och humankapital har ökat, sa han lite skämtsamt.

De snabba förändringarna kan upplevas som skrämmande. Framtiden är osäker. Kommer robotarna att ta våra jobb? 

– Mina kamrater ekonomihistorikerna brukar säga att det här har hänt förr och det gick ju bra, sa Martin Henning.

– Den andra industriella revolutionen började vid andra hälften av 1800-talet och hade stor inverkan på samhället, inte bara ur teknologiskt hänseende. Mekaniseringen av mänskligt arbete fick sitt breda genomslag och infrastrukturen förändrade landet: Järnvägarna, elkraften… De industriella revolutionerna formade inte bara infrastruktur och industri, det formade också vårt sätt att tänka, sa Martin Henning.

– Det krävs en bred ansamling av olika innovationer för att ett teknikskifte ska ske, såsom nya lagar och regler. Sedan måste man bemöta olika etiska aspekter, till exempel när det gäller robotar i sjukvården eller självkörande bilar. Det ”hackar” i olika delar av systemet, och det är just det vi ser i utvecklingen nu. Utvecklingsblocken är inte balanserade. Det är kompetensbrist inom vissa områden, och våra lagar och regler är inte anpassade till nya strukturer. Samhället är inte redo att ta emot innovationer som Uber, fortsatte Martin Henning, och tonade ner rädslan för att robotarna ska ta alla jobb i framtiden.

– Automatisering och digitalisering har vi sett länge. Det fanns i tidningsrubriker från både 1890-talet, 1920 och 1960. Med jämna mellanrum i historien får vi höra att automatiseringen kommer att ta bort jobben. Men vi är rätt många som ändå har hittat någon typ av jobb. Men en sak kan vi vara säkra på:1950-talets industriella jobb kommer inte tillbaka till Sverige.

5 procent lågkvalificerade jobb

Elin Landell, kanslichef för den nuvarande Valideringsdelegationen, berättade:

– Det finns lågkvalificerade, enkla jobb, men de är väldigt få – under 5 procent. Det måste man ha som utgångspunkt för att komma vidare på arbetsmarknaden.

Valideringdelegationen ska lämna in sitt slutbetänkande om ett år, i december 2019. 

– Hur skapar vi det långsiktigt hållbara i olika strukturer? Delegationen fick ett tilläggsdirektiv av regeringen i augusti. Vi ska föreslå en övergripande definition av validering som utgår från EU:s rekommendation, de fyra stegen som beskrivs där. Vi ska också se över författningar där validering ingår, såsom Skollagen och vuxförordningen, sa Elin Landell.

Någon riktigt rättvis statistik över hur många som hittills har genomgått en valideringsprocess hade ingen av talarna. Elin Landell visade i alla fall att de branscher där människor validerats mest är dels vård och omsorg, dels bygg och anläggning. 

Kompetensförsörjning och omställning vanligare

Pär Sellberg från Myndigheten för yrkeshögskolan noterade att det tidigare har varit grupper som står ganska långt från arbetsmarknaden som har validerats, men att en förändring sker. 

– Nu ser man att kompetensförsörjning och omställning blir allt vanligare, sa Pär Sellberg.

Chia Abdolah (som citeras i inledningen av denna artikel) och Margit Huhtala vid Arbetsförmedlingen i Västra Gästrikland berättade om hur de har arbetat med validering. De har valt att ha en arbetsgrupp som arbetar med validering ”för hela slanten” – från ax till limpa, hela processen. De ser också att studie- och yrkesvägledarna har fått en betydligt viktigare roll idag jämfört med för några år sedan.

– Validering kan inte bara gå på ytan utan vi måste ställa detaljfrågor: Vad bestod själva yrkesutförandet av för moment? sa Margit Huhtala, och tillade:

– Det jag skulle vilja att ni tar med er idag är samverkanstänket. Vi sitter i samma båt, kanske på olika delar av båten, men utan samverkan kommer vi inte att lyckas. Vi samarbetar med gymnasium, komvux, folkhögskolor och arbetsgivare. Vi frågar arbetsgivare om vilka behov de har för att vidareutbilda sin personal eller validera deras kunskaper, och visar hur vi kan vara behjälpliga.

Paradigmskifte för yrkeslärare

På konferensens andra dag berättade medarbetare från sex olika regioner i Sverige om hur de har börjat arbeta med validering. Konferensens moderator, NVL:s Sverigekoordinator Svante Sandell, noterade bland annat att validering innebär ett paradigmskifte för en yrkeslärare som är van vid att följa en lärandeprocess, och betonade hur viktigt det är med samverkan och en bra infrastruktur mellan olika aktörer.

Marianne Andrén, kompetensstrateg vid Validering Gävleborg, sa:

– Validering är ett långsiktigt arbete. Ingen quick fix, utan vi måste nöta, nöta. Man måste ha tillit till varandra, och det måste vara implementerat i utvecklingsarbetet. Det är också viktigt att få mandat på chefsnivå från viktiga aktörer: Politiker, kommuner, vuxenutbildning, rektorer på vux och folkhögskola, Arbetsförmedlingen.

– Att se validering som en del av tillväxten och inte bara utbildning kan öka chanserna till att valideringen får högre prioritet, sa Johan Lindell, projektledare vid Valideringsbyrån i Skaraborg.

Per Andersson, professor vid Linköpings universitet, höll det avslutande föredraget som handlade om forskningsprojektet kring kvalitet i validering.

– Kvalitet i validering ska likställas med skolans betygsystem; man ska kunna lita på bedömningen. Det finns olika sidor av myntet. Å ena sidan krävs flexibilitet, individualisering och ett gott omdöme av den som gör valideringen, för att göra individen rättvisa. Å andra sidan krävs någon form av standardisering. Det ska finnas någon form av jämförbarhet, enhetlighet, kunskapsmätning, sa Per Andersson bland annat.

Konferensen avslutades vid lunch den andra dagen. Deltagarna satt i grupper och pratade, uppenbarligen med mycket att prata om. Kanske tyckte några att validering inte längre var ett spöke utan ett användbart verktyg för framtidens arbetsliv.

Röster från konferensen

Maria Korndahl, praktiksamordnare vid region Jämtland Härjedalen: 

– Jag kom hit för att bevaka valideringsbiten, som inte är så uppstyrd hos oss. Jag lärde mig en hel del om vad som görs i andra delar av landet. Nu behöver jag låta det landa hemma och se hur valideringen kan implementeras i vårt arbete.

MariaKorndahl.jpg  
Maria Korndahl. Foto: Marja Beckman. 

Ulla-Karin Eriksson, vårdlärare vid vuxenutbildningen i Gävle, på bild med Mats Berglund, vuxchef i Sandviken. Med på intervjun (men inte på bild) var också Kerstin Lindström, vuxlärare i Nordanstig kommun.

Mats_Ulla-Karin.jpg  
Ulla-Karin Eriksson og Mats Berglund. Foto: Marja Beckman.

– Konferensen är en bra möjlighet att nätverka. Man får idéer av andra, av att se hur man gör på andra håll i landet, sa Ulla-Karin Eriksson.

– För mig som arbetar med arbetsplatsförlagd utbildning och lärlingsutbildningar är validering väldigt aktuellt. Det känns att man är rätt ute. Som Pär Sellberg sa igår; det behövs en samverkan mellan flera aktörer, till exempel Arbetsförmedlingen, Försäkringskassan, vux och kommunen, sa Kerstin Lindström.

Örjan Johansson, handläggare och Minna Rydgård, projektledare, båda vid Tillväxtverket.

– Jag handlägger regeringsuppdraget Stimulera industriföretags strategiska kompetensförsörjning genom att använda validering som verktyg. Det finns fem pilotprojekt i Sverige som ska nå industriföretag och få dem att knyta strategisk kompetensförsörjning med sin affärsstrategi och validera sin personal. I projekten används Svensk industrivalidering, som är valideringsmodeller för yrkeskompetens. Alla företag är inte riktigt där än och har inte förstått vad validering innebär, men det är viktigt med kompetensförsörjning eftersom företagen skapar vår tillväxt och vår välfärd. Industrin har varit en stor välfärdsgrundare och är det fortfarande, sa Minna Rydgård.

– Jag är en av handläggarna i regeringsuppdraget kring regional kompetensförsörjning. Validering ingår som en del, en viktig pusselbit i uppdraget. Det börjar lossna lite mer, det finns ett stort engagemang och arbetet har kommit en bit på vägen men att många utmaningar återstår, sa Örjan Johansson.

Örjan_Minna.jpg
Minna Rydgård og Örjan Johansson. Foto: Marja Beckman. 

Här finns mer information och allt material från valideringskonferensen i Gävle.

Det går att ladda ner rapporten ”Quality in validation of prior learning” här.

Fler artiklar och rapporter om validering här



Nå gjelder det å lære hele livet


Kompetansepolitisk råd i Norge har vært i drift i ett år. Innspill til den nye kompetansereformen, med tittelen «Lære hele livet», er en viktig sak for rådet.

- Målet med kompetansereformen «Lære hele livet» er at ingen skal gå ut på dato, sier ekspedisjonssjef Morten Rosenkvist i Kunnskapsdepartementet:  Foto: Marte Garmann.

Kompetansepolitisk råd er nedsatt for å følge opp den nasjonale kompetansestrategien. Rådet kan vise til flere konkrete resultater, som tiltak for å få fram fleksible videreutdanningstilbud i digital kompetanse.

Videre er det lyst ut 10 millioner til en prøveordning med fagopplæring på arbeidsplassen, gjennom Kompetansepluss.

Kompetansepluss er en støtteordning for kurs på arbeidsplassene. Flere arbeidsgrupper er i arbeid, og noen utredninger er allerede levert. 

Ingen skal gå ut på dato 

– Målet med kompetansereformen «Lære hele livet» er at ingen skal gå ut på dato, og at flere skal kunne stå i jobb lengre. Regjeringen vil legge frem en melding til Stortinget våren 2020, men starter arbeidet med kompetansereformen "Lære hele livet" med en satsing i budsjettforslaget for 2019 på til sammen om lag 130 millioner kroner, sier ekspedisjonssjef Morten Rosenkvist i Kunnskapsdepartementet til DialogWeb.

– Den teknologiske utviklingen fører til at mange arbeidsoppgaver faller bort, og at nye oppgaver som krever annen type kompetanse kommer til. Samtidig blir det stadig færre jobber som krever liten eller ingen formell kompetanse. Men også høyt utdannede opplever endringer som krever faglig påfyll, fortsetter Rosenkvist.

Pådriver 

Hva er Kompetansepolitisk råd sin rolle i kompetansepolitikken?

– Kompetansepolitisk råd har i sitt mandat å være en pådriver for oppfølging av strategien, det skal gi råd i kompetansepolitiske saker. Rådet har også satt i gang en rekke prosjekter, blant annet har Kompetanse Norge sett på hvordan ulike aktører bidrar til et velfungerende marked for etter- og videreutdanning, sier Rosenkvist og fortsetter:

– Arbeidslivets parter, Virke, NHO, LO og YS har arbeidet med en modell og metode for å beskrive kompetanse som bygges opp i arbeidslivet. Videre har en partssammensatt arbeidsgruppe identifisert behov for kompetanseutvikling knyttet til digitalisering.  

Rosenvist understreker at Kompetansepolitisk råd er et viktig samlingspunkt hvor rådsmedlemmene får fremmet problemstillinger og forslag til løsninger. De kompetansepolitiske utfordringene er komplekse. Det er stor enighet i rådet om at for å løse dem må man ha felles mål og en felles innsats. Kompetansepolitisk råd gjør dette mulig. 

Digital kompetanse 

Hva er prioriteringene i rådets arbeid framover?

– Alle medlemmene i rådet rapporterte inn ulike tiltak sommeren 2017. Som følge av dette ble det besluttet i rådet at det skal fokuseres på digital kompetanse og dokumentasjon av kompetanse som er oppnådd i arbeidslivet. Kunnskaps- og integreringsminister Jan Tore Sanner, som leder rådet, har ellers meldt at det er ønskelig med en statusoppdatering til neste år. Prioriteringene fremover vil følge av diskusjoner på februarmøtet, sier Rosenkvist.

Regionreformen står på agendaen for neste møte. Hvilken rolle vil de nye regionene spille i kompetansepolitikken?

– Regjeringen har understreket at fylkeskommunene skal ha en sterkere kompetansepolitisk rolle, sier Rosenkvist. Flere oppgaver vil bli flyttet ut til fylkeskommunene. Kunnskapsdepartementet skal også utrede om fylkeskommunene skal få et mer helhetlig ansvar for å tilrettelegge og forsterke opplæringen for unge i alderen 16 til 24.

Regional innsats 

Det drives gode kompetansepolitiske tiltak i regioner i dag, f. eks. i Fjellregionen i Nord-Østerdalen er det et tett samarbeid mellom Regionrådet, det lokale næringslivet og Studie- og høgskolesenteret på Tynset. De gjør en imponerende jobb med å framskaffe utdanningstilbud og kompetanseheving, men det er mangel på incentiver for å få utdanningsinstitusjonene mer på banen til å drive desentralisert utdanning. Vil det bli gjort noe med dette?

– I forbindelse med en melding til Stortinget vil regjeringen vurdere om utdanningssystemet er godt nok rigget for å levere fleksible tilbud. Regjeringen har blant annet satt ned et ekspertutvalg om etter- og videreutdanning der en skal undersøke hvilke udekkede behov som finnes for etter- og videreutdanning i dag, og i hvilken grad utdanningssystemet er i stand til å møte arbeidslivets behov for fleksible kompetansetilbud, sier Morten Rosenkvist.

Bygge bro mellom læringsarenaene 

Generalsekretær Gro Holstad i Voksenopplæringsforbundet er medlem i Kompetansepolitisk råd, som representant for frivillig sektor og studieforbundene. DialogWeb spør henne hva hun ser som sin spesielle rolle i rådet?

– Jeg ser det som min rolle å minne om at opplæring skjer også i samfunnslivet, det skjer også utenfor de vanlige læringsarenaene som utdanningssektor og arbeidsliv. For noen representerer studieforbundene en ny sjanse. For andre gir de mulighet til å ta videreutdanning i grissgrendte strøk, og for noen gir studieforbundene tilgang til læring som folk søker av egen interesse, sier Holstad og fortsetter: 

– Vi må ta vare på de som ennå ikke er kommet ut i arbeidslivet eller de som er ute av arbeid. Vi må ikke bli så instrumentelle at vi ikke ser at det finnes en læringsarena som kan være et supplement til arbeidsliv og utdanning. Min rolle er å bygge bro mellom de ulike læringsarenaene.

Gro_Holstad_foto_TS.jpg

Generalsekretær Gro Holstad i Voksenopplæringsforbundet: - Min visjon er at opplæring i ideell sektoren i større grad skal bli innlemmet og bli en naturlig del av kompetansepolitikken. Foto: Torhild Slåtto

Dere skriver på nettsida deres at Vofo har fått tillagt en spesiell oppgave: Stimulere til at flere finner læringsmotivasjon og bygger sin læringsevne gjennom opplæring i frivillig sektor. Hva har dere gjort så langt?

– VOFO jobber med et inkluderingsprosjekt, hvor målet er å motvirke utenforskap og få flere inn i opplæringstiltak. Nå har vi analysert 20 prosjekter i studieforbundene for å finne ut hva de har lykkes med, og hva suksesskriteriene har vært. Dette vil vi formidle videre gjennom regionale kurs og konferanser, forklarer Holstad.  

Hvilke saker i Kompetansepolitisk råd anser du som viktigst framover? 

– Neste sak vi skal behandle er regionreformen. Kompetansereformen blir også veldig viktig, sier Holstad.   

Mer mangfoldig aktørbilde 

I Kompetansepolitisk strategi heter det at «Læring finner sted på mange arenaer, i arbeidslivet, i utdanningssystemet, i frivillig sektor og i samfunnet for øvrig.

Vi spør avslutningsvis om Gro Holstad har en visjon for alle som tar voksenopplæring i Norge i dag, sett i lys av den kompetansepolitske strategien og rådets arbeid.

– Jeg har et håp om at læring i ideell sektor og samfunnet for øvrig skal bli anerkjent. Min visjon at denne sektoren i større grad skal bli innlemmet og bli en naturlig del av kompetansepolitikken, at de ulike læringsarenaene kan supplere hverandre, og at vi kan få et mer mangfoldig aktørbilde, avslutter Holstad.

Fakta 

Nasjonal kompetansepolitisk strategi ble lansert 3. februar 2017. Den skal gjelde i perioden 2017-2021. 

Strategiens mål: Bidra til at enkeltmennesker og virksomheter har en kompetanse som gjør at Norge kan ha et konkurransedyktig næringsliv, en effektiv og god offentlig sektor, og at færrest mulig står utenfor arbeidslivet.

Kompetansepolitisk råd er nedsatt for å følge opp strategien.

Medlemmer i rådet: Regjeringen, partene i arbeidslivet, Voksenopplæringsforbundet, en fylkesrådmann, samt observatør fra Sametinget.

Kompetansestrategien har følgende innsatsområder:
1.     Gode valg for den enkelte og samfunnet
2.     Læring i arbeidslivet og god bruk av kompetanse
3.     Styrke kompetansen til voksne med svak tilknytning til arbeidslivet.

Les denne tilleggsartikkelen, for å lese mere om kompetansebehov og kompetansebehovsframskriving.



Nordiske land analyserer framtidens behov for kompetanse


Den norske regjeringen har systematisert arbeidet med kompetanseutvikling i befolkningen gjennom Kompetansepolitisk strategi og Kompetansepolitisk råd.

Kan vi få fram gode bilder av hvilken kompetanse den enkelte må ha i framtiden? Det jobbes aktivt i de nordiske land for å få fram kompetansebehovsanalyser for landet som helhet. Foto: Torhild Slåtto

Men for å jobbe godt med kompetanseutvikling i et land, trenger en også å vite mest mulig om kompetansebehovene per i dag og i framtiden. 

Statistisk sentralbyrå utfører kompetansebehovsanalysene. For å skaffe den best mulige faglige vurderingen av framtidige kompetansebehov ble Kompetansebehovsutvalget nedsatt i mai 2017.

Tall og faglige vurderinger skal danne grunnlag for nasjonal og regional planlegging og for arbeidslivets strategiske kompetansebeslutninger. 

Utvalget skal ha en bred metodetilnærming og stimulere til utvikling av nytt kunnskapsgrunnlag, heter det i mandatet.

Utvalget skal også stimulere til åpen dialog og diskusjon om samfunnets kompetansebehov med ulike aktører. Professor Steinar Holden ved Universitetet i Oslo leder utvalget.

Hva gjør Danmark?

Den danske regjering nedsatte i mai 2017 Disruptionrådet – Partnerskab for Danmarks framtid. Disruptionrådet ledes av statsminister Lars Løkke Rasmussen, og består av representanter fra dansk og internasjonalt næringsliv, arbeidslivets parter, forskere og en rekke statsråder.

Utvalgets hovedformål er å analysere hvordan man best kan utnytte mulighetene i den teknologiske utvikling, samt å fastholde og underbygge ordnende forhold på arbeidsmarkedet. 

Hva gjør Sverige?

I Sverige publiserer Statistiska centralbyrån (SCB) hvert tredje år framskrivninger av behovet for over 100 utdanningsgrupper 20 år fram i tid. Formålet med SCBs framskrivninger er å vise hvordan ubalansen mellom etterspørsel og tilbud vil være i framtiden, dersom utviklingen fortsetter som den gjør i dag.

SCBs Arbetskraftbarometern viser arbeidsgivernes vurderinger av tilgang på arbeidskraft, inndelt i over 70 utdanninger. De ulike analysene av nåsituasjonen, anslagene på kort sikt og framskrivningene på lang sikt presenteres på Prognosdagen.

Hva gjør Finland?

Finland har en lang tradisjon med å produsere analyser av framtidige kompetansebehov, og bruker resultatene i utdanningsplanlegging. Det gjøres analyser av kompetansebehov jevnlig, både på regionalt og nasjonalt nivå.

The Government Foresight Group, som ble opprettet i 2015, leder arbeidet med å koordinere nasjonale kompetanseframskrivninger.

Kilder: 

Situasjonen i Danmark, Sverige og Finland er hentet fra websidene til Kompetansebehovsutvalget her og her

Les denne artikkelen for mer informasjon om Kompetansepolitisk råd.



Ruotsin panostus oppimiskeskuksiin inspiroi naapurimaita


Oppimiskeskuksia on ollut Ruotsissa pitkään. Tanskassa suurin osa koulutuksesta on edelleen keskittynyt oppilaitosten kampuksille. Tanskalainen Emil Erichsen oli mukana käynnistämässä Nordplus-hanketta, jonka nimi on Nordic Learning Center Innovation. Hankkeessa neljä pohjoismaata vaihtoi kokemuksiaan etäoppimisesta.

Holbæk Uddannelses- og studiecenter.

Oppimiskeskusten tarkoituksena on parantaa pienemmillä paikkakunnilla asuvien opiskelumahdollisuuksia. Oppimiskeskus on opiskelutila, joka sijaitsee alueella, jonka lähellä ei ole yliopistoja eikä korkeakouluja. 

Tiloissa on usein henkilökuntaa, joka voi auttaa opiskelijoita eri tavoin. Osassa oppimiskeskuksista on myös tentinvalvojia. 

Mahdollisuus opiskella omalla asuinpaikkakunnalla voi olla ratkaiseva tekijä ihmiselle, joka on ehtinyt kiinnittyä tiettyyn paikkaan esimerkiksi perheen perustamisen kautta tai opiskelee työn ohessa.  

Maaliskuussa 2015 DialogWeb vieraili Katrineholmissa sijaitsevassa oppimiskeskuksessa. Vuosina 1997–2002 toteutetun suuren Kunskapslyftet-koulutuspanostuksen jälkeen Ruotsin kuntien saama rahoitus pieneni huomattavasti, ja jokainen kunta sai itse päättää, miten paljon käyttää rahaa aikuiskoulutukseen ja oppimiskeskuksiin. 

Tilanne jatkui samanlaisena kevääseen 2018, jolloin kouluasioiden virasto Skolverket julkisti haettavaksi oppimiskeskusten kehittämiseen tarkoitetun valtionavustuksen. Ensimmäinen hakukierros järjestettiin touko-kesäkuussa 2018, ja sen osalta selvitykset toimitetaan tammi-helmikuussa 2019. Uusi hakukierros on tulossa helmi-maaliskuussa 2019. Ensimmäisellä hakukierroksella oppimiskeskuksia koskevia valtionapuhakemuksia tuli yhteensä 59. 

– Hakemuksia tuli tasaisesti koko maasta, kertoo Moa Seppälä Zetterberg Skolverket-viraston valtionavustusosastolta. (Ks. tarkempi maantieteellinen jakauma alla olevasta kartasta.) 

Skolverket tekee avustuspäätökset useiden eri tekijöiden perusteella. Virasto tarkastelee muun muassa sitä, miten oppimiskeskus edistää yksilöiden pääsyä koulutukseen ja mahdollisuuksia sen loppuun suorittamiseen, sekä maantieteellistä jakaumaa. Haussa suositaan kuntia, joissa ei ole oppimiskeskuksia. 

– Koska hakemuksia oppimiskeskusten perustamiseksi tuli tasaisesti eri puolilta Ruotsia, vuonna 2018 ei suosita mitään tiettyjä alueita, Moa Seppälä Zetterberg kertoo. 

Miksi koulutus on niin keskittynyttä?

Tanskassa ei ole vielä samanlaista yliopistotason oppimiskeskusten ja etäkoulutusten perinnettä kuin Ruotsissa, kertoo Emil Erichsen, joka työskentelee Tanskan Sjellannissa Holbækin kunnassa sijaitsevassa koulutus- ja opintokeskuksessa.

– Pohdimme kollegani kanssa, miksi koulutus on niin keskittynyttä Tanskassa ja monessa muussa maailmankolkassa. Tajusimme, että kampuksilla tapahtuvan opiskelun lisäksi tarvitaan muutakin tarjontaa. Emme ruvenneet keksimään pyörää uudelleen vaan päätimme katsoa, miten asiat on tehty muualla. Vaikka kaikissa pohjoismaissa on samankaltaiset olosuhteet ja maat ovat monesta asiasta yhtä mieltä, emme kuitenkaan ole toistemme suoria kopioita, Emil Erichsen toteaa.  

MediaHandler (3).jpg  
– Tämä hanke osoitti, että inspiroivia ideoita saadakseen ei tarvitse matkustaa Singaporeen tai Irlantiin, kertoo Emil Erichsen, jonka työpaikka on Holbæk Uddannelses- og studiecenter. 

Nordplus-ohjelman tuella on toteutettu muutama pohjoismainen yhteistyöhanke. Viimeisin oli nimeltään Nordic Learning Center Innovation (NLCI), ja se kesti elokuusta 2016 heinäkuuhun 2018. Hankkeen osallistujat kokoontuivat workshopeihin, jotka järjestettiin Tanskan Holbækissa, Ruotsin Ronnebyssä, Mikkelissä, Islannin Reykjanesbærissa ja Ruotsin Västervikissä. 

Neljä oppimiskeskuksia käsittelevää teemaa 

Workshopien anti jaoteltiin neljään eri teemaan. 

Ensimmäinen teema käsittelee sitä, miten oppimiskeskus voi toimia strategisena välittäjänä alueen asukkaiden ja koulutuksen järjestäjien, työnantajien ja ammattiliittojen välillä. 

Toinen teema käsittelee uusia oppimistapoja, esimerkiksi e-oppimista ja erilaisia sähköisiä alustoja. Ruotsissa monet yliopistot tarjoavat etäopintokursseja, joissa kaikki opetus tai suuri osa siitä tapahtuu verkossa. Osa oppilaitoksista tarjoaa monimuoto-opintoja, joissa lähitapaamisia on muutama lukukaudessa. Emil Erichsenin mukaan Tanskassa ei tällä hetkellä ole tarjolla juuri lainkaan yliopistotason etäkoulutusta.

Kolmantena teemana on uusien käyttäjien etsiminen.

– Kaikki eivät halua opiskella isolla kampuksella 4000 muun opiskelijan kanssa, vaan opiskelevat mieluummin rauhassa pienimuotoisemmassa oppimisympäristössä, Emil Erichsen toteaa. 

Islannista löytyi hyvä esimerkki siitä, miten tavoitetaan kohderyhmiä, joilla on kielivaikeuksia ja/tai huonot digitaaliset taidot. – Esimerkki korostaa etäopetuksen potentiaalia uusien kohderyhmien löytämisessä, hankkeen kotisivuilla todetaan.  

Neljäs teema on paikallisyhteisön mobilisointi.

– Paikallinen tuki on tärkeää uutta oppimiskeskusta avattaessa. Muuten paikkakuntalaiset eivät saa tietää keskuksen olemassaolosta, Emil Erichsen selittää.

– Kyseessä on paikallinen haaste, joka on ratkaistava paikallisesti. Haasteen ratkaisemiseen tarvitaan useita eri tahoja: Siihen ei riitä yksin elinkeinoelämän, oppilaitosten tai kunnan panos, vaan tarvitaan yhteistä ponnistusta, todetaan hankkeen kotisivuilla

Kestävä inspiraation lähde  

Emil Erichsenin mielestä NLCI:stä saadut kokemukset ovat olleet erittäin hyödyllisiä, ja hän jatkaa työtään uusien oppimiskeskusten perustamiseksi Tanskaan (jossa niitä tällä hetkellä on vain kaksi) ja etäkoulutuksen kehittämiseksi.  

– Joka viikko mietin, että ”meidän täytyy pitää mielessä ne asiat, mitä Islannissa, Ruotsissa ja Suomessa tehdään”. Hyödynnämme Ronnebyssa ja Västervikissä saamiamme kokemuksia jokapäiväisessä työssämme, Emil Erichsen kertoo. 

Pohjoismaiden rajat ylittävä yhteistyö jatkuu. Emil Erichsen kertoo lähtevänsä pian kollegansa kanssa uudelleen Ronnebyhyn katsomaan, miten siellä toimitaan.

– Tämä hanke osoitti, että inspiroivia ideoita saadakseen ei tarvitse matkustaa Singaporeen tai Irlantiin, Emil Erichsen sanoo.

MediaHandler (4).jpg  
Tästä Skolverketin kartasta näet, miten oppimiskeskuksiin tarkoitettujen valtionavustusten ensimmäisen kierroksen hakemukset jakautuivat maantieteellisesti. 



Áhersla Svía á námsmiðstöðvar er hvatning fyrir nágrannalöndin.


Námsmiðstöðvar hafa verið til um langt skeið í Svíþjóð. Í Danmörku er nám á háskólasvæði ennþá ríkjandi fyrirkomulag. Daninn Emil Erichsen var einn upphafsmanna Nordplus verkefnisins Nordic Center Learning Innovation, þar sem fjögur norðurlandanna deildu reynslu sinni af fjarnámi.

Holbæk náms- og menntamiðstöð.

Hugmyndin að baki námsmiðstöðva er að auka aðgengi fólks á minni stöðum til náms. Námsmiðstöð er námsaðstaða á stöðum sem eru langt frá háskólum. 

Aðstaðan er oft mönnuð fólki sem getur veitt nemendum aðstoð á margvíslegan hátt. Sumar námsmiðstöðvar hafa líka prófvörslu.

Að eiga möguleika á að stunda nám þar sem maður býr getur ráðið úrslitum fyrir fólk sem þegar hefur fest ráð sitt, til dæmis sem hefur stofnað fjölskyldu eða stundar vinnu með náminu. 

Í mars 2015 heimsótti DialogWeb námsmiðstöðina í Katrineholm. Eftir að Svíar lögðu mikla áherslu á menntaáætlunina Kunskapslyftet á árunum 1997-2002 dró verulega úr fjármagni til sveitarfélaganna og það var algerlega undir hverju og einu sveitarfélagi komið hve miklum fjármunum skuli varið til fullorðinsfræðslu og námsmiðstöðva. 

Þannig var þetta þar til um vorið 2018 þegar Skolverket auglýsti ríkisfjárveitingu til að hvetja til að þróa áfram námsmiðstöðvar
Fyrsta umsóknarumferð var frá 15. maí til 15. júní 2018. Greinargerð fyrir fyrstu umferð er í janúar og febrúar 2019. Ný umsóknarumferð verður svo í febrúar og mars 2019. 

Alls bárust 59 umsóknir um ríkisframlag fyrir námsmiðstöðvar í fyrstu umsóknarumferð. 

– Það var jöfn dreifing umsókna um landið, segir Moa Seppälä Zetterberg í deildinni fyrir ríkisframlög í Skolverket. (Sjá meira um dreifinguna á kortinu að neðan). 

Þegar Skolverket úthlutar ríkisframlögum eru margir þættir skoðaðir, m.a. hvernig þau stuðla að betra aðgengi fólks að námi og möguleika á að ljúka því, og landfræðileg dreifing þannig að sveitarfélög sem ekki hafa námsmiðstöðvar njóti góðs af. 

– Þar sem dreifing sveitarfélaga sem sóttu um framlag til námsmiðstöðva var jöfn á milli landshluta voru engin svæði eða landshlutar sett í forgang 2018, segir Moa Seppälä Zetterberg. 

Hvers vegna er menntun svona miðlæg?

Í Danmörku er ekki eins hefð fyrir námsmiðstöðvum og fjarkennslu á háskólastigi og í Svíþjóð, segir Emil Erichsen, sem starfar við Náms- og menntamiðstöðina í sveitarfélaginu Holbæk á Sjálandi. 

– Ég og samstarfsmaður minn vorum að velta fyrir okkur hvers vegna menntun er svo miðlæg, bæði í Danmörku og víðar um heim. Við komumst að því að það vantaði viðbót við nám sem fer fram á háskólasvæði. Í stað þess að finna upp hjólið á ný ákváðum við að skoða hvernig aðrir fari að. Norðurlöndin vinna út frá svipuðum forsendum og eru sammála um margt, en um leið erum við alls ekki afrit af hvert öðru, segir Emil Erichsen. 

MediaHandler (3).jpg  
– Þetta verkefni sýndi að þú þarft ekki að ferðast alla leið til Singapore eða Írlands til þess að fá góðar hugmyndir, segir Emil Erichsen hjá Náms- og menntunarmiðstöðinni í Holbæk. Ljósm: Einkaeign

Þökk sé fjármagni frá Nordplus hafa tvö samstarfsverkefni verið framkvæmd. Það seinna heitir Nordic Center Learning Innovation (NCLI) og átti sér stað á tímabilinu frá ágúst 2016 til júlí 2018. Þátttakendur verkefnisins hittust í málstofum í Holbæk (Danmörku), Ronneby (Svíþjóð), Mikkeli (Finnlandi), Reykjanesbær (Íslandi) og Västervik (Svíþjóð). 

Fjögur þemu fyrir námsmiðstöð

Ályktanir frá málstofunum voru flokkaðar í fjóra þemaflokka.

Fyrsta þema fjallar um það hvernig námsmiðstöð getur verið stefnumótandi miðill milli íbúanna og þeirra aðila sem skipuleggja og bjóða fram nám, vinnuveitenda og stéttarfélaga. 

Annað þema fjallar um nýjar leiðir til að læra, til dæmis netnám (e-learning) og mismunandi stafræna fleti. Í Svíþjóð bjóða margir háskólar upp á fjarnámskeið þar sem allt eða stór hluti námskeiðsins fer fram á netinu (online). Hluti námskeiðsins fer fram “þversum” með því að hafa nokkra fundi á hverju misseri þar sem þátttakendur hittast. Emil Erichsen segir að í dag sé nánast ekki um að ræða fjarnámskeið á háskólastigi í Danmörku. 

Þriðja þema fjallar um að finna nýja notendur. 

– Það eru ekki allir sem vilja stunda nám á stóru háskólasvæði með 4000 öðrum stúdentum, þeir vilja kannski frekar stunda námið í kyrrð og ró í minna námsumhverfi, segir Emil Erichsen. 

Á Íslandi var gott dæmi um þetta þar sem náðist til markhópa sem bjuggu við tungumálaerfiðleika og/eða laka stafræna færni. 
- Það er hvatning í að sjá hvaða möguleika það hefur í för með sér að beina athyglinni að nýjum notendahópum innan fjarkennslu, segir á heimasíðu verkefnisins. 

– Fjórða þema er: “Virkja samfélagið”.

– Það er mikilvægt að til komi stuðningur á staðnum þegar ný námsmiðstöð er sett á laggirnar. Að öðrum kosti vita íbúarnir ekki af henni, segir Emil Erichsen.

– Þetta er áskorun á hverjum stað fyrir sig sem verður að leysa einmitt þar. Ýmsir aðilar eiga hlut að máli - atvinnulífið getur ekki eitt sér leyst þetta, menntastofnanir geta ekki einar sér leyst það og sveitarfélögin ein og sér ekki heldur - það er nauðsynlegt með sameiginlegt átak, segir á heimasíðunni.

Hvatningin er þar ennþá

Samkvæmt Emil Erichsen hefur reynslan af NCLI gefið mikið af sér, og hann vinnur áfram að því að í Danmörku verði stofnaðar fleiri námsmiðstöðvar (nú eru aðeins tvær í öllu landinu), ásamt því að þróa fjarkennsluna. 

– Í hverri viku kemur upp í hugann, “að við verðum að muna eftir því sem gert var á Íslandi, í Svíþjóð eða Finnlandi”, og við notum reynsluna frá Ronneby og Västervik í okkar daglega starfi, segir Emil Erichsen. 

Samvinnan yfir landamæri Norðurlandanna heldur áfram. Emil Erichsen segir að hann og samstarfsmaður hans ætli bráðum að heimsækja Ronneby aftur, til að kynnast því betur hvernig þau vinni þar. 

– Þetta verkefni hefur sýnt að þú þarft ekki að ferðast alla leið til Singapore eða Írlands til að sækja góða hvatningu, segir Emil Erichsen. 

MediaHandler (4).jpg  
Þetta kort frá Skolverket sýnir dreifingu umsókna í fyrstu umsóknarumferð um framlög til námsmiðstöðva. 

Lesa meira um ríkisfjárveitingu til námsmiðstöðva hér

Meira um Nordic Learning Innovation Center hér.
 



Sveriges satsning på lärcentrum inspirerar grannländerna


Lärcentrum har funnits länge i Sverige. I Danmark har campusbaserad utbildning fortfarande en dominerande ställning. Danske Emil Erichsen var med och startade Nordplus-projektet Nordic Learning Center Innovation där fyra nordiska länder delade erfarenheter av lärande på distans.

Holbæk Uddannelses- og studiecenter. Foto: Privat

Idén med lärcentrum är att öka möjligheten för personer på mindre orter att studera. Ett lärcentrum är en studielokal i ett område som ligger långt ifrån universitet och högskolor.

Lokalen är ofta bemannad med personer som kan hjälpa studenterna på olika sätt. Vissa lärcentrum har tentavakter.

Att ha möjlighet att studera där man bor kan vara avgörande för den som har hunnit etablera sig på en plats, till exempel de som har bildat familj eller jobbar vid sidan om studierna. 

I mars 2015 besökte DialogWeb ett lärcentrum i Katrineholm. Efter den stora svenska satsningen på Kunskapslyftet som ägde rum 1997–2002 försvann mycket pengar från kommunerna, och det blev upp till var och en att avgöra hur mycket pengar som skulle läggas på vuxenutbildning och lärcentrum.

Så har det varit fram till våren 2018 då Skolverket utlyste ett statsbidrag för att stimulera utveckling av lärcentrum. En första ansökningsomgång gjordes i maj och juni 2018. Den redovisas i januari och februari 2019. En ny ansökningsomgång tillkommer i februari och mars 2019. 

Totalt 59 ansökningar om statsbidrag för lärcentrum kom in i den första ansökningsperioden.

– Det var en jämn spridning av sökande runt om i landet, berättar Moa Seppälä Zetterberg på statsbidragsenheten på Skolverket. (Se mer om fördelningen på kartan nedan).

När Skolverket fördelar statsbidrag tittar de på flera olika faktorer, bland annat hur det främjar individers tillgång till utbildning och möjlighet att genomföra den och geografisk spridning så att kommuner som saknar lärcentrum gynnas. 

– Eftersom det var en jämn spridning spridning av antalet sökande kommuner för lärcentrum är det för 2018 inte några regioner eller områden i Sverige som prioriterats högre än andra, berättar Moa Seppälä Zetterberg.

Varför är utbildning så centraliserad?

I Danmark finns ännu inte samma tradition av lärcentrum och distansutbildningar på universitetsnivå som i Sverige, berättar Emil Erichsen som arbetar vid Holbæk Uddannelses- og studiecenter i Holbæk kommun i Själland, Danmark.

– Jag och en kollega funderade över varför utbildning är så centraliserad, både i Danmark och i många andra delar av världen. Vi såg att det behövs ett komplement till studier på campus. Istället för att uppfinna hjulet på nytt bestämde vi oss för att titta på hur andra har gjort. De nordiska länderna arbetar med liknande förutsättningar och är ense om mycket, men samtidigt är vi inga direkta kopior av varandra, säger Emil Erichsen.

Emil-ericssen-IMG_0421-480x316.jpg  
– Det här projektet visade att du inte behöver åka till Singapore eller Irland för att få riktigt bra inspiration, säger Emil Erichsen vid Holbæk Uddannelses- og studiecenter. Foto: Privat

Tack vare pengar från Nordplus har ett par olika nordiska samarbetsprojekt genomförts. Det senaste hette Nordic Learning Center Innovation (NLCI) och pågick mellan augusti 2016 och juli 2018. Projektdeltagarna träffades på workshops i Holbæk (Danmark), Ronneby (Sverige), Mikkeli (Finland), Reykjanesbaer (Island) och Västervik (Sverige). 

Fyra teman för lärcentrum

Insikterna från nämnda workshops har sorterats in i fyra teman.

Den första temat handlar om hur ett lärcenter kan vara en strategisk medlare mellan invånare och utbildningsanordnare, lokala arbetsgivare och fackförbund.

Det andra temat handlar om nya sätt att lära, till exempel genom e-learning och olika digitala plattformar. I Sverige har många universitet distanskurser där hela eller stora delar av undervisningen sker online. En del ”går på tvärs” genom att ha några enstaka fysiska träffar per termin. Emil Erichsen berättar att Danmark nästan inte har några distanskurser alls på universitetsnivå idag.

Tema nummer tre handlar om att hitta nya användare.
– Alla vill inte studera på ett stort campus med 4000 andra studenter, de kanske vill studera i lugn och ro i en mindre lärmiljö, säger Emil Erichsen.

På Island hittades ett bra exempel där man nådde målgrupper med språksvårigheter och/eller låg digital kunskap. – Det lyfter vilken potential det finns i att rikta in nya användargrupper inom distansutbildning, står det på projektets hemsida.  

Det fjärde temat är: ”Mobilisera lokalsamhället”. 
– Det är viktigt med lokal uppbackning när ett nytt lärcentrum öppnas. Annars vet inte befolkningen att det existerar, säger Emil Erichsen.

– Detta är en lokal utmaning som behöver lösas lokalt. Olika parter har delar av lösningen – näringslivet kan inte lösa det ensamt; utbildningsinstitutionerna kan inte lösa det ensamma och kommunen kan inte lösa det ensam – en gemensam insats är nödvändig, står det på hemsidan.

Inspirationen finns kvar

Emil Erichsen tycker att erfarenheterna från NCLi har varit mycket givande, och han jobbar vidare för att Danmark ska få fler lärcenter (just nu finns bara två i hela landet), samt utveckla distansutbildningarna. 

– Varje vecka tänker jag ”det där som gjordes på Island, i Sverige eller Finland ska vi minnas” och vi använder erfarenheter från Ronneby och Västervik i vårt dagliga arbete, berättar Emil Erichsen. 

Samarbetet över Nordens gränser fortsätter. Emil Erichsen berättar att han och en kollega snart ska besöka Ronneby igen för att se hur de arbetar.

– Det här projektet visade att du inte behöver åka till Singapore eller Irland för att få riktigt bra inspiration, säger Emil Erichsen.

Karta-Lärcentrum.jpg  
Denna karta från Skolverket visar fördelningen av den första omgången ansökningar om bidrag till lärcenter.

Läs mer om statsbidraget för lärcentrum här.

Mer om Nordic Learning Innovation Center här.
 


 



Reform förväntas ge ökad smidighet


Från början av år 2018 kan alla vuxna erbjudas samma grundläggande utbildning i Finland

Studerande Maryam Husseini koncentrerar sig under en lektion i finska vid Vanda vuxenutbildningsinstitut, ett av Finlands största medborgarinstitut. Foto: Minna Hassinen

Text: Carina Nordman-Byskata

Den grundläggande utbildningen för vuxna har genomgått en total förändring. Tidigare fanns det olika utbildningar på flera håll i Finland. Det skapade en brokighet, som var svår att överblicka för användarna.

Dessutom var det hög tid att se över innehållet och uppdatera grunderna för den nya läroplanen. Syftet var att garantera jämlikhet och kvalitet i utbildningen samt skapa optimala förutsättningar för studierna.

Utbildningsstyrelsen fastställde grunderna för läroplanen för den grundläggande utbildningen för vuxna i juni 2017 och de första lokala läroplanerna kunde därmed utarbetas och tas i bruk under år 2018.  

– Vi räknar med att närmare 70 % av våra studerande med invandrarbakgrund saknar ett avgångsbetyg, som skulle ge dem möjlighet att söka till andra stadiets utbildning, beskriver Marja Repo, som är utbildningschef för invandrarutbildningen vid Vanda vuxenutbildningsinstitut.

Marja är glad över att vuxna äntligen har fått sin egen läroplan för den grundläggande utbildningen. Hon ser en syntes mellan barnens uppdaterade läroplan år 2016 och den reformerade grundläggande utbildningen för vuxna.

Enhetlig studiestig

I den nya grundläggande utbildningen för vuxna sammanslogs undervisningen i läskunnighetsskedet och den förberedande undervisningen med element i integrationsutbildningen till en mer enhetlig studiestig. Utbildningsstyrelsen har under hösten 2018 publicerat digitalt läromaterial för vuxnas grundläggande utbildning, ett stöd som verkligen behövs. Materialet är än så länge tillgängligt enbart på finska.

– Vi har haft brist på bra material för vuxna här i landet, erkänner Marja. Nu finns erfarenheter från olika håll, bland annat från olika projekt, samlade och publicerade att användas av oss alla utbildningsanordnare.

En studerande kan efter fullgjord läroplikt – alltså i slutet av det år som personen fyllt 17 år – höja sina tidigare vitsord från grundskolan eller återuppta en avbruten grundskoleutbildning. I början av 2018 höjde Vanda vuxeninstitut den övre åldersgränsen från 25 år till 29 år, men framöver kommer man helt att slopa åldersgränsen för de vuxna.

– Det är inte enbart vuxna med annan kulturell eller språklig bakgrund som omfattas av den nya läroplanen, framhåller Marja. Majoriteten av studerande är personer från andra länder, men det kan även handla om personer som inte fått avgångsbetyg av grava hälsoskäl, för att de suttit i fängelse eller av andra anledningar tvingats avbryta grundskolan tidigare i livet.

Individuell studietid

Den nya timfördelningen ger tydligare ramar för studierna i läskunnighetsskedet samt inlednings- och slutskedet, som utgör den grundläggande utbildningen för vuxna. En vuxen utan tidigare kunskap ska kunna genomföra hela utbildningen på fyra år. De två första åren motsvarar årskurserna ett till sex och de två sista åren omfattar vad vi ofta kallar högstadiet – alltså årskurserna sju till nio.

Foto-1-Marja-Repo-(002).jpg

Utbildningschef Marja Repo efterlyser mer stöd- och läromaterial för den grundläggande utbildningen för vuxna, men litar på att detta kommer att skapas efter hand framöver. Foto: Anne Nisula

– Den nya läroplanen understryker skyldigheten att ta reda på och erkänna den studerandes tidigare förvärvade kunskap. Utbildningsanordnaren ska anpassa studierna enligt varje persons förmågor och behov genom att utarbeta en individuell studieplan, förklarar Marja. 

Beroende på den enskilda individens studiefärdigheter, motivation och vart man siktar kan man effektivera studierna. Kanske kan en person gå snabbare framåt inom vissa studiehelheter och istället satsa mer krut på att stärka språkkunskaperna, finskan eller svenskan.

– Vi har precis tagit den nya läroplanen i bruk, så ännu vet vi inte hur lång tid som kommer att behövas. Det är säkert möjligt att nå avgångsbetyg på bara något år, funderar Marja. Å andra sidan kan en annan person behöva mer än fyra år för att bli godkänd inom alla studiehelheter.

Samarbete för att gynna övergång

För att underlätta övergången till fortsatta studier eller att den studerande får ett arbete är det viktigt att utbildningsanordnarna samarbetar med varandra, i synnerhet inom yrkesutbildningen.

– Jag ser även stor nytta av samarbete med fria bildningens medborgar- och arbetarinstitut eller folkhögskolor när det gäller konst- och färdighetsämnen som exempelvis musik, kultur och motion, säger Marja. 

I den nya läroplanen ingår en del nya läroämnen, såsom hälsolära, samhällskunskap och kulturkännedom samt studiehandledning och handledning i arbetslivsfärdigheter, för att göra övergången från grundskola till andra stadiets utbildning smidig.

– Vi har ett fint samarbete med alla huvudstadsregionens utbildningsanordnare, berättar Marja. Nätverket gör att vi stöder och hjälper varandra och bidrar med olika erfarenheter, speciellt nu i början. Vår fokus med den nya läroplanen för vuxna är möjligheten att stärka läskunnighetsskedet. Vi är verkligen måna om att de ska få goda kunskaper i antingen finska eller svenska.

Jämlik finansiering

En nyhet som gläder utbildningsanordnarna är att man nu erhåller ett hundraprocentigt stöd för även de vuxnas grundläggande utbildning.

– Det spelar ingen roll om arrangören av utbildningen är privat eller offentligt ägt, så länge den lokala läroplanen är godkänd och följs.

Vid Vanda vuxenutbildningsinstitut har man ännu inte erfarenhet av andra vuxna inom grundläggande utbildning, än de som är invandrare. För närvarande (nov 2018) har de 108 studerande och ytterligare 30 personer som studerar via Utbildningsstyrelsens spetsprojekt Ungdomsgarantin. 

– De studerar alla dagtid, men det är möjligt att även erbjuda kvällsstudier. Det är så roligt att kunna följa de här människorna ut i det finska samhället och se hur de får möjligheter att kunna studera och försörja sig, avslutar Marja. 

Förutom att läsa skolämnen förbereds de studerande på hur det är att leva i det finländska samhället inom den grundläggande utbildningen för vuxna. Tillsammans funderar man på vad det betyder att bli vuxen och mer självständig, till exempel att skaffa sin egen bostad eller grunda en familj.


 



Fra ufaglært til nyuddannet sundhedshjælper


Efter flere års arbejde som ufaglærte på plejehjemmet i Nuuk er Mina Marie Olsvig Jensen og Karen Mørch blevet opkvalificeret. I juni 2018 modtog de deres uddannelsesbevis sammen med ni andre nyuddannede sundhedshjælpere.

Dimission af elleve nye Sundhedshjælpere fra Sundhedsskolen, Peqqissaanermik Ilinniarfik, i juni 2018. Foto: PI.

Mina Marie Olsvig Jensen sidder ved gangen på plejehjemmet i Nuuk og har lige fået fri. Hendes kollega, Karen Mørch, er netop begyndt på sin vagt. Begge kvinder har dog tid til at fortælle om, hvordan det var at gå på Sundhedsskolen i Nuuk, Peqqissaanermik Ilinniarfik. 

I et fælles projekt har Sundhedsskolen, hovedstadskommunen Sermersooq og relevante departementer inden for arbejdsmarked og uddannelse i Grønlands Selvstyre samarbejdet om at sikre uddannelsesforløb for ufaglærte med inddragelse af realkompetencevurdering. 

Ufaglærte på ældre- og handicapområdet er blevet optaget på uddannelsen, såfremt de opfyldte nogle bestemte krav i forhold til de kompetencer, som de har erhvervet sig som ufaglærte. 

Mina Marie og Karen var blandt de elleve nye sundhedshjælpere, der deltog i uddannelsen, og de er nu færdiguddannede. Efter flere års arbejde på plejehjemmet i Nuuk blev de begge tilbudt muligheden for at uddanne sig til sundhedshjælper sidste år. 

1_Mina-Marie-O-Jensen-(002).jpg  

Mina Marie Olsvig Jensen er 54 år og var blandt de 11 nye sundhedshjælpere, der blev færdige i sommeren 2018. Foto: MLPK 

At lære at læse efter mange års pause

Efter mange år væk fra uddannelsessystemet har de nu været tilbage på skolebænken i ni måneder, og det har ikke altid været lige nemt, fortæller de. 

– I starten var det meget mærkeligt at skulle sidde og læse bøger og lave lektier efter så mange år uden at gøre det, siger den 54 årige Mina Marie. Hun flyttede fra de nordligste dele af Grønland, Upernavik, til den hovedstaden Nuuk i den sydligste del i 2011, og hun har siden arbejdet på plejehjemmet. 

For den 63 årige Karen var det lige så overraskende at starte på en uddannelse. 

2_Karen-Mørch-(002).jpg

Karen Mørch er 63 år, og hun er glad for at færdiggøre en uddannelse som sundhedshjælper. Foto: MLPK

– Det var lidt udfordrende, men meget spændende og sjovt at begynde en uddannelse. Det hjalp rigtig meget for mig som person, men også for mit fag, siger Karen. 

Hun har blandt andet erfaringer fra arbejdet på et børnehjem i Sisimiut samt plejehjemmet i Ilulissat. Herefter begyndte hun at arbejde på plejehjemmet i Nuuk tilbage i 2015. 

Skole kombineret med praktik

Uddannelsen varer i alt 39 uger, og forløbet er kombineret med praktik. Her har Karen og Mina Marie været i praktik på deres arbejdsplads på plejehjemmet. 

– For mig hjalp det rigtig meget at tage den uddannelse, for jeg stoler mere på mig selv også i forhold til mit arbejde på plejehjemmet. Før i tiden var jeg meget tilbageholdende med forskellige ting, fortæller Mina Marie. Hun vil derfor anbefale andre at prøve, hvis muligheden kommer, og Mina Marie tilføjer,

– Man skal forvente, at der er lektier, og at man kommer til at lære nye ord såsom fagord, som man aldrig har hørt før. Det kan nemlig være svært at oversætte fra dansk til grønlandsk. Det er Karen enig i.

3_Mina-Marie-O-Jensen.jpg

I juni 2018 dimitterede elleve nye sundhedshjælpere fra sundhedsskolen, Peqqissaanermik Ilinniarfik, her er Mina Marie O. Jensen med sit uddannelsesbevis. Foto: Privat. 

– Det er rigtig godt at have et mål. Denne uddannelse har også hjulpet mig både personligt og fagligt. Jeg stolede heller ikke på mig selv før, og uddannelsen gjorde at jeg har mere kunnen og flere kompetencer end før. Overvejer man at tage denne uddannelse, skal man huske at følge rigtig godt med, fortæller Karen. 

Opfordring til andre kommuner

Forstanderen på Sundhedsskolen, Lisa Ezekiassen, er godt tilfreds med forløbet.

– De har været meget stabile, aktive og engagerede, så det har været et rigtig godt forløb, siger forstanderen. 

– Alle, som har taget denne uddannelse, har selvfølgelig haft nogle udfordringer, fx inden for IT og at læse bøger. De har jo ikke brugt det i mange år, fortæller Lisa Ezekiaassen

Hun tilføjer, at forløbet også generelt har lært dem som uddannelsessted, at huske at respektere de ufaglærtes kunnen og arbejdserfaring, og samtidig fortælle dem, at teknologien har udviklet sig, og hvordan man arbejder med den – uden at slå dem i hovedet med det. 

Lisa Ezekiassen håber dermed på, at dette fremover bliver et uddannelsestilbud til ufaglærte ansatte inden for ældreområdet eller handicapområdet, som opfylder kravene i forhold til at søge optagelse på det modulopbyggede forløb. 
 



Fra ordblind og ufaglært til topkarakterer på smedeuddannelsen


Bjørn Pedersens datter formåede noget, ingen lærere havde haft succes med før – at motivere ham til at opsøge hjælp for sin ordblindhed. DialogWeb tog en snak med den 34-årige smedelærling forud for konferencen om Grundlæggende Færdigheder i Stockholm for at blive klogere på, hvordan man motiverer en læsesvag til at uddanne sig.

Bjørn Veng Pedersen

Allerede fra de første skoleår vidste Bjørn Pedersen, at han var ordblind. Dengang var der bare ikke ret meget viden om ordblindhed, så ofte blev han betegnet som ’dum’. En følelse, der fulgte ham gennem mange år, og som gjorde, at han indtil for halvandet år siden ikke troede på, at han faktisk kunne gennemføre en uddannelse.

– Jeg følte mig altid ringere og dårligere, end de andre, og jeg så ned på mig selv. 85 procent af tiden i klassen, er der læsning i det, og når du ikke kan følge med, begynder du at føle dig dum. Jeg havde ikke mange venner i folkeskolen, for hvem gider være sammen med en, der ikke kan følge med? Det er ligesom i fodbold, hvor den dårligste bliver valgt til sidst i frikvarteret, siger han i dag om de svære minder fra folkeskolen.

Resultatet blev, at han gik ud af 8. klasse uden en afgangseksamen.

Datter gav ham motivation

I stedet begyndte han på efterskole. Her fik han styr på sit selvværd, men ikke sin ordblindhed. Siden tiden på efterskolen levede han med en hverdag, hvor selv de mest simple sætninger blev til kryptiske beskeder, og hvor han konstant var nødt til at række ud til fremmede mennesker for at klare hverdagen.

– Jeg har haft selvværd til at gå hen og spørge om hjælp, derfor har jeg også kunnet klare mig i hverdagen. Det er der mange, der ikke tør som ordblinde. Men jeg har anerkendt det for mig selv i en tidlig alder og levet med det, siger han.

Lige ind til den dag for halvandet år siden, hvor hans datter begyndte at bede ham om at læse godnathistorier.

– Det var svært og jeg var ked af, at jeg ikke kunne læse for hende. Jeg har aldrig haft mod til at opsøge hjælp før, men min datter gav mig motivationen, fortæller Bjørn Pedersen. 

Tre måder at læse på

På daværende tidspunkt arbejdede han som ufaglært lagermedarbejder i messebranchen og havde ikke åbnet en lærebog i 16 år. Han opsøgte FO Aarhus, som straks testede hans læseniveau. Det viste sig, at hans læsekompetencer svarede til en elev i 1. klasse. Herefter fik han tilbudt en mentor og undervisning i struktur og hjælpemidler for ordblinde.

– Efter to-tre måneder havde jeg fået så meget overskud, at jeg også kunne begynde at lære noget. Mentorforløbet hjalp mig meget til at indse, at jeg faktisk kunne komme videre og få en uddannelse. Det skridt havde jeg aldrig haft modet til at tage før, men det fik jeg der, fortæller Bjørn.

Valget faldt på smedeuddannelsen, som var en gammel barnedrøm. Men for at blive optaget, krævede det, at han havde dansk- og matematikkundskaber på 10. klasseniveau. Kalenderen sagde oktober, og med studiestart i august gav det ham et halvt år til at få styr på kompetencerne.

– Med den nye struktur, jeg havde lært, lykkedes det. Jeg lærte, at der var tre måder at læse på – med øjnene, med fingrene og med ørene. Det betød, at jeg kunne læse alt, så længe det bare var digitaliseret. Om så jeg skulle scanne hele bogen, kunne det lade sig gøre. Det var ret essentielt, for det betød, at jeg kunne få viden ind i hovedet uden at læse på traditionel vis.

Hav fokus på selvværd

Efter 16 år som ufaglært har Bjørn Pedersen i dag de hjælpemidler og den struktur, der skal til for at kunne klare en uddannelse. Han har fået engelsk og fysik på skoleskemaet, får topkarakterer til eksamenerne og er i gang med sin drømmeuddannelse.

Det er ikke svært for ham at pege på, hvor nøglen til succes ligger. Tror man, det handler om kommunens eller arbejdsgivernes tilbud om at sende borgere eller medarbejdere på læsekurser, bør man tro om igen. Det er alt sammen fint nok, siger han, men det begynder et helt andet sted.

– Det handler om, at den ordblinde skal have hjælp til at tro på sig selv. Mange ordblinde har ikke et særligt højt selvværd, og det er afgørende at vide med sig selv, at man er god nok. Det er dér, det starter, og det er en forudsætning for, at læsekurser betalt af arbejdsgivere eller kommunen bliver en succes. Jeg tror på mig selv i dag, og jeg ved jeg kan tage en uddannelse uden at skulle ligge og skrabe bunden. Jeg skal bare arbejde på en anden måde.

FAKTA

Danske resultater fra PIAAC 2013
– 16,1 pct. af voksne danskere har mindre gode læse- og skrivefærdigheder. Det svarer til 583.000 personer. Internationalt placerer Danmark sig således klart under OECD-gennemsnittet.
– 14,6 pct. af voksne danskere har mindre gode regnefærdigheder. Det svarer til 531.000 personer. Internationalt ligger det danske gennemsnit klart højere end den gennemsnitlige score for de andre deltagende lande.

Kilde: Undervisningsministeriet

Det svenske formandsskab for Nordisk Ministerråd arrangerer et PIAAC ekspertseminar i Stockholm d. 21. november. Læs mere her.

Se mere om NVLs netværk Grundlæggende færdigheder.



Mera än abc för invandrare


Vid Utbildningsstyrelsen i Helsingfors startar arbetet med en ny läroplan för vuxna invandrare. Men redan den här hösten får invandrarmammorna en ny utbildningsform. Samtidigt planerar man ivrigt för vårens nordiska konferens i Helsingfors.

Leena Nissilä och Katri Kuukka arbetar redan ivrigt med vårens nordiska konferens. Foto: Magnus Lindberg

– Den nya invandrarutbildningen som planeras för hemmamammor är speciellt viktig för barnen. När invandrarkvinnorna börjar förstå hur vårt samhälle fungerar, blir deras attityd till barnens skolgång mera positiv, säger enhetschefen och undervisningsrådet Leena Nissilä vid Utbildningsstyrelsen i Helsingfors.

En angelägen grupp i det pågående utvecklingsarbetet är sådana invandrare som av olika orsaker inte haft möjlighet att utbilda sig under sin integrationstid (3–5 år).

Till dem hör till exempel mammor som har varit länge hemma och därför gått miste om sin integrationstid. Det innebär samtidigt att de förlorat möjligheten att utbilda sig.

– För hemmamammorna kommer det en ny utbildningsform med tillhörande finansiering som kan ansökas av utbildningsanordnare inom den fria bildningen. Ansökningen är öppen och utbildningen startar i början av nästa år, säger Leena Nissilä.

UBS_(7of-10).jpg

Leena Nissilä ser Alfarådet som ett viktigt nätverk. Foto: Magnus Lindberg

Litet land ger fördelar

Tillsammans med sin kollega, undervisningsrådet Katri Kuukka, står Leena Nissilä i startgroparna med de nya läroplansgrunderna som gäller integrationsutbildningen för vuxna invandrare i Finland.

– Nu väntar vi otåligt på att den nya integrationslagen skall gå igenom i Finland. Den påverkar läroplansarbetet, säger Nissilä.

Den nuvarande läroplanen är från 2012. De växande flyktingsströmmarna ställer krav på snabba insatser som kan möta reella utbildningsbehov. De båda tjänstemännen känner sig trygga och förberedda.

– Finland har tagit det här på allvar. Vi har redan en lång erfarenhet av att utbilda vuxna invandrare, säger Leena Nissilä.

– Vi har ett bra samhälle och en bra struktur för vårt utbildningssystem. Eftersom invandrarna har kommit i hanterbara mängder, så har vi  hunnit med, säger Katri Kuukka.

UBS_(9of-10).jpg

Katri Kuukka är koordinator för Alfarådet. Foto: Magnus Lindberg

Leena Nissilä lyfter fram att Finland är ett litet land som en bidragande orsak till att utbildningen för vuxna invandrare kunnat utvecklas effektivt.

– Vi som jobbar med de här frågorna känner varandra. Det är lätt för mig att till exempel ringa upp en forskare och få goda råd.

Mer flexibla modeller

På Utbildningsstyrelsen ansvarar Katri Kuukka för utbildningen av kulturella minoriteter i den allmänna utbildningen. Just nu är hon också koordinator för Alfarådet.

Det är ett nätverk som arbetar med att utveckla utbildningen för vuxna som inte har något av de nordiska språken som modersmål och endast en kort formell skolutbildning bakom sig. Redan på 1980-talet arbetade Kuukka med att utbilda vietnamesiska flyktingar. Då var atmosfären en helt annan i Finland.

– Det fanns ett stort intresse att hjälpa, men redan på 1990-talet när de somaliska flyktingarna anlände med nya utmaningar, kunde man se en viss attitydförändring.

Leena Nissilä förutspår att invandrarnas individuella behov kommer att synliggöras mera än tidigare i den nya läroplanen. En modell för alla duger inte. Hon hoppas att den framtida integrationsutbildningen skulle spjälkas upp i mindre helheter som kunde förverkligas under olika tidpunkter.

– Då kan man till exempel praktisera språket inom frivilligverksamheten och sedan fortsätta studera igen, säger Nissilä.

En av de planerade målsättningarna är att invandrarna ska erbjudas möjligheten att studera samhällskunskap på sitt eget språk. I nuläget behandlas ämnet ofta som en del av språkundervisningen.

– Utifrån ett färskt projekt vid Finlands flyktinghjälp har man kunnat se att invandrare som undervisas i samhällskunskap på sitt eget språk, har lättare att förstå och ta till sig det nya landets kultur och värden, säger Katri Kuukka.

Invandring på Färöarna

Tankegångarna ovan finns också med som en röd tråd i det arbete som utförs inom Alfarådet. För Katri Kuukka finns det en kontinuerlig växelverkan mellan arbetet på Utbildningsstyrelsen och det hon gör som koordinator. Leena Nissilä ser också nätverket som betydelsefullt.

– Alfarådet är mycket viktigt. Här ges en fin möjlighet att utbyta erfarenheter och ge varandra stöd. Vuxenlärarna har hittills varit ganska få och ensamma.

Katri Kuukka lyfter fram de fortsatta satsningarna på litteracitet och numeracitet. I färskt minne har hon den lyckade konferensen på Färöarna som hölls i augusti.  

– Det kändes konstigt och samtidigt viktigt att vara där och få upp ögonen för att invandringen också berör Färöarna och att Färöarna också hör till ”vårt Norden”.

Viktig konferens

Just nu håller man siktet ställt på den 3–5 april 2019 då Utbildningsstyrelsen är med och ordnar en nordisk konferens kring grundläggande litteracitet på Hanaholmen i södra Finland. Det sker i samarbete med Alfarådet och Nordiskt nätverk för vuxnas lärande (NVL).

Det är första gången som Finland står värd för konferensen som ordnas för fjortonde gången. När den flerspråkiga konferensen kommer på tal, kan man ana en märkbar uppsluppenhet hos de båda tjänstemännen som annars förhållit sig strikt sakliga under samtalet.

Katri-och-Leena.jpg  

Leena Nissilä och Katri Kuukka har lång erfarenhet av utbildning riktad till vuxna invandrare. Foto: Magnus Lindberg

– Just nu är vi mycket ivriga, men också lite spända på om finländarna ska hitta till konferensen. Vi hoppas på minst femtio deltagare från vårt eget land, säger Katri Kuukka.

En finländsk referensgrupp är tillsatt för att planera konferensen. Digitala kompetenser, föreläsningar, praktiska verkstäder och nätverkande hör till programmet.

– Tematiskt kommer det att handla mycket om hur läs- och skrivkunnigheten är kopplad till människans värde och hur det påverkar självförtroendet. Vi måste tillskriva alla människor ett människovärde, oavsett om de talar vårt språk perfekt eller inte. Det är viktigt att känna igen och erkänna olika kompetenser. Vi har mycket att lära av varandra, säger Katri Kuukka.

Läs mera om konferensen her.  
 



Við verðum að læra alla ævi - en hvar og hvernig?


Við vitum það vel, vinnumarkaðurinn mun krefjast þess að við lærum eitthvað nýtt, förum í endurmenntun, já að við lærum alla okkar ævi. En við munum varla setjast á skólabekkinn, tilbúin með penna og stílabók.

Vinnustaður framtíðarinnar? Nám og störf fara saman, námskeið um morguninn, vinna eftir hádegi, leiðsögn með sérfræðingum, náið samstarf milli starfsfélaga, eða nám og starf í sama ferli.

Hinir stafrænu tímar með sjálfvirkni, vélmennsku og aukinni notkun gervigreindar krefst meiri endurmenntunar en áður. Sama á við um “grænu byltinguna”, sem leggur áherslu á nýjar orkulausnir með hjálp hátækni. 

Innviðum er í auknum mæli stjórnað af tölvum sem þarf að forrita og stjórna. Alþjóðavæðing krefst tungumálakunnáttu og hæfni til að vinna í erlendum fyrirtækjum og fjölmenningarlegu umhverfi. 

"Lærðu alla ævi" 

Skilaboðin frá pólitískum aðilum eru skýr. Símenntun verður afgerandi fyrir bæði starfsfólk og vinnuveitendur, en einnig fyrir samfélag sem vill halda samkeppnishæfni. Norski forsætisráðherrann hefur sagt þetta skýrt og skorinort og á fjárlögum fyrir árið 2019 er veitt viðbótarfjármagni til hæfnisumbóta sem bera yfirskriftina "Læra alla ævi". 

Í fjárlagafrumvarpi því sem nú er til umfjöllunar í Stórþinginu segir: 

- "Ríkisstjórnin mun framkvæma hæfnisumbætur þannig að starfsfólk falli ekki út úr atvinnulífinu vegna skorts á hæfni. Ríkisstjórnin leggur til samtals u.þ.b. 130 milljóna NOK viðbót til verkefna sem eru hluti af hæfnisumbótunum. Þetta eru m.a. 37 milljónir NOK til að þróa sveigjanlegar námsbrautir á sviði tækni og stafrænna lausna og 30 milljónir NOK fyrir starfsgreinaverkefni tengdum atvinnugreinum sem eru í sérstakri áhættu varðandi stafræna þróun, áhrif sjálfvirkni og annarrar umbreytinga. 

Fyrirtækin leggja undir

Hæfnismælistika Norsku vinnuveitendasamtakanna (NHO) fyrir 2017 sýnir að meira en helmingur norskra fyrirtækja býr við óuppfyltar hæfnisþarfir.

Um 40 prósent fyrirtækja segja að vegna stafrænar þróunar og aukinnar sjálfvirkni hafi þau meiri þörf fyrir fólk með verkfræðimenntun og annars konar tæknilega menntun. Þetta þýðir einfaldlega frekari menntun starfsmanna eða einnig nýráðninga fólks með mikla menntun. Á sama tíma eru fyrirtækin í óða önn að fjárfesta í tækni og sjálfvirkni. 

Hver þróar endurmenntun? 

Þegar hæfnisþarfirnar aukast og breytast í eðli sínu verða menntastofnanir að fylgjast með. NTNU (Norski tækni- og raunvísindaháskólinn) hefur leitað aðstoðar í rannsóknavísindum í því skyni að bera kennsl á hæfnisþarfir sem koma til í stafrænni þróun á næstu árum. 

Þetta er nauðsynlegt til þess að háskólinn geti þróað nútímalegt og viðeigandi tilboð um endurmenntun. Bráðabirgðasvarið frá Norrænu stofnuninni um nýsköpun, rannsóknir og menntun, NIFU, er skýrt. 

NIFU sér fyrir sér umtalsverða þekkingarþörf hvað varðar stafræna þróun. 

Þessar kröfur eiga sérstaklega við um eftirfarandi atriði: 

- tæknileg færni í upplýsingatækni 

- stjórnun á þróun stafrænna ferla 

- öryggi í upplýsingatækni og persónuvernd

- stafræn fjarvist 

- upplýsingatækni og heilbrigði 

Hér er að finna stór og mikil verkefni fyrir þá aðila sem bjóða upp á menntunartilboð. Þeir verða að bjóða upp á viðeigandi námstilboð sem láta fyrirtækjunum í té starfsfólk sem getur tekið þátt í hinu sjálfvirka og tæknilega flókna atvinnulífi framtíðarinnar. 

Sveigjanleg menntunartilboð 

Menntamálaráðuneytið hefur áttað sig á því að fjármunir eru nauðsynlegir til að þróa viðeigandi og sveigjanleg tilboð fyrir þá sem eru í fastri vinnu og geta ekki tekið sér frí til að setjast á skólabekkinn. Í endurskoðuðum fjárlögum þessa árs segir:   

- Ríkisstjórnin leggur til að auka fjárveitingar um 10 milljónir NOK til þróunar sveigjanlegra tilboða um endurmenntun í stafrænni hæfni og tilboð sem styðja við stafræna þróun. Menntunartilboðin skal þróa í nánu samstarfi við atvinnulífið og eiga að vera hönnuð þannig að þau sé hægt að samkeyra með allt að því fullu starfi, t.d. með skiptingu í áfanga, nám á netinu og að þátttakendur komi saman. 
Þessum áformum verður nú fylgt eftir árið 2019. 

Hvernig lærum við árið 2030? 

Við vitum að atvinnulífið breytist hratt og við vitum að við sem starfsmenn eða frumkvöðlar verðum að fylgja því eftir með því að öðlast stöðugt nýja þekkingu. En við vitum í raun ekki hvernig námsaðstæður og námsumhverfið mun líta út, til dæmis árið 2030. 

MediaHandler (2).jpg  

Við verðum að læra alla okkar ævi, en hvernig eigum við að gera það? Mynd: Torhild Slåtto 

Nýjar menntaleiðir eru þróaðar með flóknum lausnum á netinu, leikjum og vélmennum. Með því að nota námsgreiningu getum við fengið námsferli sem er sérsniðið að þörfum einstaklingsins. Það eru einnig tilboð um mörg opin námskeið á netinu (mooc) þar sem boðið er upp á fjölbreytt úrval af námsgreinum. 

Frumkvöðlar hjá Woolf University í Oxford ætla að þróa "blockchain university" með sömu tækni og er á bak við rafmyntina Bitcoin. Hugmyndin er sú að kennslan fari fram milliliðalaust á milli fagfólks og nemenda, maður á mann, þar sem stjórnasýsla háskólans er numin á brott. Woolf University gefur til kynna að greiðsla fyrir hvern stúdent muni nema 5000 dollurum á ári. 

Þrenns konar atburðarásir fyrir menntun í framtíðinni 

Með loftslagsógninni, óstöðugum pólitískum aðstæðum í mörgum löndum og hraðri tækniþróun, er framtíðarmyndin ófyrirsjáanleg. En við getum látið hugann reika um menntun og nám í framtíðinni. Hér koma þrjár atburðarásir fyrir hvernig námsumhverfið getur hugsanlega litið út í framtíðinni. 

Atburðarás 1: Opið og félagslegt námsumhverfi undir stjórn nemenda. Við lærum saman í opnum hópum, spilum saman, hlustum á fyrirlestra og 
myndbandakynningar á netinu, leysum verkefni, leitum ráða hjá vélmennum, 
skipuleggjum umræðuhópa á netinu, eigum samskipti á samfélagsmiðlum og "veljum" tilboð um menntun eftir þörfum, einnig eftir þörfum vinnuveitandans. 

Atburðarás 2: Einstaklingsbundið sýndarnámsumhverfi undir stjórn nemandans sjálfs, eða hugsanlega líka með aðstoð persónulegs menntunarráðgjafa. Menntunin er byggð eftir einstaklingsbundnum óskum og þörfum. Námskeið eru sótt frjálst á netið, bæði gegn greiðslu og ókeypis. Mooc-ar (massive open online course), leikir og spjallrásir eru mikið notaðar. Ef til vill verður spjallrásakerfið hjá Woolf University með maður-á-mann kennslu vinsæl leið til prófs. Eða kannski verða engin próf. Starfshæfni (employability) og hæfni til tiltekinna starfsverkefna geta orðið viðmið í stað einkunna á prófi. 

Atburðarás 3: Hið ný-hefðbundna námsumhverfi þar sem kennslustofa og fyrirlestrasalur fá endurreisn. Fyrirlestrar og einn-á-marga kennsla verður tekin í notkun í stórum stíl, en með ákveðinni notkun margmiðlunartækni sem skapar möguleika á að vinna með kennslulotur og fyrirlestra á netinu eftir að þeim er lokið í kennslustofu eða fyrirlestrasal. Margir hafa fengið nóg af hinni miklu notkun netsins og flókinnar hátækni. Það verður einskonar fortíðarþrá til tímans fyrir internetið, þar sem kennslustofan og fyrirlestrarsalurinn voru hinn sígildi staður til menntunar. 

Hvað vill nemandinn sjálfur? 

Í leitinni að góðu námsumhverfi og ákjósanlegum námsaðstæðum munu rannsóknir á stúdentum og eigin óskum nemandans verða mikilvægar. Hvað virkar og hvað skapar góðan námsárangur? 

Það er ekki síst mikilvægt að rannsaka endur- og framhaldsmenntun og spyrja spurninga eins og "hvernig starfsfólk geti öðlast nauðsynlega þekkingu og hæfni til að halda þroskandi starfi alla sína ævi”.  



The big VET reform in Finland


The 2018 VET reform is the most extensive education reform in decades in the country.

Source: https://minedu.fi/en/reform-of-vocational-upper-secondary-education

Author: Anni Karttunen 

Working life evolves rapidly, so the world of education must respond to the demand. The aim of the VET (vocational education and training) reform is to better accommodate the needs of working life - a task that is not always easy to carry out.

Arch of development

The planning started already in 2015 and the reform was enforced on the 1st of January 2018 along with a new, streamlined VET legislation.

Previously, there were two separate Acts for vocational education and training: one for adults and one for the young people, but now there is a single Act for VET.

Also, the VET administration has been simplified requiring the VET provider have one license to provide education and two statutory plans (competence assessment plan and personal competence development plan) instead of multiple licenses, plans and agreements. There will be significantly fewer qualifications (164 instead of 351) with more optional studies and specialization within the qualifications.

There are still three types of qualifications: Vocational Qualifications (for individuals with little or no experience of the field, or individuals with no previous vocational qualification), Further Vocational Qualifications and Specialist Vocational Qualifications that are aimed at a part of a population that has relatively extensive experience of their occupational field. The Finnish VET system has been competence-based for almost a quarter of a century.

Validation of non-formal and informal learning has been in the centre of the qualification system for adults and over the past few years increasingly also for the youth. In the new VET the competence-based approach is emphasised even further, meaning that everyone – whether young or adult - will have their personal competence development plan depending on their needs, experience and prior learning. 

The whole path to a qualification (or a part qualification) is based on individual competences – not time. There are no credit points, but competence points that are accumulated by demonstrating one’s competences, not sitting in the classroom for a certain number of hours. Just showing up does not count any more.

Money matters

The funding system in the new VET aims at preventing discontinuations of studies and it encourages validation of prior learning: 35% of the total government funding is allocated to VET providers on completion of qualifications or parts of qualifications. 15% of the funds are allocated based on either employment or further studies and the rest, 50% is basic funding to ensure education and training in all fields and to all students. This is a simplified model as the funding now comes from a single source instead of various trickles depending on the target group.

What about the students?

The students will have more flexibility in terms of studying; there will be no time restrictions, but a personal approach to studies along with guidance, i.e. the students are guided to learn only the competences they are missing; there will be more versatile learning environments with more focus on work-based learning and virtual learning; and there will be flexible admissions throughout the year.

The students’ will demonstrate their competences in practical work situations mainly in an authentic working environment, without having to sit through written tests or other forms of assessment. The assessment will be carried out by their teachers and employees together. 

The concerns to all this flexibility are well founded: will there be enough time and support for those young students, who are not clear on their aims and who are not self-directing? Will there be enough class room time for student, who really need more teacher-led tuition?

And teachers?

The teachers’ role changes quite a lot from traditional class room activities towards more couching and liaising between working life and the training organiser. As a bulk of the learning and the assessments take place at the workplaces, it requires ever closer co-operation between the teachers and the working life representatives.

Additionally, assessing prior learning and the existing competences may be slightly challenging for those teachers, who have not been working with the adult VET system (in which assessing individuals’ prior learning was a central feature even before the reform). It is quite a different practice to assess a learning process instead of existing competences. 

In the reform process some integral good practices were trashed: Specialist for Competence-based Qualifications -training programme was compulsory for at least one of the assessors in the old adult VET system. It was a very important quality assurance mechanism, whereas the new VET has not addressed systematic competence development at all.

How is it all implemented?    

A change of that calibre does not happen overnight in terms of practice. There are multiple government funded development projects, carried out by the VET providers, going on that aim at smoother transition, competence development of practitioners, quality assurance systems, networking with working life and so forth. However, there have been quite dire concerns stemming from the field, that it is not that easy to suddenly get working life to take on tens of thousands of young people in their organisations.

Also, there are not enough teachers trained with appropriate competences to assess and validate prior learning. Neither are there enough processes which would ensure smooth, high-quality working life co-operation. 

Different VET providers seem to be in different positions with the reform: some have started to plan the changes in their organisations years ago – and have been ready for the reform – whereas some are trying to cope with the reform as it was enforced. Some experts see that the reform is an opportunity to start doing things differently, some doom it as an utter failure.

Finnish culture of education – high quality education – is old and strong. The teaching staff is highly educated and innovative. Systems – even after a major reform - can and must be tweaked. There will be some victims of chaos in the beginning of the reform, but as the critical points are pinpointed, the good practices will iron out the worst wrinkles of the system.

See video (EN) of the Finnish VET reform here

 



"Työharjoittelu on yksi fiksuimmista valinnoistani"


20-vuotias Emma kiertelee pienten koululaisten joukossa Mathopenin koulussa. Hän juttelee lasten kanssa, huolehtii heidän hyvinvoinnistaan ja auttaa mieluusti niskoittelevien kurahousujen tai hankalan kengännauhan kanssa.

– Lapset ovat pieniä, mutta heillä on suuria unelmia! Opin heiltä jatkuvasti jotain, Emma sanoo. Hän viihtyy loistavasti työharjoittelussa bergeniläisen koulun iltapäiväkerhossa. Valokuva: Torhild Slåtto

– Tämä on motivoivaa. Näen, että lapset oppivat, ja minä opin heiltä koko ajan. Lapsilla on erilaiset tavoitteet kuin aikuisilla. Pienestä koostaan huolimatta heillä on tosiaankin suuria unelmia, Emma hymyilee.  

– He näkevät maailman yksinkertaisemmin eivätkä kanna huolta muusta kuin siitä, minkä pystyvät näkemään. Se saa minutkin rentotumaan – minun ei tarvitse murehtia asioista, joista en tiedä mitään. 

Menetti motivaationsa 

Opiskeltuaan kaksi vuotta toisen asteen oppilaitoksessa Emma menetti motivaationsa ja kiinnostuksensa koulutyöhön. Hän kaipasi vaihtelua ja vietti vuoden kansanopistossa ”keskellä ei mitään” Norjan maaseudulla. Kansanopistossa hän opiskeli pelinkehittämislinjalla. Opiskelu oli sinänsä kiinnostavaa, mutta Emma ei silti kokenut alaa omakseen. 

Palattuaan Bergeniin Emma ei tiennyt, mitä tekisi. Tilanne huoletti häntä kovasti, kunnes hänelle tarjottiin mahdollisuutta osallistua ”Orntli’ arbeid” -hankkeeseen. Ensin Emma sai harjoittelupaikan pesulasta, jossa työtehtävät toistuivat aina samanlaisina. Työ oli hänelle liian kaavamaista, eikä hän viihtynyt.

MediaHandler (3).jpg

”Haluan oppia”

– Pidän itseäni luovana, haluan oppia uutta joka päivä enkä vain toistaa samoja työtehtäviä päivästä toiseen. Puhuin asiasta hankkeen ohjaajalle ja sain uuden harjoittelupaikan iltapäiväkerhosta. Jossain vaiheessa saatan päästä myös koululuokan apuopettajaksi.  

– Minkä arvosanan antaisit "Orntli' arbeid" -hankkeelle asteikolla 1–6? 

– Minun on annettava täydet pisteet! Viihdyn tässä työssä ja minulla on täällä annettavaa. Olen valtavan tyytyväinen hankkeeseen. Asiani järjestyivät sen kautta nopeasti. Suosittelen ehdottomasti harjoittelua niille ystävilleni, jotka eivät saa töitä. Tämä oli yksi fiksuimmista tekemistäni valinnoista. Kiitos Orntli' arbeid -hankkeen väelle!

Emma suunnittelee jo aloittavansa oppisopimuskoulutuksen. Tiedossa on kolme ja puoli opiskelun- ja työntäyteistä vuotta ja tähtäimessä ammattitutkintotodistus. Emma saa apua suunnitelmien tekoon, mutta hänen on myös tehtävä itse lujasti töitä saavuttaakseen itselleen asettamansa tavoitteen.  



Menestyshanke antaa nuorille tärkeää työkokemusta


Ihminen tarvitsee työkokemusta löytääkseen oman tiensä elämässä. Bergenissä ideoitu hanke ”Orntli’ arbeid” on saavuttanut loistavia tuloksia.

Koordinaattorit ja hankejohtaja tekevät tiivistä yhteistyötä. Vasemmalta Kristoffer S. Refvik, HR-osaston päällikkö Marie Sofie Størdal, hankejohtaja Heidi Sunde Vik, Charlotte Samnøy, Martine K. Eidsheim ja Torstein S. Bjørkås. Valokuva: Torhild Slåtto

Vajaassa kahdessa vuodessa nimellä ”Orntli’ arbeid” (”Oikeaa työtä”) kulkeva hanke on järjestänyt harjoittelupaikan 337 nuorelle. Tilapäisten keikkahommien sijaan nuorille on tarjottu arvokas mahdollisuus työharjoitteluun, jota 337 osallistujaa ovat itse halunneet kokeilla.

– Tämän hankkeen parissa on ollut hienoa ja antoisaa työskennellä, osastopäällikkö Marie Sofie Størdal ja hankejohtaja Heidi Sunde Vik kertovat. He ovat onnistuneet luomaan tyhjästä menestyksekkään hankkeen pika-aikataulussa. DialogWeb tapasi kaksikon hankkeen tiloissa Bergenin keskustassa. 

Nuorisotyöttömyys kasvussa vuonna 2016      

Oli kiire tehdä jotakin. Nuorisotyöttömyys kasvoi jatkuvasti. Oppisopimuspaikoista oli pulaa. Syksyllä 2016 Bergenin kaupunki sai haasteen: mitä se voisi tehdä asialle? HR-osasto ei hukannut aikaa, ja kuuden viikon kuluttua suunnitelma oli valmis. Tarkoituksena oli hankkia työharjoittelupaikkoja kaupungin eri yksiköistä ja palkata koordinaattoreja etsimään hakijoiden ja harjoittelupaikkojen joukosta toisilleen mahdollisimman hyvin sopivat. Malli oli yksinkertainen ja ehkä uskaliaskin, mutta sen laatijat uskoivat siihen ja saivat poliitikot puolelleen. 

Ensin piti palkata koordinaattoreita. Myös tässä hankkeen organisoijat toimivat tienraivaajina. Størdal kertoo, että he pyysivät Norjan työ- ja hyvinvointivirasto NAV:ltä listan nuorista korkeakoulutetuista työttömistä. Näiden joukosta löytyi paljon taitavia ihmisiä. Pian hankkeeseen oli palkattu kolme koordinaattoria ja hankejohtaja, kaikki alle 30-vuotiaita. 

– Istuin linja-autossa matkalla kotiin, kun NAV:stä soitettiin. Ensimmäinen ajatukseni oli, että olen varmaan täyttänyt työttömyysajan ilmoituslomakkeen väärin, hankejohtaja Sunde Vik kertoo. Hänen suureksi yllätyksekseen asia koskikin työpaikkaa – hän saisi auttaa muita työllistymään. 

MediaHandler (1).jpg  

Hankejohtaja Heidi Sunde Vik on iloinen saadessaan auttaa nuoria löytämään oman tiensä. 

Kaupungin yksiköistä vastakaikua hankkeelle

Yksi tärkeä edellytys hankkeen käynnistämiselle oli, että kunnalla olisi tarjota sopivia työpaikkoja. Tämä tuskin olisi ongelma Bergenissä, jossa on 17 000 työntekijää ja runsaasti yksikköjä sekä työpisteitä. Hanke saikin ilmaa siipiensä alle, kun kaupungin osastot ja yksiköt ilmoittivat mukaan yli 200 mahdollista työharjoittelupaikkaa. 

– Pyysimme intranetissä apua löytääksemme työharjoittelupaikkoja työttömille nuorille ja saimme uskomattoman paljon vastauksia. Ilmoitimme selvästi, että työharjoittelijan ei ole tarkoitus korvata uutta työntekijää, oppisopimusopiskelijaa eikä sijaista, kertoo Størdal, joka on toiminut hankkeen kätilönä ja on siitä vastuussa johtoryhmälle. Hanke sai lähtölaukauksensa 1. päivänä marraskuuta 2016. Hankejohtaja Sunde Vikin ja koordinaattorien ensimmäisenä tehtävänä oli löytää nuoria osallistumaan hankkeeseen. Heidän oli myös luotava käytänteet sekä työtavat.

Tavoite ylitettiin 

Hankkeen konkreettisena päämääränä oli järjestää ensimmäisenä vuotena työharjoittelu 150:lle 18–25-vuotiaalle nuorelle. Størdal arveli tavoitetta kovin optimistiseksi. Tosiasiassa se kuitenkin saavutettiin puolessa vuodessa, ja vuoden 2017 lopussa työharjoittelupaikan saaneiden nuorten määrä oli jo 255. Tähän päivään mennessä luku on kasvanut vielä 80:lla. NAV tukee hakijoita niin sanotun toimenpiderahoituksen avulla

”Orntli’ arbeid” -hanke on synnyttänyt paljon aurinkoisia tarinoita, mutta onnistuminen ei ollut itsestäänselvyys. NAV on suuri ja raskas virasto, ja isolla kaupungilla on laaja hallintokoneisto. Bergenin kaupungin HR-osasto ja hankeorganisaatio ovat kuitenkin työskennelleet ahkerasti ja sinnikkäästi. 

– Hyvä aikomus saada nuoret harjoitteluun ei saa tyssätä järjestelmään, sanoo Størdal. Hän kehuu Årstadin kaupunginosan NAV-toimistoa, joka on avannut hankkeelle ovia moniin muihinkin kaupunginosiin. Ikävä kyllä NAV:n toimenpiderahoitusta on nyt leikattu, ja siksi työharjoittelujen käyttöä on joksikin aikaa rajoitettu.
Työnantaja- ja työntekijäjärjestöt (NHO ja LO) ovat myös hankkeen yhteistyökumppaneita. NHO on itse palkannut koordinaattorin, joka hoitaa jäsenyritysten työharjoittelupaikkoja. 

DialogWeb tapasi yhden työharjoittelijoista. Hän ylistää hankkeen ohjaajia. – Olen valtavan tyytyväinen. Asiani järjestyivät nopeasti, hän sanoo. (Lue Emman haastattelu, joka on ohessa omana juttunaan.) 

Yhteensopivuus on tärkeää

– Keskenään hyvin erilaiset ihmiset ovat hyötyneet työharjoittelusta. Heidän joukossaan on toisen asteen koulutuksen keskeyttäneitä nuoria, sairauksien ja muiden ongelmien kanssa kamppailevia sekä vastavalmistuneita, jotka etsivät ensimmäistä työpaikkaansa

– Millaisia työharjoittelupaikkoja teillä on tarjolla? 

– Maatalous- tai myyntityötä emme voi tarjota, koska kaupungilla ei ole omia maatiloja eikä kauppoja. Mutta tarjoamme harjoittelupaikkoja päiväkodeissa, kouluissa, iltapäiväkerhoissa, hoitokodeissa, toimisto- ja vastaanottotöissä, siivous- ja kunnossapitotehtävissä sekä puisto-osastolla.   

– Miten kohtaatte työnhakijan? 

– Kutsumme hänet tapaamiseen, jossa käydään läpi tilannetta ja kartoitetaan koulutus sekä mahdollinen työkokemus. Lisäksi selvitetään odotukset: mikä hakijaa kiinnostaa ja mitä häneltä odotetaan. Meille on tärkeää, että työpaikka sopii hyvin yhteen hakijan toiveiden ja kiinnostuksen kohteiden kanssa, Størdal toteaa. 

– Seuraamme asian etenemistä ja voimme auttaa käytännön järjestelyissä. Annamme neuvoja ja vinkkejä, mutta emme ole hoitajia. Jos hakijalla on fyysinen tai psyykkinen sairaus, kehotamme häntä hakeutumaan hoitoon. Meidän ei ole tarkoituskaan ymmärtää hakijan kokonaistilannetta – meidän tarjoamamme apu koostuu ”työlääkkeestä”, sanoo hankejohtaja Sunde Vik.   

Työlääke tepsii 

Työ on epäilemättä tehokas apu nuorille, jotka ponnistelevat edetäkseen elämässä. Puolet hankkeen kautta työharjoittelupaikan saaneista on jo päässyt tavalliseen palkkatyöhön tai koulutukseen.  

– Parasta työssäni on, että pystyn vaikuttamaan asioihin, Sunde Vik sanoo. Asteikon toisessa ääripäässä on turhautuminen, joka syntyy, kun työnhakija ei saa suoritettua harjoitteluaan loppuun ja menettää ehkä mahdollisuuden päästä pois hankalasta tilanteesta.  

Hankejohtaja ja koordinaattorit työskentelevät kaikki samalla toimistolla. Størdalin mukaan tämä on yksi hankkeen menestystekijöistä. He istuvat lähekkäin ja etsivät usein yhdessä keskustellen parasta ratkaisua tiettyyn tilanteeseen. Toinen tärkeä tekijä on, että hankkeen työntekijät ovat nuoria ja ymmärtävät näin ollen paremmin nuorten ongelmia. 

Bergenin kunta on löytänyt mallin, joka näyttää tuottavan erityisen hyviä tuloksia. Hankkeen jatkosta päätetään pian. 


 



̶ En fantastisk kilde til informasjon om utdanning og jobb!


Neste skritt er en nettportal. Portalen inneholder generelle studie- og jobbeskrivelser, elektronisk undersøkelse av brukernes interesser, informasjon om validering og elektronisk veiledning.


Neste skritt er en nettportal som kan sies å være en islandsk versjon av den danske Uddannelses Guiden og norske Utdanning.no.

Målet har vært å skape en helhetlig informasjons- og veiledningsportal om yrker og utdanningsmuligheter på Island.

Portalen inneholder generelle studie- og jobbeskrivelser, elektronisk undersøkelse av brukernes interesser, informasjon om validering og elektronisk veiledning. 

– Vi er meget fornøyde med den

 ̶  Vi karriereveiledere ved MSS, Livslanglærings senteret i Keflavik, mener den nye og oppdaterte utgaven av Neste skritt (på islandsk; næsta skref - www.naestaskref.is), er helt fantastisk. Vi syns portalen er en viktig støtte i arbeidet med å formidle informasjon om utdanning og yrker til brukerne, sier Arndís Harpa Einarsdóttir, leder for avdelingen for veiledning ved MSS.  

– Jeg bruker den ofte når jeg skal finne frem til hvilke interesser mine klienter har og selvfølgelig i andre forbindelser med karriereveiledning.  Den er enkel å bruke og brukervennlig. Ikke bare for oss i MSS men også for enkeltpersoner, sier Arndís. 

Arndis-Harpa-Einarsdottir.jpg

Arndís Harpa Einarsdóttir

Aha opplevelse!

– Det er mange som søker veiledning hos oss som sier at de liker den nye portalen. Vi kan observere aha opplevelser når våre klienter åpner nettportalen for å søke for eksempel på jobb beskrivelser som matcher deres ønsker for neste skritt i deres karriere. Det er ofte folk som har begrenset digital kompetanse og kan derfor nesten ikke tro hvor enkel den er i bruk, sier Arndís.

Opprinnelig en del av europeisk prosjekt

DialogWeb henvendte seg til Arnar Þorsteinsson hos Arbeidslivets opplæringssenter, AO, som er ansvarlig for arbeidet med portalen og oppdateringen av Neste skritt.

– Opprinnelig var utviklingen av portalen en del av et omfattende Europeisk prosjekt om utvikling av validering for å støtte kompetanseutviklingen av kortutdannede voksne, sier Arnar.

 AO ledet arbeidet og fra starten av samarbeidet vi med Ekspertsenter for livslang karriereveiledning ved Islands universitet og i tillegg hadde vi formell dialog med utdannings- og kulturdepartementet, velferdsdepartementet og arbeidslivets parter.  

Arnar_Þorsteinsson.jpg

Arnar Þorsteinsson

Utvikling i to etapper 

– Vi startet arbeidet høsten 2012 og holdt på til våren 2014 da det ble klart at EU ikke ville yte hele den finansielle støtten som opprinnelig var bevilget og at vi på grunn av det måtte redusere prosjektets omfang. Arbeidet lå i dvale helt fram til høsten 2016 når ledelsen for Arbeidslivet opplæringssenter bestemte at det var aktuelt å arbeide videre med innhold, virkning og grafisk form, sier Arnar.

Hensikt og mål

– De opprinnelige målene for nettportalen var mange og veldig ambisiøse, selv om ideen i grunnen vokste fram fordi informasjon om utdanning og yrker på Island har lenge vært fragmentert og vanskelig tilgjengelig. Informasjon over yrker var foreldet og behovet for lett tilgjengelig materiale som støttet opp om veiledning og opplæring om forbindelsen mellom utdanning og yrke hadde vært tydelig i lang tid, sier Arnar.

 ̶  Ideer om utdannelsesstrategi om livslang læring og veiledning dannet selvfølgelig grunnlaget, selv om hovedmålet var simpelthen å formidle informasjon og veiledning til alle, uavhengig av tid og sted, i tillegg til å utvikle nettstedet slik at alle lett skulle kunne bruke det når de søker informasjon om utdanning og yrker, sier Arnar. 

Objektiv oversikt over yrkes- og utdanningsvalg

– Slik skulle nettportalen gjøre det mulig for brukerne å vurdere egen kompetanse, interesser og muligheter for utdanning og arbeid, vurdere egen realkompetanse, og trene i å styre egen karriere. Vi ser den også som et spennende verktøy for veiledere som hjelper folk til å nå de mål som de har satt seg og til å undervise om forskjellig kompetanse knyttet til utdanning og yrker, fortsetter Arnar.

– Vi mener at på den måten blir brukernes fordel først og fremst betre tilgang til informasjon om yrker og utdanning i tillegg til veiledernes service. Vi mener også at det er helt klart at nettportalen med upartisk og koordinert informasjon samlet på ett sted kan være fordelaktig for både utdanningsaktører og arbeidslivet på Island, sier Arnar. 

Neste skritt på islandsk https://naestaskref.is/ 



Vi må lære hele livet – men hvor og hvordan?


Vi vet det godt, arbeidsmarkedet vil kreve at vi lærer nytt, tar videreutdanning, ja, at vi lærer hele livet. Men vi kommer neppe til å sette oss på skolebenken, klar med penn og notatbok.

Framtidens arbeidsplass? Læring og jobb går hånd i hånd; kurs på formiddagen, jobb etter lunsj, mentoring med eksperter, tett samarbeid mellom kolleger, eller kurs og jobb i en og samme operasjon.

Den digitale tidsalderen med automatisering, robotisering og økt bruk av kunstig intelligens krever mer etterutdanning enn tidligere. Det samme gjør «det grønne skiftet», hvor det satses på nye energiløsninger med hjelp av avansert teknologi.

Infrastrukturen styres i økende grad av datamaskiner som må programmeres og styres. Internasjonaliseringen krever språkkunnskaper og evne til å jobbe i utenlandske selskaper og multikulturelle miljøer. 

«Lære hele livet»

Signalene er klare fra politisk hold. Livslang læring blir helt avgjørende for så vel arbeidstaker som arbeidsgiver, og også for et samfunn som vil opprettholde konkurransekraften. Den norske statsministeren har sagt det med rene ord, og på statsbudsjettet for 2019 er det bevilget ekstra midler til en kompetansereform med tittelen «Lære hele livet».

I budsjettforslaget som nå er til behandling i Stortinget heter det: 

 –  Regjeringa vil gjennomføre ei kompetansereform slik at arbeidstakarar ikkje fell ut av  
     arbeidslivet på grunn av manglande kompetanse. Regjeringa foreslår totalt ein auke på om 
     lag 130 mill. kroner til tiltak som er ein del av kompetansereforma. Det omfattar 37 mill. 
     kroner til å utvikle fleksible vidareutdanningstilbod innanfor teknologi og digitale løysingar og 
     30 mill. kroner til bransjeprogram retta mot bransjar som er særleg utsette for digitalisering 
     og automatisering og anna omstilling.

Bedriftene satser 

Over halvparten av norske bedrifter har udekkede kompetansebehov, viser kompetansebarometeret for 2017 hos NHO (norsk hovedorganisasjon for arbeidsgiversiden).

Om lag 40 prosent av bedriftene sier at de vil ha større behov for personer med ingeniørutdanning og annen teknisk utdanning som følge av digitalisering og automatisering. Dette betyr ganske enkelt mer videreutdanning hos de ansatte eller også nyansettelser av høyt utdannede personer. Samtidig investerer bedriftene friskt i teknologi og automatisering.

Hvem utvikler videreutdanning? 

Når kompetansebehovene øker og endrer karakter, må utdanningsinstitusjonene følge med. Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, NTNU, har søkt hjelp hos forskningen for å kartlegge hvilke kompetansebehov som kommer innen digitalisering i årene framover.

Dette er nødvendig for at universitetet kan utvikle aktuelle og relevante etter- og videreutdanningstilbud. Det foreløpige svaret fra Nordisk institutt for studier av innovasjon, forskning og utdanning, NIFU, er klart. NIFU ser et betydelig kunnskapsbehov innen digitalisering.

Spesielt gjør disse behovene seg gjeldende på følgende temaområder: 
- teknisk IKT-kompetanse
- ledelse av digitaliseringsprosesser
- IKT-sikkerhet og personvern
- digitalt utenforskap
- IKT og helse

Her ligger store oppgaver for utdanningstilbyderne. De må lage relevante utdanningstilbud som skaffer bedriftene ansatte som kan være med inn i det framtidens automatiserte og tekniske avanserte næringsliv.

Fleksible utdanningstilbud 

Kunnskapsdepartementet har innsett at det trengs penger for å utvikle relevante og fleksible tilbud for de som er i arbeid, og som ikke kan ta fri og sette seg på skolebenken. I årets reviderte nasjonalbudsjett heter det: 

  – Regjeringen foreslår å øke bevilgningen med 10 mill. kroner til utvikling av fleksible     
     videreutdanningstilbud i digital kompetanse og tilbud som støtter digitalisering. Utdanningstilbudene  
     skal utvikles i nært samarbeid med næringslivet, og bør utformes slik at de kan kombineres med 
     tilnærmet full jobb, for eksempel gjennom inndeling i moduler, nettbasert opplæring og samlinger. 

Denne satsingen følges altså opp i 2019.

Hvordan skal vi lære i 2030? 

Vi vet at arbeidslivet er i kraftig endring, og vi vet at vi som arbeidstakere eller grundere må følge opp med å tilegne oss stadig ny kunnskap. Men vi vet egentlig ikke hvordan læringssituasjonen og læringsmiljøet vil se ut, for eksempel i 2030.

Framtidens_utdanning_2.jpg

Vi må lære hele livet, men hvordan griper vi det an? Foto: Torhild Slåtto

Det utvikles nye former for utdanning, med avanserte, nettbaserte løsninger, spill og roboter. Med bruk av læringsanalyse kan vi få individuelt tilpasset utdanning. Det tilbys også store mengder åpne nettkurs (mooc) på et bredt fagspekter.

Pionerer ved Woolf University i Oxford vil utvikle et «blockchain university», med bruk av samme teknologi som ligger bak kryptovalutaer som bitcoin. Ideen er at undervisningen skal skje direkte mellom fagperson og student på en-til-en-basis, hvor en skreller bort all universitetsadministrasjon. Woolf-universitetet antyder at de vil ta en studentbetaling på 5000 dollar i året.     

Tre scenarier for framtidens utdanning 

Med klimatrusselen, ustabil politisk situasjon i mange land og rivende teknologisk utvikling er framtidsbildet uforutsigbart. Men vi kan fabulere omkring utdanning og læring i framtiden. Her er tre mulige scenarier for hvordan læringsmiljøene kan komme til å se ut i framtiden.

Scenario 1: Det åpne og sosiale læringsmiljøet i regi av de lærende. Vi lærer sammen i åpne grupper, spiller sammen, lytter til nettbaserte forelesninger og videopresentasjoner, løser oppgaver, søker råd hos roboter, har nettbaserte kollokviegrupper, kommuniserer i sosiale medier og «plukker» utdanningstilbud etter behov, også etter arbeidsgivers behov.

Scenario 2: Det virtuelle og individuelle læringsmiljøet i regi av den lærende selv, eller kanskje også ved hjelp av en personlig utdanningskonsulent. Utdanningen bygges opp etter individuelle ønsker og behov. Kurs hentes fritt på nett, både betal-kurs og gratiskurs. Mooc-er (massive, åpne nettkurs), spill og chatboter benyttes flittig. Kanskje blir også blockchain-modellen til Woolf University med en-til-en-undervisning en populær veg til eksamen. Eller kanskje blir det ingen eksamen. «Employability» og egnethet for bestemte arbeidsoppgaver kan bli målestokken i stedet for karakterer fra en eksamen.

Scenario 3: Det ny-tradisjonelle utdanningsmiljøet hvor klasserom og auditorium får en renessanse. Forelesninger og en-til-mange undervisning blir igjen tatt i bruk i stor skala, men med en viss bruk av multimedial teknologi som gjør det mulig å jobbe med undervisningsseansene og forelesningene på nett etter at de er gjennomført i klasserom og auditorium. Mange har gått lei den intensive bruken av nett og avansert teknologi. Det blir en nostalgisk søken tilbake til tiden før internett, hvor klasserommet og auditoriet var det klassiske stedet for utdanning.

Hva vil den lærende selv? 

I strevet etter gode læringsmiljø og optimale læringssituasjoner vil det være viktig å forske på studenten og den lærendes egne ønsker. Hva fungerer, og hva gir god læring.

Ikke minst er det viktig  å forske på etter- og videreutdanning, og stille spørsmål som «hvordan ansatte kan skaffe seg  nødvendige kunnskap og kompetanse for å ha et meningsfylt arbeid hele livet gjennom».



Dataspel en merit för framtidens gruvarbetare


Vad gör en gruvarbetare? Många föreställer sig att det är ett smutsigt, farligt och fysiskt tungt arbete i djupaste mörker. Men branschen förändras ständigt. Med dagens maskiner krävs inte samma fysiska styrka som förr, och det kan vara en merit att ha spelat mycket dataspel.

Ninni Broström framför gruvlastar-simulatorn. Du sitter i hytten och styr. Alla kan se på skärmen vad du gör.

Gå in i hytten och styr gruvlastaren eller borr-riggen med spakarna. På skärmen framför dig ser du det som du skulle ha sett genom fönstret nere i gruvan.

Hytten i guvlastarsimulatorn roterar som en riktig hytt. Spakarna du styr med påminner en hel del om ”joysticks” i tv-spel. 

Dessa simulatorer står uppställda på en företagsmässa i Askersund, Östergötland, och lockar många nyfikna mässbesökare.

Ronny Wennergren, lärare på lärlingsutbildningen inom bygg och anläggning på Alléskolan i Hallsberg, säger att det absolut kan vara en tillgång att vara bra på data- och tv-spel om man ska jobba i gruva idag.

– Vi ser på de elever som är vana vid att spela att kunskapen underlättar när man kör maskiner, säger han.

Så här ser det ut inuti simulatorn för borr-riggen. Film: Marja Beckman

Ett syfte med simulatorerna är att sprida kunskapen om vad gruvarbete innebär idag. Besökarna på mässan får också möjlighet att titta in i gruvan i 360 grader med hjälp av Virtual Reality-glasögon.

– Kunskapen om yrket är väldigt liten, det är ju inget jobb man går förbi på gatan, säger Ninni Broström, som arbetar på det kommunägda näringslivsbolaget Hedemora näringsliv och är projektledare för Rock Camp.

Rock Camp finansieras av Europeiska socialfonden och handlar om att samordna utbildning och bransch med framtidens arbetskraft inom bygg-, anläggning- och bergarbete.

Det är svårt att hitta kompetent personal till gruvnäringen och Rock Camp arbetar för att göra gruvarbetet mer attraktivt för unga. Deras målgrupp är 15–24 år. 

Gruvlastare.jpg

Att vara van vid att spela dataspel kan vara en tillgång när du kör en gruvlastare 

Ninni Broström berättar om en nyligen genomförd workshop om yrkesval och framtidsdrömmar med niondeklassare. Några insikter från workshopen är att ungdomarna tycker att trivsel och kompisar är viktigast, även om en bra skola och bra lärare också värderas högt. När det gäller arbetsplatser är också trivsel och kollegor viktigast. Hög lön är viktigare för killarna än för tjejerna.

Fler tjejer till branschen

En av Rock Camps ambitioner är att locka fler tjejer till bergsarbetarbranschen. Yrket är inte fysiskt tungt på samma sätt som det var förr. Ändå väljer många könsstereotypa yrken. 

Marika Karlsson följde först konventionerna och blev barnskötare, men bytte sedan bana. Idag är hon gruvarbetare på Zinkgruvan mining och säger att hon trivs mycket bättre med sitt nuvarande jobb.

På mässan finns också Wilma Kämpe, ungdomsinformatör från Teknikcollege. Hon berättar att hon var enda tjejen i sin teknikklass på gymnasiet.

Australiska studier visar att det ur ett säkerhetsperspektiv är bra med fler kvinnor i gruvbranschen eftersom kvinnor ofta är mindre riskbenägna. En machokultur med många killar ökar risken för olyckor.

Att framstå som en modern och attraktiv bransch är viktigt eftersom kompetensförsörjningen är gruvbranschens största utmaning framöver, enligt Ninni Broström.

Konkurrensen från olika infrastrukturprojekt är hård – gruvorna konkurrerar med infrastrukturföretagen (till exempel byggen av vägtunnlar) och eftersom det är en bransch med stor personalbrist är det idag en stor rörlighet mellan företagen. 

– De jobbar stenhårt med arbetsmiljön i gruvan. Många av de mest riskabla arbetsuppgifterna har automatiserats med maskiner som styrs från ett kontrollrum, säger Ninni Broström. 

borr-rigg.jpg

Borr-riggen används i gruvan för att borra hål för järnpålar som blir ett stöd för att berget inte ska rasa. Eleverna på lärlingsprogrammet vid Alléskolan får börja använda borr-riggen under sitt andra år.

Liksom många andra yrken förändras bergarbetarnas arbetsuppgifter i takt med teknikens utveckling. Att uppdatera yrkesprofilen för bergarbetare är ytterligare en av Rock Camps uppgifter, i samarbete med bland andra BYN – Byggnadsindustrins Yrkesnämnd. 

– Det lutar åt att vi kommer att bena upp det till två olika arbetsområden – gruvföretag och infrastrukturprojekt. Sedan ska yrkesutbildningarna anpassas efter var i landet de finns. I Hallsberg, Garpenberg och Lycksele blir inriktningen mot att jobba i gruvan, i Filipstad riktas utbildningen mot bergsprängning och i Stockholm mot bergsprängning och tunneldrivning.

En trolig utveckling blir också att arbetet i framtiden kommer att innebära mer kunskap om teknik och programmering, och mindre kroppsarbete. Hedemora kommun har även skickat in en ansökan om att skapa en Yrkeshögskoleutbildning (yh) på eftergymnasial nivå.

Bransch för hållbar utveckling

Det finns också andra aspekter på att gruvbranschen är en framtidsbransch, poängterar Ninni Broström. Materialet som finns i gruvorna behövs för att skapa ett hållbart samhälle och till exempel bygga solvärmeverk, vindkraftsverk och batterier. 

Gruvnäringen vill även ha en större mångfald inom verksamheterna. I samarbete med branschen arbetar Rock Camp för att locka till sig människor med olika bakgrund.

Ninni Broström berättar att Sveriges Geologiska undersökningar, SGU, har tagit fram material på lätt yrkessvenska för att kunna introducera nyanlända i berg- och borrbranschen. 

Men mörkret då? Trots häftiga maskiner och spännande miljö kan en del dra sig för att jobba inuti ett berg hela dagarna, utan dagsljus. Den frågan verkar dock inte bekymra Ninni Broström.

– Det finns ju lampor där nere. För den som inte vill jobba på ett kontor finns det många fördelar: De slipper väderomställningar – det är annat än att jobba på ett bygge i regn och rusk eller när det är så hett som det var i somras. 
 



National vejlederkonferencer i Grønland var en succes


Studievejledere og rådgivere i alle uddannelsesinstitutioner i Grønland mødtes til en stor konference med én mission: De ønsker at vejlede bedre for bl.a. at bekæmpe frafald i uddannelser.

Den første aften gik flere af deltagerne på sightseeing i den smukke isfjord Sermermiut i Ilulissat. Foto: Maren-Louise P. Kristensen

Studievejledere, rådgivere og psykologer i folkeskoler, ungdomsskoler, brancheskoler, videregående uddannelser samt erhvervsskoler nyder gigantiske isbjerge i Sermermiut i Ilulissat, fjorden der er blevet en del af UNCESCO’s verdensarv. De er her ikke kun for at nyde udsigten. 

De kommer fra alle byer og bygder i Grønland for at deltage i den store vejlederkonference med to forberedende nøglespørgsmål: Hvilke værktøjer ønsker vi? Hvordan sikrer vi, at de værktøjer, Center for National Vejledning udvikler, vil blive brugt? 

Studenterrådgivning er et spædbarn

Det er Center for National Vejledning i Grønland, der står for den store konference der afholdes 20.-24. september 2018, og hvor ca. 100 vejledere i uddannelsesinstitutioner deltager.

2_Konferencen.jpg  
Vejlederkonferencen blev afholdt i Hotel Arctic i Ilulissat over tre dage i september med næsten 100 deltagere. Foto: Maren-Louise P. Kristensen

Vejledning i Grønland er nyt. Det var først i år 2000, at det blev muligt at tage en vejlederuddannelse. 

Allerede på konferencens første dag bliver flere udfordringer skildret af psykologer fra Center for National Vejledning, der til daglig beskæftiger sig med studenterrådgivning.

– Studenterrådgivning har kun eksisteret i fire år i Grønland, mens den har eksisteret halvtreds år i Danmark, så der er stor forskel, siger psykologer i Center for National Vejledning. 

Deres base er i hovedstaden Nuuk, og de rejser derfor tit til andre byer og bygder i Grønland for at tale med elever i forskellige uddannelser, som er blevet henvist af deres lærere. 

– Det kan være meget udfordrende, når vi tager til en anden by eller bygd, da vi har rigtig mange sager, vi skal nå. Tit og ofte får vi 15 ekstra studerende, der har brug for studenterrådgivning, når vi kommer, fortæller en psykolog fra Center for National Vejledning.

Vejledning og uddannelse i Grønland

I Grønland er der 199, der har gennemført vejledningskurser, mens der er 120 certificerede vejledere. Vejledere med længere erfaring deltager i konferencen såvel som nye vejledere. 

færdig5_Vejlederkonference2018_Gruppebillede.jpg  
Gruppebillede uden for Hotel Arctic i Ilulissat. Foto: Center for Nationalvejledning 

Forskellige uddannelser giver præsentationer på konferencen, og der gives også gode råd og budskaber fra uddannelsesvejlederne Helle Hansen Rosing fra Det Grønlandske Hus i København og Anne Overgaard Clausen fra Det Grønlandske Hus i Aarhus. 

Hvert år tager flere grønlændere til Danmark for at tage en uddannelse, og det er ikke alle, der har det godt, når de kommer til Danmark. 

– Det er vigtigt, at de grønlandske elever ved, hvad der kommer til at ske, og hvad de skal være forberedt på, før de tager til Danmark. Vi ser rigtig mange, der får et kulturchok, da der er så mange ting, man skal tage stilling til. Eleverne skal derfor vejledes bedre bl.a. om, hvordan det er at bo i Danmark, og hvad de skal være forberedt på, siger Helle og Anne fra De Grønlandske Huse. 

Mange grønlændere, der tager på efterskole, rejser nemlig hjem uden at blive færdige. Én af grundene er, at en del unge grønlændere rejser til Danmark uden at kunne tale dansk, og de får problemer, når de bliver alene. 

Det vil Grønlands Selvstyre gøre noget ved. Kattie E. Motzfeldt fra Grønlands Selvstyre præsenterede ”Efterskole-Camp” via Skype fra Nuuk. Hun var blandt de 13 ansatte, der var med i sommer for netop at klæde de grønlandske elever bedre på, inden de drager ud blandt de danske efterskoleelever. Tidligere blev de kommende efterskoleelever fra Grønland sendt til Danmark uden at få et godt orienteringsforløb. 

– Det har været udfordrende, da der var 135 elever og kun 13 voksne, fortæller Kattie og fortsætter: 

– ”Efterskole-Camp” har til formål at klæde de grønlandske elever godt på. Både i forhold til det at gå på efterskole, men også i kunne tage ansvar. Eleverne blev bl.a. spurgt om, hvorfor de ville tage på efterskole i Danmark, siger Kattie E. Motzfeldt fra Grønlands Selvstyre. 

Tallene har vist, at 20 procent tager hjem uden at blive færdige, og formålet med denne ”Efterskole-Camp” er at få tallet ned til 10 procent. 

Vejledere med forskellig arbejdsgang

Under konferencen blev der afholdt workshops, hvor vejledere på tværs af uddannelsesinstitutioner talte om deres daglige udfordringer, og hvad de kunne gøre for at løse dem. 

Én af deltagerne er folkeskolelæreren Sofie Heilmann Berglund, der tilfreds med konferencen:

– Jeg er rigtig glad for, at denne konference blev til. Jeg har fået rigtig mange nyttige værktøjer med hjem, og jeg fik især meget ud af at høre om de andre vejlederes måde at arbejde på. Det er så forskelligt fra vejleder til vejleder, fx er der nogle folkeskolevejledere, der har fået flere vejledningstimer end os andre. Så vi kommer til at arbejde på at have bedre rammer og samme vejledningstimer.

Vejledere blev klædt på 

Vejlederkonferencen afholdes hvert andet år, og programmet er ikke altid det samme. Christine Tønnesen, Centerleder i Center for National Vejledning, er tilfreds med forløbet af konferencen: 

– Vi har arrangeret konferencen sådan, at deltagere ikke bare sidder i tre hele dage og lytter til alle oplæg. Programmet er krydret med oplæg og med workshops, hvor vejledere sidder og diskuterer deres problemstillinger og udfordringer i deres daglige arbejde på tværs med vejledere fra andre uddannelser. På den måde begynder forskellige arbejdstiltag, og jeg er rigtig glad for, at vejledere har etableret arbejdsgrupper til bl.a. at løse frafald, men også så deres måde at arbejde på kan blive bedre.

– Min drøm er, at alle har et ansvar, tilføjer Christine Tønnesen, og hun påpeger, hvor vigtigt det er, at alle kan have samarbejde på tværs af uddannelser i forhold til at vejlede bedre, og at vejledningen kan blive mere strukturel på landsplan.  

Arnánguak K. Stork fra Imarsiornermik Ilinniarfik (Maritim Uddannelse) har deltaget i workshops med andre vejledere fra uddannelsesinstitutioner, hvor de sammen har holdt oplæg om, hvad de har diskuteret i deres arbejdsgruppe. 

Hun fortæller, at hun tager hjem til Nuuk med gode værktøjer fra konferencen og vil arbejde på ét bestemt.

– Jeg har fået rigtig gode informationer om, hvordan vi kan blive vejledere. Vi som vejledere har jo ikke nogle regler om forskellige ting, og det er derfor rigtig godt at kunne møde andre vejledere. Vi snakkede bl.a. om, at vi mangler en vejlederforening i Grønland, da vi tit og ofte kan mangle en at sparre med, fortæller konferencedeltager Arnánguak K. Stork.

4_Arnànguak'-K-Stork.jpg  
En af deltagerne, vejleder Arnánguak K. Stork fra Maritim Uddannelse, flyver hjem med gode værktøjer, hun har fået fra konferencen. Foto: Maren-Louise P. Kristensen

Nyttige værktøjer til vejledere

Under konferencen var der nyttige informationer og oplysninger fra videooptagelser som Center for National Vejledning har optaget. Én af dem var Naja Sano, som har skrevet en rapport om frafald i den gymnasiale uddannelse GUX i Grønland. 

Én af konklusionerne var, at de grønlandske elever manglede motivation eller ikke var klar til at tage en uddannelse. Naja Sano giver derfor gode råd til vejlederne om at prøve at finde ud af, hvad der ligger bag svaret ”ikke klar” og at lære eleverne mere om selvdisciplin. 

Det har CSR Greenland gjort noget ved i projektet ”Qaqisa”, hvor de i samarbejde med folkeskole og erhvervsdrivende har startet et projekt, hvor folkeskoleelever på det ældste trin og erhvervsliv har fælles aktiviteter, som kan motivere flere unge til at vælge uddannelse efter folkeskolens afgangsprøve. 

Alle folkeskoler kan hente guiden på CSR’s hjemmeside som er baseret på pilotprojektet ”Virksomhederne ud i skolen – skolen ud i virksomhederne (2015/2017)” samt gode input fra skoler og erhvervsliv. 

Der var også nye uddannelser på programmet. En af dem var GUX-S, der giver unge med forskellige sygdomme og udfordringer, som fx autister, mulighed for at tage en gymnasial uddannelse.

Desuden bliver det fremover muligt at læse jura ved Grønlands universitet. 

Centerleder Christine Tønnesen fra Center for National Vejledning er glad for konferencen, og synes at det var en succes. 

3_Christine-Tønnesen.jpg
Centerleder Christine Tønnesen fra Center for National Vejledning er tilfreds med konferencen. Foto: Maren-Louise P. Kristensen

Næste vejlederkonference finder sted om to år. 
 



"Arbeidspraksis er noe av det smarteste valget jeg har tatt"


Emma på 20 år rusler rundt blant småskolebarn på Mathopen skole. Hun småprater med dem, passer på at de har de bra, og hjelper gjerne til med en gjenstridig regnbukse eller vrien skolisse.

- Barn har store drømmer i små kropper! Jeg lærer noe av dem hele tiden, sier Emma. Hun stortrives med arbeidspraksis i skolefritidsordningen ved en skole i Bergen. Foto: Torhild Slåtto

- Dette er motiverende. Jeg ser at de lærer, og jeg lærer av dem hele tiden. De har andre ambisjoner enn voksne. Ja, de har store drømmer i små kropper, smiler Emma.

- De ser verden på en enklere måte og bekymrer seg ikke over noe mer enn det de kan se. Dette gjør meg mer avslappet, jeg trenger ikke bekymre meg over det jeg ikke vet noe om.

Mistet motivasjonen

Etter to år på videregående skole mistet Emma interesse og motivasjon for skolearbeid. Hun trengte å gjøre noe annet og tok et år på folkehøgskole "in the middle of nowhere" i distrikts-Norge. Hun gikk på linjen for spillutvikling. Spennende nok, men hun syntes likevel ikke at dette var noe hun kunne satse videre på.

Da hun kom hjem til Bergen igjen, visste hun ikke hva hun skulle gjøre. Hun bekymret seg mye inntil hun fikk tilbud om å delta i "Orntli's arbeid". Først fikk hun arbeidspraksis på et renseri med faste og repeterende arbeidsoppgaver. Dette ble for mye "A4" for henne, og hun trivdes ikke.

Emma_orntli_arbeid_bukser.jpg

Jeg vil lære

- Jeg anser meg som kreativ, jeg vil lære og få noe nytt ut av dagen. Ikke bare repetere arbeidsoppgavene fra i går. Dette sa jeg fra om til veilederen i "Orntli's arbeid", og så fikk jeg en ny mulighet. Det ble arbeidspraksis med barn på skolefritidsordningen. Kanskje får jeg også delta i en skoleklasse som hjelpelærer etter hvert.

- På en skala fra 1 til 6, hvilken score gir du "Orntli's arbeid"?

- Det må bli full pott! Her trives jeg, og her får jeg gitt av meg selv. Jeg er veldig, veldig fornøyd med "Orntli's arbeid". De var raske til å få meg videre. Jeg vil absolutt anbefale arbeidspraksis for venner som ikke får jobb. Dette er noe av det smarteste valget jeg har tatt. "Takk til Orntli's arbeid"!

Emma har allerede en plan om opplæring i bedrift og fagbrev. Det vil bety en god blanding av arbeid og skolegang i tre og et halvt år - med fagbrev som mål. Hun får hjelp til å orientere seg, men må også ta i et godt tak selv for å nå målet hun har satt seg.



Suksessen «Orntli’ arbeid» gir unge viktig arbeidserfaring


Den som skal finne sin vei i livet trenger arbeidserfaring, eller «Orntli’ arbeid», som det heter i Bergen. Dette prosjektet har oppnådd resultater som det skinner av.

Koordinatorer og prosjektleder jobber tett sammen. Fra venstre Kristoffer S. Refvik, avdelingsleder HR Marie Sofie Størdal, prosjektleder Heidi Sunde Vik, Charlotte Samnøy, Martine K. Eidsheim og Torstein S. Bjørkås. Foto: Torhild Slåtto

På under to år har prosjektet «Orntli’ arbeid» skaffet arbeidspraksis til 337 unge mennesker. Det er ikke tilfeldige oppdrag de har fått, men verdifull arbeidspraksis som de 337 selv har ønsket å prøve. 

- Dette har vært et spenstig og givende prosjekt å jobbe med, sier leder Marie Sofie Størdal og prosjektleder Heidi Sunde Vik. De har lyktes med å bygge opp en suksess fra bunnen av i hurtigtogstempo. DialogWeb møter de to i lokalene deres i Bergen sentrum. 

Økende ungdomsledighet i 2016    

Det hastet å gjøre noe. Stadig flere unge ble arbeidsledige. Det var mangel på lærlingplasser. Dette var høsten 2016, og Bergen kommune ble utfordret. Hva kunne kommunen bidra med? HR-avdelingen kastet ikke bort tida. I løpet av seks uker hadde de planen klar. De ville skaffe arbeidspraksisplasser i kommunale enheter, og de ville ansette koordinatorer til å finne beste match mellom arbeidsledig og arbeidsplass. Modellen var enkel, og kanskje dristig, men de trodde på den, og politikerne var med.

Først skulle koordinatorer ansettes. Også her tråkket de opp nye veier. Størdal forteller at de ba NAV om å gi dem en liste over unge arbeidsledige akademikere. Blant disse fant de mange dyktige personer. Etter kort tid var tre koordinatorer og en prosjektleder ansatt, alle under 30 år. 
- Jeg satt på bussen hjem da jeg fikk en telefon fra NAV (den norske arbeids- og velferdsforvaltningen). Første tanke var «hva er det jeg har fylt ut feil på meldingskortet mitt nå, da», forteller prosjektleder Sunde Vik. Stor var overraskelsen da de begynte å snakke om en jobb – hun skulle hjelpe andre til å få jobb. 

Heidi_Sunde_Vik_4.jpg

Prosjektleder Heidi Sunde Vik gleder seg over å kunne bidra til at unge finner veien videre.

Et løft i kommunen

En viktig forutsetning for å kjøre i gang prosjektet var egnede arbeidspraksisplasser i kommunen. I en kommune med 17000 ansatte og et høyt antall enheter og arbeidssteder burde det være mulig. Det viste seg å bli et løft der avdelinger og enheter i kommunen meldte inn over 200 mulige arbeidspraksisplasser. 

- Vi fikk en utrolig respons da vi gikk ut på intranettet og ba om hjelp for å tilby praksis for arbeidsledig ungdom. Vi var tydelig på at en arbeidspraksiskandidat ikke skulle erstatte en nyansettelse, lærlingplass eller vikarstilling, sier Størdal, som har vært fødselshjelper for prosjektet, og som er ansvarlig overfor styringsgruppen. Startskuddet for «Orntli’ arbeid» gikk 1. november 2016. Den første oppgaven for prosjektleder Sunde Vik og koordinatorene var å finne ungdommer til prosjektet. Dessuten måtte de etablere rutiner og arbeidsmåter.

Overgikk målsettingen 

Det konkrete prosjektmålet var 150 unge i alderen 18-25 år ut i arbeidspraksis i løpet av første år. Et svært optimistisk mål, syntes Størdal. Det viste seg at målet ble nådd i løpet av et halvår, og ved utgangen av 2017 var de kommet opp i 255 unge i arbeidspraksis. Per i dag har de ytterligere 80.
NAV gir en støtte til kandidatene, såkalte «tiltakspenger».

«Orntli’ arbeid» har mange solskinnshistorier, men det har ikke gitt seg selv. NAV er en stor og tung etat, og en storbykommune er et omfattende maskineri. Men det er jobbet hardt og pågående fra HR-avdelingen og prosjektet. 

- Systemet skal ikke stoppe den gode intensjonen med å få unge ut i praksis, sier Størdal, som berømmer NAV-kontoret i bydel Årstad som har stått på og vært døråpner til andre bydeler. NAV har dessverre nå fått redusert sine tiltaksbudsjetter, og har dermed for en periode lagt inn en begrensning i bruk av arbeidstrening. 

Arbeidsgiver- og arbeidstakerorganisasjonene (NHO og LO) er også samarbeidspartnere. NHO har selv ansatt en koordinator som jobber med arbeidspraksisplasser i medlemsbedriftene.

DialogWeb fikk møte en av kandidatene som er i arbeidspraksis. Hun gir stor ros til veilederne i «Orntli’ arbeid». – Jeg er veldig, veldig fornøyd. De fikk meg raskt videre, sier hun. (Les intervju med Emma i egen sak.)

God match

- Det er stor spennvidde i gruppen som har nytt godt av arbeidspraksisordningen. Det er unge som har droppet ut av videregående skole, eller som sliter med sykdom og ulike plager, og det er nyutdannede som søker sin første jobb.

- Hva slags arbeidspraksis kan dere tilby?

- Gardsarbeid eller butikkjobb kan vi ikke tilby, siden kommunen verken driver gard eller butikk. Men vi har arbeidspraksis i barnehage, skole, skolefritidsordning, sykehjem, kontor, resepsjon, reinhold, drift og parkanlegg.

- Hvordan møter dere den arbeidsledige?

- Vi inviterer til møte hvor vi går gjennom situasjonen, kartlegger utdanning og eventuelt arbeidserfaringer. Videre har vi en forventningsavklaring. Hva er kandidaten interessert i og hva forventes. For oss er det viktig å finne en god match mellom arbeidsplass og kandidatens ønsker og interesser, sier Størdal. 

- Vi følger opp, og vi kan hjelpe til med praktisk tilrettelegging. Vi gir råd og tips, men vi er ikke behandlere. Er det sykdom, fysisk eller psykisk, oppfordrer vi til å oppsøke helsehjelp. Vi skal heller ikke forstå dem i hel, det er «jobbmedisin» vi har å tilby», sier prosjektleder Sunde Vik.

Jobbmedisin virker

Det er ingen tvil om at jobb er en effektiv hjelp for unge i strevet for å komme videre. Halvparten av de som har fått arbeidspraksis i «Orntli’ arbeid»- regi er allerede over i ordinært arbeid eller utdanning. 

- Det beste ved jobben er å kunne gjøre en forskjell, sier Sunde Vik. I den andre enden av skalaen er frustrasjonen når en kandidat ikke makter å følge opp og kanskje mister en god mulighet til å komme seg ut av en vanskelig situasjon.

Prosjektleder og koordinatorer er plassert sammen på prosjektkontoret. Her ligger en av suksessfaktorene for prosjektet, mener Størdal. De sitter tett og har tett dialog om hva som gir den beste løsningen i enkelttilfeller. En annen viktig faktor er at de prosjektansatte er unge og dermed kan forstå de unges problemer bedre.

Bergen kommune har funnet en modell som viser seg å gi særlig gode resultater. I løpet av kort tid skal det avgjøres hvordan «Orntli’ arbeid» skal videreføres.  



”Komvux räddade mitt liv”


Hon var 17 år och höggravid och hennes betyg räckte inte till för att komma in på gymnasiet. Hon fick göra ett anlagstest. När psykologerna såg att hon var begåvad vände livet för Rebecca Hybbinette, som tillhörde den första kullen som läste på komvux 1968.

Rebecka Hybbinette. Foto: Marja Beckmann

Rebecca Hybbinette beskriver sig själv som ett maskrosbarn. Hon växte upp i ett klassmedvetet men dysfunktionellt arbetarhem på Värmdö söder om Stockholm. Mamman lämnade familjen när Rebecca var tre år och pappan var en bipolär och konstnärligt lagd diversearbetare som hade gått i skolan i sex år. Men det fanns böcker hemma och som barn satt Rebecca ofta och lyssnade på pappans vänner som var självlärda intellektuella arbetare.

Rebecca ville studera vidare men hon hade svårt med både bokstäver och siffror. Hon fick gå om åttonde klass och ”hankade” sig igenom nian, men hennes betyg räckte inte för att komma in på gymnasiet. Hon hade stor bildningstörst och kompenserade för skrivsvårigheterna genom att lyssna. Att inte komma in på gymnasiet var en katastrof för henne.

– Jag hörde järngrindarna stängas om mig.

Samtidigt hände mycket annat i hennes liv. 

– Jag hade förmågan att söka mig till det som var spännande. 

Det var tidigt 60-tal och hon kom i kontakt med aktivister som stödde FNL mot USA:s inblandning i Vietnamkriget. Hon umgicks med konstnärer och fick sommarjobb som filmklipparassistent på Jörn Donners film ”Tvärbalk”. När hon vaktade en hungerstrejkande konstnär träffade hon mannen som senare skulle göra henne gravid. 

– Som gravid var jag inte välkommen hemma, så jag sökte pigjobb. Först var jag piga ute i Farsta. Jag lärde känna poeten Göran Palm och satt ofta hemma hos dem och lyssnade på diskussioner om Vietnam, Afrika och arbetarklassen. Jag var ju van vid att lyssna på gubbarna där hemma. Jag blev deras ”maskot”.

Så småningom byttes Farsta mot Södermalm, där hon var barnflicka hos Britt Edwall, exfru till skådespelaren Allan Edwall. Rebeccas mage växte och i slutet av graviditeten var hon så deprimerad att hon knappt kunde gå upp på morgnarna. Hon skickades till AMS (Arbetsmarknadsstyrelsen, numera Arbetsförmedlingen). Där fick hon göra ett anlagstest.

– Jag var ett förtryckt barn som alltid fick klara mig själv. Jag kallades ”Idioten” av mina föräldrar, de hånade mig för att jag inte hade kommit in på gymnasiet. När jag kom för att höra om resultatet av anlagstestet tänkte jag: ”Nu är det kört, nu får jag svart på vitt att jag är en idiot.”

Till sin förvåning sa psykologerna i stället att hon skulle kunna passa inom forskning, vetenskap och humaniora. Hon kanske skulle bli författare eller skådespelare?

Psykologerna hade sett att hon hade talang och begåvning.

– Idag skulle de inte ha sagt så, för den sortens yrken är inte produktiva. De var godhjärtade och ville väl och på den tiden ville man lyfta underklassen. Jag fick upprättelse, säger Rebecca Hybbinette.

Senare doktorerade hon i politisk filosofi. Hon har själv arbetat på komvux som lärare. Idag är hon 68 år och har skrivit första delen av sin självbiografi, ”Kamp ger återbäring” (Humanakademiens förlag). Det ska bli två delar till.

När DialogWeb träffar henne i 50-talsförorten Hökarängen utanför Stockholm där hon bor, tycks det som att alla känner henne. Hon driver ett filosofikafé i kvarteret där det är högt i tak för alla sorters åsikter och tankar.

– Komvux räddade mitt liv. Det gav mig syre och en ny chans, och det har förmodligen räddat många fler. Jag hade en klasskamrat som var 40 och hade varit hemmafru. Hon hade bestämt sig för att bli läkare och blev det vid 50 års ålder! berättar Rebecca Hybbinette.

Faktaruta:
Den 26 oktober firar Skolverket 50-årsjubileet genom att anordna en konferens om komvux i Stockholm. Läs mer här
 



Från begåvningsreserv till marknadsanpassning


Det är i år 50 år sedan Sverige fick komvux, kommunal vuxenutbildning. Komvux har fler elever än hela gymnasieskolan i Sverige, men elevunderlaget har förändrats under åren.

Andreas Fejes är professor i vuxenpedagogik vid Linköpings universitet. Foto: David Einar

Andreas Fejes är verksam vid Linköpings universitet och Sveriges enda professor i vuxenpedagogik. Han har hjälpt DialogWeb att identifiera några viktiga milstolpar för den kommunala vuxenutbildningen i Sverige. 

1868: De första folkhögskolorna

För 150 år sedan fick Sverige sina första folkhögskolor. De var först utbildningar för de välbeställda farmarnas söner som skulle lära sig att ta över sina föräldrars gårdar.

1900: Aftonskola och brevkurser

Vid sekelskiftet 1900 startades aftonskolor sedan kyrkostämman hade beslutat att upplåta uppvärmda lokaler. Skolrådet bidrog med skolmaterial och privatpersoner gav ekonomiska bidrag. Möjligheten fanns också för vuxna att avlägga examen som privatister i läroverket och förbereda sig genom att till exempel läsa brevkurser på distans, men de fick betala ur egen ficka.

1930-talet: Aftonskola på allmänna läroverket

1938 inrättades en aftonskola vid högre allmänna läroverket på Kungsholmen i Stockholm. Där studerade äldre begåvade elever för att kunna avlägga studentexamen. Verksamheten kom dock ganska snart att läggas ned. 

1940- och 50-tal: Kvällsgymnasier

I Skolmissionens betänkande från 1946 stod det bland annat att ”senväckta begåvningar” som vid mogen ålder beslutar sig för högre studier skulle beredas en för dem anpassad gymnasieundervisning. 
I den så kallade Schmidtska utredningen från 1952, döpt efter utredaren Folke Schmidt, lyftes svårigheter som fanns för vuxna att förtjäna sitt uppehälle medan de studerade och att undervisningen därför skulle äga rum på kvällstid och fritid. 

De första kvällsgymnasierna anordnades av några studieförbund. De var förlagda till kvällstid och studietakten var mycket högre än i gymnasieskolan. Vissa elever fick sina studier betalda av Statens kompletteringsgymnasium medan andra fick betala själva. De yngsta var runt 20, och det fanns elever som var uppåt 70. Om man var under 18 kunde man få dispens ifall det ansågs finnas särskilda skäl.

– Jag har gjort intervjuer med lärare på kvällsgymnasier. Deras vanligaste studenter var, som de beskrev det, begåvade vuxna som kunde jobba och studera koncentrerat på kvällstid, berättar Andreas Fejes.

1960-tal: Komvux skapades

På 1960-talet gjordes en studiesocial utredning under ledning av Olof Palme. Den visade att det fanns en orättvisa i Sveriges vuxenutbildningssystem: vissa elever fick sin utbildning betald av staten, andra inte. Ett krav på avgiftsfrihet ställdes vilket ledde till att staten började utdela anslag direkt till läroanstalterna istället för till eleverna. Från och med läsåret 1962/63 fick kvällsgymnasierna statsbidrag och avgifterna för kurserna kunde sänkas drastiskt. 

Under 1960-talet förändrades det svenska skolsystemet radikalt. De tidigare parallella skolformerna folkskola och realskola avskaffades och istället infördes den nioåriga grundskolan. Läroverken och yrkesskolorna fördes samman och bildade den nya gymnasieskolan. Den 1 juli 1968 infördes den formella kommunala vuxenutbildningen, komvux. 

Kommunerna blev huvudmän för komvux och skulle tillhandahålla avgiftsfri undervisning, sätta betyg och utfärda giltiga kompetensbevis. Kvällsgymnasierna kommunaliserades. 

Undervisningen skulle följa ungdomsskolans läroplaner och kursplaner och använda samma lokaler och utrustning på kvällstid för att kostnaderna skulle hållas så låga som möjligt. Ungdomsskolans lärare arbetade där som timanställda.

1970-tal: Utbildning för alla

Att enbart ”begåvningsreserven” skulle ha möjlighet att studera kritiserades av bland andra LO, fackföreningsorganisationen för arbetare. I början av 1970-talet kom vuxenutbildningens mål att tydligare riktas mot minskade utbildningsklyftor och ökad jämlikhet. 
På 1970-talet infördes också möjlighet till dagsstudier med studiemedel. 

1980-tal: Egen läroplan och skolform

Den 1 juli 1982 fick komvux en egen läroplan och 1984 blev det en egen skolform. 

1990-tal: Kunskapslyftet

I början av 1990-talet var arbetslösheten hög och samtidigt fanns en ambition att bygga om gymnasieskolan till en treårig utbildning för i princip alla. Att samordna gymnasieskolan och gymnasial vuxenutbildning sågs därför som en besparingsåtgärd. Bland annat kom komvux nu att följa samma läroplan som gymnasieskolan (Lpf94). Man beslutade att lägga ut komvux på entreprenad för att öka konkurrensen och därmed minska kostnaderna.

1998 startade Kunskapslyftet. Då fick kommunerna resurser motsvarande cirka 100 000 heltidsplatser per år under fem år för i första hand gymnasial utbildning för arbetslösa. Målet var att halvera den öppna arbetslösheten från åtta till fyra procent och skapa ekonomisk tillväxt genom investering i humankapital. Att använda externa (icke-kommunala) utbildningsanordnare sågs som ett sätt att utveckla och förnya den kommunala vuxenutbildningen.

2000-tal och framåt: Vart tog begåvningsreserven vägen?

Kunskapslyftet avslutades 2002. Ungefär 800 000 personer beräknas ha fått gymnasial utbildning till en kostnad av cirka 19 miljoner kronor exklusive studiestöd. 
2006 blev det regeringsskifte i Sverige och den tillträdande borgerliga regeringen avskaffade det öronmärkta statsbidraget till komvux samt minskade de statliga bidragen till vuxenutbildningen med en tredjedel. 

Sedan 2012 har komvux åter en egen läroplan. Grundvux har egna kursplaner medan gymnasievux har samma kursplaner som gymnasieskolan.

Komvux har förändrats mycket sedan starten, av olika skäl. Dels har antalet privata företag som bedriver undervisning ökat stort. Idag går ungefär 45 procent av alla kursdeltagare en kurs hos en icke-kommunal utbildningsanordnare. Andreas Fejes arbetar just nu med ett forskningsprojekt där han tillsammans med kollegor tittar på vad upphandlingar och marknadsanpassning innebär för vuxenutbildningen.

– För folkhögskolor och studieförbund har det blivit svårt att konkurrera med privata företag som är del av stora utbildningskoncerner och som kan pumpa runt pengarna, utan att ge avkall på läraraktiviteten, säger han.

En annan förändring är elevunderlaget. Den ”begåvningsreserv” som omnämndes på 1960-talet och tidigare har minskat. En bit in på 2000-talet begränsades också kompletteringsmöjligheten att läsa upp godkända betyg på komvux. Därmed försvann de elever som ville höja betygen för att till exempel komma in på läkarprogrammet. 

– Lärare har berättat för mig, att när den möjligheten fanns hade varje grupp ett par studiemotiverade elever som ofta sågs som goda förebilder för de andra. De finns inte längre kvar i samma utsträckning, säger Andreas Fejes.

Antalet elever födda utomlands har också ökat drastiskt, särskilt på grundskolenivå. Sedan 2016 är SFI (Svenska för invandrare) också en del av komvux. 

– Utbildningsnivån hos befolkningen har generellt höjts, bland annat med hjälp av Kunskapslyftet. Därför är det logiskt att färre som är födda i Sverige har behov av grundvux. Vi har också haft en stor migration av nyanlända som saknar gymnasie- eller grundskoleutbildning. 

Samtidigt har även har antalet elever med olika neuropsykiatriska diagnoser ökat. Att bemöta alla människor med olika behov hör till komvux största utmaningar i framtiden. Prispressen och marknadsanpassningen är också en utmaning. 

– Min doktorand Diana Holmqvist undersöker just nu hur upphandlingsmarknaden påverkar lärarens arbete. Hur kan man leverera kvalitet för nio kronor per poäng? Vi ser att lärartätheten är lägre hos privata anordnare än hos kommunala. Frågan är om de har effektiviserat sin verksamhet eller om de har sämre kvalitet? säger Andreas Fejes.

I september 2018 presenterades Komvuxutredningen, ledd av Roger Mörtvik. Där föreslås flera förändringar för att underlätta för individers livslånga lärande så att det ska bli lättare att yrkesväxla och matcha människors kompetenser med arbetsmarknadens behov. 
 



Fremtidens kompetanser og turismen på Island


̶ I nåtidens samfunn opplever vi omfattende og raske forandringer, blant annet på grunn av globaliseringen, teknisk og demografisk utvikling. Dette medfører diverse utfordringer for økt kompetanseutvikling i og for arbeidslivet.

Foto: Unsplash.com

På en av de siste dagene av sommeren 2018, da det ble satt ny rekord for antall regndager i Reykjavik, møter DialogWeb María Guðmundsdóttir. Vi møtes i anledning av at Maria er den ene av Islands representanter i et nytt NVL nettverk om kompetanse i arbeidslivet og publisering av en rapport med prognose for fremtidens behov for kompetanse på arbeidsmarkedet. 

María er leder for utdanning hos SAF, turistnæringens forbund på Island, der hun har ansvaret for organisering av etter- og videreutdanning av voksne i bransjen. María er styreleder for Turismens kompetansesenter, hvis hovedformål er utvikling av kompetanse i turistnæringen på Island. 

Nytt NVL nettverk om kompetanseutvikling

María blir sammen med Sveinn Aðalsteinsson, direktør for Arbeidslivets opplæringssenter, Islands representant i et nytt NVL nettverk om kompetanseutvikling. Målet for det nye nettverket er å finne ut hvordan nye utfordringer som globalisering, digital og teknologisk utvikling og demografiske forandringer, kan møtes med nye og varierte metoder for utdanning og samarbeid mellom ulike bransjer. Nettverket skal ha særskilt fokus på kompetanseutvikling i og for arbeidslivet. Målet er at nettverket vil bestå av representanter fra partene i arbeidslivet, både arbeidsgiver- og lønnsmottakerorganisasjonene i hvert av de fem nordiske landene.

Hvorfor er du interessert i å delta i det nye nettverket? 

maria.jpg   -  I nåtidens samfunn opplever vi omfattende og raske forandringer, blant annet på grunn av globaliseringen, teknisk og demografisk utvikling. Dette medfører diverse utfordringer for økt kompetanseutvikling i og for arbeidslivet. Jeg har arbeidet innen turismen de siste 30 årene og i utdanning for bransjen de siste 12 årene. I denne raskt voksende bransjen på Island er det veldig viktig å sørge for at den kompetansen som trengs er utviklet på arbeidslivets vilkår og forutsetninger, sier María.  

Hvilke forventninger har du til det nordiske samarbeidet?

- Jeg forventer at jeg i mitt arbeid vil kunne dra nytte av deltakelsen i et nettverk hvor deltakere fra andre nordiske land formidler sine erfaringer og kunnskap om å styrke kompetansen i arbeidslivet, både hva angår idegrunnlag og metodologi. 

 ̶  Jeg håper også at jeg kan bidra til arbeidet. Jeg har betydelig erfaring med kommunikasjon med virksomhetene og utdanningsaktører de siste årene og jeg ønsker også å formidle våre erfaringer og interesser i Turistnæringens kompetansesenter. Der legger vi stor vekt på tverrfaglig samarbeid mellom virksomheter innenfor turisme, utdanningsaktører og departement sier María

Ny kompetanse kreves

- Vi på Island står som de andre nordiske landene overfor de nevnte utfordringene. Fremtidens arbeidsliv trenger oppdatert arbeidskraft, og med det som utgangspunkt har en ekspertgruppe med representanter fra Islands statistikk, Islands arbeidsmarkedsetat, Islands LO og Islands hovedorganisasjon i samarbeid med Cedefop, Europeisk senter for utvikling av yrkesrettet utdanning skrevet en rapport med prognose for arbeidsmarkedets behov for kompetanse, sier Maria. 

Hva er målet med slike prognoser?

 ̶  I rapporten står at formålet er å bistå beslutningstakere, interessenter på arbeidsmarkedet, samt individer med å treffe gode beslutninger om utdanning og kompetanseutvikling. Og på den måten bidra til et mer effektivt arbeidsliv og øke Islands konkurransefortrinn på det globale markedet. Det kan hevdes at kompetanse er en veldig viktig faktor i økonomien og at beslutninger som angår individets kompetanse påvirker fremtidens velferd, sier María. 

Rapporten vekker oppsikt

-  Rapporten er også et viktig bidrag til forståelse av at vi bør ikke bare fokusere på den formelle utdanningen de ansatte har, men se til at utdanning og ferdigheter møter arbeidslivets behov og passer for aktuelle oppgaver på arbeidsmarkedet. Siden bankkrisen i 2008 har utviklingen ført til økende mismatch mellom utdanning og sysselsetting på arbeidsmarkedet. Dette betyr at individer ansettes i stillinger de er enten overkvalifiserte eller som krever ferdigheter som de ikke har, fortsetter Maria.

Universitetsutdanning ikke alltid svaret

 ̶ Vi må tenke på at stillingen for de som har universitetsutdanning på arbeidsmarkedet er forverret i løpet av de siste årene, til tross for at det på Island er et bredt tilbud av universitetsutdanninger. Innholdet i universitetsutdanningene svarer imidlertid ikke nødvendigvis til de jobbene som blir til på arbeidsmarkedet på Island, sier María.

Turistbransjen satser på økt kvalitet

Turismen på Island har vært i kraftig vekst det siste tiåret. Interessenter og myndighetene har forent kreftene for å øke kvaliteten. Ett skritt mot dette målet er opprettelsen av Turismens kompetansesenter og utvikling av strategi for bransjen. En av syv nøkkelsatsninger dreier seg om kompetanse og kvalitet som ikke bare har innflytelse på verdiskaping og virksomheters lønnsomhet men også på turistens opplevelse og Islands omtale som turistland. 

Det blir interessant å følge med arbeidet i Turismens kompetansesenter på Island. NVLs nettverk om kompetanseutvikling i og for arbeidslivet holder første møte høsten 2018 og forventes å arbeide videre i 2019.

Læs rapporten her: Færniþörf á vinnumarkaði (på islandsk)
 



Validering og vejledning på Færøerne – med Norden som sparringspartner


I juni 2018 kunne Kultur- og undervisningsministeriet på Færøerne præsentere Álit um vaksnamannaútbúgving og arbeiðsmarknaðardepil – en betænkning om regeringens planer om voksenuddannelse. I den noget langvarige proces hen imod slutresultatet har det nordiske samarbejde været centralt, og nu kan vi se frem til både netværksmøder og seminar om validering og vejledning.

John Dalsgarð har været formand for udvalget, der har udarbejdet den betænkningen om voksenuddannelse på Færøerne. Fotograf: Ólavur S. Dalsgarð

Som formand i udvalget har John Dalsgarð haft hovedansvaret for at udfærdige betænkningen. John arbejder som fuldmægtig i Yrkisdepilin, Nationalt Center for Erhvervsuddannelser under Kultur- og undervisningsministeriet, og han er også Færøernes repræsentant i NVLs valideringsnetværk.

Samlet udspil om voksenuddannelse

– Voksenuddannelse med alle områdets aspekter er et relativt nyt domæne på Færøerne. Ikke selve uddannelsen, for på aftenskolerne har det længe været muligt at tage forskellige almene fag på gymnasialt niveau. Men det nye er, at man nu arbejder med at organisere området, så at det også vil omfatte validering, vejledning og livslang læring. Og en organiseret voksenuddannelse er en ny mulighed for dem, der gik ud af folkeskolen eller gymnasiet, siger John Dalsgarð.

Efterspørgsel 

På det mere konkrete plan arbejder John Dalsgarð og hans kollegaer nu med at uddanne folk til at tage sig af validering, der sammen med vejledning er en integreret del af betænkningens anbefalinger som effektive redskaber i voksenuddannelse. Der udarbejdes procedurer og retningslinjer, der afholdes kurser, og de første valideringer har allerede fundet sted. 

Maiken Skarðenni, der er ansat som vejleder i Yrkisdepilin, er også involveret i at uddanne vejledere til validering. Ifølge Maiken er tiden nu moden, og processen er i gang på en meget konkret måde.

– Mange forskellige aktører skal være villige til at være med, og alle skal være enige, når vi starter. Vi koncentrerer os i første omgang om de to områder kontor og ernæringslære, for her har vi oplevet en efterspørgsel, både fra enkeltpersoner og fra erhvervslivet, fortæller Maiken Skarðenni. 

Hvorfra stammer denne efterspørgsel så?

– I forbindelse med ernæringslære har efterspørgslen muligvis forbindelse med et formelt krav om, at man skal være uddannet i kokkefaget for at få ansættelse som skibskok, og med hensyn til kontorfaget handler det måske om den generelle mangel på formelt kvalificeret arbejdskraft, siger Maiken Skarðenni.       

Maiken-beskåret.jpg
Maiken Skarðenni arbejder med validering på Færøerne. Foto: Privat. 

Både stolthed og skepsis

Maiken Skarðenni, der som vejleder også er involveret i selve valideringen, har udelukkende mødt velvilje i arbejdet med at implementere validering, og folk er begejstrede for, at der sker noget på området. Når processen går i gang, kan det gå hurtigt. Afstanden mellem gulvet og magten er ikke stor, og synergieffekten er til stede, har Maiken Skarðenni erfaret. Derudover indser flere og flere mennesker, at et bevis på kompetencer er værdifuldt. Både på det personlige plan, hvor et bevis på dine kompetencer også ofte har betydning for din selvagtelse, og på det professionelle plan, hvor et sådant bevis kan betyde bedre ansættelsesforhold, bedre løn og en øget tryghed på arbejdsmarkedet. Og arbejdsgiverne ønsker faglige medarbejdere, der har bevis på deres kompetencer, hvilket også handler om faglig stolthed fra arbejdsgivernes side, fortæller Maiken Skarðenni. 

Men der er også udfordringer i arbejdet. I håndværkermiljøet er der en vis bekymring at spore om et potentielt misbrug af systemet med validering. Især fagforeningerne er på vagt, hvilket John Dalsgarð sætter i forbindelse med en ængstelse for, at håndværkerne med muligheden for validering kan blive andenrangs fagfolk. Men desto større er udfordringen med at formidle validering som en mulighed med fordele for alle parter.

– Jeg tror, at nogle har den opfattelse, at en validering er en nem måde at få en uddannelse på, hvilket jo ikke er rigtigt. Brugerne, der har mangeårige erfaringer med faget, skal fortsat bestå de nødvendige eksamener eller udføre det nødvendige svendestykke for at få papir på deres kvalifikationer. Så her har vi en formidlingsopgave, der venter, siger John Dalsgarð. 

Nordisk vidensdeling i Torshavn

Foreløbig er der et tredages kursus på programmet for lærere, studievejledere og andre, der i fremtiden skal arbejde med validering. Og det bliver fagfolk fra NVLs netværk, der skal undervise. Så det nordiske samarbejde viser sig fra sin bedste side i forbindelse med kompetenceudvikling og validering på Færøerne.  

Der er yderligere nordisk vidensdeling på programmet, når de to NVL-netværk for validering og for vejledning mødes til fælles arbejdsmøde i Torshavn i dagene 20. og 21. september. Foruden netværksmøderne er et seminar om validering og vejledning på programmet, så færøske aktører og interessenter får mulighed for at dygtiggøre sig på området. 

Og netop nordisk vidensdeling har ifølge John Dalsgarå været en central del af det færøske arbejde med voksenuddannelse og validering.

– Det er ikke muligt at overdrive betydningen af nordisk samarbejde, og man kan få det ud af det, som man vil. Men det kræver, at man også vil det, siger John Dalsgarð. 

Vil du deltage i seminariet?

Er du interesseret i at vide mere om programmet for vejlednings- og valideringsseminariet i Torshavn d. 20.-21. september – eller har du lyst til at deltage? Så læs mere her.



Ny arbejdsgruppe undersøger muligheder for øget brug af RKV


Et arbejdsmarked i forandring, hvor mange får brug for nye kompetencer, kalder på et øget brug af efter- og videreuddannelse. Via realkompetencevurdering kan flere opkvalificere deres viden hurtigere, men alt for få benytter sig af mulighederne i dag. En ny arbejdsgruppe skal kortlægge hvorfor og give bud på, hvordan vi sikrer, at flere fremover benytter mulighederne for at få godkendt deres realkompetence som led i videre uddannelse.

Bodil Husted, VIA Efter- og Videreuddannelse

Flere voksne danskere skal optages på videregående efter- og videreuddannelse på baggrund af deres realkompetencer eller få godkendt dele af dem eller hele af slagsen gennem realkompetencevurdering (RKV). For der er store gevinster at hente for både samfundsøkonomien og den enkelte, hvis det lykkes. Det mener i hvert fald Uddannelses- og Forskningsministeriet, der har nedsat en arbejdsgruppe til at se på hele systemet for RKV i forhold til de videregående efter- og videreuddannelser for voksne. I øjeblikket er det et fåtal af studerende, der bliver optaget på studier eller får kompetencebeviser via RKV, og siden 2007, hvor loven om RKV trådte i kraft, er der på landsplan blot to, der har fået bevis for en hel uddannelse. Derfor er en af hovedopgaverne for den nye arbejdsgruppe netop at se på, hvilke barrierer der eksisterer på området og komme med anbefalinger til, hvordan en øget brug af RKV kan effektueres særligt med henblik på at sikre, at flere studerende får anerkendt kompetencer og udstedt kompetencebevis herfor. I gruppen sidder både repræsentanter for interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner og offentlige instanser, og den endelige rapport skal ligge på ministerens bord i slutningen af 2019. Bodil Husted, lektor og programleder for Program for Realkompetence hos VIA UC, er en af dem, der sidder med i den nye arbejdsgruppe. Og det giver god mening at kigge på, hvordan systemet kan smidiggøres, så flere motiveres til at søge, forklarer hun. For at løfte ’bevisbyrden’, som det er op til den enkelte ansøger selv at gøre, er rigtig svært for langt de fleste, påpeger hun.

– Det er næsten en hel akademisk opgave, som man forventer, at folk, der ikke har gået ret meget i skole, selv kan løfte. Det er en systematisk dokumentation af alt, hvad man har med sig holdt op i mod læringsmålene på den uddannelse, man søger optagelse på. Alle evalueringer viser, at dem, der søger RKV, har rigtig svært ved det. Samtidig er skolerne forpligtet til at yde vejledning, men de er pressede på taxameteret, fordi det er en tung opgave for dem at løfte også, siger hun og fremhæver betydningen af det sektorfælles digitale redskab, som parterne bag trepartsaftalen har anbefalet, at der udvikles, som en potentiel, god løsning på problemet.

Flere skal kende til mulighederne

Den betragtning er Marianne Tolstrup, RKV-koordinator hos UC Lillebælt og ligeledes medlem af arbejdsgruppen, enig i.

– Det kan være svært for den enkelte at dokumentere, hvor man har sin viden fra. Med en fælles digital platform, bliver det forhåbentligt mere overskueligt, samtidig med at ansøgeren kan få bedre hjælp til at udfylde ansøgningen. I dag kan procedurerne godt være forskellige fra sted til sted, så at ensarte det over hele landet er en rigtig god ide.

Marianne-Tolstrup.jpg Marianne Tolstrup, UC Lillebælt

Helt overordnet ligger der dog også en stor opgave i at finde frem til, hvordan man overhovedet kan få folk til at søge en RKV, påpeger hun.

– Vi ved, at informationskampagner ikke virker. Derfor er vi nødt til at arbejde med at etablere nogle metoder, der smidiggør, at folk kan se sig selv i det her. Det er blandt andet også derfor, jeg deltager i arbejdsgruppen. Det er vigtigt, at vi etablerer en fælles forståelse af, hvad RKV kan og skal kunne mellem interesseorganisationerne og uddannelsesinstitutionerne. Samtidig har organisationerne også en tæt kontakt til deres medlemmer og kan være med til at synliggøre de muligheder, der ligger i RKV, som vi ikke på samme måde har adgang til.

Mangel på tværsektorielt samarbejde

Spørger man Bodil Husted, mener hun også, at det er fornuftigt at se på, hvordan hele systemet er skruet sammen i dag, og om man eventuelt kunne gøre det smartere. En ide, som arbejdsgruppen også skal forholde sig særskilt til, er muligheden for, at man – modsat i dag – oprettede RKV-centre, der er forankret uden for uddannelsesstederne, siger hun. I dag er det udelukkende den pågældende uddannelse, der søges optagelse på, der har myndighed til at foretage en RKV. På det punkt adskiller Danmark sig væsentligt fra andre lande. Nogle har individuelle og private enheder, der står for det, mens det andre steder er forankret på arbejdspladserne eller i jobcentrene, forklarer hun.  

– Hvis jeg skal se kritisk på den danske model, så eksisterer det tværsektorielle samarbejde ikke i samme grad her som i andre lande med hensyn til at foretage realkompetencevurdering. På den anden side kan det også være vanskeligt at fjerne vurderingen af den enkelte ansøgers realkompetencer fra den uddannelsesmæssige kontekst, som jo bedre forstår, hvad det er for en praktik, man skal ud at virke i. Som studievejleder og underviser og inden for den givne uddannelse har man nogle andre forudsætninger for at gennemskue, hvordan RKV spiller op i mod læringsmål for den pågældende uddannelse, og hvis man flytter RKV-kompetencen væk fra uddannelsesstedet, kan man frygte, at det bliver et ’ekspeditionskontor’, fordi man måske risikerer at få opstillet nogle kriterier, der ikke er så finmaskede. 

Indtil videre har der blot været afholdt to møder i arbejdsgruppen, og diskussionerne er stadig i sin indledende fase. Hvad der konkret kommer ud af det, er der ingen, der kan spå om, men set i lyset af den enorme omstilling, der er på arbejdsmarkedet netop nu, er der brug for at tænke nyt, siger Bodil Husted.

– Det er dyrt og tungt at efteruddanne folk inden for det etablerede system. Samtidig er der også brug for, at vi øger motivationen for voksne til at efteruddanne sig, og det kan RKV være med til, da man oplever at få sine kompetencer anerkendt. På den måde giver det god mening at se på, hvordan vi kan gøre hele systemet mere attraktivt.

Definition af realkompetence

I regeringens redegørelse fra 2004 defineres realkompetencer på følgende måde:  - Realkompetence omfatter en persons samlede viden, færdigheder og kompetencer. Det gælder, uanset om de er erhvervet i det formelle uddannelsessystem eller i arbejdslivet, når vi lærer på jobbet eller deltager i virksomhedsintern medarbejderuddannelse. Det kan også være, når vi inden for folkeoplysningen gennemfører et højskoleophold og derigennem får personlige og sociale kompetencer, når vi tager et pc-kursus på aftenskole eller deltager i foreningslivets forskellige aktiviteter, fx som aktiv frivillig i en hjælpeorganisation.

Læs mere om Undervisningsministeriets definition af begrebet her eller find ministeriets håndbog om realkompetence her.



Er kvinner mer utsatt for utbrenthet enn menn?


Arbeid spiller en stor rolle i fleste voksnes liv. Arbeid er kilde til inntekt og forutsetning for aktiv deltakelse i samfunnet. Utover det er arbeidet arena for sosiale kontakter som markerer folks rolle og status i samfunnet.

Helga Björk Jónsdóttir, diakon ved Vídalínskirke. Foto: Eysteinn Eyjólfsson

Det kan hevdes at deltakelse på arbeidsmarkedet er en viktig måte for å bidra aktivt til nåtidens samfunn.

Å brenne ut fører til at man ikke klarer arbeidet. Å miste muligheten til å arbeide, eller miste fotfeste på arbeidsmarkedet, påvirker ikke bare inntekten men også selvbildet og sosial status.

I Norden er det forskjell på hvordan utbrenthet eller utmattelse anerkjennes og behandles. Nederland var blant de første landene til å anerkjenne utbrenthet som diagnose – eller analyse i 1998 og i fortsettelsen arbeide med å hjelpe personer å bli friske og komme tilbake i arbeid, blant annet med utdanning. Sverige er det første nordiske landet til å anerkjenne utbrenthet som diagnose.

Hva er utbrenthet

I løpet av de siste årene er utbrenthet blitt mer vanlig, særlig blir flere og flere kvinner utbrente. Flere nordiske undersøkelser har vist at noen spesielle yrker er mer utsatte enn andre, det gjelder blant annet utdanning, omsorg og helse. Alle yrker hvor kvinner er i flertall. Psykologen Herbert Freudenberger innførte begrepet utbrenthet på 1970-tallet. Han brukte det, delvis bygget på egen erfaring, til å beskrive konsekvensene av alvorlig stress og høye idealer som mennesker i omsorgsyrker opplevde. Men senere definerte det kjente forskningsinstituttet Mayoklinikken utbrenthet på jobb som en spesiell type stress. En form for fysisk, emosjonell, eller mental utslitthet, kombinert med tvil om egen kompetanse, og verdi av arbeidet det du gjør.

Attføringsfondet VIRK på Island

VIRK – Attføringsfond er en privat non profittorganisasjon som ble opprettet av Islands LO og Iceland business (Islands arbeidsgiverforbund) i mai 2008. I januar 2009 ble en ny traktat undertegnet om involvering av fagforeninger og arbeidsgivere i offentlig sektor.  Finansiering og arbeidet som VIRK og andre attføringsfond er nedfelt i lov nr. 60 25 fra 2012.

Hovedformålet med VIRK er å styrke enkeltpersoners arbeidsevne i kjølvannet av sykdom eller ulykke, inklusiv utbrenthet, med nyttig attføringsvirksomhet.

To tredjedeler er kvinner

I en artikkel i VIRKs årsskrift 2018 stadfester styreleder, Þórunn Sveinbjarnardóttir (også leder for Akademikernes forbund) at to tredjedeler av VIRKs klienter er kvinner. I sin forklaring viser hun til artikkel i VIRKs årsskrift fra 2017 av Dr. Ingibjörg H. Jónsdóttir, professor ved Universitetet i Göteborg og direktør for Institutet för stressmedicin. Ingibjörg er ledende i diskusjonen om stress og utbrenthet på arbeidsmarkedet.

Thorunn (002).jpg Þórunn Sveinbjarnardóttir, formann for VIRKs styre. Foto: Lárus Karl Ingason                                               

Diskusjonen må føres inn på riktig kurs

Ifølge Ingibjörg er det viktig at vi styrer diskusjonen om stressfaktorer på arbeidsplassen, ledernes omstendigheter og kjønnsforskjell, inn på riktig kurs. At vi blir klare over de faktiske årsakene for at kvinner er i flertall når det gjelder fravær, ofte langtids fravær, er på grunn av stressrelaterte sykdommer. Hvis vi forsetter å søke forklaringer i kvinners fysiologi eller at kvinner ikke tåler stress like bra som menn, kommer vi aldri til å løse stressrelaterte problemer på arbeidsplassene.

Det dreier seg ikke om enkeltpersonene

Grunnen ligger oftest i kvinnenes arbeidsmiljø. Forskning har vist at der hvor kvinner er i flertall er arbeidsvilkårene ofte dårligere. Det fører til spørsmålet om hvor kvinner er i flertall? I utdannings-, velferds- og helsesystemet, i hektiske jobber hvor de arbeider med mange mennesker og klienter alle ukens dager. Ingibjörg påpeker at i Sverige snur diskusjonen fra enkeltpersonene og til de faktorer som handler om arbeidsmiljøet og definisjoner av arbeidet. Tydelige krav og overkommelig press er mer sannsynlig til å støtte medarbeidernes helse enn utydelige krav og stadig press.

Hvordan kommer man seg?

Erfaringene hos VIRK viser at det som oftest er håp om bedring. Det finnes muligheter for å arbeide med avkopling, mosjonering og selvutvikling som fører en tilbake til mer normal tilstand. Grunnideologien hos VIRK er at alle har rett til å være aktive på arbeidsmarkedet. For de som har falt ut av arbeid gjelder det å finne det som passer, finne fram til hva personen egentlig vil jobbe med. Dette gjøres med hjelp av spesialister som leger, psykologer, fysioterapeuter, karriereveiledere og arbeidsrådgivere. DialogWeb har fått velvillig lov til å gjengi utdrag av en av VIRK klienters historie.

- Jeg husket ingenting!

Helga Björk Jónsdóttir var lærer i en grunnskole. Hun hadde i noen måneder vært trøtt og uopplagt uten å være klar over hvorfor. Hun hadde vært hos flere leger og spesialister men ingen kunne knytte tilstanden til en sykdom. – Det skjedde for fem år siden. En dag var jeg på vei i bilen ble jeg plutselig overveldet av følelsen om at jeg ikke visste hvor hen jeg skulle, hvor jeg var eller hvorfor jeg var ute å kjøre i bil. Jeg stoppet bilen og ville ringe til min mann men kunne ikke åpne telefonen fordi jeg ikke husket passordet. Det var det mest forferdelige tidspunktet i mitt liv. Jeg fortalte ingen om dette fordi jeg var redd for å miste jobben.  

- Med hjelp fra mange fra ulike perspektiver kom jeg videre

Det tok Helga Björk fem år å komme seg, nå det målet hun ville, det var å komme tilbake i jobb. Hun er glad for å kunne arbeide på deltid fordi hun må ta bedre vare på seg selv enn før.

– Jeg er takknemlig for den gaven jeg fikk fra VIRK, den gaven å bli aktiv igjen. Det foregikk hos VIRK, jeg fikk hjelp fra mange blant annet min lege, psykolog, fysioterapeut og en sykepleier som hypnotiserte meg. Jeg fullførte utdanning som diakon og ble viet til en stilling ved Vidalinskirke i hovedstadsområdet, tett på hvor jeg bor, sier Helga Björk. 

Årsskriftet til VIRK 2018 på islandsk her.

Årsskriftet til VIRK 2017 på islandsk her.

Nyhet i islandsk radio RUV om utbrenthet blant lærere med intervju med Helga Björk Jónsdóttir her.

Althingi Lov om yrkesrelatert attføring og attføringsfondenes arbeid her



Det afgørende bliver at omstille sig


I forhold til fremtidens arbejdsmarkedskompetencer står man på Færøerne overfor mange af de samme udfordringer som i det øvrige Norden. Omstilling er et af nøgleordene, men alment dannende fag er grundlaget for en sådan omstilling. Og velfærdsteknologien vil aldrig kunne erstatte den menneskelige kontakt.

Foto: Pixabay.com

I juni 2018 udgav Kultur- og undervisningsministeriet "Álit um vaksnamannaútbúgving og arbeiðsmarknaðardepil", en betænkning om organisering af voksenuddannelse.

Generel kompetenceudvikling på ønskelisten

Ifølge betænkningen ser en række fagforeninger for ufaglærte kompetenceudvikling og voksenlæring som et middel til generelt at opnå bedre arbejdsvilkår og til at styrke deres position på arbejdsmarkedet samt at forebygge fysisk nedslidthed.

I fagforeningerne nærer man således ikke nødvendigvis noget ønske om muligheder for formelle uddannelser, men man ønsker adgang til kurser med både fagligt og alment dannende indhold, så som læse- og skrivekurser samt kurser i arbejdsmiljø. 

Omstilling og dannelse

Vár í Ólavsstovu er ph.d. og adjunkt i modersmålsundervisning på Færøernes Universitet, eller Fróðskaparsetur Føroya. Ifølge Vár er evnen til omstilling sammen med teknologiske kompetencer vigtige for, at vi i fremtiden skal finde beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

– For få år siden kunne vi ikke drømme om, hvad teknologien kan i dag, og vi har ingen grund til at forvente, at farten på denne udvikling sagtner. Så hvis du vil finde din plads på arbejdsmarkedet, må du nødvendigvis klare at omstille dig, siger Vár í Ólavsstovu.  

Mynd Var.jpg
Vár í Ólavsstovu er ph.d. og adjunkt i modersmålsundervisning ved Færøernes Universitet. Foto: Privat.

Teknologiens sprog

Men denne omstilling kan ikke foregå uden solid kundskab til grundlæggende kompetencer, som al fortsat uddannelse skal bygge på. Mundtlig og skriftlig kommunikation, naturvidenskab, matematik og andre alment dannende fag er ifølge Vár í Ólavsstovu alt sammen fag, som vi alle bør have indblik i.

– Teknologien er vigtig på fremtidens arbejdsmarked, og på samme måde som vi lærer vores modersmål og fremmedsprog, skal vi også lære teknologiens sprog. Men det skal ikke stå alene, for uden evnen til at tænke selv, bliver vi nemt ofre for demagoger i et samfund, som ingen ønsker. Og vi skal sørge for at kunne styre teknikken, uden at blive misbrugt af den, siger Vár í Ólavsstovu.                                      

Flersproglige robotter

Ifølge Vár í Ólavsstovu bliver programmering et centralt fag i fremtidens skole, og det bliver blandt andet nødvendigt at udstyre velfærdsteknologien, som med tiden vil fylde mere og mere, til at klare at kommunikere på mange forskellige sprog.

– For jeg vil gerne kunne bede robotten om en kop kaffe på færøsk hellere end på et fremmedsprog, når jeg er flyttet på alderdomshjem, siger Vár í Ólavsstovu med et glimt i øjet.

Bred viden, men mangel på tid

Rakul í Gerðinum er formand for Heilsurøktarafelagið, fagforeningen for social- og sundhedsassister på Færøerne. Hun repræsenterer således en profession, der sandsynligvis vil kræve endnu flere par hænder på grund af demografiske udfordringer med en aldrende befolkning, udfordringer, der vil medføre øget behov for ressourcer på ældreområdet.

Rakul.jpg  
Rakul í Gerðinum er formand for fagforeningen Heilsurøktarafelagið, færøske social- og sundhedsassistenters fagforening. Foto: Privat.                                                  

Rakul í Gerðinum er godt tilfreds med de kompetencer, som uddannelsen til social- og sundhedsassistent giver.

– Vi har en bred viden om grundlæggende pleje af mennesker. De skal inkluderes i deres egen hverdag og motiveres til at være aktive, og vores udfordring er, at vi ikke overtager styringen, men at vi holder fast i hver enkelt persons integritet. Desværre strækker tiden ikke rigtig til, at vi kan sætte os ned til en snak over en kop kaffe med de ældre mennesker. Denne type kontakt er også vigtig for vores arbejde, da vi med direkte kontakt har mulighed for at få et bedre indblik i det enkelte menneskes generelle trivsel, siger Rakul í Gerðinum.

Den uundværlige menneskelige kontakt

Rakul í Gerðinum savner flere muligheder for faglig udvikling og har derfor gjort opmærksom på behovet for en efteruddannelse for social- og sundhedsassistenter. Fagforeningen organiserer kurser tre til fire gange om året, med både fagligt indhold og mere generelt indhold, for at højne medlemmernes bevidsthed om deres fag, og disse kurser er populære.       

Rakul í Gerðinum nærer ingen bekymringer for, at hendes medlemmer vil få problemer med at omstille sig i forhold til arbejdsmarkedets skiftende krav.                                     

– Vores faggruppe er omstillingsparat, både i forhold til brugere og til arbejdsområde. Evnen til at omstille sig er en fordel, når vi præsenteres for velfærdsteknologien, der med tiden vil spille en større rolle i vores arbejdsliv. Men jeg er overbevist om, at velfærdsteknologien aldrig vil kunne erstatte den menneskelige kontakt, som ingen kan undvære, siger Rakul í Gerðinum.

Heilsurøktarafelagið er den færøske fagforening for social- og sundhedsassistenter. Læs mere her (færøsk.)

Fróðskaparsetur Føroya er Færøernes universitet. Læs mere her (færøsk og engelsk).

Álit um vaksnamannaútbúgving og arbejdsmarknaðardepil kan læses her (færøsk).



Norge satser på nasjonal, digital karriereveiledning for alle


Politikken er klar. Hele den norske befolkningen skal få tilgang til karriereveiledning, enten ansikt til ansikt eller på nett. Planleggingen av en nasjonal, digital karriereveiledningstjeneste er i full gang.

Tromsøkontoret skal bli et kraftsentrum for nasjonal, digital karriereveiledning. Det er allerede full fart ved kontoret som skal være full bemannet i løpet av året. Tre av medarbeiderne, fra venstre seniorrådgiver Gloria Thorarensen, koordinator Anne-Lene Andresen og seniorrådgiver Randi Storli.

Tromsø den siste dagen i mai: Det er ti grader og våren er intenst grønn og nyutsprunget. DialogWeb besøker det nyopprettede kontoret til Kompetanse Norge. Her, i avishuset Nordlys, skal det fremover jobbes det med å utvikle en nasjonal, digital karriereveiledningstjeneste, i tett samarbeid med Utdanningsdirektoratet.

Veien du går

- Karriere betyr «veien du går», sier Anne-Lene Andresen, som er koordinator for etableringen av Tromsøkontoret. Alle i Norges land skal få tilgang til veiledning om egen, individuelle vei gjennom utdanning og arbeid. Dette er det ambisiøse målet, og en viktig del av arbeidet skal utføres her i Tromsø. Den politiske beslutningen var å flytte ti arbeidsplasser ut av Oslo. Nå er de første personene på plass, og i løpet av året er kontoret fullbemannet.

- Kjernespørsmålet er «hva har du lyst å jobbe med», ikke «hva vil du bli», sier Anne-Lene Andresen, som har lang erfaring fra karriereveiledning. For mange er møte hos en karriereveileder det puffet som skal til for å komme videre med utdanning og arbeid.

- Noen ganger er veiledningen som en liten dråpe, andre ganger som et helt hav, sier Andresen.

Karrieresentre i alle fylker 

Mye har skjedd på karriereveiledningsfronten de siste årene, og Kompetanse Norge har vært en pådriver. Det bør etableres karriereveiledning i alle fylker og på nett, heter det i en offentlig utredning fra 2016. Med unntak av Oslo har de øvrige fylkene etablert fysiske karrieresentre. Nordland har ni karrieresentre og Finnmark har to, men det betyr likevel svært lang reise reise for en del del av befolkningen dersom de får en time hos veileder.

En nasjonal, digital veiledningstjeneste 

For å styrke tilgangen til «nøytral og kvalitetssikret informasjon og øke tilgangen til profesjonell karriereveiledning», sier den nevnte utredningen at det også bør etableres et karriereveiledningstilbud på nett, en nasjonal, digital tjeneste. Den skal ha et nettsted med informasjon og selvhjelpsressurser og en e-veiledningstjeneste. Her har regjeringen fulgt opp anbefalingen og satset fra og med 2018 med 25 millioner kroner i potten. Nå er det satt fullt trykk på å planlegge. Et forslag til hvordan tjenesten bør utvikles er allerede utarbeidet og ligger til vurdering i Kunnskapsdepartementet. Så snart klarsignal er gitt, setter Kompetanse Norges folk i gang med å realisere planene samen med Utdanningsdirektoratet.

Kapasitetsmangel

- Det er kapasitetsmangel på karriereveiledning per i dag, derfor satses det friskt på en nettbasert tjeneste, sier direktør Gina Lund i Kompetanse Norge. Mange ansatte, både i Tromsø og Oslo jobber med karriereveiledning, og det er tett samarbeid med enheten utdanning.no i Utdanningsdirektorartet. Utdanning.no har en nettbasert utdanningsoversikt og generelle yrkesbeskrivelser med tanke på unge som skal ta sine utdanningsvalg.

Hvorfor er karriereveiledning så viktig? 

For mange kan veiledning være den brikka som skal til for å komme seg videre med planer og utdanning for ei framtid der en kan både yte et bidrag i samfunnet og trives med egen innsats.

- Karriereveiledning er et viktig verktøy i en samlet kompetansepolitikk, sier Gina Lund. - Vi skal sikre omstillingstakten i arbeidslivet gjennom karriereveiledning, sier hun videre. Tromsø skal bli nasjonalt kraftsentrum for karriereveiledning, men det betyr neppe at veilederne skal sitte i Tromsø og veilede folk ut over i hele landet. De etablerte karrieresentrene i fylkene fortsetter sitt gode arbeid, og blir også viktige for den nettbaserte tjenesten.

Karriereveiledning skal ha et livslangt perspektiv, fra rådgivere på ungdomsskole og videregående skole til karrieresentrene som dekker de voksnes behov.

Fullt av engasjerte folk 

Kunnskapen som karrieresentrene har bygd opp er viktig for hvordan rammer og organisering av den nye, digitale tjenesten skal bli.

- Vi tar utgangspunkt i kompetansen ved karrieresentrene. Karriereveiledningsverdenen er full av spennende, engasjerte folk med solid kompetanse, sier Anne-Lene Andresen. Sentrene blir også i dag oppfordret til å ta i bruk flere digitale verktøy i karriereveiledningen. Kompetanse Norge har for eksempel arrangert en webinarrekke om digital karriereveiledning, hvor det gis kunnskap om hvordan karriereveilederne kan gi tilpasset og fleksibel karriereveiledning til den enkelte veisøker og ulike grupper.

- Det er gøy å få være med og utvikle et nytt felt, og dette er en framoverlent bransje, sier hun.

Fra toppen av landet

Utflytting av arbeidsplasser fra Oslo til andre steder i landet er et viktig politisk grep for å «ta hele landet i bruk», som det heter i enkelte slagord. Samtidig er det et grep som gir verdi og som kan bidra til å utvikle bedre tjenester.

- Du får et bredere perspektiv ved å være i Tromsø. Du lærer mer om hvordan det jobbes med karriereveiledning her nord, og du lærer for eksempel mer om karriereveiledning for den samiske befolkningen. Vi får nye innspill og bedre kunnskapsgrunnlag ved å være her, sier Andresen, som tidligere har jobbet i Østfold og Oslo. Dessuten er det trivelig å være i Tromsø.

- Folk er positivt nysgjerrige og interesserte i det vi holder på med. Anne-Lene Andresen skal tilbake til Østlandet, men ser stor verdi i kontoret i Tromsø. Dette synet deler hun med direktøren i Kompetanse Norge.

- Det gir oss perspektiv å ha et utblikk fra toppen av landet, sier Gina Lund.

Når vi kommer utpå høsten 2019 vil den digitale karriereveiledningen etter planen være i drift, og DialogWeb kan gjøre et nytt besøk, eller kanskje selv søke karriereveiledning.

Les mer 

Opptak fra webinarene «Digital karriereveiledning – gull, gråstein eller noe midt i mellom?». Les mer her eller her

Aktuell utredning:

NOU 2016:7 Norge i omstilling – karriereveiledning for individ og samfunn

 



Grønland er parat til flere turister


Hvis alt går efter planen, får Grønland flere internationale lufthavne i september 2022. Den turistattraktive by Ilulissat og hovedstaden Nuuk får landingsbaner på 2200, mens Qaqortoq får landingsbaner på 1500 meter. Spørgsmålet er, om borgerne er klar til at modtage flere turister.

Illustrationen viser den kommende lufthavn i Nuuk. Foto: Kalaallit Airports A/S

Grønland har fået nye landstingsmedlemmer (Inatsisartut, red.) og ministre (Naalakkersuisut, red.) i april 2018. Selvom det i 2015 blev besluttet, at der skal bygges tre nye lufthavne, er der nu opstået forvirring om, hvilke byer der skal have nye lufthavne og hvilke banelænger landingsbanerne skal have.

Der er ingen tvivl om, at der vil komme flere turister til Grønland, hvis de nye landsvalgte politikere beslutter sig for at bygge internationale lufthavne.

Klar til flere turister

Men er borgerne klar til at modtage flere turister, og har Grønland nok uddannede og rigtige kompetencer til at varetage flere turister?                                         

Liise Egede Hegelund, som er erfaren selvstændig indenfor turisme, er ikke bekymret for dette. Hegelund har 30 års erfaring indenfor turisme i Grønland og ejer vandrehjemmet "Inuk Hostels", med et konferencelokale samt café. Hun har oplevet udviklingen i landet set i lyset af det grønlandske folks kompetencer.

  0billede 3.jpg
Illustration viser den kommende lufthavn i Qaqortoq. Foto: Kalaallit Airports A/S      

– Flere unge følger med udviklingen, og derfor er der mange flere, som både kan tale og skrive på engelsk sammenlignet med, hvordan det var for 30 år siden. Det er jo meget vigtigt at kunne tale engelsk, hvis man skal kommunikere med turister. Se bare på folkeskolen, der starter engelsk undervisning helt fra 1. klasse, så jeg er ikke så bekymret, når du spørger om det, forklarer Liisi Egede Hegelund, men understreger:

–  Hvis vi skal have flere af de lokale unge til at beskæftige sig mere med turisme, så skal vi bane vej til flere muligheder, så der er nok arbejdskraft.

0liisi 4.jpg  
Liisi Egede Hegelund har beskæftiget sig med turisme i over 30 år. Foto: Privat.                                                  

Uddannelsesmulighederne er der

I Grønland er der flere uddannelsesmuligheder. Hvis man vil beskæftige sig med turisme, er der tre forskellige uddannelser: Adventure Guide, Arktisk turistguide eller service økonom i Sydgrønland, Qaqortoq.

Sidste år var der otte ud af 24, der blev færdige som Arktisk Adventure Guide, og selvom det er få, i forhold til hvor mange der startede på uddannelsen, er uddannelseschef i Campus Kujalleq, Rie Oldenburg, tilfreds. 

– Vi er tilfredse med, hvor mange der bliver færdige indenfor turismeuddannelsen, hvis vi kigger på gennemførelsesprocenten på 33 og 45 procent, siger Rie Oldenburg, og tilføjer:

– Vi vil dog få brug for flere uddannede, hvis vi får nye lufthavne. Der kommer helt sikkert nye jobmuligheder til den tid, så jeg tror, at der vil være flere, der søger ind på vores uddannelser, siger uddannelseschef, Rie Oldenburg.

Fra politisk side er der planer om, at forhøje antallet af færdiguddannede i Grønland.  

– Vi må stoppe og kigge på, hvor langt vi er nået og tage den derfra. Vi lever i et land med et lavt befolkningstal. Jeg synes derfor, at det er bedst at fokusere på, hvor mange uddannede folk vi har fremfor at fokusere på, hvor mange der stopper deres uddannelser, siger Naalakkersuisoq for uddannelser (minister, red,) Vivian Motzfeldt.

0vivian 5.jpg  
Den nye minister for uddannelser, Vivian Motzfeldt. Foto: Privat.                                                  

– Vi skal begynde at have mere samarbejde med vores nabolande, og ikke kun kigge på hvordan man gør i Danmark, siger Naalakkersuisoq for uddannelser og afslutter:

– Det er ikke noget nyt, at Grønland får gæster fra udlandet. Det kan vi også se på vores historie. Der kommer altid andre kulturer og besøger vores land, og jeg synes derfor, at vi sagtens kan modtage flere turister, forklarer ministeren, Vivian Motzfeldt.

 



Vi vill bygga broar mellan arbetsliv och utbildning


Yrkeskunnande är ofta en balansakt mellan olika sorters arbetsuppgifter. Den norska rapporten "Balansekunst – hvordan beskrive kompetanse som bygges opp i arbeidslivet" skapades efter att Norges regering fick en nationell kompetenspolitisk strategi. Målet med strategin och rapporten är att arbetsliv och utbildning ska närma sig varandra.

Första intrycket och ett engagemang är viktigare än meriter på papper, säger dagligvaruhandlaren Aleksandra Djordjevic apropå vilka kompetenser hon söker när hon anställer personal. Foto: Privat

Det började redan 2010. Arbetsgivarorganisationen Virke och fackförbundsorganisationen LO i Norge enades om att definiera en ny kompetenspolitik. 

– Alla pratar om utbildningspolitik, men vi menar att lärande i arbetslivet är en lika viktig del som utbildningspolitik. Vi skrev ett dokument om livslångt lärande och gick med det till den norska regeringen. Tillsammans gjorde vi en process med OECD (The Organisation for Economic Co-operation and Development) och 2017 fick Norge en nationell kompetenspolitisk strategi mellan parterna i arbetslivet och ideell sektor. Den ska verkställas under åren 2017–2021, berättar Tormod Skjerve, seniorrådgivare vid Virke.

Avståndet mellan utbildningssektorn och arbetslivssektorn är fortfarande ganska stort. Ett av målen med strategin är att bygga broar mellan dessa sektorer.

– Vi vill visa att lärande i arbetslivet inte är någon konkurrent till utbildningssektorn.

Lättare att dokumentera kompetens

Den nationella kompetenspolitiska strategin har pekat på att det ska bli lättare att dokumentera kompetens som byggs upp i arbetslivet. Man har utvecklat en modell och metod som ska kunna användas inom de flesta branscher. Hittills har rapportens upphovsmakare främst samarbetat med arbetsgivare inom detaljhandeln. Det beror på att Virke och LO har lång tradition av att arbeta med handeln och de är bra på att lära upp personal på arbetsplatsen.

”Vi vill visa att lärande i arbetslivet inte är någon konkurrent till utbildningssektorn” /Tormod Skjerve, seniorrådgivare vid arbetsgivarorganisationen Virke. 

Några stora butikskedjor har samarbetat i utvecklingen av rapporten, till exempel den svenska möbeljätten Ikea och den norska dagligvarukedjan Kiwi. Ikea har börjat titta på hur de kan använda Virkes metoder för att skapa kompetensstandarder för alla roller i varuhusen. Kiwi har en egen internutbildning som anställda får gå.

Balanskonst är ordet som används för att beskriva kompetenser i arbetslivet. 

– I ett serviceyrke måste du ofta balansera mellan relationen med människor och även vara bra på teknologi. I handeln finns det också vissa uppgifter som är rutinmässiga, som du måste göra varje dag. Samtidigt ska du tåla nya utmaningar och vara flexibel mot kunder. Du ska kunna vara närvarande när det behövs, kunna prioritera och hålla ett visst tempo, säger Tormod Skjerve.

tormod skjerve.jpg
Tormod Skjerve

Skjerve är aktiv i NVL:s nätverk Kompetens ur ett arbetslivsperspektiv som skrev rapporten med samma namn som publicerades 2017.

– Vi har politiska ramverk, en politisk strategi för kompetensförsörjning i Norge, som ni inte har i Sverige. Vi har översatt rapporten till engelska eftersom vi har förstått att det finns ett internationellt intresse för den. Jag är också bjuden till en EU-konferens i juni för att presentera vår valideringspolitik, säger Tormod Skjerve. 

Viktigt med engagerad personal

DialogWeb har också träffat en handlare för att höra vad hon tänker när hon anställer. Aleksandra Djordjevic är franchisetagare på en matvarubutik i Västertorp i södra Stockholm. Butiken har femton anställda. Några arbetar heltid, men butiken har också flera personer som jobbar extra parallellt med studier.

– Det är jätteviktigt att personen jag anställer är glad, positiv och engagerad. Vi är en liten butik som har mycket fokus på att vi är duktiga på service. När jag letar efter ny personal vill jag ha någon som passar in i vår dynamik och tycker om att ta egna initiativ, säger Aleksandra Djordjevic.

aleksandra5.jpg  
Aleksandra Djordjevic. Foto: Privat 

”När jag letar efter ny personal vill jag ha någon som passar in i vår dynamik och tycker om att ta egna initiativ” /Aleksandra Djordjevic, dagligvaruhandlare.

När hon såg Virkes informationsfilm konstaterade hon att hon ”verkar vara på rätt spår” i sitt eget arbete med rekrytering. Vågskålen för hennes personal kan till exempel stå mellan att å ena sidan ägna sig åt rutinuppgifter som ingår i arbetet, till exempel att packa upp och märka varor, å andra sidan att snabbt lämna uppgifterna för att vara trevlig och hjälpsam mot kunder.

– En annan del av vågskålen är att jag försöker anställa personer som är lite olika personligheter, så att de kan väga upp varandra, säger hon.

Första intrycket är nummer ett

För att jobba i butik krävs ingen akademisk utbildning, men Aleksandra Djordjevic ser gärna att hennes anställda har gått ut gymnasiet. 

– Det är en bra grund för arbetslivet. Det är inget krav, men ofta har de då lärt sig att passa tider och liknande, säger hon.

aleksandra6.jpg  
Aleksandra Djordjevic. Foto: Privat 

Det pratas ibland om att det bör vara möjligt att validera arbetsplatslärande så att det kan visas upp för arbetsgivare på ett papper. Den idén är Aleksandra Djordjevic dock skeptisk till. 

– Jag tror inte det skulle vara en höjdare. Då kan de ju skriva ner egenskaper som inte stämmer. Nummer ett för mig är första intrycket, det säger jättemycket om personen framstår som framåt och skakar hand. Det skulle inte gå att få på papper, man måste kunna se egenskaperna, säger hon.

Ladda ner och läs mer om Virkes rapport här.

Rapporten Kompetens ur ett arbetslivsperspektiv.



Hva skjedde med folkehøgskolene på Island?


Hvorfor ble folkehøgskoler ikke like populære på Island som i de andre nordiske landene? En kort oversikt over de islandske folkehøgskolenes historie.

På Flateyri vid Önundarfjord en av Vestfjordene på starter en ny folkehøgskole høsten 2018. Bilde: Vitalii Matokha

Folkehøgskolenes ideologi

Folkehøgskoler i Norden har en felles ideologi forbundet med utviklingen av det daglige og politiske livet i Europa på attenhundretallet. Folkehøgskolene ble etablert på grunnlag av en pedagogisk filosofi utviklet av den danske pedagogen og teologen Nikolai Frederik Severin Grundtvig. Han mente at læring ikke skulle bestå av pugging og terping av teorier som hadde lite med elevenes hverdag å gjøre. Læring skulle utvikles gjennom det levende ord i samtale mellom elev og lærer. Elever og lærere skulle bo sammen. Elevene skulle lære seg selv og sine medelever å kjenne, løse problemer sammen, vise hensyn og toleranse.

Opplæring for alle

Grundtvigs mening var at elevene skulle tilegne seg kunnskaper og ferdigheter som de hadde nytte av i sitt daglige liv. I starten var hovedfagene fedrelandets språk, historie og samfunnskunnskap, så tilkom verdenshistorie, litteratur, matematikk, natur- og sunnhetsfag. Grundtvig var også opptatt av at skole og utdanning måtte bli en rett for alle unge og voksne, uavhengig av foreldrenes eller egen status.

Det finnes en klar sammenheng mellom folkehøgskolenes tradisjon og felles verdier som bygger på at alle mennesker er likeverdige. Utdanning har avgjørende betydning for samfunnets utvikling, demokrati og ansvarsfullt medborgerskap.

Utbredelse i Norden

Folkehøgskolene kan anses som en nordisk skoleform for voksne. Det er opplæring for menn og kvinner som tar utgangspunkt i at de skal bli gode og aktive statsborgere. De skal finne og utvikle sine evner og seg selv. Den første folkehøgskolen ble etablert i Danmark i 1844 og i Norge 1864 og i Sverige 1868 og litt senere i Finland 1889. I begynnelsen var folkehøgskolene først og fremst bøndenes undervisningsanstalter men fra starten av 1900 tallet ble de også tilknyttet arbeiderbevegelsen og etterhvert flere forskjellige folkerørsler, stiftelser, foreninger eller kommuner. Folkehøgskolebevegelsen var i utgangspunktet et nordisk fenomen, men det finnes nå folkehøgskoler eller tilsvarende skoler også i mange andre land. 

Nordisk folkehøgskoleråd

1956 ble det Nordiske folkehøgskolerådet opprettet. Rådet arbeider med å forsterke samarbeidet mellom de nordiske folkehøgskolene og samtidig skape gode vilkår for folkehøgskolenes utvikling i Norden. Et punkt på rådets virksomhetsplan 2018 angår Island og utviklingen av folkehøgskoler der. Rådet vil samarbeide med Islands ungdomsforbund, UMFI og utdanningsdepartementet ved å støtte den pågående prosessen med skriving av lov om folkehøgskoler. Utviklingen og utbredelsen av folkehøgskoler på Island har vært noe annerledes enn i de øvrige nordiske landene.

højskole DK.jpg  
Folkehøgskole i Danmark anno 2014. Bilde: Folkehøjskolernes Forening Danmark

Eldre forsøk med folkehøgskoler på Island

Det aller første forsøk på å drive folkehøgskole på Island var i 1881 da Guðmundur Hjaltason, som hadde gått på folkehøgskoler både i Norge og Danmark, opprettet skoler på forskjellige steder på Nord-Island men de ble ikke framgangsrike. Han flyttet med familien til Norge 1902 og vendte tilbake 1919. Guðmundur var fram til sin død den viktigste talsmannen for folkehøgskoler på Island. Han arbeidet for ungdomsforbundet, reiste rundt og presenterte folkehøgskolerørslen. Dermed kan det sies at han la grunn for opprettelsen for héraðsskolene, internatskoler for en region.

Hvítárbakki - Reykholt

Den andre folkehøgskolen, skolen på Hvítárbakki på Vestlandet, ble opprettet av Sigurður Þórólfsson 1905. Sigurður bygget også på erfaring fra Danmark hvor han hadde gått en vinter på folkehøgskole. Han hadde undervist flere steder med samme tilnærming som på folkehøgskolen og han ledet skolen på Hvítárbakki til 1920. Skolen var i drift helt fram til 1931 da den ble flyttet til Reykholt. Der utviklet skolen seg mot en tradisjonell ungdomsskole med eksamener i fleste fag. Vi kommer tilbake til Reykholt.

Nyere forsøk i tjuende århundre

Under det tjuende århundre ble det gjort flere forsøk. I Haukadalur startet Sigurður Greipsson en idrettsskole 1927, han dro til Norge og Danmark for å utdanne seg og da ble han fascinert av folkehøgskolene. Han bygget en skole og senere også svømmehall. Ideologien bak driften var den samme som folkehøgskolene i Norge og Danmark, ingen eksamener og i tillegg til de tradisjonelle fag i modersmål og idrett ble det undervist i helsefag, idrettshistorie, matematikk og dansk. Skolens høydepunkt var høsten 1939 med 43 elever, men etter hvert ble de færre og færre, Sigurður ble eldre og skolen ble nedlagt 1970.

Statskirkens folkehøyskole i Skálholt

Et av de viktigste forsøkene på å utdanne islendingene på folkehøgskoler i den siste halvdel av det tjuende århundre var folkehøgskolen i det gamle bispesetet Skálholt på Sørlandet. Den skulle bygge på den nordiske folkehøgskole ideologien og i tillegg utdanne medarbeidere i kirkens arbeid.  Enda en gang gikk reisen til Danmark som del av forberedelsene. Þórarinn Þórarinsson reiste i årene 1959 til 1961 og undersøkte de danske folkehøgskolenes arbeid, drift og utbredelse og han ble overbevist om at det skulle opprettes en folkehøgskole i Skálholt. Den ble innviet i 1974 og ble drevet som folkehøgskole fram til 1987. Skálholtsskolens mål for utdanningen var å styrke forholdet mellom kirke og samfunn og fremme påvirkning av kristelig tro og kultur i islandsk samfunn. Det ble satt ny lov om skolen i 1993 hvor det ble stadfestet at skolen ikke lenger var en folkehøgskole

Det siste forsøk i tjuende århundre

Det siste forsøk i tjuende århundre for å opprette en folkehøgskole på Island gjorde Oddur Albertsson da han i 1996 opprettet en skole i Reykjavik. Før det hadde han tatt utdanning ved universiteter i Sverige og Island i bl.a. fritidspedagogikk, filosofi, teater- og filmvitenskap og pedagogikk for undervisere i folkeopplysningen. Oddur hadde også undervist ved folkehøyskole i Danmark og på Island både i folkehøgskolen i Skálholt og ledet ungdomsskolen i Reykholt. Der hadde han arbeidet med utvikling av undervisningen i retning av folkehøgskolene.

Oddur Albertsson, en sann talsmann for folkehøgskoler

Oddur var overbevist om at Grundtvigs ideologi og den nordiske folkehøgskolens tradisjon ville være en utmerket mulighet for de som ikke hadde klart seg innenfor det tradisjonelle skolesystemet. I skolen skulle det legges vekt på elevenes eget ansvar og frihet. De skulle selv kunne påvirke undervisningen, være sosialt aktive og utvikle sine evner til å samarbeide og kommunisere. På den måte ville undervisningen påvirke og forandre deres levemåte.

Højskole_Flateyri1.jpg  
Islands ungdomslag forbereder en ny folkehøgskole på Laugarvatn på Sør-Island. Bilde: Arsenie Krasnevsky

Folkehøgskolen i Reykjavik

Samme ideologi lå til grunn for opprettelsen av folkehøgskolen i Reykjavik i 1996. Helt fra starten var de økonomiske- og arbeidsvilkårene trange. Skolen hadde hverken faste eller passende lokaler, offentlige tilskudd var alt for små og til og med et forslag om en bevilgning på fem millioner islandske kroner i statsbudsjettet høsten 1997 ble nedstemt. Den støtte som kom fra Nordens Hus, Røde kors og Reykjavik kommunes opplæringssenter var ikke tilstrekkelig. Lærere foruten Oddur var som regel 3 og antall elever mellom 20-30 hvert semester. De fleste var unge som ikke hadde klart seg godt på skoler i det offentlige systemet, folk som ville utvikle seg og søkte sin stilling i livet og unge som led for dårlige sosiale forhold. Skolen ble nedlagt i 2000.

Hvorfor har folkehøgskoler ikke hatt suksess på Island?

Det er helt sikker flere grunner til at folkehøgskolene ikke har slått igjennom på Island. Her nevnes kun to. Den ene av grunnene er de økonomiske forhold. Folkehøgskoler på Island har aldri hatt solid økonomisk støtte. Hverken fra de offentlige myndigheter, stat eller kommuner og heller ikke fra folkerørsler, organisasjoner eller foreninger. Alle skolene som er nevnt slet med dårlig økonomi. En annen grunn er også utviklingen av det offentlige utdanningssystem. Tidlig på det tjuende århundre med opprettelsen av distriktskolene (héraðsskólar) og senere på åttitallet utviklingen av de modulbaserte videregående skolene som også hadde kveldsundervisning for voksne.  Det er videregående skoler for elever eldre enn 16 år med både allmennfaglige og yrkesfaglige studieretninger.

Héraðsskolene - distriktskolene

Det var en omdiskutert politiker og utdanningsminister, Jónas Jónasson fra Hriflu, som opprettet flere distriktskoler i sin tid som utdanningsminister i årene 1927-1931. Ideologien for skolene var at det skulle bygges opp sentre for utdanning og idrett i hver region. Innbyggerne skulle utdannes slik at de ble værende i regionen. Héraðsskolene var i motsetning til folkehøgskolene en del av det offentlige utdanningssystem. Skolene skulle ligge tett på områder med geologisk varme, bl.a. for bruk i svømmehaller. Utdanningen hadde flere fellestrekk med folkehøgskolene. De var internatskoler, i undervisningen skulle det legges vekt på morsmålet og samfunn, nyttige arbeidsmåter og sunnhet. I tiden til Jonas som minister ble tre skoler opprettet, blant dem en på Laugarvatn på Sør-Island hvor UMFI nå nesten århundre senere forbereder opprettelse av en ny folkehøgskole.

Videregående skoler

Den første modulbaserte videregående skolen, Fjölbrautaskólinn i Breiðholti, ble opprettet 1975, og mange flere etter det. Utdanningen i disse skolene er både gymnasial, allmennfaglig med forberedelse for universitetsstudier og yrkesfag til svennebrev eller kortere fagutdanning. Utdanningen er modulbasert og elevene har stor valgfrihet både angående linje, språk nyere og eldre, matematikk, fysikk, naturfag og samfunnsfag. Men elevene kan også velge ulike moduler med kjernevalg og fritt valg. Valgmodulene kan være vidt forskjellige innenfor ulike fag kunst, musikk, filosofi, naturfag, og fremmedspråk for å nevne noen. Flere av de videregående skolene drev også kveldsundervisning eller voksenavdelinger som ble veldig populære i en periode. På den måte møter de unges og voksnes behov for å utforske sine interesser, prøve noe nytt, utvikle seg og skape.

Stadig håp i en og tjuende århundre

Den første folkehøgskolen på Island i nyere tid er LungA, som en nylig artikkel på NVL.org handler om. LungA er både kunstfestival og folkehøgskole hvor de første elevene startet sin utdanning i 2014. Folkehøgskole nummer to kommer snart i gang. Høsten 2018 kommer de første elevene i gang med sin utdanning på i en ny folkehøgskole på Flateyri på Vestfjordene. Initiativtakerne håper på 30-40 elever, som blir et viktig og stort tilslag til en landsby med 160 innbyggere. Siste frist for å sende inn søknad var 21. mai 2018.

Nordisk samarbeid om en folkehøgskole

Den tredje folkehøgskolen forberedes nå av UMFI, Islands ungdomsforbund. Den skal være på Laugarvatn hvor det tidligere var en distriktskole, og senere det sted hvor gymlærere tidligere fikk sin utdanning. I forberedelsene inngår bl.a. Nordisk samarbeid, Nordisk folkehøgskoleråd samarbeider med UMFI og myndigheter om ny lov om folkehøgskoler. Målet er at de første elevene kan begynne sin utdanning om to år, høsten 2020.



Fjernundervisningens betydning for det gode samfund


Nordiske erfaringer med internet og kommunikationsteknologi i fjernundervisning var på programmet, da NVLs Distansnetværk i mai afholdt et seminar i Torshavn på Færøerne. DialogWeb var med, og vi talte med medlemmer i NVL-netværket Distans, der arbejder med adgang til fjernundervisning i Norden.

Torhild Slåtto er norsk repræsentant i Distansnetværket, der mødtes på Færøerne i maj. Foto: Kristianna Winther Poulsen

 Der er en verden til forskel på de første brevkurser, der for mange mennesker var den eneste mulighed for at dygtiggøre sig, og nutidens fjernundervisning, hvor teknologien har muliggjort adgang til uddannelse for så godt som alle beboer i Norden. 

Stor betydning for kundskabsniveauet

Torhild Slåtto er Norges repræsentant i Distansnetværket. I hele sit arbejdsliv har hun beskæftiget sig med undervisning og uddannelse, og hun arbejder nu som direktør i organisationen Fleksibel utdanning Norge.

Som Torhild måske lidt i spøg fremførte, var Paulus med sine breve i Det Nye Testamente blandt de første, der praktiserede fjernundervisning. Men med eller uden Paulus har fjernundervisning haft vældig stor betydning for det generelle kundskabsniveau i Norge. For 50 til 100 år siden var offentlige uddannelsestilbud ikke særlig veludbygget, og derfor var fjernundervisning for mange den eneste mulighed for at uddanne sig. Uden denne mulighed havde det generelle uddannelsesniveau i det norske samfund ikke været så godt, som det er i dag.

Fra brevkurser til internet

Historisk set har private aktører tilbudt fjernundervisning, og de første kurser var i økonomi og bogholderi. Derefter udviklede kurserne sig, og det blev muligt at tage kurser i landbrugsøkonomi og i andre emner indenfor landbrug, og i dag kan man vælge næsten hvad som helst, hvor som helst.

– Dette er en god mulighed for mange mennesker, der aldrig fik en uddannelse. Formelle uddannelsespapirer er i dag nødvendige for at få adgang til arbejdsmarkedet, og selv om offentlige traditionelle uddannelsestilbud er ganske gode, er fjernuddannelser fortsat nødvendige, fortæller Torhild. 

Fine slutresultater

 – Ifølge en norsk undersøgelse om læring blandt netstuderende og andre studerende er der ikke nogen problemer i forhold til slutresultatet. Det viser sig, at netstuderende ikke har dårligere resultater, snarere tværtimod, da de mennesker, der uddanner sig over nettet, kan være ekstra motiverede. Og i forhold til de traditionelle studerende er netstuderende ofte ældre og har mere erfaring, hvilket også kan være positivt i forhold til den samlede indsats,’ forklarer Torhild.

Hun påpeger også betydningen af tilstrækkelige ressourcer til læring samt adgang til undervisere og vejledere, for så giver fjernundervisning på ingen måde en dårligere kvalitet.

– Lærerne skal naturligvis have fuld kompetence i de fag, de underviser i, og for de studerende er fleksibiliteten i fjernuddannelse en fordel, da mange i dag ønsker fleksibilitet. Men al uddannelse kræver disciplin, og man må selv sørge for at finde den nødvendige tid, påpeger Torhild Slåtto.                                        

Fleksibilitet er nøgleordet

Taru Kekkonen er Finlands repræsentant i Distansnetværket. Hun har arbejdet med fjernundervisning og IT i over tyve år, og i dag er hun undervisningsleder i Omnia, en læringsinstitution med over 50.000 indskrevne elever og studerende. Omnia er et kommunalt samarbejde i Espoo-regionen i Finland, hvor der fokuseres på læring og uddannelse i bred forstand, med voksenlæring, livslang læring og professionsuddannelser på programmet.

distansTaru.jpg  
Taru Kekkonen er finsk repræsentant i NVL-netværket Distans.

Taru understreger fleksibilitetens betydning for fjernundervisning.

– Der er altid en årsag til, at voksne mennesker har brug for fleksible tilbud om kurser og uddannelse. De bor i udlandet, de er hjemme med små børn, de har problemer med helbredet, de er droppet ud og ønsker sidenhen at fortsætte med uddannelsen. Fjernundervisning gør det muligt at starte et fag når som helst, og de kan selv bestemme farten. De kan også vælge imellem at studere alene eller at være en del af en gruppe, hvis de hellere ønsker det, fortæller Taru. 

Slip kontrollen

Pædagogikken skal nødvendigvis komme i første række, og derefter kommer de teknologiske redskaber, understreger Taru.

– Læring er læring, og processen sker mellem de mennesker, der deltager. Så må man finde den kommunikationskanal, der gør det muligt for de deltagende at være med i læringen. Teknologien gør uddannelse mulig og tilgængelig, men den er et redskab, og ikke målet i sig selv. Vi undervisere har tit et ønske om at kontrollere tingene, men det er også vigtigt, at vi tør give slip. Læring online handler om tillid, og min erfaring fortæller, at det er det værd, siger Taru Kekkonen.

Bør tages alvorligt

Deirdre Hansen repræsenterer Færøerne i Distans-netværket. Hun er ansat som studievejleder på Fjarnám i Klaksvík, hvor hun vejleder folk om mulighederne ved fjernuddannelser. Deirdre mener ikke, at man fra offentlig side gør nok ud af mulighederne i fjernundervisning.

distans-Deirdre.jpg
Deirdre Hansen havde en præsentation på NVL-seminar i Torshavn. Deirdre Hansen er færøsk repræsentant i NVL-netværket Distans.

– Man bør koordinere området og tage det mere alvorligt på politisk plan. Der er så mange gode eksempler på de muligheder, der ligger i fjernuddannelser, og vi har alle disse muligheder, men de bruges ikke nok, siger Deirdre.

Livslang læring og fjernuddannelse

Selv havde Deirdre arbejdet som folkeskolelærer i over 20 år, da hun besluttede sig for at tage en universitetsuddannelse. På det tidspunkt fandtes der ingen voksenvejledning, og hun fik ingen merit overført, så hun startede forfra og tog en femårig master.

– For mig var det fint, og jeg lærte en masse, men for samfundet er det en unødvendigt lang og dyr proces, siger Deirdre, der også efterlyser muligheden for validering, voksenuddannelse og livslang læring. 

– Voksenuddannelse hænger sammen med fjernuddannelse, og vi har brug for et organiseret tilbud på dette område. Så vi er mange, der venter utålmodigt. I et øsamfund som det færøske kan fjernundervisning øge de faglige udbud, uddannelser, fagligt samarbejde og udvikling af arbejdsmarkedet, forklarer Deirdre Hansen. 

Fremtidens behov

Livslang læring og adgang til arbejdsmarkedet er centralt i de nordiske velfærdssamfund, hvis grundlag er, at folk arbejder. Men kravene for at få adgang til arbejdsmarkedet er høje, både i forhold til kompetencer og til omstilling, og en god og organiseret adgang til fjernuddannelser er en nødvendig del af fremtidens behov for både arbejdstagere og arbejdsgivere.  

Få mere viden 

Læs mere om læringscentret Omnia (finsk og engelsk).

Læs mere om Fleksibel utdanning Norge (norsk og engelsk).  

Læs mere om Fjarnám på Facebook (færøsk).

Se videon og presentationer fra seminariet (engelsk) 

 

Denne artikel er oversat til islandsk. Læs den her



Finnish folkbildning's new role in immigrant education


A new law, in force since the beginning of 2018, assigns Finnish folkbildning the task of literacy and basic language education for immigrants. The new law creates a model intended to capitalize on the strengths of folkbildning: flexibility and versatility in delivery, methods and course duration. The Finnish folkbildning field delights in the more dependable, long-term resources accompanying the model but worries about the effects of the model on the freedom of folkbildning. This article takes a closer look at these hopes and anticipations and sheds light on the new integration training law and model.

Planting a seed. Immigrant students learn to plant tomatoes on a language course at the Kaukametsä adult education centre in the Northern city of Kajaani. Photo: Anna Huusko.

By Markus Palmén

Much of the know-how in integration training and education for immigrants resides in folkbildning in Finland. The Finnish field of liberal adult education –in this article referred to as folkbildning – consists of adult education centres, folk high schools, study centres, summer universities and sports institutes. Virtually all of these learning institutions house decades of experience offering tuition for immigrants, most of it language and general knowledge education.

The year 2018 ushered in a new era in Finland, as a new law expanded folkbildning's tasks and resources in immigrant education.

Legislation brings new tasks and long-term resources

The new piece of legislation, in a nutshell, establishes a fresh education model for immigrants, carried out by folkbildning. As a result, a fair amount, if not a lion's share, of immigrants' integration training has become a responsibility of folkbildning learning institutions as of January 2018. This comprises both literacy (reading and writing) and basic language education in Finnish (and to a lesser degree Swedish in Swedish-speaking areas) and basic education for adults with a limited or non-existent basic education background.

The law affects the training of all immigrants with an “integration plan”. This includes, but is not limited to refugees who have been granted asylum in Finland. Equally, immigrants who are unemployed, are in employment, are studying or tend to children at home may have an integration plan drafted by their local employment agency and home community.

The political context of the new law is found in the current Finnish centre-right government's flagship initiative of “hastening paths into working life”.

These new tasks for folkbildning come with increased resources in the form of full state subsidies, with options of extra ad hoc funding. These subsidies are longer-term than the uncertain, short-term funding most folkbildning institutions are used to. More dependable resources in turn enable long-term planning and development of educational offers for immigrants.

Meet Arsema and Ferzan:

A typical scenario under the new law could unfold like this. Arsema* arrives from Eritrea with elementary reading and writing skills. She arrives with her small child, and both are granted asylum in Finland and eventually an integration plan is drafted either by the receiving community and the employment agency. Under the new law Arsema could be offered a place on a Finnish language course in an adult education centre where the language is taught using everyday situations possibly with integrated arts and crafts elements, including music. Arsema might for instance learn the Finnish words for weekdays and months through a song. These active, “learning-by-doing” elements are indeed indispensable as there is no common language at the beginning of the studies. The course runs twice a week for two hours and lasts 30 weeks. Childcare is arranged for the duration of the study. She might later be referred to a folk high school to begin a basic education syllabus for adults, running for two semesters.  

Ferzan** has arrived in Finland from Iraqi Kurdistan, has a solid basic education and literacy skills but needs training in using Latin script. The employment agency might send him to a folk high school or summer university on an intensive course running on weekends. In the future this offer might be complemented with a module developed by a study centre together with NGOs geared towards active citizenship. This offer would aid Ferzan in proceeding to other integration training and eventually into vocational education or working life. 

*,**: Arsema and Ferzan are fictitious students taking up integration training in folkbildning according to the new Finnish model.

Outcome of a strong lobby and the refugee crisis

The flexibility and versatile nature of folkbildning should be an excellent fit for integration training with its students of a myriad backgrounds and learning needs – thus the official reasoning for the new law voiced from the Ministry of Education and Culture. But given folkbildning's long track record in immigrant education, what took so long for this model to be introduced in Finland?

Experts in the field testify to a long and ultimately successful lobbying effort from folkbildning institutions. The time seems to have been ripe also politically.

Particularly, the new law is perceived by many to be a triumph for folk high schools and their advocacy organization. Here the events of the year 2015 and its refugee influx play a part. Folk high schools managed to accommodate some 3000 underage refugees into folk high schools on a short notice and start their basic education and integration training. This tour de force may have convinced some in the upper echelons of government of folkbildning's prowess in integration education.

The speed with which the new legislation came into force is also remarkable: many in the field are still learning the ropes of the new model, and glitches in the system are bound to be fixed on the go.

Long courses is a strength of folk high schools

Petri Pullinen helms the Lahti Folk High School in the city of Lahti, some 100 kilometres north of the capital Helsinki. The school, particularly known for its theatre and film programmes, looks out onto the surrounding city from the top of a hill – an urban institution in contrast with the many rural folk high schools.

The principal already draws a nuanced balance sheet of the new law’s practical effects on the daily work of his institution:

– We can drop tuition fees for students in integration training thanks to the full state subsidy. This already sends an empowering message for our immigrant students. I should hope that our tuition fee-paying students do not feel discriminated against, Petri Pullinen explains.

In Pullinen's estimate the general feeling among folk high schools is positive about the new legislation. Folk high schools are playing to their strengths in immigrant education. This strength, according to Pullinen, is the long-syllabus courses. 

– A typical duration of our offers in immigrant training is about nine months and even this seems insufficient to achieve solid learning results. This leads me to being quite skeptical of short courses, Pullinen says.

The Finnish Adult Education Centre sees short courses as a kickstart

The Finnish Adult Education Centre in Helsinki is one of the biggest folkbildning institutions in the country, with some 80 000 participants yearly. Some 10 percent of the Centre's offers are already directed at immigrant students but basic literacy tuition is still a relatively new area for the Centre.

– We felt we needed to be a part of this new model even if it meant cutting back a bit on our other offers, mostly from Finnish language tuition. It was a value-based decision for us to take up some of these important integration tasks, says principal Taina Saarinen.

Saarinen's institution was awarded some 1000 instruction hours under the new model, which, in the principal's words blends into the Centre's huge portfolio of offers rather easily. What will change, however, is that educators will need to devote more thought and time to guidance of the students.

– Taking part in mapping out a personal study path for immigrant students before, during and after our courses is an added responsibility for our teachers in this new model. 

Short courses find a staunch defender in Saarinen.

– If we think of a typical offer of some 100 tuition hours, it is clear that we cannot work miracles. But we can get people on the path of learning, on the right track. And when we integrate active elements from, say, our arts and crafts courses into the teaching, I am sure we will see results.  

The new model sends ripples outside urban centres

The new law is making itself felt even outside big cities. The Kaukametsä adult education centre is located in the town of Kajaani in Northern Finland, far from the bustle of the urban centres of the South. The town and its region are typically a place of transit for immigrants, with few of them settling down. Kajaani houses a refugee reception center, the inhabitants of which study basic language courses at the adult education centre.

Local networking and synergy! Principal Aune Kariluoto is quick to describe the effects of the new law on Kaukametsä. The new model requires deeper cooperation and coordination between the employment and community authorities and the adult education centre for an efficient referral of immigrants into language studies.  

– This is an excellent nudge towards increased local networking, across sectors and silos so to say, Kariluoto rejoices.

Integrating arts and crafts into language education

The new model boosts internal networking as well. The increased subsidy enables sharing of responsibility for language courses among several language teachers, and elements from other courses offered at the centre are integrated into immigrant language education. All this leads to increased collegial cooperation but, importantly, also to meetings between immigrants and the native population.

– We've had a local gardener come in and teach tomato cultivation on the language course. In January we had a student come in with absolutely no common language between us. We soon realized that he was aching to try a guitar he'd seen on the wall of a classroom. So we started language training through guitar lessons and music, Kariluoto explains.

Versatility of folkbildning: still misunderstood? 

Folk high schools typically –though not exclusively - offer longer courses with the students often living on campus, while adult education centres and summer universities normally specialize in shorter offers. It is this versatility in offers that the official wordings of the Ministry praise in folkbildning: single mothers with children, for instance, or employed immigrants can more easily commit to a short-duration evening course.

Yet there is talk in the field of the need for a long overdue paradigm change in how the state and employment agencies view immigrant training. Opinions are voiced that there is still little true understanding of the multi-faceted nature of folkbildning and its different offers of varying length and methods. The dominant paradigm still favours long school-like courses. Consequently there has been concerns in the field that all institution types might not get their share of the new resources. 

That being said, the new legislation and model does not directly mean an absolute increase in resources. Adult education institutions with little previous immigrant education may have to invest in new staff or materials should they wish to apply for resources under the new law. This was the case at Kaukametsä centre. Many centres and schools are now quickly doing the math on what kind of courses it would be wise to organize to get a share of the pie. An increase in courses designed exclusively for immigrants’s basic language education may mean diminished number of other, “mainstream” courses, as was the situation at the Finnish Adult Education Centre.

Freedom of folkbildning must be safeguarded

In sum, then, the field of folkbildning seems to be living in a period of excited anticipation regarding the new law and the model created through its implementation. Despite, at the time of this writing, the law having been in force for only some months, its effects are already felt in institutions around the country, also outside densely populated centres. Adult educators delight in long-term, dependable resources, cooperation synergies and the important task itself, but worry about whether the versatility of folkbildning is properly understood.

An additional concern is voiced by principal Pullinen, of Lahti Folk High School. It concerns the cross-sector recommendations for content published by the Finnish National Agency for Education. These recommendations offer a framework on for example the aims and fields of study of education under the new model, on the basis of which providers should draft their own syllabus plans.   

– Increasing our resources should not be a way for the state to smuggle quantifiable performance criteria into folkbildning. Neither should they influence our syllabi, Petri Pullinen says.

– Folkbildning's traditional freedom in defining its own goals and methods is among our greatest strengths!

Lessons from Sweden

During the so-called refugee crisis of 2015 Sweden faced the highest number of first-time asylum applicants in the Nordic countries – over 160 000. Folkbildning in Sweden stepped up to the huge task of providing education for the masses waiting for months, even up to several years for their pending asylum decisions. This new responsibility brought with it increased resources for Swedish folkbildning – a clear comparison point with the new role of folkbildning in Finland. 

Mats Bernerstedt is an Uppsala-based consultant for NGOs and author of a recent report into folkbildning's role in integration education. He remembers the enthusiasm in the field at the beginning of the work in offering adult education for the asylum seekers.

– The aim of all education was to make the waiting time meaningful for the asylum seekers – to offer tuition in everyday Swedish language, and also general studies. The need for teachers was so big: many volunteers as well as recruited teachers helped, Bernerstedt recalls.

Study associations with their study circles shouldered the bulk of the responsibility offering short language courses of 30 to 50 hours. 

Bernerstedt describes the effort as energizing but understandably not without its problems. Reaching and getting female students on the courses was difficult, and possible synergy with “mainstream” folkbildning courses remained untapped as groups were not allowed to mix.

Nevertheless, the effort left its mark on Swedish folkbildning.

– The government apparently regarded folkbildning's role a success as folkbildning's funding has not been cut for 2017 and 2018, contrary to expectations, Bernerstedt explains.  

The Swedish experience has parallels with the Finnish folkbildning's new increased role, even though in Finland the new law is not formally limited to asylum seekers. What lessons would Mats Bernerstedt draw from Sweden's case to his colleagues across the gulf?

His message is clear and concrete. Decision makers should trust the characteristic flexibility of folkbildning in fulfilling the new role in integration education.

- Wherever possible, immigrants should study alongside native citizens. It is an ambition to introduce more mixed groups in Sweden, also. More importantly the funders should not interfere with the educational content, length and methods – therein lies the freedom and flexibility of folkbildning. 

Sources and further reading (in Finnish language):

 

The Ministry of Education and Culture: "Working group memo on folkbildning's new task in immigrant education".

The Finnish National Agency for Education: "Syllabus recommendation for immigrants' literacy training".

 

 



Seminarium med enbart kvinnor öppnade för nya nätverk


Endast kvinnor var välkomna vid ett seminarium som hade syftet att lyfta fram utrikesfödda kvinnors kompetenser.

Marja Beckman     Glada ansikten var mer regel än undantag på to do-seminariet. Foto: Marja Beckman

Glada ansikten, ett sorl av röster. En dag i april fylldes stora salen på Integrationsenheten i Visby på Gotland med kvinnor i olika åldrar, av olika nationaliteter. Bara kvinnor.

Det var NVL:s ö-nätverk, i samarbete med Integrationsenheten på Gotland, som anordnade seminariet. Syftet med separatismen är att många kvinnor tenderar att tystna när män är i samma rum. Nu var det kvinnornas tur att tala och bli lyssnade på. Det var deras tur att hitta sätt att lära sig nytt och komma vidare i livet.

Seminariet har väckt uppmärksamhet och många har först blivit väldigt intresserade av att delta. Men när initiativtagaren Jenny Lennhammar, chef för integrationsenheten på Gotland, har sagt att kravet för deltagande är att vara med hela dagen och följa upp en handlingsplan efteråt, har en del dragit sig ur och sagt de ”inte riktigt har tid”. 

På seminariet var ungefär 35 utrikesfödda kvinnor och ett 10-tal kvinnor födda i Sverige anmälda. En del var arbetssökande eller i arbetsmarknadsåtgärder, andra studerade. 

– De har gemensamt att de har svårt att komma vidare i arbetslivet. Med seminariet hoppas vi att de öppnar upp sitt nätverk och tar ytterligare ett steg in i samhället. Det är svårt att säga vad vi förväntar oss av seminariet, det kommer att bero på stämningen i gruppen, sa Jenny Lennhammar på telefon några dagar före seminariet.

Hon har sagt nej till dem som genom sin profession har begränsade möjligheter att vara fristående inspiratörer för kvinnorna, till exempel lärare, arbetsförmedlare och socialtjänstpersonal. Inte heller lokala politiker var inbjudna.

– Politiker tycker väldigt mycket, men de kan inte vara delaktiga i en handlingsplan, säger Jenny Lennhammar.

Från hinder till handlingsplan

To do-metoden går ut på att deltagarna själva är aktiva och reflekterar mycket. Seminarierna är indelade i tre pass. Det första passet handlar om att identifiera hinder och problem. Under det andra passet får deltagarna ha visioner och drömma stort om framtiden. Vid dagens slut ska deltagarna gå hem med en handlingsplan och ett bokat, uppföljande möte. 

Kvinnorna satt i grupper som alla fick lista problem och hinder på en ”padlet” som blev synlig för alla på en stor skärm. Några problem som togs upp var att ”man utgår från det svenska, ’normala’”, ”svårt att komma in i det sociala svenska samhället, ingen har tid” och ”Arbetsförmedlingen stödde inte min plan. De gav mig ett annat yrke”. Andra skrev om hederskultur, lång väntan, dumhet och fördomar. Och språket.

– Nu har vi identifierat problemen. Då lägger vi undan dem, sa Jenny Lennhammar.

Därefter höll Elin Båth, SFI-lärare och feministisk politiker (men inte där i egenskap av politiker) en peppande föreläsning. 

Elinbåth.JPG  
SFI-läraren Elin Båth peppade kvinnorna i salen att tro på sig själva genom att lyfta fram starka kvinnor ur historien.

– Från tidig ålder får vi lära oss att bara män är smarta, modiga och starka. Det får vi höra från tv, reklam, föräldrar, skola och kompisar, sa Elin Båth, och fortsatte:

– Det finns lika många sätt att vara kvinna som det finns kvinnor.

Hon räknade upp kända kvinnor som varit pionjärer, till exempel Rosa Parks som blev en viktig symbol för medborgarrättsrörelsen i USA, Helen Keller som var döv och blind men ändå tog en akademisk examen och skrev flera böcker, och Fatima al-Fihri som redan på 800-talet startade världens första universitet i Marocko.

Visioner och drömmar

Med dessa förebilder i minnet fick deltagarna i uppgift att berätta om sina visioner och framtidsdrömmar. Den stora skärmen fylldes med meningar som (Jag vill) ”känna mig lugn, trygg och stabil i mig själv”, ”att jag får jobb med det jag utbildade mig till i hemlandet”, ”att det blir lugnt och tryggt i Syrien” och ”att vi slutar vara duktiga inför varandra”. Några av kvinnorna drömmer om att designa kläder, någon vill hjälpa föräldralösa barn.

Men om du ska uppfylla dessa drömmar – små som stora – hur börjar du? JinLIn Li var med och grundade appen Gastronaut, vars affärsidé är att främst kvinnor från olika länder lagar mat som beställs via appen och levereras hem. Alla Gastronauts kockar är egenföretagare.

– Jag saknade smakerna från mitt hemland Kina, berättade JinLin Li.

En av Gastronauts kockar heter Gabriela Delpino-Kentala. Hon föddes i Peru och reste i några år med sin man och tog hand om barnen. När familjen slog sig ner i Sverige började hon söka jobb, men fick inte komma på en enda intervju. Efter lång, lång tid kallades hon till EN intervju – och hela familjen blev hoppfull och maken skjutsade henne till intervjun. Barnen började hoppas att de skulle få åka på semester.

Men hon fick inte jobbet. 

gabriela.JPG
Gabriela Delpino-Kentala berättade om sin långa resa från arbetslös till cateringkock och tolkades till svenska av Eva Flemming.

– Du behöver jobba för din egen självständighet, också inför barnen, sa Gabriela Delpino-Kentala som efter det nederlaget började läsa på SFI och träffade andra som hade det likadant. Hon fick någon att prata med och lärde sig hur systemet fungerar i Sverige; du behöver oftast kontakter, någon som kan öppna dörrar. Och till slut fick hon jobb som kock.

– Äntligen var jag den framgångsrika kvinna jag ville vara! Men jobbet var krävande, jag lämnade hemmet mitt på dagen och kom hem efter midnatt. Jag kände skuld inför barnen. Efter fyra månader började jag fundera: Är jag den kvinna och mamma jag vill vara? Jag behövde definiera vad framgång var för mig. 
Gabriela kom på att hon skulle kunna öppna en cateringverksamhet för att få mer kontroll över sitt liv och kunna vara med sin familj på kvällar och helger. Hon berättade för alla hon mötte om sina drömmar och frågade runt i sitt latinamerikanska nätverk. En dag fick hon tips om Gastronaut.

– Då började saker hända! Sveriges största dagstidning Dagens Nyheter kom och gjorde reportage om mig, jag fick vara med på matfestivalen Smaka på Stockholm och jag finns fotograferad på museet Fotografiska i Stockholm! berättade Gabriela Delpino-Kentala.

Handlingsplan

En viktig del av to do-metoden är att seminarierna ska leda till en handlingsplan som ska hjälpa deltagarna vidare. Innan seminariet är slut ska ett nytt möte vara bokat. Grupperna fick efter sista passet berätta vad de hade för handlingsplaner. Här är några av rösterna:

– Vi har bildat ett kvinnonätverk och har skapat en hemlig Facebookgrupp.

– Någon gång vill jag bjuda in män så att de får veta vad vi kan och vill.

– Vi vill boka simhallen för enbart kvinnor fyra timmar i veckan.

– Vi ska starta eget och har redan börjat arbeta med vår idé. Vi är ett gäng som träffas på torsdagarna.

– Vi ska starta en kurs för kvinnor som vill lära sig cykla. Sedan har vi ett cykellopp!

– Vi är en grupp som ska träffas och lära oss att prata svenska.

Möten var bokade när kvinnorna lämnade lokalen, förhoppningsvis med flera nya medsystrar i sitt nätverk.

Röster från seminariet

– Vi har alla drömmar om att driva eget och klara oss själva, säger Kon Lew.

Kon.JPG  
Kon Lew (förnamnet uttalas Fong, hon är den tredje från höger på bilden) är född i Malaysia med en pappa från Hongkong, men har bott i Sverige i 35 år. Kon har en butik i Visby och har redan idag ett nätverk av företagsamma kvinnor som inspirerar varandra. Kvinnorna kommer från flera olika länder – Ukraina, Japan och även från Sverige.

En av kvinnorna i hennes nätverk är den unga kinesiskan YingSong Hong (andra från vänster) som studerar speldesign på Gotland. Tillsammans planerar de två kvinnorna att starta en resebyrå som ska locka kinesiska turister till Gotland. 

Somayamfl.JPG  
På sista kafferasten fångade DialogWeb upp Nour Mhmad Ali, Nada Sabsabi, Huda Alhajjar och Somaya Alfelow. De tyckte det var bra att de uppmuntrades att inte vara rädda och tro på vad de kan.

– Jag tyckte om vad Gabriela (Delpino-Kentala från Gastronaut, red anm) sa om att vi ska göra vad andra säger att vi ska göra. Vi vill inte bara ta hand om barn, vi vill jobba också, sa Huda Alhajjar.

– Jag har en examen i arabiska från universitetet i Damaskus. Jag hoppas kunna jobba här som modersmålslärare, men jag måste lära mig mer svenska. Det är svårt, men språket är nyckeln in i det nya samhället, sa Somaya Alfelow.

– Jag vill bli apotekare, men det kommer att dröja många år innan jag blir klar, sa Nour Mhmad Ali.



Nei, vi finner ut av noe her!


Det var Aðalheiðurs Borgþórsdóttirs respons når hennes datter, ung jente på Seydisfjordur fortalte henne om planene om at å flytte over fjellet til Egilsstadir for å starte på den videregående skolen.

Foto: LungA School

– Hvis jeg ville studere videre etter grunnskolen, måtte jeg flytte fra min hjemby Seyðisfjörður til Egilsstadir, hvor nærmeste videregående skole er. Det syntes min mor, at jeg var for ung og umoden til. Så vi fant på noe. I 2000 startet vi LungA, en kunstfestival for unge mennesker på Øst-Island, som blir arrangert i juli hvert år, sier Björt Sigfinnsdóttir.

Festivalen utviklet seg

Ideologien bak festivalen, kreativitet, kunst og kultur, danner et grunnlag for kurs, foredrag og andre arrangementer, som kulminerer i en høsthelg med utstillinger og konserter. I 2010 blomstret opp en ide om å danne en skole omkring LungA, og de første elevene startet sin utdanning høsten 2014. I slutten av samme år fikk vi støtte fra Erasmus+, som gjorde at vi kunne skape et helt nytt curriculum og dermed et fundament for skolens videre liv. Både skolen og den årlige festivalen bygger på samme grunnlag og verdier men driften er adskilt.

Storslått natur, kreativitet, kultur og kunstneriske uttrykk danner fundamentet

Grunnlaget er en fantastisk blanding av storslått natur, kreativitet, kultur og kunstneriske uttrykk. LungA har fått god omtale for høy kvalitet og aktiv internasjonal deltakelse. LungA er ikke bare kjent på Island. Gjennom europeisk samarbeid har mange mennesker fra flere forskjellige land hele tiden vært aktive deltakere. Det samme gjelder for skolen .Undervisningen foregår på engelsk nettopp fordi det er mange utlendinger, som er interessert i å være med.

Flere folkehøgskoler i gang på Island

Nå planlegges flere folkehøgskoler på Island. På en konferanse i Nordens hus i Reykjavik i april 2018 under overskriften "Hvordan skapes skole ut av ingenting?",  kom det fram, at nå er forberedelser for to nye folkehøgskoler på gang. En på Flateyri på Vestfjordene og en på Laugarvatn øst for Reykjavik. Det er et samarbeid mellom departementer, kommuner, institusjoner og sist men ikke minst viktig beboerne i områdene, som legger grunnen til dette. 

To studieretninger på Flateyri

På Flateyri, et lite tettsted med 160 beboere, utvikles ideer om to studieretninger. Den ene går ut på å benytte og nyte ressursene, som finnes i området. Naturen med fjord, fjell og isbre der elevene trenes i friluftsliv med vekt på, hvordan de kan klare forskjellige utfordringer og lede andre i naturen på en sikker og miljøvennlig måte. Den andre studieretningen dreier seg om kultur, kreativitet og ideutvikling. Det legges vekt på, at elevene modnes som skapende personer, og at de gjennom studiene har tilegnet seg kompetanser, metoder og verktøy for å lykkes med fremtidens krevende oppgaver. Folkehøgskolen på Flateyri har åpnet for påmelding, og den skal starte til høsten 2018.

 Fakta:

LungA mottok Erasmus+ hedersutmerkelse, når Erasmus+ feiret 30 år i Harpa i Reykjavik i november 2017.

Islands ungdomslag legger planer for Laugarvatn

Etter at det ble bestemt å flytte utdanningen av gymlærere ved Islands universitet fra Laugarvatn til Reykjavik, oppsto en idé om å benytte fasilitetene og skape en folkehøgskole med vekt på idrett på Laugarvatn. Samarbeid om forberedelser mellom kommunen, Islands ungdomslag, utdanningsdepartementet og andre myndigheter er allerede på gang, og målet er, at de første elevene kan begynne sin utdanning om to år, høsten 2020. Alle parter stiller opp, og innen kommunen er interessen stor for å skape noe permanent på stedet.

Erasmus+ program ga økonomisk støtte

I 2013 søkte arrangørene for LungA støtte til Erasmus+ programmet, som er EUs program for utdanning, opplæring, ungdom og idrett. Støtten skulle brukes for å utvikle programmet for undervisningen i folkehøgskolen.

– Vår logikk var, at når vi nå selv arbeider med å skape læringsforløp, som er fundert på erfarings- og opplevelsesbasert læring, ga det god mening, at vi utviklet skolens grunnlag, mens vi kjørte skolen. På den måte ble det en prosess, som elevene var meget delaktige i og som, hvis jeg selv skal si det, har brakt både os og skolen virkelig langt, sier Jonatan Spejlborg Jensen, skolens talsmann.

Europeisk samarbeid åpnet nye muligheter

– Jeg kom selv, som deltaker på LungA festivalen, til dette fortryllende stedet, Seyðisfjörður, i gjennom Europeisk ungdom. Jeg ble så fascinert, at jeg flyttet dit og har vært med i etableringen og ledelsen av skolen sammen med Björt, sier Jonatan i samtale med DialogWeb.
– Det er ikke bare den økonomiske støtten, som har spilt en stor rolle. Samarbeid med Europeisk ungdom har bidratt til, at skolen og festivalen er kjent i hele Europa. Det er ikke minst de mange internasjonale deltakere, som har bidratt til suksessen til LungA i gjennom årene, sier Jonatan.

Spennende arbeid

LungA-skolen beskriver seg selv som en selvstendig, kunstnerisk ledet institusjon og situasjon, der vi eksperimenterer med kunstnerisk praksis som en måte å gjøre, tenke og være på for å dyrke, forstyrre, forvri og forvandle våre forestillinger om estetikk, læring og oppfatning. Det er en lærdom i seg selv å være blant og samarbeide med folk om kunst og kultur, folk i ulik alder, av ulik herkomst og med ulike interesser og kompetanser.

Facebook: https://www.facebook.com/pg/LungA.School/about/?ref=page_internal



Voksenlæring skal sikre få ’vandbærere’ på fremtidens arbejdsmarked


Efter- og videreuddannelsessystemet skal gentænkes radikalt, hvis danske lønmodtagere også i fremtiden skal klare sig godt. Det siger Kristian Weise, direktør i tænketanken Cevea og en af hovedtalerne på Voksenpædagogisk Forum 2018. Dialogweb satte den erfarne debattør stævne forud for konferencen 7. maj.

Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Foto: Cevea

Hvis vi kigger nogle år ud i fremtiden, hvad er det så for et arbejdsmarked du ser i glaskuglen?

– Jeg ser et arbejdsmarked, hvor teknologi spiller en stor rolle, og hvor robotter og kunstig intelligens har erstattet mange job. Den anden del er, at arbejdsmarkedet formentligt også har ændret sig i forhold til de bredere rammer med nye ansættelsesformer. Noget af det, der er svært at forudse, er, hvor mange job der reelt forsvinder. Mange har givet et bud på det. Vores analyser viser, at potentialet er 876.000 job og dermed en tredjedel af arbejdsmarkedet, mens McKinsey eksempelvis siger 40 procent. Men ingen ved reelt, hvor stort det tal bliver, og ingen ved med sikkerhed, hvilke job der kommer i stedet for. Alt tyder dog på, at det bliver job i toppen og i bunden af både lønskalaen og på kompetenceniveauet. Derfor er der også en reel risiko for, at middelklassen bliver væsentlig mindre end i dag.

Om Cevea:
Cevea er en dansk uafhængig centrum-venstre tænketank, der har til formål at udvikle idéer der fremmer et samfund baseret på frihed, lighed og fællesskab.

Hvorfor kommer vi til at se flere job i top og bund?

– Hvad angår toppen, så kan vi her drage fordel af de mange nye teknologier og få dem til at arbejde for og med os. I den lave ende ser det ud til, at en del af de job, vi mister på grund af automatiseringen, vil blive erstattet af servicejob. Job, der primært er rettet mod det hjemlige marked, som ikke nødvendigvis kræver så mange færdigheder, men som heller ikke giver gode ansættelsesforhold. Jeg plejer at sige lidt kækt, at det er ’Joe and the juice’-job, der kommer til at erstatte middelklassejobbene. Der er en relativt stor vækst i servicesektoren, særligt hvis man bor i storbyen. Det er måske meget sjovt, når man er 18 eller 19 år, men det vedbliver nok ikke med at være sjovt. Lønnen er lav, og mulighederne er yderst begrænsede.

Hvad er det så for kompetencer, du ser, vi får brug for fremover?

– International forskning viser, at jobvæksten gennem de seneste 30 år har været i stillinger, der både kræver tekniske kompetencer og sociale kompetencer, de såkaldte ’dobbelt skills’. Det, synes vi, grundlæggende er interessant, for det betyder, at man er nødt til at have et helhedsorienteret billede, når man taler om kompetencer. I folkeskolen nytter det derfor ikke noget kun at satse på dansk, matematik og naturvidenskab. Man er også nødt til at prioritere de kreative fag. Når vi taler om voksenlæring handler det om, at vores efteruddannelsestilbud ikke kun skal fokusere på tekniske kompetencer som at erhverve sig et truckkort eller betjene en maskine, man skal også kunne tage kurser i at opbygge sociale kompetencer som salg, rådgivning eller kundebetjening. Nærmest i alle fag vil der i fremtiden være et stigende krav til, at man forstår at møde sine kunder og at samarbejde med kolleger.

Så det er i realiteten ikke IT-kompetencer, der bliver de mest efterspurgte, selv om vi bevæger os ind i en digital tidsalder?
– IT-kompetencer er kun halvdelen er svaret. Det er selvfølgelig vigtigt, at man kan begå sig, men det betyder ikke, at alle skal kunne programmere. Teknologien bliver også lettere og lettere at håndtere, og den skal man selvfølgelig kunne bruge. Men pointen er, at det ikke er nok.

 

kristian-weise-farver.jpg  

Om Kristian Weise:
Kristian Weise er direktør i Cevea og ansvarlig for tænketankens strategi. Særligt i spørgsmål om udviklingen i den fjerde industrielle revolution, teknologi og digitalisering, arbejdsmarked, vækst og finans er han en stor kapacitet. Han er en dreven taler og efterspurgt oplægsholder, og har ligeledes stor viden om temaerne ulighed, velfærd og fælleseje, der er centrale hjørnesten i Ceveas analysearbejde.

Hvordan sikrer vi, at vi når med på omstillingen?

– Det kræver, at udfordringerne får meget mere opmærksomhed i det politiske Danmark. I stedet for at vi bruger vores tid på at diskutere ulve og burkaer, så skal vi bruge meget mere tid på at forholde os til arbejdsmarkedet og prioritere det. Det hænger selvfølgelig også sammen med resurser. Jeg så gerne, at man investerede i virksomheder og medarbejderes udvikling. At man var klar til at gentænke, hvordan alle kan lære hele livet. Der er ingen tvivl om, at det mantra bliver meget mere aktuelt, for man kan ikke forvente, at det er nok at tage én uddannelse fremover.

Du siger, det hænger sammen med resurser – hvor mener du, vi bør investere?

– De bedste penge skal vi bruge på forskning og uddannelse. Og så skal vi være klar til at bruge noget økonomi på at tænke nyt og prøve andre formater af. Jeg er dog relativt positiv, fordi vi i Danmark har kunnet gøre det tidligere. Den danske model har været god til at tilpasse sig. Globaliseringen har vi håndteret ret godt. Jeg tror også, at vi kan gøre det denne her gang. Men jeg er ikke sikker på, det er gået op for politikerne, hvilke ting der er anderledes i dag. Med digitaliseringen er der nye ting på spil, som får indflydelse på måder, vi endnu ikke kan forestille os. Derfor kommer vi ikke til at kunne bruge de samme redskaber. Den største risiko er derfor, at man fra beslutningstagernes side hæfter sig ved, at vi stadig har lav arbejdsløshed og at beskæftigelsen stiger, hvorefter de drager en slutning om, ’at det skal vi nok klare’.

Jeres analyser viser, at det nye arbejdsmarked for alvor kicker ind om 10-20 år. Hvornår skal vi i gang med at opkvalificere kompetencerne?

– Det skulle vi gerne allerede være i gang med. Men noget af det mest væsentlige er at se på, hvordan vi kan gøre systemet mere fleksibelt og tilpasse det fremtidens arbejdsmarked. Jeg tror, der er rigtig mange almindelige lønmodtagere, som over et arbejdsliv skal nå at være igennem et kompetenceforløb mindst ti gange. For mange mennesker er det en anderledes måde at se efter- og videreuddannelse på end i dag, hvor man måske tager et kursus en til to gange gennem et helt arbejdsliv.

Har du et bud på, hvordan vi kan gøre det mere fleksibelt?

– Man kan forsøge at lade sig inspirere af andre steder i verden. Der er lande, hvor man arbejder med klippekort, og hvor hver lønmodtager får ti klip eksempelvis, som de kan bruge over de næste 20-30 år. Hvis de mister deres job, kan det være, de skal bruge tre-fire klip i forhold til at omskole sig, mens en med et stabilt job måske bruger et klip hvert andet til tredje år.

Hvad er der på spil, hvis vi ikke formår at tilpasse efter- og videreuddannelsessystemet tilstrækkeligt?

Det handler om, hvorvidt de job, der skabes, bliver gode eller dårlige. Hvis ikke kompetenceudviklingen følger med på det danske arbejdsmarked, så udvikler vi dårlige job. Hvis vi omvendt formår at følge med, så er der gode chancer for, at flere mennesker kan lave noget, der er meningsfyldt for dem. På den lange bane frygter jeg ikke massearbejdsløshed, men kvaliteten af de job, der vil komme. Samtidig ser det ud til, at forskellen mellem rig og fattig vil blive større i fremtiden. Uligheden vil stige, og der kommer til at være flere ’stjerner’, men også mange flere ’vandbærere’. Det, voksenlæringen skal sikre, er, at der ikke bliver for mange vandbærere. At der er noget midt i mellem. At arbejdsmarked forbliver attraktivt for alle, så vi hver især kan leve et godt og indholdsrigt liv.

Årets konference i Voksenpædagogisk Forum

Voksenpædagogisk Forums årlige forårskonference stiller i år skarpt på arbejdsmarkedets forandringer gennem teknologiske og digitale revolutioner. På konferencen inviteres eksperter, praktikere og politikere til at diskutere, hvilke udfordringer den fjerde industrielle revolution bringer for det voksenpædagogiske område, herunder hvilke kompetencer uddannelsesudbydere, -brugere og borgere skal have på et fremtidigt arbejdsmarked og hvordan kan man styrke motivation og læring.

Hvornår:
Mandag d. 7. maj 2018 klokken 9.30 - 15.30

Hvor:
VIA University College
Chr. M. Østergaards Vej 4
8700 Horsens



”Vägledning på Åland” utvecklar egen modell


Seminariet ”Samordning och samarbete för en livslång vägledning” resulterade i konkreta tips och verktyg till hur man kan gå vidare och skapa en egen anpassad organisationsmodell för en samlad åländsk vägledning.

Annette Bergbo     Att bygga upp en nya struktur av befintliga organisationer kräver framför allt samarbete och ett tydligt mål. Det framkom återkommande på seminariet om livslång vägledning där, från vänster Geir Syvertesen, Raimo Vuorinen, Annette Rumander och längst bak Bodil Regårdh - alla lyfte fram samarbete som en viktig framgångsfaktor.

- På Åland behöver ni inte starta från början vilket många länder i Europa tvingas göra. Här har ni resurserna redan, utbildade vägledare. Nu ska ni bara organisera det hela, utveckla och samordna. Det sade Raimo Vuorinen, forskare och projektledare för livslång vägledning vid Jyväskylä universitet.

 

Seminariet, som hölls på Åland den 27 mars, arrangerades av projektet ”Vägledning på Åland” i samarbete med NVL, Nordiskt nätverk för vuxet lärande. Syftet var att stimulera till att utöka och utveckla samarbete och samordning mellan befintliga aktörer som arbetar med vägledning och därmed bidra till att skapa en likvärdig livslång vägledning som stöder det livslånga lärandet.

 

Målgruppen för seminariet var tjänstemän, politiker, elev- studiehandledare, skolledare/rektorer samt personal vid Arbetsmarknads- och studieservicemyndigheten, AMS och även andra som på något sätt arbetar med vägledning i sina tjänster.

 

- Responsen var bra! Nästan alla som sysslar med vägledning var representerade och uttalade i slutdiskussionen intresse för en samordning och samarbete kring vägledningen på Åland, konstaterar Bodil Regårdh, specialsakkunnig inom utbildning på utbildnings- och kulturavdelningen samt NVL-kontaktperson på Åland.

Bodil Regårdh presenterade även rapporten ”Samordning av väglednig i de nordiska länderna, Färöarna, Grönland och Åland” på seminariet.

 

Nöjda arrangörer

Både Bodil Regårdh och Annette Rumander, projektledare för ”Vägledning på Åland”, är mycket nöjda med seminariet, uppslutningen samt föreläsarna.

Raimo Vuorinen talade om sammanhängande vägledningstjänster som en gemensam insats och Geir Syvertesen, koordinator för karriärvägledningen i Østfolds fylkeskommun, beskrev hur man gått tilllväga där för att nå en god modell för karriärvägledning i ett livslångt perspektiv.

 

Seminariet hölls som ett delmoment i projektet ”Vägledning på Åland”. Projektet finansieras av Ålands landskapsregering med stöd av Europeiska socialfonden och avslutas vid kommande årsskifte.

 

Ett hållbart samhälle

Projekets mål är att skapa ett system som möjliggör likvärdig tillgång till en fungerande vägledning som stöder det livslånga lärandet och som inte är kopplad till ålder, utbildnings- och arbetsplats eller övrig livssituation.

 

- Nästa generation kommer i hög grad att ha flera utbildningar. Övergångarna mellan olika utbildningar och mellan utbildning och arbetsliv blir därmed allt fler och behovet av vägledning ökar. Jag förväntar mig att vi kan skapa en väl fungerande och samlad digital, IKT-vägledningsfunktion där man lockas att vägleda sig själv, kan boka tid för rådgivning eller kommer vidare framåt via andra kanaler, säger Annette Rumander och tillägger att målet kort och gott är ett hållbart samhälle.

 

Raimo Vuorinen levererade konkreta tips och viktiga hållpunkter till ålänningarna:

- Samla politiker och företagare till ett möte och belys vad en samlad vägledning kan betyda för samhället. Man måste veta varför man går in för att samordna och omorganisera vägledningen. På Åland kan en tydlig orsak och gemensam ståndpunkt exempelvis vara att bibehålla den mycket låga arbetslösheten och därmed även behålla en god samhällsekonomi.

 

- Innan ni börjar: ta allt i rätt ordning, tänk efter vilket det gemensamma målet är och hur det kan nås. Ingen enhet har ensam hela övergripande ansvaret utan flera behövs. Livslång vägledning är nämligen en sektorsövergripande aktivitet som förutom att primärt hjälpa enskilda individer också har positiva effekter för kommuner, länder och EU som helhet.

 

- Livslång vägledning spelar en central roll även ur ett sociopolitiskt perspektiv. Flertalet studier visar att också organisationer, samhället och nationer gynnas med ekonomisk och social utveckling, sade Vuorinen.

 

Geir Syvertesen utgick från erfarenheterna i Norge och Østfolds fylkeskommun:

- För att skapa något bestående bör alla dra likställt i samma trådar. Ingen bestämmer över den andra. Man måste också enas om att vilja jobba tillsammans mot samma mål. När strukturen är klar och fungerar är det sedan viktigt att inte slå sig till ro utan fortsätta se och skapa utveckling.

 

Syvertesen hävdar att man bör beväpna sig med tålamod i den långa process det är att bygga upp en ny struktur med många aktörer som dessutom förväntas samarbeta.

 

-  Men man får inte ha för mycket tålamod heller. Det gäller också att skynda på, ta ett steg framåt, påminna och entusiasmera. Allt i balans och det är väl där som själva svårigheten kan infinna sig, konstaterade Syvertesen.

 

I Østfolds fylkeskommun började man arbetet med att organisera en samordnad vägledning redan år 2007.

 

- Nu har vi ett fungerande system som påverkas av tidens utveckling och ständigt också därför måste utsättas för utveckling för att inte stelna  i sin form.

 

- Mitt råd till Åland, med erfarenhet från Østfold, är att först bygga upp och tydliggöra ett samarbete. Ingen bestämmer över den andra och ingen kan  åstadkomma något ensam. Formulera också inledningsvis en gemensam målsättning. Man måste vara villig att jobba tillsammans, vara enig. Då lyckas det, hävdar Geir Syvertesens.



Motivering og coaching skal hjælpe voksne langtidsledige i job


Opkvalificerings- og vejledningscentret "Majoriaq" i Qaqortoq er i samarbejde med den sydgrønlandske kommune Kujalleq begyndt at fokusere på at motivere voksne i alderen 30 til 59 år, så de kan hjælpes tilbage til arbejdslivet. Mâliánguak Gabrielsen har været på et 6-ugers forløb.

Selvom Qaqortoq er Sydgrønlands uddannelsescentrum står mange unge og voksne uden for arbejdsmarkedet. Opkvalificeringscentret Majoriaq hjælper borgere videre i livet. Foto: Privat

I Grønland er der en stor gruppe borgere, der sidder hjemme og tæller sekunderne for at få dagen til at gå. Mange er unge mennesker, der står uden uddannelse efter folkeskolen, men der er også en hel del voksne og ældre borgere, der oplever at være i den situation. 

Mens der er gang i den politiske valgkamp til Grønlands landsting Inatsisartut, går mange grønlandske borgere derfor forbi valgplakaterne på gaden uden at ane, hvem de skal stemme på, fordi de ikke selv ved, hvad de vil med fremtiden. 

Der kan være flere grunde til, at man står op uden at vide, hvordan man får dagen til at gå. Én af dem der har oplevet situationen, er Mâliánguak Gabrielsen fra Qaqortoq. Hun var uden arbejde og plan for fremtiden indtil hun i november 2017 deltog i et rehabiliterings- og motivationskursus ved opkvalificerings- og vejledningscentret  "Majoriaq" i byen Qaqortoq.

Livet uden arbejde

I næsten 16 år arbejdede hun otte timer dagligt som "madmor" ved et gymanisielt kostkollegie i Sydgrønland. Men hendes liv ændrede sig brat i 2014, da hun måtte stoppe med at arbejde og blev sygemeldt på grund af stress.

Majoriaq-1.jpg
Individet er i fokus på kurserne. Her er der også blevet plads til en gaveleg. Foto: Privat 

– Det var ikke særlig sjovt at stoppe med at arbejde fra dag til dag, især når jeg havde arbejdet i så mange år, siger den 54-årige Mâliánguak Gabrielsen.

– Jeg har været følelsesmæssigt meget nede. For én som mig, der altid har arbejdet, er det slet ikke sundt at kroppen ikke vil mere, og jeg vidste ikke, hvad jeg kunne gøre ved det, fortæller hun. 

Mâliánguak Gabrielsen kom sammen med seks andre voksne med i et rehabiliterings- og motivationskursusforløb på 6 uger. 

Majoriaq-4.jpg
De seks kursister sammen med de to kursusholdere. Kursisterne modtog efterfølgende et diplom, og nogle fik også en særlig opmuntringspris som fx ”forbillede”, ”ansvarlig” og ”ingen fravær. Foto: Privat. 

Hjælper at komme videre 

Opkvalificerings- og vejledningscentret Majoriaq i Qaqortoq er i samarbejde med den sydgrønlandske kommune Kujalleq begyndt at fokusere på at motivere voksne i alderen fra 30 til 59 år. Det gælder både førtidspensionister, kort- og langtidsledige samt personer, som har haft problemer med at passe deres arbejde. 

Rehabiliterings- og motivationskurserne bliver arrangeret hvert år i Qaqortoq, hvor grupper af voksne bliver motiveret og coachet. De lærer at kigge på deres eget liv, og får forskellige værktøjer til, hvordan de kan komme videre i livet, i forhold til at blive stærkere og komme tilbage til arbejdslivet. 

Kursisterne opildnes også til at finde en arbejdsplads under deres kursusforløb eller et valideringssted, hvor de godt kunne tænke sig at arbejde, så de får mulighed for at forlænge deres arbejdsliv efter tre måneders prøvetid på en arbejdsplads. 

Majoriaq i Qaqortoq fortæller, at voksne langtidsledige bliver mere motiveret til at komme tilbage til arbejdslivet, når de har fokuseret på at udvikle sig personligt under kurset. 

Majoriaq-2.jpg
En glad kursist og en kursusholder slutter kurset af med dans til afslutningsfesten. Foto: Privat. 



Grete rykker beboere i belastet område tættere på job


Kundskaber der svarer til 9. klasse. Det er målet for den særlige beskæftigelsesindsats, Grete Kerrn-Jespersen står i spidsen for i et af Københavns såkaldte ghetto-områder. Men når mange af Mjølnerparkens beboere kun har kompetencer svarende til indskolingen, kræver det en markant anderledes tilgang end den ordinære.

Grete Kerrn-Jespersen, direktør i den selvejende institution Frigg. Foto: Julie Elver

Der er mange måder at beskrive det københavnske boligområde Mjølnerparken på. Som regel er det ord som ’ghetto’, ’centrum for bandekonflikten’, ’epicenter for radikalisering’ og ’et parallelsamfund’, der klistrer på det røde murstensbyggeri på Nørrebro. Men hvis du spørger Grete Kerrn-Jespersen, får du et helt andet svar. Som direktør for den selvejende institution Frigg, der arbejder for at rykke områdets beboere tættere på arbejdsmarkedet, har hun sin daglige gang blandt de knap 2.000 beboere. Heraf 85 procent med anden etnisk herkomst end dansk.

– Beboerne er generelt glade for at bo i Mjølnerparken, men de er kede af de store økonomiske vanskeligheder, der er her. Fattigdommen og det lave niveau af uddannelse, som kendetegner området, er en fødekæde til kriminalitet, bandekriminalitet og dårlig sundhed. I mit univers er Mjølnerparken et udvalgt boligområde. Det har jeg identifikation med. ’Ghetto’ er et dårligt navn på et boligområde, der har massive problemer. Dem, der bor her, er meget låst fast af de muligheder, de ikke har. De kan ikke bare flytte et andet sted hen, og de kan ikke bestemme sig for, at de gerne vil tage en uddannelse. De har simpelthen ikke kompetencerne, siger hun.

Gennem et år har hun sammen en række andre ildsjæle, mentorer og socialpædagoger arbejdet for at styrke de enkelte beboeres faglighed i et særligt tilrettelagt forløb sammen med det lokale jobcenter. For når 83 procent ikke har kundskaber til, hvad der svarer til 9. klasse, er det alternative midler, der må tages i brug.

Særlig indsats skal hæve niveauet

– Vores mål er, at alle Mjølnerparkens beboere skal have en 9. klasse. Det er der, vi skal hen. Men niveauet her betyder også, at borgerne ikke bare kan gå ind på VUC og følge undervisningen til 9. klasse. Det er simpelthen for højt. Vi har mange borgere, der er under det kompetenceniveau, vi udbyder i det ordinære system. Nogle har måske blot et niveau, der svarer til 2. klasse i en lang række fag, forklarer hun.

Derfor begynder de ansatte i Frigg altid med at tage en grundig snak med den enkelte beboer.

– Her taler vi om alt lige fra, hvilke erfaringer de har med skole og uddannelse, deres tilknytning til arbejdsmarkedet og den almene sundhedstilstand.

Sidstnævnte er faktisk meget mere vigtig, end man måske lige forstår, siger hun.

– Du skal være i en vis form for at kunne bevæge dig – både fysisk og mentalt. Fysisk bevægelse vækker psyken. Nogle af beboerne her har ikke været ude af lejligheden i mange år. Deres muskler svinder ind, og de er angste for at komme ud i verden. Dem tager man ikke lige og sender i praktik. De skal lære at bevæge sig først.

Fakta:

Massiv fattigdom

En gennemsnitsindkomst for en beboer i Mjølnerparken er på 120.000 kroner om året, hvor den generelt i København er på 300.000 kroner.

– Det siger noget om den økonomiske situation for beboerne herinde. Forældrene vil gerne give deres børn god mad, sund kost og et godt liv, men det er en udfordring med så lille en økonomi. Det kræver dygtige forældre, fordi det inviterer til organiseret kriminalitet, siger Grete Kerrn-Jespersen.

Hjælp til at forlade hjemmet

Dem, der er bedst til at løfte de allersvageste, som mange af områdets beboere er, er dem, der bor her i forvejen, forklarer hun. Derfor har hun uddannet og ansat 15 mentorer fra Mjølnerparken til at hjælpe deres naboer.

– De forstår dem på en hel anden måde og anerkender det, de professionelle endnu ikke har set. De professionelle forstår simpelthen ikke, hvor langt ned de skal.

For at illustrere det fortæller hun om en beboer, hvis almene tilstand var så dårlig, at hun bogstaveligt talt ikke kunne komme ud af sin egen hoveddør.

– Vi satte en mentor på, som arm i arm hjalp hende. Først trænede de på trappens første trin og byggede efterhånden mere og mere på. I dag kan hun selv gå hen til mødecenteret, samle håndvægte op af ét kilo hver og deltage i stoletræningen. Det er jo en stor succes.

I begyndelsen er mange af dem dog ikke meget for at bevæge sig. Men når de først kommer i gang, bliver de glade, mere åbne og motiverede. Og det er netop det, Grete Kerrn-Jespersen og hendes flok af mentorer aktivt forsøger at stimulere.

– Ved at være i bevægelse sker der læring, og det er den første læring, vi sætter i gang. Vi fodrer det, der gør folk nysgerrige, fordi det automatisk stimulerer lysten til at lære.

mjoelnerparken.jpg  
Mjølnerparken. Foto: Julie Elver

Mentorer er med hele vejen

De beboere i Mjølnerparken, der er lidt længere i udviklingen og klar til praktik, får markant mere støtte end almindeligvis, forklarer hun. Normalt vil en mentor følge praktikanten hen til virksomheden, men Friggs mentorer går meget længere.

– Vi er med hele vejen. Lige fra at hente borgeren ved hoveddøren til at gå med ind i supermarkedet, hvis det eksempelvis er der, vedkommende skal i praktik. Her bliver vi og hjælper med opgaverne. Springet er simpelthen for stort til at skulle gøre det alene. For borgeren er det fantastisk at gå ind sammen med en, der kan sproget, kender butikken og som de er trygge ved. På den måde flytter vi situationen fra, at det ikke føles rart, til at det bliver en succes, og du får en historie med hjem om samfundet udenfor, som du kan dele med dine naboer.

Og selv om du ikke har siddet i et klasseværelse med en lærer foran dig, er der rigtigt meget læring i, hvordan man driver en dagligvarebutik, påpeger Grete Kerrn-Jespersen.

– For at kunne sortere varer skal du kende tallene helt op til 10.000, du skal vide noget om måneder og årstal og kunne regne både frem og tilbage i forhold til mindste holdbarhedsdato. Og så skal du selvfølgelig kunne læse og kommunikere med kunder og andre ansatte, siger hun.

Læring uden for skolen

På mange måder handler det for både den enkelte og det offentlige om at forstå, at der findes andre former for læring end skolebænken.

– Jeg tror, alle tænker skolestuen, når man taler om opkvalificering. Men rigtig mange af Mjølnerparkens beboere har gået endeløst på sprogskoler, og hvad i alverden er der kommet ud af det? Når de er på 2. klasse-niveau, nytter det jo ikke at tro, at det bare handler om det danske sprog. Det handler om alt! Samfundsfag, matematik, geografi. Derfor er vi nødt til først og fremmest at få lukket deres verden op. Ved at gå en tur i området kan vi begynde at tale om, at der er andre københavnere, der bor på noget, der hedder Østerbro og Vesterbro. Vejnavnene omkring Mjølnerparken er inspireret af de nordiske guder, og derigennem kan vi få en snak om asatro. Jeg afviser selvfølgelig ikke, at skolestuen er uundværlig, men der skal være noget at hænge læringen op på, og det er det, vi forsøger gennem projektet her.

Grete-Kerrn-Jespersen_mjoelnerparken2.jpg  
Grete Kerrn-Jespersen i Mjølnerparken. Foto: Julie Elver 

’Skal’ er nøgleord i motivationen

Sammen med jobcenteret og den enkelte beboer sætter Frigg en række mål for, hvad indsatsen skal bære med sig. Og selv om jobcenterets første beskrivelse af målene altid er til forhandling, så er deltagelsen i projektet det ikke.

– Vi har meget benyttet os af ’SKAL’ i forhold til motivationen. Det her skal du, for det står i grundloven. Du skal kunne forsørge dig selv og dine, og det er her målsætningen om 9. klasse kommer ind. Hvis du skal klare dig i samfundet, skal du have viden svarende til det. Det italesætter jeg meget tydeligt. Jeg forklarer dem, at de gerne må sige nej til at møde i jobcenteret, men at det betyder, at de mister kontanthjælpen. Nogle kan stejle i starten, det er der ingen tvivl om. Men det giver på den anden side også en anledning til at tale om netop motivation. Hvis du ikke vil det her, hvad vil du så? Det eneste, du ikke må, er at sidde derhjemme alene. På den måde kan vi vende samtalen om.

Det vigtige her er dog på mange måder at kunne sætte sig selv i deres sted, hvis man vil opnå resultater, siger hun.

– Kontrakter, en chef og en konkret plan forstår de. Hvis du spørger dem om, hvad de har lyst til, eller hvad de drømte om, da de var unge, så aner mange af dem ikke, hvad de skal svare. De drømte sikkert om raske børn og om at gå hjemme i et mellemøstligt univers. Men det kan ikke lade sig gøre her, så hvorfor skal vi spilde tid på det?

Hjælp også forældrene

En anden fejltagelse, mange ofte begår, er kun at fokusere på de unge, siger hun. For skal børn og unge lykkes, kræver det, at de har stærke voksne omkring dem, der kan hjælpe og vejlede i spørgsmål om uddannelse, job og fremtiden.

– Vi sætter et skarpt blik på forældre, for de er en konstant faktor i deres børns liv hele livet. En dygtig pædagog er der måske i to år, men forandringen, der skal til, strækker sig gennem hele livet. Man kan ikke bryde den sociale arv uden at have de voksne med, for de er fundamentet for børnene og deres trivsel, siger hun og påpeger, at investeringer i de unge er fint, så længe man bare ikke glemmer nogen.

– Mange siger, det er spild af penge at hjælpe de ældre, men det kan faktisk betale sig. Ellers kommer de til at blive en kæmpe omkostning for samfundet, fordi de ikke kan håndtere livet. Og de kan lære, det kan jeg sige med god samvittighed, fordi de kan alle håndtere en mobiltelefon – og den var der ikke for ti år siden.

Området føles rart

Den særlige indsats i Mjølnerparken begyndte i marts 2017 og allerede godt et år senere, er der sket mærkbare forandringer. 25 procent er blevet godkendt til førtidspension eller i gang med processen og dermed havnet på den rette hylde i det offentlige system. Samtidig er rigtig mange vokset fra at have en strategi om at komme mindst muligt til nu at opsøge det omgivende samfund og deltage i alt fra zumba til jobsøgning.  

– Projektet har skabt nogle fantastiske resultater. En af dem, der boede her som barn, er nu voksen og arbejder som uddannet ejendomsfunktionær her i bygningen, men bor her ikke længere. Han sagde forleden til mig, at man virkelig kan se, hvor meget der er sket. Kvinderne går med hovederne rejst, de siger goddag til hinanden, og området føles for første gang i lang tid som et rart sted at være. For mig er det den bedste evaluering, vi kan få.

Fakta

Model til udbredelse

Projektet, Grete Kerrn-Jespersen står i spidsen for, fokuserer på et område med en overrepræsentation af flygtning. Men hendes påstand er, at det kan rulles ud blandt alle samfundets svage borgere, og hun drømmer om, at det netop bliver det, når projektet her slutter ved udgangen af 2018.

– Det er et generelt problem. Det er ikke kun flygtninge og indvandrer. 20 procent går ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter, og hvis vi ikke bryder den sociale arv, knækker vi aldrig kurven, siger hun.



Regeringens Disruptionråd sætter danskernes kompetencer til debat


Den danske regerings Disruptionråd har gennem flere møder diskuteret danskernes kompetenceudvikling set i lyset af den teknologiske udvikling. Senest i midten af marts, hvor nogle af landets mest centrale og indflydelsesrige personer atter mødtes til debat. Dialogweb tog en snak med en af dem.

Disruptionrådet. Foto: Jens Astrup

I 2017 nedsatte Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, et såkaldt Disruptionråd. Bestående af 31 faste medlemmer (se listen af medlemmer nederst i denne artikel), der repræsenterer både private virksomheder, arbejdsmarkedets parter og eksperter, drøfter og analyserer de Danmarks fremtid, muligheder og udfordringer i og for arbejdsmarkedet, når de mødes et par gange om året. Alle er de nøje udvalgt på baggrund af deres markante indflydelse på samfundet, og sammen fungerer de som rådgivende organ for de danske ministre.

På en håndfuld møder har spørgsmålet om livslang læring og fremtidens kompetencer været på dagsordenen. Senest medio marts, hvor Disruptionrådet mødtes med repræsentanter fra regeringen til det sjette møde i rækken. Som regel er det ikke meget information, der slipper ud fra rådets sammenkomster. Og det er helt bevidst. For konstellationen er tænkt som et fortroligt forum, der ikke må citeres fra. Alligevel lykkedes det Dialogweb at få Stina Vrang Elias, administrerende direktør i Tænketanken DEA, til at sætte et par ord på, hvad der foregår bag de lukkede døre.

Fakta:

Disruptionrådet – Partnerskabet for Danmarks fremtid -  skal frem til udgangen af 2018 drøfte, analysere og komme med forslag til, hvordan vi sikrer, at danske virksomheder og danskerne er godt rustet til fremtiden og fremtidens arbejdsmarked.

Som spydspids for en tænketank, der arbejder for, at intelligente investeringer i uddannelse, forskning og innovation kan bidrage til Danmarks fortsatte konkurrenceevne og velstand, er hun fast medlem af Rådet. Et medlemskab, hun på alle måder er rigtig glad for, fastslår hun.

– Det er meget interessant at høre virksomhedernes perspektiv på, hvad de går og mangler, og hvordan det påvirker dem, hvis de ikke kan få kompetencerne. Vi kan virkelig få diskuteret nogle ting i bund, og der er en meget høj grad af fortrolighed i rummet, der gør, at vi også kan tale om de svære sager. På den måde er det ret unik at sidde sammen – både arbejdstagere og arbejdsgivere, og det har da også taget tid at opbygge den grad af fortrolighed, siger hun.

Stina_Vrang_Elias_7[1].jpg

Fremtiden er her allerede

Nogle af Rådets seneste diskussioner har netop omhandlet efter- og videreuddannelsesområdet, og den fremtid, vi går i møde. Men faktisk buldrer omstillingen allerede derudad, siger hun.

– Der sker rigtig meget allerede nu. Og det er ikke kun skidt. I Rådet har vi blandt andet diskuteret nogle af de positive effekter, der også kommer ud af det. Eksempelvis er robotter blevet billigere, hvilket betyder, at vi kan hjemtage produktioner fra lavtlønslande. Det meste rutinearbejde vil selvfølgelig blive mekaniseret, men det betyder på den anden side, at der bliver skabt en hel masse nye arbejdspladser i Danmark, fordi man netop hjemtager produktionen. Vi kommer til at se nye jobtitler, som man aldrig før havde kunnet forestille sig. En meget efterspurgt kompetence netop nu er eksempelvis Virtual Reality-arkitektur. Det havde jeg aldrig hørt om, før vi mødtes i Rådet. Det er ikke noget, vi i øjeblikket uddanner folk til, hvilket jo selvfølgelig er et problem, siger hun og fortsætter:

– Der opstår lige nu job på arbejdsmarkedet, som vi ikke har uddannelse til. Det så man også, dengang TV blev mere mainstream. Tidligere blev folk uddannet i miljøet, fordi uddannelsessystemet ikke kunne følge med. Det er samme position, vi står i nu.

Kurser til højtuddannede mangler

Derfor er vi også nødt til at forholde os til, at rigtig mange mennesker helt eller delvist skal lave noget andet fremover, end i dag, påpeger hun. Ifølge konsulentbureauet McKinsey drejer det sig om 40 procent af arbejdsstyrken, og det kræver, at vi alle kontinuerligt opdaterer vores kompetencer. Både dem med lav eller ingen uddannelse og dem, der har en længerevarende videregående uddannelse, fastslår hun. Og udfordringen er som sådan ikke økonomien, mener hun. I 2017 indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale, der styrker voksen-, efter- og videreuddannelsessystemet markant.

– På VEU-området er der afsat pænt mange midler målrettet ufaglærte og faglærte. Det er derfor ikke penge, der er udfordringen. Men hvis du har en videregående uddannelse i Danmark, så er der faktisk ikke ret mange muligheder for at opkvalificere dine kompetencer eller skifte spor. Og der tror jeg på sigt, vi er nødt til at kigge på området samlet. Vi har et stort udbud af kortere AMU-forløb (arbejdsmarkedsuddannelser og efteruddannelse til faglærte og ufaglærte medarbejdere, red.), men paletten af kortere kurser rettet mod det videregående er meget lille.

Derfor har parterne da også nedsat en gruppe, der skal kigge specifikt på netop det, påpeger hun.

Ikke nok at være klog

Den konklusion bakker en nyligt offentliggjort rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd op om. Her har seniorforsker Karsten Albæk identificeret og gennemgået otte vægtige studier om netop fremtidens kompetencer fra blandt andre OECD og World Economic Forum og samlet konklusionerne på tværs. En af de mest centrale pointer er, at det således ikke længere er nok kun at være klog. Det dur ikke at besidde enten kognitive eller sociale færdigheder fremover – man skal være god til begge dele for at kunne begå sig på fremtidens arbejdsmarked, siger forskeren, hvis analyse også dannede baggrund for nogle af diskussionerne på det seneste møde i Disruptionrådet.

­– Der vil være færre rutinemæssige arbejdsopgaver i fremtiden. Derfor bliver det vigtigere end nogensinde før, at medarbejdere også kan løse problemstillinger og samarbejde med kollegaer. Tidligere kunne man godt sidde alene i et hjørne uden den store interaktion med andre, men noget tyder på, at det bliver vigtigere fremover at kunne samarbejde og interagere, og derfor er det ikke længere nok ’bare’ at være klog, forklarer han.

Fremtidens vigtigste kompetencer ifølge rapporten fra VIVE

  • Kognitive færdigheder (evnen til at lære og problemløse gennem forskellige mentale aktiviteter)
  • Sociale færdigheder (evnen til at forhandle, overtalelse, social opfattelsesevne, at hjælpe andre eller at tage vare på andre
  • Problemløsning
  • Numeriske færdigheder
  • Kommunikative færdigheder
  • IT færdigheder

Efterspørgslen på kurser skal stimuleres

For at kunne nå i mål med det, kræver det dog et grundigt kig på organiseringen og efterspørgslen af efter- og videreuddannelserne, lyder det fra Stina Vrang Elias.

– Vi har et stort behov for at blive klogere på, hvorfor nogle bliver motiverede til at opkvalificere deres kompetencer, mens andre ikke bliver. Vi ser blandt andet, at det hænger kraftigt sammen med, hvilken virksomhed du er på. Medarbejdere i store virksomheder eller offentlige instanser benytter sig oftere af efter- og videreuddannelserne, mens små virksomheder i det private ikke i samme grad gør brug af det. Da vi har rigtig mange små og mellemstore virksomheder i Danmark, er det meget nødvendigt at stimulere efterspørgslen. For mig at se er det en af de mest væsentlige udfordringer, vi står over.

Rådet åbner nye døre

Det seneste rådsmøde bød således også på en diskussion af de faglige kompetencer, virksomhederne har brug for. Eksempelvis hvordan man sikrer, at alle får den nødvendige kunnen til at håndtere en relativt teknologisk krævende fremtid. Og så benyttede regeringen også lejligheden til at præsentere sin nye naturvidenskabsstrategi og digitaliseringsstrategi.

– De initiativer, som regeringen sætter i søen på området, bliver præsenteret her i Rådet, hvor vi drøfter dem. Det giver os en mulighed for at kommentere på dem og tale i fortrolighed om, hvordan vi så ude i arbejdslivet kan ’tage det ned’ og få det til at leve. Her bruger jeg særligt møderne til at gå i dialog med de andre parter, der arbejder direkte med uddannelse, siger hun og peger på, at Disruptionrådet helt klart har åbnet op for nogle nye muligheder.

– Jeg har lært nogle folk at kende, som jeg ikke kendte før, og som jeg har ført diskussionerne videre med efter møderne. Jeg glæder mig virkelig meget til at se, hvor vi ender henne i debatten, for vi er slet, slet ikke færdige med at tale om fremtidens kompetencer.

Rådets 31 faste medlemmer

  • André Rogaczewski, CEO og partner hos Netcompany
  • Astrid Simonsen Joos, CEO i Philips Lighting Nordics og bestyrelsesmedlem i Inwido
  • Bente Sorgenfrey, formand for FTF
  • Birgit Aaby, iværksætter og indehaver af Combiservice
  • Caroline Søeborg Ahlefeldt-Laurvig-Bille, erhvervskvinde
  • Carsten Stendevad, senior fellow hos Bridgewater Associates og medlem af UNICEF Danmarks præsidium
  • Christiane Vejlø, digital trendanalytiker og CEO hos Elektronista Media
  • Claus Jensen, forbundsformand for Dansk Metal
  • Esben Østergaard, CTO i Universal Robots
  • Gregers Wedell-Wedellsborg, adm. direktør i Matas
  • Hella Joof, filminstruktør, skuespiller og komiker
  • Jacob Holbraad, adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening
  • Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown
  • Jan Damsgaard, professor ved Institut for Digitalisering, Copenhagen Business School
  • Jan Grimstrup, tillidsmand hos KP Komponenter
  • Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv
  • Karsten Dybvad, adm. direktør i Dansk Industri
  • Kasper Sand Kjær, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
  • Kigge Hvid, CEO i INDEX: Design to Improve Life
  • Kim Simonsen, formand for HK
  • Lizette Risgaard, formand for LO
  • Marianne Dahl Steensen, CEO i Microsoft Danmark og Island
  • Niels B. Christiansen, adm. Direktør i LEGO Group
  • Per Christensen, formand for 3F
  • Pernille Erenbjerg, adm. direktør og koncernchef i TDC
  • Philipp Schröder, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
  • Stina Vrang Elias, adm. direktør i DEA og bestyrelsesmedlem i Dansk Skoleskak
  • Søren Skou, CEO i A.P. Møller Mærsk A/S
  • Thomas F. Borgen, adm. direktør i Danske Bank
  • Tommy Ahlers, iværksætter
  • Vibeke Svendsen, adm. direktør og partner hos Envotherm


Motiverer til opplæring og trening av medarbeidere!


På Island gjennomføres et pilotprosjekt innenfor turisme næringen for å styrke medarbeideres kompetanse. Ledere i turistvirksomheter får besøk med tilbud om en kompetanseanalyse og bistand med å utvikle kompetanseutviklingsstrategi. Ved siden av fremmes regionalt samarbeide mellom virksomheter i bransjen og opplæringsaktører for gjennomføring av kurs og trening.


 Hva mener lederne?

Dialog kontaktet to ledere for å høre deres mening om hvilken rolle kompetanseheving spiller i driften av virksomheter og bransjer. På den ene side Sólborg Lilja Sigurþórsdóttir, hotelldirektør på hotel Holt í Reykjavik og den andre Svein Aðalsteinsson, direktør for Arbeidslivets opplæringssenter.

Trening og opplæring spiller en avgjørende rolle

Sólborg har en lang ledererfaring innen hotellbransjen og hun delte med oss erfaringene av et prosjekt som hun ledet nylig; å forberede åpning av Islands største hotell på landsbygden, Stracta hotellet ved byen Hella på Sør-Island.

 – Jeg arrangerte flere opplæringsdager der vi blant annet la vekt på: service, sikkerhet, første-hjelp og sist men ikke minst viktig informasjon om severdigheter i nærområdet. Vi laget også presentasjonsmateriale for hotellet, som vi introduserte på en opplæringsdag, slik alle medarbeidere visste hva Stracta hotell står for, sier Sólborg. 

Opplæring og trening bringer gruppen tettere sammen

– Forberedelsene var avgjørende skritt i å sikre mest mulig kvalitet og en god opplevelse for gjestene helt fra starten. Resultatet ble økt selvtillit blant medarbeiderne og at de visste hvilke forventninger som ble stilt – alle hadde tro på at de var i stand til å vise frem hotellet fra første dag. På opplæringsdagene ble medarbeidergruppen tettere og samtidig ble interesse og ambisjoner i forhold til krevende prosjekter større. Alle gjorde deres beste for å yte mer eller gi bedre service enn gjestene forventet, sier Sólborg. 

Sammenhengen

Under 2014 gjennomførte Islands turistråd en undersøkelse om kvaliteten i turistbransjen som dannet grunnlag for Turismens kompetansesenter. Undersøkelsen viste at turister som besøkte Island var ikke helt fornøyd, de syntes ikke at pris og kvalitet var i takt. I fortsettelsen bestemte regjeringen at det skulle gjøres innsats for å forbedre kvaliteten. Videre under 2016 utviklet myndighetene en strategi for bransjen som ble publisert i rapporten «Veiviser for turismen i Island» (e. Road map for tourism in Iceland). Strategien ble satt fram i syv nøkkelsatsinger og en av dem handler om kompetanse og kvalitet, som ikke bare har innflytelse på turistens opplevelse og Islands omtale som turistland, men også på verdiskaping og virksomheters lønnsomhet.

Opprettelsen av Turismens kompetansesenter  

Et ledd i å øke kvalitet er å utdanne og trene medarbeidere. For å ta vare på den oppgaven ble Turismens kompetansesenter opprettet. Arbeidslivets opplæringssenter som eies av arbeidslivets parter på Island, er vert for kompetansesenteret. Turismens kompetansesenter er et samarbeidsprosjekt, under utdanningsdepartementet, turistdepartementet, arbeidslivets parter, opplæringsaktører og regjeringen om helhetlige løsninger og forbedring og for økt kompetanse innenfor turistbransjen på Island.

Kompetansesenterets arbeid

Arbeidet dreier seg om å møte turismens behov for økt kompetanse, motivere virksomhetene til å investere i medarbeidernes kompetanse og gjøre arbeidet mot dette lettere. Det innebærer at virksomhetene får besøk fra Kompetansesenteret med samtale med lederne for å drøfte kompetansebehov, skape muligheter for kompetanseutvikling og støtte samarbeidet mellom utdanningsaktører og virksomheter om opplæring.

Kvaliteten av service har enorm innflytelse

Sveinn Aðalsteinsson er direktør for Arbeidslivets opplæringssenter som er vert for Kompetansesenteret.

̶  Målet er å øke produktivitet og kvalitet i turismen, samtidig med å øke medarbeidernes arbeidsglede og profesjonalisme i denne viktige næringen. Det gjør vi blant annet med kompetanseanalyse, utvikling av realkompetansevurdering og kurs, yrkesutdanning på ulike nivåer, digital utdanning og opplæring i virksomhetene. Kompetansesenteret tilbyr verktøy for dette formålet og prøver å nå ut til så mange medarbeidere i turisme som mulig. I tillegg legges stor vekt på å måle resultat av opplæringen, f.eks. i utskifting av ansatte, driftsresultat, arbeidsglede og andre faktorer i driften, sier Sveinn.  

Noen fakta om turismen på Island:

Turistbransje i rivende utvikling

Island har nesten 340 000 innbyggere og ifølge informasjon fra Islands Turistråd besøkte over to millioner turister landet i 2017. Omsetning økte med drøye 20 prosent og antall besøkende med nesten 40 prosent. Turistene kjøpte tjeneste av cirka 2.650 virksomheter med 26 500 medarbeidere hvorav 7 500 var utenlandske. Over halvdelen av virksomhetene er på landsbygden og i underkant av 60 prosent har færre enn ti medarbeidere. I løpet av de neste tre årene forventes antall hotellrom på Island å øke fra 3 300 i 4 000. Noen av disse blir på Islands første fem-stjernes hoteller, det første Marriott hotell med 250 rom ved siden av Harpa konsert- og konferansesenter i Reykjavik og det andre et hotell ved den Blå lagune.



sprog integration
05-04-2018

Högt ställda mål med SIA på mångkulturell arbetsplats


Vaskerummet Hurtigt i Mariehamn, Åland, en multikulturel arbejdsplads med 9 - 10 forskellige nationaliteter, har et klart angivet mål. Personalet forventes at erhverve viden om svensk.

Stämningen bland Quicklys personal är god och inställningen likaså till att alla som har bristande kunskaper i svenska ska förbättra dem i SIA-kurser på jobbet. Från vänster i bakre raden språklärare Monica Holmström, Simionescu Lucian Mihai, VD Anders Boström och i nedre raden från vänster Capatina Georgeta, Mocanli Petronela Mihaela och Simionescu Robert Marian.

- Det handlar både om säkerheten på arbetsplatsen med mycket tunga maskiner och om vår gemensamma trivsel, säger VD Anders Boström som får stöd av personalen i sin ambition att höja kunskapen i svenska.

Capatina Georgeta, Mocanli Petronela Mihaela, Simionescu Lucian Mihai och Simionescu Robert Marian kommer ursprungligen från Rumänien.

De är utplockade att delta i en SIA-grupp med målet att ytterligare uteckla sitt svenska språk så att de framöver kan ha mer kundkontakt.

- Det är spännande med ett nytt språk, både bjobbigt och roligt. Svårast är att skriva och att lära sig ord som kan betyda olika saker. Dialekt kan också vara krångligt. Men, man måste vara envis, intresserad och gärna ha kontakt med ålänningar som pratar svenska med en, säger de och tillägger att de anställdas attityd till att de förväntas lära sig svenska på det stora hela är mycket god.

Anders Boström berättar att företaget har två pågående studiegrupper, varav den ena är en nybörjargrupp. Totalt deltar 18 anställda.

Quickly har 50 personer anställda och under högsäsong mellan 60 och 70 personer i jobb.

- SIA-konceptet har tagits väl emot. Det är bra att läraren kommer till oss under arbetstid istället för att de anställda ska ta sig till stan. Att kursen pågår här förtydligar också bilden av vår ambition – vi tar ansvar och gör det på hela linjen för att de som har flyttat till Åland och vill stanna kvar ska kunna skapa sig en bra tillvaro. Språket är en förutsättning då. Vi curlar inte utan lotsar vidare, visar på dörrar de kan öppna till olika verksamheter även på fritiden.

Språkläraren Monica Holmström startar sin undervisning i en ny grupp på en medvetet låg nivå för att alla ska hänga med från början och därefter anpassar hon uppgifterna utifrån deltagarnas behov.

- Det kan vara en pedagogisk utmaning att undervisa i en grupp som har så olika utgångspunkter och motivation och att inte heller veta hur det riktigt är innan start. Jag planerar nog alltid undervisningen men är lika mycket inställd på att improvisera för i dialog händer det bra saker! Det gäller att hitta gruppdynamiken, känna att alla är med och utvecklas - då ger det mersmak, berättar Monica Holmström.



Språklæring i hverdagssituasjonen gir integreringsgevinst


Språk er overalt i hverdagen vår, språk er identitet og personlighet. Uten språkforståelse blir vi isolert. Ikke rart at integreringspolitikken satser på språkopplæring. Startpunktet for en migrant blir å lære språket. I de nordiske land er det satt et bestemt antall kurstimer for nyankomne migranter. Det skal gi dem en reell sjanse til å få innpass i en ny hverdag. Det tenkes og planlegges i kurs, skolebenk og undervisning. Greit nok, men vi må ha et mye bredere perspektiv på språklæring og inkludering, mener professor Agnes Kukulska-Hulme, som er ansatt ved Institute of Educational Technology ved The Open University.

Migranter tester ut appen som er utviklet for å styrke språklæringen og samtidig bidra til integrering i deres nye lokalsamfunn.

 

Det finnes mange nye måter å støtte læring og inkludering, og teknologien kan være til god hjelp, men det må også gjøres et grunnarbeid.
- Det er viktig å se på tidligere erfaringer og praksis hos den enkelte, og vurdere hvordan læring kan skje i harmoni med dagliglivet deres. Hvordan kan vi støtte denne daglige språklæringen med hjelp av teknologi? Dette er spørsmål Kukulska-Hulme er opptatt av. Hun forsker på migrasjon og språklæring. - Alle har sine individuelle behov og egen læringsstil, og alle har også erfaringer og praksis som er viktige å ta hensyn til, sier hun. 

 

LÆRINGSOMGIVELSER UTENDØRS OG HJEMME
- Familien og hjemmet kan fungere som dynamiske læringsomgivelser. Vi må ikke overse at det er mange gode læringsituasjoner i et hjem. Her skjer det et vell av aktiviteter som en lærer av. Familiemedlemmer har ulike informasjonskanaler og ulike interesser som de kan dele. De har venner og besøkende som kan bidra med nye ord og uttrykk. I en migrantfamilie vil det være to språk og kompetanse på pluralitet. Dette gir rike læringsmuligheter.

Kukulska-Hulme er også opptatt av hverdagen utendørs der en bor. Det er ferdsel langs veier og gater, korte og lengre reiser, ærender i butikker og på offentlige kontorer. Her er det læringssituasjoner overalt. 

Agnes_Kukulska_Hulme.jpg

Professor Agnes Kukulska-Hulme ved The Open University forsker på språklæring og integrering. 

 

EN APP FOR SPRÅKLÆRING
I et EU-prosjekt som Kukulska-Hulme jobbet i (Maseltov) ble det gjort en brukerundersøkelse for å finne ut om IKT kan støtte språklæringen og sikre bedre integrering, og dermed bidra til at migranter ikke havner i utenforskap. Brukerundersøkelsen sa mye om migranters ønsker, behov og læringspraksis, og dette ble brukt for å utvikle appen. Appen er innholdsrik. Den gir oversikt over lokale kontorer, sosiale nettverk og ulike informasjonsressurser, oversettelser av meldinger en møter i hverdagen, for eksempel tekster på skilt. Videre tilbyr appen spill, navigeringstjeneste og kanskje aller viktigst er språkleksjonene.

Leksjonene er bygd opp omkring situasjonsbetinget språk: En tar tak i hverdagsgjøremål som for eksempel å gå i butikken, å reise med buss eller tog, å besøke helsestasjon eller legesenter, å gå på kurs for å lære språket i det nye landet, sammen med andre som også er nyankommet. Appen inneholder seks strukturerte moduler, og tilbys på tre språk, spansk, arabisk og tyrkisk.

Det er avgjørende for nyankomne å kunne forstå tekster på skilt, offentlige annonseringer og de mange, små språkuttrykkene en møter i hverdagen, understreker Kukulska-Hulme. I Maseltov-prosjektet gikk de enda et par hakk lenger. Ved å lære språk som kan brukes når noe uvant skjer, og når det er krise- eller konfliktsituasjoner, kan en bli en ressurs og være til hjelp for andre. «Ring ambulansen», kan være et viktig utsagn, sammen med å vite hvilket nummer en da skal ringe. Å være en ressurs gir også god selvfølelse og kan bidra til integreringen. For å kunne hjelpe på en god måte blir språket selve nøkkelen.

Hvordan har det gått med appen? Den er blitt godt mottatt, og vist seg å være svært nyttig. Fordi den tar utgangspunkt i migranters ønsker og behov, kan de også kjenne seg igjen i innholdet.

LÆRE UTENDØRS
Vi tenker gjerne at språklæring skal skje i et kurslokale eller i en språklab.
- Vi kan lære utendørs! Vi må tenke på hvordan språk kan læres på ulike steder og i mange ulike, situasjoner, påpeker Kukulska-Hulme. «Learning beyond the classroom» er et uttrykk Kukulska-Hulme bruker.
- Vi må la oss bli inspirert av alt det som er utenfor klasserommet!

DANSE SALSA
Kukulska-Hulme har også jobbet i et annet språkopplæringsprosjekt, kalt Salsa, som står for Sensors and apps for language in smart areas.
- Læringsarenaene er bestemte lokasjoner, steder, som skal trigge språkopplæringen. På 27 punkter i byen Milton Keynes i England (hvor også The Open University ligger) ble det lagt inn stopp-punkter («beacons»). Ved passering av et slikt stopp-punkt får den lærende en oppgave i appen. Vedkommende skal stoppe, lytte til en dialog og også lese teksten på telefonen. Den lærende blir videre presentert for noen nye ord og grammatikk, og får tips om flere aktuelle språkuttrykk. «Leksjonen» avsluttes med nyttige råd om videre aktivitet og praktisering for å lære mer. Etter å ha vært innom alle 27 stedene, vil den aktive migrant ha lært mye godt hverdagsspråk. Denne appen er brukt av engelsklærere ved det lokale voksenopplæringssenteret.                                                                                                                                                                                                                                               

- Stedene ble valgt ut fra migranters utsagn om hvor de pleide å møte språkutfordringer. Ønsket var å lære hva de lokale ville si i den aktuelle situasjonen, sier Kukulska-Hulme. Evalueringen viser at deltakerne i prosjektet mener appen er svært nyttig, selv om noen blir sjenert når de driver med språklæring på offentlige steder.

HVORDAN KOMME ENDA LENGER?
De to prosjektene viser vei i språkopplæringen. De viser også at smarttelefoner er et hendig verktøy for språklæring og dermed for integrering i et nytt lokalsamfunn. Hvordan komme enda lenger? Kukulska-Hulme peker på noen sentrale punkter hvor det kan legges til rette:
- Praktisere språk i samtale med lokale innbyggere
- Få anledning til å høre ulike dialekter
- Hjelp til å skjønne rasefornærmelser
- Hjelp til å reagere i krisesituasjoner på offentlig sted
- Lære hvordan en kan være en ressurs for andre
- Lære å handle som en gruppe, snakke om felles erfaringer og felles behov

Erfaringene fra de engelske prosjektene bør kunne kopieres og tilpasses nordiske forhold. Språk er så mye mer enn tekstene i bøker og samtalen i kurslokalet. Å praktisere ute i hverdagslivet er krevende, men med god hjelp av teknologi og gjennomarbeidede apper kan språklæringen forseres, bli en integrert del av hverdagen, og kanskje også bli morsommere og mer relevant enn timer i kurslokalet.



SIA ett koncept som gynnar alla parter


”Flexibilitet” kunde vara sammanfattande honnörsord liksom även ”efterfrågat”, ”gratis” och ”individuellt skräddarsytt”. Det handlar om Medis kurs ”Svenska i arbete” (SIA) där alla medverkande parter är vinnare. Inte minst för arbetsgivarna är SIA ett strålande erbjudande, säger rektor Siv Ekström och vice rektor och ansvarig lärare Gabriella Nordlund.


Medis, Medborgarinstitutet på Åland, har under en tidigare fyraårsperiod och nu i ett nytt avtal, erbjudit SIA till företag och organisationer, vars inflyttade anställda önskar utveckla sina kunskaper i svenska språket, främst vardagsspråk men även den svenska som särskilt behövs i det aktuella jobbet.

 - SIA har i princip marknadsfört sig självt så att vi inför det nya avtalet faktiskt hade en kö av arbetsgivare som ville ha kursen till sina anställda. I januari startade vi SIA igen efter ett halvårs avbrott. Under våren deltar 13 arbetsplatser och 50 kursdeltagare i utbildningen som engagerar åtta olika lärare.

SIA riktar sig till inflyttade som arbetar på Åland

Medis fungerar som leverantör av utbildningen i svenska på uppdrag och enligt avtal med Ålands landskapsregering. Deltagarna får kursen gratis och arbetsgivarna tar enbart på sig att låta halva kurstiden, ca 15 timmar, gå på arbetstid. I samråd med arbetsgivaren bygger Medis upp en utbildning utifrån varje arbetsplats och kursdeltagares individuella behov.

Upplägget skräddarsys enligt möjligheter och önskemål

Kursupplägget utgår utifrån moduler som var och en innehåller ca 30 kurstimmar totalt och också utifrån olika förslag på hur timmarna kan spridas ut -  på längre tid under en termin eller mer intensivt och komprimerat. 

Inledningsvis görs en kartläggning tillsammans med arbetsplatsen gällande bl a tillgång till utrymme för kursen. En studieplan görs upp och bedömning genomförs sedan kontinuerligt under kursens gång.

SIA avslutas med ett utvärderande utvecklingssamtal.

– Ett vanligt uttalande av arbetsgivaren i tidigare utvärderingar är att man önskar få fler SIA-kurser framöver och arbetstagarna noterar vanligen att de inte bara förbättrat sina kunskaper i svenska utan också är nöjda med det anpassade schemat och kursinnehållet. SIA bygger mycket på att få till en flexibel lösning för alla inblandade för att resultatet ska bli gott.

Fördelar för alla

Eftersom kursen är skräddarsydd krävs både ett nära samarbete och uppfinningsförmåga för att få det hela att fungera på hela linjen.

– Olika arbetsplatser har så olika förutsättningar, arbetstider och så vidare. I sammanhanget ska det också fungera för lärarna, men vi försöker alltid hitta en lösning, säger Gabriella Nordlund som planerar SIA.

SIA-konceptet ger alla inblandade fördelar

Landskapsregeringen stöder inflyttade som med ökade svenska kunskaper lättare kan skapa en fungerande tillvaro på sin nya hemort. Medis får tillfälle att erbjuda den kunskap och erfarenhet man är bäst på.

Företagarna är betjänta av att arbetstagarna kan kommunicera bättre vilket utvecklar ökad trivsel. De anställda får helt enkelt utökade möjligheter till ett bredare kontaktnät.

Hårt tryck på svenskakurser

Behovet bland inflyttade till Åland att förkovra sig i svenska är stort. Medis SFI-kurser som riktar sig till arbetssökande via AMS, Arbetsmarknads- och studieservicemyndigheten, har under vårterminen 80 elever inskrivna och till Medis övriga kurser i svenska som är belagda med vanlig kursavgift har 110 deltagare anmält sig.

Totalt går således 250 personer i svenskakurs inom Medis verksamhet under våren 2018.



IT færdigheder
19-03-2018

Pass på personopplysningene dine – og andres!


Snart kan du med lov i hånd få fjernet personopplysninger om deg selv på steder hvor du ikke ønsker å være registrert. Den nye personvernloven slår fast at enhver person har rett til vern av personopplysninger om seg selv. EUs nye forordning, omtalt som GDPR, skal gjelde over hele Europa fra slutten av mai i år.

Seniorrådgiver Anna Skaset i Tieto har satt seg grundig inn i GDPR. – Det handler om prosesser, sier hun, og lister opp seks punkter.

Personopplysninger på avveie er svært problematisk. Den nye loven skal motvirke dette. GDPR har gitt opphav til enorm aktivitet de siste par årene.  Sju millioner treff på Google-søk taler et tydelig språk.

FIRE BOKSTAVER
Det er ingen mystikk bak de fire bokstavene i den tungvinte kombinasjonen GDPR. De betyr rett og slett «The General Data Protection Regulation», som er det formelle navnet på EUs forordning om personvern. Forordningen skal gjelde i EU-land fra 25. mai i år. Island og Norge forhandler nå med EU om å innlemme den i EØS, slik at den skal gjelde i disse landene også. Forordningen krever at personinformasjon skal ajourføres og være tilgjengelig bare for de som trenger slik informasjon, og bare så lenge det er behov for informasjonen. Når det ikke lenger er bruk for opplysningene, skal de slettes. Den enkelte borger kan be om å få vite hvilken informasjon som er lagret og kan kreve å få den slettet.

STRAFFES MED STORE BØTER
Lovfestede plikter og rettigheter for personvern er ikke noe nytt. I Norge vil den nye loven erstatte loven fra 1978 (endret i 2000). Hva er så det nye? Grovt sett kan en si at enkeltpersoner får utvidet sine rettigheter, og virksomhetene blir pålagt flere krav. Dessuten blir den nye loven svært mye strengere når det gjelder å slå ned på den som ikke oppfyller lovens krav. Det skal bøtelegges med kraftige bøter, regnet i prosent av omsetning.

SAMTYKKE
Samtykke er et begrep som innføres med full tyngde. Virksomheter forbereder seg på den nye loven. Det er stadig flere virksomheter som i tydelige ordelag nå ber om samtykke til at en bedrift kan beholde opplysningene om deg etter at du for eksempel har fått svar på henvendelsen din. Dette er godt nytt for den enkelte borger. Vi kan selv bestemme om vi vil være registrert hos en bedrift eller leverandør.

Det skal bli slutt på kronglete og lange avtaler, hvor en skal gi sin godkjenning, for eksempel ved installasjon av programvare. Ifølge GDPR skal informasjonen være kortfattet, klar og tydelig, lett forståelig og lett tilgjengelig. I tilfeller som gjelder personopplysninger om barn, skal informasjonen være utformet slik at barna kan forstå den.

RETTEN TIL Å BLI GLEMT
Dersom en person ønsker å bli slettet, er det den aktuelle virksomheten som må sørge for det. Unntaket er betalingsinformasjon knyttet til personen. Slik informasjon kan ikke slettes når som helst. Ifølge norsk lov for eksempel skal regnskapsdata lagres i minst fem år, og denne loven går foran loven om GDPR og retten til å bli glemt.

ANONYMISERING
Mange virksomheter har personopplysninger fra tidligere kurs, arrangementer og tiltak, og en kan ha lyst å beholde data om hvor mange som deltok, hvor mange kvinner og menn, aldersgrupper mv. Slike statistiske data kan en beholde dersom en anonymiserer informasjonen. Navn og personlige data slettes mens antall blir beholdt. Antallet må likevel være så høyt at deltakerne ikke kan identifiseres.

PROSESS
- GDPR handler om prosesser, påpeker seniorrådgiver og GDPR-ekspert i Tieto, Anna Skaset, i en prat med DialogWeb.
- Prosessene kan oppsummeres i seks punkter: innsamling av data, lagring av data, sikkerhetskopier, overføring av data, å forhindre datatap og overvåke data, og til sist å vise at en etterlever regelverket.

Med mange brudd på personvernloven, også av offentlige virksomheter, kan en lure på om europeiske virksomheter virkelig er klare for dette i praksis. Ved å stille noen kontrollspørsmål kan en sjekke om egen virksomhet har rutiner som holder mål: Hvor er dataene om en person lagret, hvorfor er de lagret, hva kan vi bruke dem til, hvem har tilgang til dem, hvor er de sikkerhetskopiert, og hvordan holder vi dataene oppdatert, inkludert sikkerhetskopier?

Det er ikke nok at for eksempel ledelsen i en virksomhet tar ansvar for å etterleve GDPR. Alle som har tilgang til et system hvor det registreres personopplysninger, får plikter med det nye lovverket. De må kjenne de nye reglene, og hver enkelt har et ansvar for at egen praksis stemmer med reglene.

STØRRE KONTROLL OVER EGNE DATA
GDPR i et nøtteskall: Hold dataene dine oppdatert og tilgjengelig for de som trenger dem. Skjul den for alle andre. Hver person innenfor EU har klare, rimelige rettigheter. Vi har rett på tilgang til egne data, rett til å korrigere dem, rett til å ha dem med oss til andre formål og rett til å fjerne den.  Med den nye forordningen blir rettighetene utvidet, og det blir også større krav til kontroll over egne personopplysninger.

HVA MÅ KURSARRANGØRER PASSE PÅ?
- Organisasjoner og frivillige virksomheter som tilbyr kurs for voksne, hva må de særlig passe på?

- De må først av alt tenke på hva som er godt personvern. Det rettslige grunnlaget for å innhente personopplysninger må være klart og ha et legitimt formål. Det er ikke lov å gjenbruke opplysningene i en deltakerliste, fra et kurs for eksempel, uten å innhente nytt samtykke. Det vil si at en må ha et nytt rettslig grunnlag. En kan heller ikke utlevere personopplysninger til andre, påpeker Skaset.
- Et viktig prinsipp er at en ikke skal innhente flere opplysninger enn det en trenger. Det er også viktig å slette opplysninger når de ikke lenger er nødvendige, eller når formålet er oppnådd. Dessuten må opplysninger være oppdaterte og korrekte.

- Klarer virksomheter å ordne dette sjøl, eller må en innhente eksperthjelp?

- En må begynne med å skaffe seg oversikt over hva en har av personopplysninger, og hvilke lagringssystemer en har. Det er viktig å rydde og slette, og innføre rutiner for dette. Dessuten må en sørge for å ha en teknisk sikkerhet for personopplysningene, slik at de ikke kommer på avveie eller blir tilgjengelige for uvedkommende, påpeker Anna Skaset.

Hvor vidt en trenger eksperthjelp for eksempel til datasikkerheten, vil avhenge av hvordan en drifter datasystemer og hvilken kompetanse en har selv.

PERSONVERNOMBUD
Mange virksomheten må utnevne et personvernombud, blant andre offentlige virksomheter, virksomheter som har systematisk overvåking av personer som kjerneaktivitet og virksomheter som behandler sensitive personopplysninger i stort omfang. Dette blir ikke et krav til mindre virksomheter, men det kan likevel være nyttig med et personvernombud.


Hvad sker i mødet mellem indvandrere og en kvindeforening?


Nybyggerskolen er en studiebeskrivelse udarbejdet af Arbejdslivets Oplæringscenter, AO, og beskriver et kursus for indvandrere til Island. Det tager over 120 undervisningstimer og det islandske undervisningsministerium har godkendt at forløbet kan godkendes til at forkorte studier på gymnasialt niveau.

Brad Weber     Udsigt over Sudureyri

Vestfjordernes oplæringscenter på Island har i nogle år samarbejdet med kvindeforeningen Ársól på Sudureyri om undervisning efter studiebeskrivelsen for indvandrere (Nybyggerskolen).  Det drejer sig om 120 undervisningstimer og studiebeskrivelsen som Arbejdslivets Oplæringscenter (AO) har udarbejdet er godkendt af undervisningsministeriet. Den gælder som 10 studiekredit og kan dermed forkorte uddannelse i gymnasie- eller erhvervsskole.  Oplæringscentret stiller bestemte krav til de undervisningsansvarlige som godkendes til at gennemføre undervisning efter studiebeskrivelser som de har udarbejdet og som følger et formelt kvalitetssystem som AO har udviklet. Endvidere skal undervisningsaktøren følge forudbestemte andragogiske krav som AO udvikler og godkender.

Målet for uddannelsen

Hovedmålet for uddannelsen i Nybyggerskolen er at forenkle inkluderingen i islandsk samfund og arbejdsmarked for indvandrere. I undervisningen som er rettet mod voksne på det islandske arbejdsmarked og som har islandsk som andet sprog, lægges særlig vægt på at træne islandsk tale og at give indsigt i det islandsk samfund. Deltagerne er forskellige både hvad angår alder og kulturelle baggrund.  Deres erfaringer er vidt forskellige og det samme gælder antal år siden de sidst var i et undervisningsforløb. Der stilles ingen krav om minimum uddannelse for at deltage og de skal ikke bestå en formel eksamen.

Portefølje for kundskab og kompetence

I Nybyggerskolen foregår undervisningen primært gennem dialog og opgaveløsning hvor deltagerne selv skal søge oplysninger, for eksempel på Internettet, i medier og hos organisationer eller institutioner. En anden vigtig del af skolen er skabelsen af CV og en kompetence portefølje hvor de samler oplysninger som, beviser udviklingen af deres kundskaber og kompetencer uafhængig af hvor den er erhvervet, gennem formel undervisning, i job, deltagelse i frivilligt arbejde eller familieliv.

Socialt samfundsprojekt

Det ekstraordinære ved Nybyggerskolen på Sudureyri er at den kan siges at være en social samfundsopgave. Underviserne er medlemmer af den lokale kvindeforening Ársól, kvinder med varieret uddannelse, blandt andet forskolelærer, speciallærer, økonomer og lærer i folkeskolen.

Underviserne modtager ingen løn, indkomsten fra undervisningen går til forbedring af byens faciliteter for børn, for eksempel til at opbygge og forbedre legepladsen med indkøb af legeredskaber. Legepladsen er et meget populært samlingssted for børn og unge.

Man kan sandelig hævde at Nybyggerskolen er et samfundsprojekt fordi at indflydelsen mærkes vidt omkring i samfundet, både hos unge og ældre, piger, drenge, kvinder og mænd. Betragtelige forandringer har vist sig i forbindelse med kvindeforeningens samarbejde med Oplæringscentret om Nybyggerskolen. Deltagerne har lettere ved at kommunikere med de indfødte beboere, for eksempel børnenes lærere, de møder op på forældremøder, beder om fri fra arbejdet og andet i den dur. Folk vover at kommunikere og samfundet på Sudureyri bliver tættere forbundet, alle har en del i projektet!

Ny kraft i kvindeforeningen

Capture_IS.JPG Projektet har givet kvindeforeningen et kraftindskud ved at flere kvinder bliver medlemmer og deltager aktivt i foreningens arbejde. Et af projektets særpræg er at nogle af underviserne er polske og som selv har været i gennem Nybyggerskolen. De kan derfor tolke og forklare for de som ikke er lige fuldbefarne i det islandske sprog.  Det er glædeligt at fortælle at en af underviserne, en polsk kvinde gennemgik en realkompetencevurdering kort tid efter at hun havde fuldført Nybyggerskolen. Hun oplevede øget selvtillid gennem studierne og gennem kommunikation med andre deltagere så hun turde gøre et forsøg og prøve en realkompetencevurdering, og det lykkedes hende.

Taler man med deltagerne er de meget fornøjede. De er særlig begejstrede for studiebesøgene som var en del af skolen. Deltagerne besøgte blandt andet en bondegård hvor de oplevede forholdene og den islandske natur og introduktion til dens særegenhed. Selvfølgelig serverede bondekonen ”kjötsúpu” lammekødsuppe med grøntsager ved dagens afslutning.

”De tør godt tale islandsk efter deltagelse i Nybyggerskolen.”

En leder på en arbejdsplads hvor flere deltagere arbejdede fortalte: " Det er virkelig opløftende når medarbejderne anvender den kundskab og kompetence som de har fået på kurset. En af mine polske medarbejdere kom og bad om fri fra arbejdet. Han tog sin islandske ordbog frem, kiggede i den og sagde så: "Ég þarf frí til að fara í bílpróf!" (Jeg skal bede om fri, for jeg skal til køreprøve!)".

Afslutningsvis blev en særlig madfestival organiseret hvor deltagerne lavede islandske specialiteter til at smage på og samtidig få indsigt i den islandske madkultur. Den allersidste aften grillede kvinderne fra Ársól lammekølle med tilhørende tilbehør. Deltagerne i Nybyggerskolen bidrog med desserter fra de lande de kom fra.

Fakta:

Nybyggerskolen er en studiebeskrivelse udarbejdet af Arbejdslivets Oplæringscenter, AO, og beskriver et kursus for indvandrere til Island. Det tager over 120 undervisningstimer og det islandske undervisningsministerium har godkendt at forløbet kan godkendes til at forkorte studier på gymnasialt niveau. Deltagerne er forskellige både hvad angår alder og kulturel baggrund. Deres erfaringer er meget varierede og med stor forskel på hvornår de sidst deltog i et undervisningsforløb. Det stilles ingen krav om minimum uddannelse for optagelse og deltagere skal ikke gennem en formel eksamen.

Sudureyri er en bygd med 270 indbyggere den ligger ved Sugandafjorden på Vestfjordene som er Islands Nordvestlige del.

 



Albert - den norske islending


DialogWeb møter Albert Einarsson på kafeen i den store Eldorado-bokhandelen i Oslo. Han liker seg her blant bugnende bokhyller og mild kaffeduft. Nå har han nettopp satt punktum for yrkeskarrieren sin. Mange år har han jobbet, for utdanning av unge, men aller mest for voksnes læring, først på Island, så i Norge, og mye av tida med en nordisk overbygning.

Det nordiske samarbeidet gir en utmerket anledning til å teste toleransenivået, sier Albert. Her er han på NVL-møte i Helsinki i desember 2017.

Profiler i Norden

I Nordisk samarbeid får vi teste toleransen.

DialogWeb møter Albert Einarsson på kafeen i den store Eldorado-bokhandelen i Oslo. Han liker seg her blant bugnende bokhyller og mild kaffeduft.

Nå har han nettopp satt punktum for yrkeskarrieren sin. Mange år har han jobbet, for utdanning av unge, men aller mest for voksnes læring, først på Island, så i Norge, og mye av tida med en nordisk overbygning.

Albert vokste opp nord på Island i Siglufjördur
– Vi liker å si at Siglufjördur var verdens største sildeby. Jeg fikk med meg litt av de siste, store sildeårene i Siglufjördur og begynte å salte sild som 12 åring. Det var viktig å være med og bidra. Mor arbeidde i sildeindustrien, mens far var skomaker, forteller Albert, som gjerne minnes det åpne fellesskapet og gode samholdet i Siglufjördur.

De som jobbet i sildeindustrien trengte solide og vanntette sko, altså var det behov for skomakeren, husker Albert. Han snakker varmt om oppveksten. Det var yrende liv i sildesesongen med mange tilreisende sesongarbeidere, og alle ble inkludert i lokalsamfunnet.

Etter studenteksamen fra Akureyri Gymnas dro Albert til Tyskland for å studere. Moren syntes sønnen reiste veldig langt bort. Det var urolige tider på universitetet med etterdønninger etter 1968-opprørene, og Albert bestemte seg for å prøve om det kunne være stillere i Norge.

– Jeg hadde bestemt meg for å bli marinbiolog, men i stedet ble det realfag og sosiologi i Oslo, og deretter pedagogikk og lærerutdanning i Reykjavik. For moren var Norge et mye bedre alternativ enn Tyskland, det var nesten som hjemme.

– Hva assosierer du først og fremst med Norden?

– Jeg tenker mest på et fellesskap. Far var med i Foreningen Norden, og det kom folk på besøk fra vennskapsbyene i de andre nordiske landene. Jeg tenkte aldri på de besøkende som utlendinger. Om verden var et land, så tenkte jeg at Norden var en del av landsbygda. Det var en slags trygg periferi, men likevel i sentrum. I særlig grad gjald det Færøyene. De var våre naboer og "sambygdinger".

Albert_salter_sild_1961 (002).jpg

Albert, 12 år, salter sild i tønne - Siglufjörður på Island i 1961


Inn i det nordiske samarbeidet
Albert underviste, og kom etter hvert til en skole på Øst-Island, hvor han ble rektor. 

– Skolen var en ny, videregående skole med vekt på yrkesfaglig utdanning, og nedslagsfeltet var en hel landsdel med mange små fiskevær inne i trange fjorder. For meg ble det viktig å ikke bare utdanne ungdom til å bli snekkere eller elektrikere, men å få til et kompetanseløft i hele området.

– I samarbeid med landsdelens næringslivskoordinator etablerte vi en ny opplæringsbevegelse som vi kalte "Omgangsskole for voksne". Omgangsskolen ga opplæringstilbud til voksne der de bodde. Vi sendte lærerne ut i stedet for at deltakere skulle reise i flere timer for å delta på kurs.

– Omgangsskolen ble en suksess. Den ble utpekt som Islands deltaker i et nordisk utviklingsprosjekt om voksnes læring, kalt "Voks ut". Dermed kom jeg inn i det nordiske samarbeidet.

Etter nesten ti år som rektor flyttet Albert til Norge i 1995, og fikk snart en stilling i Norsk fjernundervisning, som seinere ble slått sammen med to andre organer til Vox, i dag Kompetanse Norge. Norsk fjernundervisning var en liten etat som drev med utvikling av læremidler for særlige målgrupper.

Administrerende koordinator i NVL
Da Nordisk Nettverk for voksnes læring, NVL, i 2008 skulle administreres fra Kompetanse Norge, ble Albert spurt om han kunne ta jobben som administrerende koordinator i Oslo i en halv stilling. Det takket han ja til.

– Du er nå nettopp gått over i pensjonistenes rekker, men fortell litt om jobben din de seinere årene?

– Jobb i NVL var på mange måter som å komme tilbake til et kjent felt – det nordiske. Oppgaven var å være en typisk byråkrat og samtidig en pådriver, og etter hvert også utvikler. I 2013 ble jobben i NVL gjort om til full stilling. NVL hadde utviklet seg sterkt i årene fram til 2013, med stadig større krav til bruk av internett for publisering og kommunikasjon mellom de mange nettverksmedlemmene. Ingen arbeidsdag har vært lik den foregående. Da jeg lærte at det å utføre oppgaver straks var en god medisin mot stress, ble jeg lykkelig, sier Albert med et bredt smil.

– Beskriv deg selv med fire ord!

– Nysgjerrig, optimistisk, kreativ. Albert stopper etter tre adjektiver. Vi tillater oss å legge til et par ord, imøtekommende og god til å samarbeide.

Store utviklingsoppgaver
– Når du kikker deg tilbake, hva har du gjort som du selv er særlig glad for, og kanskje også stolt av?

– Det må være å få til og fullføre de store utviklingsprosjektene, "Se mitt språk" og "Migranorsk". "Migranorsk" fikk vi til mot alle odds, og "Se mitt språk" var meget komplisert og krevende. Da jeg var i Norsk fjernundervisning, fikk jeg ansvar for utviklingen av en ny satsing på undervisning i tegnspråk – et opplegg vi kalte for "Se mitt språk". Målgruppen var foreldre til hørselshemmede barn. Sammen med dyktige folk utviklet vi den første språkboka om norsk tegnspråk, læreplaner og læremidler. Programmet forvaltes nå av Statped og er fortsatt i full bruk.

Det er mer å lese om "Se mitt språk" her.

Prosjektlederansvar og internettbasert opplæring
Albert gikk fra den ene store oppgaven til den neste. Han fikk prosjektlederansvar for "Migranorsk", et banebrytende opplegg for norskopplæring for innvandrere. Opprinnelig var det meningen å lage tekstbøker og videomateriell.

– Vi satset høyere. I 1996 var Internett ganske nytt, og det å tenke internettbasert opplæring var ikke bare utfordrende pedagogisk, men også teknisk. Det ble et fullskala, internettbasert opplæringsprogram i norsk som andrespråk, utviklet i et samarbeid mellom offentlig etat og bedriften Norsk Interaktiv AS. Dette er jeg både glad for at vi greide, og stolt over at vi fikk til.

– Hva av egen kompetanse, erfaringer og nettverk bruker du i nordisk sammenheng?

– Det har vært en styrke å beherske to nordiske språk, islandsk og norsk – og ha vært gjennom prosessen fra ett språk til to språk. Det har også vært en styrke å ha jobbet i ulike sammenhenger, med ulike oppgaver og forskjellige samfunnsgrupper, men likevel innen opplæring og utdanning.

 Forskjellige når vi skal samarbeide
– Hva har du oppnådd eller lært i det nordiske samarbeidet som du har tatt med tilbake til egen jobb?

– Det nordiske samarbeidet gir en utmerket anledning til å teste toleransenivået. Vi i Norden er like inntil vi skal samarbeide, da ser vi at vi er forskjellige. Men forskjelligheten er likevel ikke større enn at om vi senker nivået litt, tåler at andre også kan og vet, om enn på en annen måte, så jobber vi fint sammen. Det er også viktig å se på forskjellene som en inspirasjon til å gjøre ting annerledes – og være klar over at ting kan gjøres annerledes.

Et nordisk system for kompetansekonto
– Dersom du fikk jobben som "nordisk minister for voksnes læring, hvilke tiltak ville du ha satset på?

– Jeg ville gjøre to saker: a) Stille samme formelle kompetansekrav til voksenlæreren som det stilles til alle andre undervisere, og b) etablere et nordisk system for kompetansekonto hvor alle kan dokumentere sin opparbeidede kompetanse.

- Hva ser du som den største verdien i NVL – og i de mange nettverkene?

- NVL er en møteplass for folk og aktører i hele Norden, der de kan utvikle ideer, hente nye ideer og bidra til å bevege kunnskapsgrensen. NVL er en formidler av kunnskap og kompetanse mellom de nordiske miljøene for voksnes læring.

Verden og vi
Albert er blitt pensjonist, men har ikke satt seg i sofaen. Han har allerede planer for et kulturprosjekt. Sammen med gode samarbeidspartnere vil han utvikle et nettsted som vil handle om kulturfellesskapet mellom Island og Norge, helt fra landnåmstida til i dag. Det skal hete "Verden og vi", og det blir multimedialt og spennende. Med Alberts kreativitet og kunnskap kan det bli banebrytende, slik hans store opplæringsprosjekter også var.

Faktaboks:

  • Albert Einarson
  • Norsk islending
  • Tidligere administrativ koordinator i NVL
  • Nettopp gått over i pensjonistenes rekker
  • Lærer, har studert pedagogikk, realfag og sosiologi


VISKA – et EU prosjekt om økt synlighet av innvandreres kompetanse


– Prosjektet har fått navnet VISKA (Visible Skills of Adults).  Målet er å utvikle et valideringssystem som gjør det mulig å løfte frem innvandreres kunnskap og kompetanse slik at de dermed kan komme raskere i arbeid eller utdanning, sier Fjóla María Lárusdóttir, prosjektleder ved Arbeidslivets opplæringssenter og aktiv deltaker i ekspertnettverket for validering innen NVL.

Første møte i Oslo med representanter fra partnerland i Viska prosjektet

Erasmus+ (EUs program for utdanning) har bevilget midler til ett treårig prosjekt. Det er Kompetanse Norge som leder prosjektet men i tillegg er tre andre land med som representeres av seks partnere: Belgia, Irland og Island. To av de islandske representantene i prosjektet: Fjóla María Lárusdóttir og Arnheiður Gígja Guðmundsdóttir har lang erfaring av arbeid i NVL nettverk.

Prosjektet hører under aksjon plan 3 (Key action 3) som støtter prosjekter hvor innovasjon og nytenkning innen utdanningsområdet utvikles i internasjonalt samarbeide på strategisk nivå. VISKA er et forsøks- og forskningsprosjekt, hvor verktøy og metoder utvikles. Målgruppen er innvandrere og flyktninger og personer som ikke har fullført formell utdanning på videregående skole nivå. Vi legger vekt på å utvikle retningslinjer og metoder for å dra fram og evaluere kunnskap, evne og kompetanse med særlig hensyn til målgruppen.

Felles nordiske og internasjonale retningslinjer

– I prosjektet prioriterer vi å gjøre de overførbare kompetanser (e. transversal skills/transferable skills) synlige, det er personlige kompetanser og faglige eller spesialiserte kompetanser, slik de kan komme den voksne til nytte.  Det inkluderer også kompetanser som er tilegnet utenfor det formelle skolesystemet, for eksempel med erfaring i arbeidslivet, internettbaserte studier og frivillig arbeid og andre typer uformell utdanning.  Vi vil skape felles internasjonale retningslinjer for validering av kompetanser for å forsterke etablering, integrasjon og mobilitet på arbeidsmarkedet, forklarer Fjóla María

Nyttige erfaringer fra NVL

– Gjennom deltakelse i NVLs ekspertnettverk om validering har jeg fått oversikt over arbeidet med validering i Norden som viser seg å ha nytte i arbeidet med VISKA. Arnheiður Gígja Guðmundsdóttir, min kollega i Arbeidslivets opplæringssenter er også med i VISKA. Gígja har igjennom flere år vært aktiv i NVLs nettverk for veiledning og hun formidler også nordiske erfaringer og kunnskap til VISKA. Veiledning er en viktig faktor i valideringsprosessen og derfor er det nyttig å ta det perspektivet med.

Prosjektets hovedfaktorer

Hovedfaktorene i prosjektet tar sikte på at styrke innvandreres arbeidskompetanser ved å synliggjøre og validere deres kompetanser og dermed styrke deres mulighet for å få arbeid som passer dem og støtte oppom deres inkludering i samfunnet. Alle partnerne samarbeider om prosjektets utvikling men har fordelt ansvaret for bestemte faktorer. Den norske partneren Kompetanse Norge leder prosjektet. I Irland er det et irsk universitet (Cork Institute of Technology) som styrer forskningsdelen, med evaluering, innsamling av dokumentasjon fra pilotdelen og bearbeiding av sluttresultat. Belgierne tar hand om informasjonsformidlingen av prosjektet, at erfaringer og sluttresultat blir formidlet på variert måte.

Fakta:

Erasmus+ har et tiltak, Policy, som retter seg mot større aktører og myndigheter. Policy er et overordnet, strategisk tiltak under Erasmus+ som skal legge til rette for og forsterke satsningene på utdanning og innovasjon i EU, slik som Europa 2020 og den europeiske ungdomsstrategien. Les mer.

Arbeidslivets opplæringssenter utvikler

Islendingene har todelt ansvar. På den ene siden skal Arbeidslivets opplæringssenter arbeide med felles definisjon av overførbar (transversal skills) samt utvikling av verktøy og metoder som blir testet i pilotdelen av prosjektet. Målet er at utvikle standarder for overførbar kompetanse til bruk ved dokumentasjon av kompetanse og realkompetansevurdering. Med det som formål blir stor vekt lagt på at dokumentasjonsverktøyet blir i form av online selvevaluering. Prosesser for de personer som er involvert i realkompetansevurderingen, (veiledere, prosjektledere og assessorer) blir utviklet sammen med helhetlige faktorer for kvalitetssikring som støtter synligheten av kompetanse. Dessuten blir de kompetanser som veiledere, prosjektledere og assessorer skal ha definert og trening for disse utviklet.

IÐAN opplæringssenter tester

På den andre siden skal IÐAN teste verktøyene som utvikles av Arbeidslivets opplæringssenter, 50 personer skal evalueres. Målgruppen er innvandrere og flyktninger som søker arbeid innenfor byggsektoren, næringsmiddelindustrien eller turismen. Meningen er at gruppen gjennomgår første og andre skritt av realkompetansevurdering (kartlegging og dokumentasjon av kompetanse) og at de som kvalifiserer for komplett realkompetansevurdering gjennomgår den (evaluering og anerkjennelse).  

Alle partnere i prosjektet har arbeidet med å kartlegge og analyse nåværende status på området og skissere ønskelig status. Resultatet, prosessene og testing av disse i pilotprosjektdelen vil dra fram nyttig læring og sluttresultatet innebærer informasjon for landenes strategi i kjølvannet av VISKA prosjektet.  

Mer om prosjektet

Tittel: VISKA

Prosjektperiode: Tre år (2017 - 2020)

Prosjektet ledes av Kompetanse Norge. Partnere er fra fire land, Norge, Belgia, Irland og Island. På Island er det Arbeidslivets opplæringssenter og IÐAN på vegne av utdanningsdepartementet som styrer prosjektarbeidet.



Digitaliseringen är början på en resa


Vuxenutbildning kommer att få en helt ny dimension de kommande 20–30 åren, enligt Carl Heath, chef för digitalisering och lärande vid forskningsinstitutet RISE. DialogWeb talade med honom om framtidens fortbildning och skolans digitalisering.

Marja Beckman     Carl Heath var en av talarna på Edtech-mässan i Stockholm i oktober 2017.

Världen digitaliseras i en rasande fart. Varje år försvinner ungefär 300 000 jobb, men ännu fler tillkommer. De nya jobben är dock inte de samma som de gamla, och det kommer att kräva stora insatser på vidareutbildning och livslångt lärande. 

Carl Heath tilldelades Guldäpplejuryns särskilda pris 2017 med motiveringen att han, med stort personligt engagemang och med djup förståelse för skolprofessionernas perspektiv, är en guide in i en digital framtid.Guldäpplet är ett lärarstipendium som tilldelas lärare i Sverige som förnyat undervisningen med hjälp av IT.

Från och med den 1 juli 2018 skärps den svenska regeringens krav på digital kompetens hos lärare, vilket ställer stora krav på fortbildning. Vad skulle du säga till en skolledare som ska vidareutbilda personalen?
– Framför allt bör skolledaren se förändringsprocessen som ett maratonlopp snarare än som ett kort lopp. Digitaliseringen är inget som kommer att gå över om ett halvår, det är början på en resa.

– Som skolledare i dag är fortbildningsfrågorna oerhört centrala för att skapa goda medborgare som har kunskap om sin samtid. Ett tips är att använda Skolverkets lärportal och modulen Leda Digitalisering.

 
Vilka digitala kompetenser kommer lärarna att behöva?

– Tidigare har digitalisering i skolan ofta uppehållit sig vid frågor om hur själva skolan ska digitaliseras, antal datorer och wi-fi. Men det som här hänt nu är att innehållet som vi undervisar i förändras, att eleverna ska kunna mer om den digitala världen, och det kräver en grannlaga fortbildningsinsats av lärarna. Det pratas mycket om programmering främst inom matte och teknik, men även andra ämnen förändras. Inom slöjdämnet kan det behövas en annan maskinpark, som CNC-maskiner och 3D-skrivare.

– Samhällslärarna behöver kunna lära ut mer än bara klassisk källkritik. De måste till exempel också kunna förklara hur algoritmer fungerar. Hösten 2018 är det val i Sverige. Det amerikanska valet 2016 och Brexit till stor del är ett resultat av algoritmer och ”dark ads” (riktade annonser som sägs ha haft syftet att underblåsa religiösa, politiska och etniska motsättningar). Det går heller inte att förklara det framväxande moderna Kina utan att förklara digitaliseringens framväxt. I Kina finns något som heter Sesame Credit System, ett poängsystem där människors goda och dåliga samhällsinsatser syns i ett nätverk som är deras motsvarighet till Facebook.

Du talar ofta om vikten av livslångt lärande och har sagt att vuxenutbildning kommer att få en helt ny dimension om 20–30 år.

– Vi befinner oss i ett brytningsskifte. Dagens pensionssystem utformades när medellivslängden var under 65 år. Många dog innan de hann ta ut sin pension. Idag är medellivslängden 88 år. De flesta kommer att hinna med både en andra och en tredje karriär. Varje år förlorar vi ungefär 300 000 jobb, men varje år tillkommer ännu fler jobb. Det blir ett nettoöverskott på 100.000 jobb. Men det är inte samma jobb som de som försvann, så det finns stora behov av kompetensutveckling.

– När det gäller lärare är modellen idag att de utbildas i 4–5 år och kanske får några strödagar om året för fortbildning. Mellan varven får staten lite panik och hittar ett ”lyft”, som om de låg ner och måste lyftas upp! Men vad som behövs är att grundsynen på fortbildning ändras. Hur tillgodogör sig lärare fortbildning idag? Det kanske inte alltid är nödvändigt med en universitetskurs. Vi behöver hitta nya modeller för hur fortbildningen ska gå till.

CarlHeath480x480.jpg  
Carl Heath
 

Har du några exempel på lärare som har hittat modeller för digital fortbildning?
– Micke Kring på Årstaskolan i Stockholm bygger nätbaserade fortbildningsmiljöer som är öppna för alla lärare i hela landet! Det är ett exempel där en modig skola och skolledning låter sin personal ta tag i dessa frågor och dela med sig.

Hur tror du att AI (Artificiell Intelligens) kommer att förändra lärandet och undervisningen?
– Det har kommit en del adaptiva läromedel som till exempel Hej Albert och Gleerups matematikportal. De känner av elevernas prestationsförmåga. I skolan idag mäts elevens kunskaper genom till exempel nationella prov. Men med nya former av  digitala läromedel finns tillgång till mycket mer data om eleven, de vet hur elevens kunskapsprogression ser ut varje sekund. Frågan är vem som äger den informationen. Idag är det läromedelsförlagen som har bäst koll på eleverna. Det finns ingen nationell, statlig kunskap, inte än i alla fall.

På Edtech-mässan i Stockholm i oktober 2017 nämnde du bland annat att AI kan förändra intresset för tredjespråk.

– Ja, inom 5–10 år kommer det att finnas särskilda AI-tekniker som kan översätta mellan språk lika bra som expertöversättare. De kan höra när någon talar ett språk och översätta i realtid, till exempel med hjälp av en ”plupp” i örat. Jag tror att elever kommer att vilja fortsätta att lära sig engelska, men om de kan göra sig förstådda på semestern med hjälp av AI kan intresset för att kunna ytterligare ett språk minska.

I ett avsnitt av din och Anders Thoressons podcast Digitalsamtal nämnde ni också att AI-läromedel öppnar för möjligheter att se elever som vanligtvis inte tar så mycket plats, till exempel de tysta.

– Ja, läromedlen gör det möjligt för läraren att se vad alla elever håller på med, till exempel i sin digitala mattebok. Matteboken håller koll på om det till exempel tar två minuter för en uppgift som brukar ta en och en halv minut och kan då tillhandahålla stöd som passar just den eleven.

Den stora faran med digitaliseringen måste vara ojämlikheten; att skolor är beroende av vilket intresse som finns hos lärarna och skolledningarna.

– Det är det jag är mest orolig för! Där har skolledarna en avgörande roll för att skapa goda förutsättningar. Det går inte att bara luta sig tillbaka och tänka att jag har tre år kvar till pension. Det blir tre förlorade år, säger Carl Heath.



Må vi være aktive for å lære?


Ergrer du deg over de som sitter stille og ikke sier noe, eller er du bare glad til så kan du selv få prate mer?

Alastair Creelman, svensk Distans-medlem, har vært redaktør av det nye NVL-heftet, Silent learners.

En slik situasjon i kursrommet eller på webinaret er godt kjent. Den tause tilhøreren er en kontrast til den aktive deltakeren.

Distansnettverket i NVL har arrangert et stort antall webinarer, og ser nettopp dette at noen møter trofast opp, men kaster seg sjelden inn i diskusjonen. Lurkere blir de gjerne kalt, de som deltar uten å bidra. 

Det lurer seg gjerne inn en mistanke om at den tause ikke lærer så mye, at en må være aktiv for å få noe ut av undervisning og faglige arrangement, og i særlig grad når læringsaktiviteten skjer på nettet. Slik tenkte nok også Distans-nettverket da de begynte å jobbe med problemstillingen, knyttet til Nordplus-prosjektet «Is lurking working?». Hovedarenaen for å stifte nærmere bekjentskap med de aktuelle ‘lurkerne’ var nettbaserte kurs og andre nettbaserte læringsaktiviteter. Først ville en finne ut hvorfor noen er passive, og deretter lete etter metoder for å aktivisere dem. Svarene en fant underveis ble annerledes enn en hadde tenkt.

Mange grunner til passivitet

– Lurkere, eller passive deltakere, kan ha ulike grunner for sin passivitet, sier Alastair Creelman, svensk Distans-medlem og redaktør av NVL-heftet ‘Silent learners - a guide’.

I heftet er det listet opp hele fjorten grunner til passivitet i en nettkommunikasjonssammenheng.

Creelman peker på grunner som innadvendt personlighet, det vil si at en trives best med å arbeide på egen hånd. Diskusjoner er ikke interessante. Andre kan ha lyst å være aktive, men tør ikke helt å kaste seg ut i det ukjente. Et direkte spørsmål fra møteleder eller en annen deltaker kan være det som skal til for å delta. Noen føler seg ukomfortable med teknologien, og forholder seg avventende.  Andre igjen er ute etter bestemt innhold, for eksempel en annonsert presentasjon i et webinar eller en forelesning på kurser. Når den ønskede seansen er over, går en gjerne sin vei før det blir tid for spørsmål og diskusjon. En annen gruppe passive tilhørere er de som rett og slett hører på med et halvt øre. De er opptatt med andre ting, men følger litt med i tilfellet det kommer noe spesielt interessant.

Det ble en liten aha-opplevelse for mange da Distans-nettverket presenterte prosjektet på et stedbasert seminar, og la inn en liten spørreundersøkelse om egen grad av aktivitet i ulike situasjoner. Det viste seg at vi alle kan være lurkere i gitte sammenhenger. Vi kan være svært aktive den ene kurstimen, for så å forholde oss passive neste gang. Ved å oppleve oss selv som lurkere, fant vi også flere grunner til passivitet. Vi kan for eksempel ikke kjenne temaet og derfor unngå å delta i diskusjonen, eller at vi er trøtt og uopplagt og finner det helt greit å bare høre på. En slik variasjon i aktivitet synes naturlig, og behøver ikke bety at vi går glipp av læring.

Icebreaker

Likevel, erfaringer fra et stort antall nettkurs og webinarer viser at den som har ytret seg i diskusjonen en gang, gjerne blir med videre. Dersom en ønsker aktivitet fra mange, kan det altså være et poeng å legge opp til at alle «melder seg inn» i webinaret innledningsvis. Det kalles gjerne en «icebreaker», en åpningsaktivitet som krever en liten innsats fra hver av deltakerne. Dersom webinaret for eksempel handler om kvalitet i nettbaserte studier, kan en stille et spørsmål som «i tilfelle du har deltatt på nettkurs, hvordan var din erfaring». Svarene som da popper opp, kan gi innleder gode poeng, samtidig som deltakerne har bidratt. Spørsmålet kan også gjøres om til en liten mini-undersøkelse, med alternative svar, og hvor en da får fram en prosentvis fordeling av svarene.

5-stegsmodellen

Forskeren og nettlæreren Gilly Salmon har utviklet en modell for å aktivisere nettstudenter. Første steg er velkomst og orientering om studiet. Så trekkes studentene gradvis med, og på siste trinn i modellen er studentene trygge på både læringsomgivelser, veileder og medstudenter og deltar aktivt.  Modellen er beskrevet av Salmon selv på nettsiden hennes.

Råd og dåd

I det nevnte heftet «Silent learners» er det gitt mange nyttige råd for lærere som ønsker å aktivisere studentene sine. Det er delt inn i følgende fem avsnitt:
  1. Lære å kjenne de lærende
  2. Lage aktiviteter som involverer alle de lærende
  3. Diskutere ulike roller som den lærende kan ha, snu på de vante rollene, bruke ulike verktøy
  4. Lage kursopplegg som er involverende
  5. Variere læringsaktiviteter og medier i undervisningen slik at en imøtekommer ulike behov hos de lærende

Rådene som gis bygger på erfaringer med nettbasert læringsaktiviteter, men kan like gjerne anvendes med hell i kursrommet, heter det avslutningsvis i heftet. Aktive lærende er en gave for underviser og kursarrangør, og mye kan gjøres for å øke deltakelse og aktivitet. Det er likevel lurt å akseptere at noen har behov for å forholde seg tause av og til. En og annen lærer faktisk bedre ved å være taus.

Läs rapporten



Fokus på fremtiden


Arbejdsmarkedet forandrer sig med hastige skridt, og derfor bør du ikke blot italesætte den nære fremtid, når du vejleder, men også kigge 40 år frem i tiden.

Julie Elver     Leena Jokinen och Sari Miettinen

Verden er under kraftig forandring. For bare ti år siden havde vi ingen sociale medier, og i dag bruger virksomheder store dele af deres budgetter netop her. Der kører førerløse minibusser rundt om i Helsinkis gader, vi drømmer om at bosætte os på Mars, og hvem ved, måske har robotter allerede overtaget en stor del arbejdsmarkedet, som vi kender det, i 2040.

Så hvad er det for en fremtid, vi uddanner os til, og hvilken karriere drømmer vi om? Det er et af de spørgsmål, som Leena Jokinen, Education Manager, og Sari Miettinen, Project Manager, fra Finland Futures Research Centre har forsøgt at inkorporere i deres projekt om karrierevejledning, Get Another Life. Her kobler de fremtidsstudier sammen med den sociodynamiske vejledersamtale, så den enkeltes karriereperspektiv bliver udfordret i forhold til samfundets udvikling.

Resultatet er blevet et sæt konkrete værktøjer, som lærere og vejledere kan bruge i arbejdet med at hjælpe elever og klienter videre i livet.

– Vi aner ikke, hvad vi kommer til at arbejde med om tyve år. Måske bliver vores arbejde mere af social karakter, fordi vi får knækket koden i forhold til, hvordan vi kan opkræve skat af robotters arbejde. Derfor mener vi, det er lidt forkert at tænke ’karriere’ som meget lineært. Man taler ofte om at finde ’en vej’ for en person, men jeg ser det ikke som en rimelig måde at se på et menneskes arbejdsliv. For det menneskelige liv er ikke en lige vej. Det er fuld af omveje og sving, der ikke kan forudsiges, og derfor arbejder vi også med begrebet i bredeste forstand, forklarer Leena Jokinen.

Et 40-års perspektiv

Nogle af hovedmålene med ’Futures Guidance’, som de kalder det, er at få folk til at tænke anderledes. At kunne forestille sig alternative fremtider, foretage meningsfulde valg og dele synspunkter og oplevelser med andre for på den måde at kunne blive inspireret af hinanden.

Til det har holdet bag udviklet en række værktøjer, heriblandt en måde atmed andre for på den

ådeådemed andre for på den me fremtider, forskellige veje til målet, at kunne lave meningfsdet rødeonline simulator, der kræver, at deltagerne aktivt tager stilling til en række situationer i forhold til uddannelse, arbejds- og privatliv baseret på de seneste trends fra fremtidsforskningen. Hver gang de tager et valg, leder det dem videre til en ny situation. En måde at vise for eksempel unge elever, at alle valg har konsekvenser og forskellige udfald. Man kan også vælge at introducere en gruppe for en omgang ’Futures Vote’. Her bliver hver deltager udstyret med et grønt og et rødt flag, mens underviseren har en liste med provokerende spørgsmål om fremtiden. Er man enig i de enkelte udsagn, vifter man det grønne, og omvendt det røde flag. Spørgsmålene rejser indirekte en hel masser andre diskussioner, og det er en måde at vise deltagerne, at vi nødvendigvis ikke forstår verden på samme måde, forklarer Leena Jokinen.

­– Det, vi gør, er på mange områder det samme, som andre traditionelt også arbejder med. Vi bruger det bare på en ny måde og stiller spørgsmålene anderledes, forklarer hun.

– Vi nøjes ikke med at kigge på, hvad der skal ske i morgen eller i næste uge eller til næste år. Vi kigger 20-30-40 år ud i fremtiden i stedet. Det åbner op for nogle helt andre input og diskussioner, uddyber Sari Miettinen.

Framtiden full av möjligheter.JPG  

Mød fremtiden mere rustet

For hvis man har svært ved at finde sine næste skridt, kan det ofte være fordi, man er blevet ’blind’ for det, der ligger lige rundt om hjørnet, pointerer de to forskere.

– Når man skifter vinklen lidt, kan det gøre dig i stand til at se det, der ikke er så oplagt. En anden fordel er også, at hvis vi kun fokuserer på den nære fremtid, vil vi med al sandsynlighed være meget forsinkede i forhold til at se næste fase af arbejdsmarkedet. Særligt hvis du er under uddannelse, er det næsten garanteret, at verden ser markant anderledes ud, når du er færdig, forklarer Leena Jokinen.

Og her kan værktøjerne også være med til at hjælpe den enkelte til at være bedre forberedt, når svære tider opstår.

– Hvis du har overvejet forskellige muligheder og åbnet dit sind for forskellige måder, fremtiden kan se ud på, er du også bedre forberedt på det uventede. Fremtiden kan godt virke skræmmende, og netop derfor er det så vigtigt at forholde sig til den,” fastslår Sari Miettinen.

FAKTA

Kom i gang med Get Another Life

Læs mere om projektet

Find alle øvelserne  

Se simulatoren

 

 



29-01-2018

Grønland har masser at lære af Norden


Det har aldrig været nemt at være ordblind i Grønland. Det fortæller tømrer, Krister Støvlbæk, der selv er ordblind. Grønland må lære fra de nordiske lande, siger han.

Privat     Krister Støvlbæk er ordblind og har haft masser af forhindringer. - Det er hårdt at være ordblind i Grønland og landet må lære af de nordiske lande, siger han. På billedet står han stolt med sin uddannelsesbevis som tømrer fra 2015.

Krister Støvlbæk er 40 år, bor sammen med sin kone og deres to børn ved Grønlands polarcirkel, i Sisimiut. Siden barndommen har han været alpinskiløber, og var i det danske landshold i alpint skiløb i et helt årti. Men, i hele hans folkeskoletid har han holdt sin ordblindhed hemmeligt af flere grunde.
For det første, ville han ikke ende i special klassen. For det andet, ville han ikke forlade sine klassekammerater, som han holdt af og følte tryg ved. Han kunne ikke skrive og læse som alle andre i klassen. Først efter han flyttede til Sverige, fortalte han åbent om sin ordblindhed.
– Jeg fandt hurtig ud af, at der var mange ordblinde og at der var flere muligheder indenfor uddannelser i norden. Jeg har altid været god til alpinski og var meget aktiv i sport. Jeg boede i Sverige og Norge og trænede somme tider i andre lande, så det har aldrig været et problem med at tale engelsk, dansk, svensk og norsk, fortæller Krister Støvlbæk, som senere mødte systemets forhindring i Grønland, da han søgte på en  uddannelse.

Fik afslag

Da Krister Støvlbæk var i Norge fik han diagnosticeret sin ordblindhed og gik til undervisning. Da han kom tilbage til Grønland var han mere åben om sin ordblindhed og søgte muligheder.
– Jeg søgte ind på opkvalificeringscentret »Piareersarfik« som i dag hedder »Majoriaq« for at forbedre mine karakterer i 2009, men fik et mundtlig afslag på grund af min ordblindhed. Der var ikke nok erfaringer og ingen hjælp for ordblinde indenfor deres område og de måtte derfor ikke optage mig som elev, fortæller han og synes det var ærgerligt.
– Det er ikke let at være ordblind i Grønland, for det er et stort tabu i landet. Som om ordblinde ikke passer til i uddannelsessteder, fordi uddannelser er så præget af papirarbejde, læsning og skrivning. I Norden har de masser af erfaringer og muligheder, som Grønland kan lære meget af og det burde de gøre, siger Støvlbæk.

Krister blev ved med at søge muligheder

Krister Støvlbæk gav dog ikke op og begyndte at lede efter muligheder.
– Jeg måtte altid selv prøve at finde muligheder og det har været meget vigtigt at have forbilleder. Han fandt ud af, at der var mange ordblinde, der havde opnået store ting indenfor erhverv i andre lande. Jeg fandt for eksempel ud af, at flere iværksættere der har startet deres eget firma og fik stor succes var ordblinde, såsom grundlæggeren af JYSK Sengetøjslager, Lars Larsen fra Danmark og grundlæggeren af bilfabrikken Ford, Henry Ford. Det har hjulpet og motiveret mig at vide, at man kan have succes i livet, selvom man er ordblind, fortæller Støvlbæk.

tomrer.jpg
Det lykkedes for Krister Støvlbæk at starte på tømreruddannelsen og blev færdig i 2015. I dag arbejder han som tømrer i sin hjemby, Sisimiut.

En dag hørte han, at Bygge og Anlægskolen i Sisimiut ville begynde at tage voksenlærlinge og han søgte ind på tømreruddannelsen. Det lykkedes ham at starte, da han allerede havde 3 års erfaring i tømrerfaget og fik kæmpe støtte fra en af underviserne, som brugte stor energi på at udarbejde uddannelsesmateriale for ordblinde. Krister blev færdig i 2015. I dag arbejder han som tømrer i sin hjemby Sisimiut.

Da det er en tværfaglig område i Grønland, mangles der koordinering i arbejdet med at udvikle i det område, for eksempel grønlandsk sproget test for ordblinde og hjælpe materiale for grønlandsksproget ordblinde.

I de nordiske lande gøres der stort indsats for at uddanne ordblinde og i nabolandet Island, er der opført efteruddannelsescentre, hvor knap 1.200 voksne ordblinde gennemførte en såkaldt ’Davis-strategi’ i 2016. Denne strategi startede i 2004 med det formål at styrke ordblindes selvværd og træne deres læse- og skrivefærdigheder ved hjælp af den såkaldt ’Davis-strategi’ i Island, det skriver DialogWeb i en artikel i marts 2016.



– Vi vill bygga vidare på det som fungerar bra


En konferens om PIAAC, en om kvalitet i högre utbildning och en om unga i socioekonomiskt utsatta områden.

Marja Beckman     Moa Ageberg, samordnare på Utbildningsdepartementets internationella enhet, kommer under 2018 att arbeta med Sveriges ordförandeskap i Nordiska ministerrådet.

Det är några av planerna inom utbildningssektorn när Sverige tar över ordförandeskapet i Nordiska ministerrådet. Ett inkluderande, innovativt, tryggt, hållbart och öppet Norden är ledorden.

– Utbildning och forskning står för framtidstro och hopp.

Så inleder Helene Hellmark Knutsson, Sveriges minister för högre utbildning och forskning, ett sektorprogram för utbildning och forskning när Sverige tar över som ordförandeland i Nordiska ministerrådet. ”I oroliga tider som dessa är det viktigare än någonsin att fortsätta satsa på kunskap”, skriver hon också.

Högnivågruppen har tagit fram riktlinjer

DialogWeb träffade Moa Ageberg, samordnare på Utbildningsdepartementets internationella enhet, för att prata om vad som händer inom utbildningssektorn under ordförandeåret.

Vad vill Sverige göra med det nordiska samarbetet inom utbildningssektorn?

– Övergripande vill vi fokusera på långsiktiga strategiska frågor och bygga vidare på det som fungerar bra snarare än att påbörja nya initiativ. Grundbudskapet är att vi vill arbeta för ett inkluderande, innovativt, tryggt, hållbart och öppet Norden. När det gäller utbildning och forskning ha vi två stora framtidsfrågor: Framtiden för den gemensamma forskningen, och de riktlinjer som den så kallade Högnivågruppen har tagit fram, säger Moa Ageberg.

Högnivågruppen består av Aida Hadzialic, tidigare gymnasie- och kunskapslyftsminister i Sverige, Thomas Wilhelmsson, kansler vid Helsingfors Universitet i Finland och Petter Skarheim, departementsråd på Kunnskapsdepartementet i Norge. Sedan våren 2017 har Högnivågruppen arbetat med att diskutera nordiska styrkepositioner, utmaningar och samarbetsmöjligheter inom utbildningsområdet.

Högnivågruppen har lyft fram rekommendationer inom följande rubriker: Ministerrådsmöten och processer för samarbetet, En gemensam utbildnings- och arbetsmarknad i Norden, Behov av gemensamt kunskapsunderlag, Nordiska digitala plattformar för utbildning, Universitetssamarbete, Innovation och forskarutbildning samt Nordisk identitet och bildning.

Kvalitetsutbildning för alla

Kvalitet i högre utbildning är en av de inriktningar som ska prioriteras.

– Det är en viktig fråga för alla nordiska länder. Utbildning ska ha hög kvalitet oavsett var man bor i Norden och det ska gå att få tillgång till utbildning i hela landet och under hela livet. I juni planeras en konferens om kvalitet i högre utbildning, berättar Moa Ageberg.

Till hösten planeras ett expertseminarium om PIAAC, den internationella jämförelsen av vuxnas färdigheter. De första resultaten av PIAAC publicerades 2013, vilket också är det år då Sverige senast var ordförandeland i Nordiska ministerrådet. Ett särskilt nätverk för PIAAC finansieras av Nordiska ministerrådet och de har bland annat tagit fram en nordisk PIAAC-rapport och skapat en nordisk PIAAC-databas. Undersökningen som publicerades 2015 visade att Norden överlag har bra resultat när det gäller den arbetsföra befolkningens kunskaper och kompetens, men att en relativt stor andel i åldern 16–64 år har låga kunskapsnivåer.

– Vi tar väldigt gärna emot förslag från NVL och hör vad ni arbetar med just nu, säger Moa Ageberg.

Utgå från ungas perspektiv

Ett annat tema är ungas sociala inkludering, med särskild fokus på unga i socioekonomiskt utsatta områden. Inom det ämnet driver Sverige ett ordförandeskapsprojekt som ska pågå under tre år. Arbetet har inte kommit så långt än men planen är att anordna en konferens mot slutet av 2018.

– Tanken är att projektet ska ge en samlad nordisk kunskapsbild om ungas sociala inkludering som utgår ifrån ett ungdomsperspektiv. Forskare och andra experter ska utifrån det som unga själva beskriver ta fram arbetssätt, strukturer och policys för att förändra och förebygga de problem som leder till social exkludering, säger Moa Ageberg.


Koncentration som kompetence under lup i Jakobstad


Eksperter og ansatte i uddannelsessektoren og erhvervslivet satte i november koncentrationskompetencen i fokus under et dialogmøde i Finland.

Julie Elver    

At kunne forberede sig på en opgave, selektivt plukke ud og vedblive med at holde fokus. Koncentration som kompetence var på dagsordenen, da nordiske eksperter, uddannelsesaktører og ledere i arbejdslivet mødtes for anden gang i NVL’s projektgruppe, der undersøger grundlæggende færdigheder i og for arbejdsmarkedet. Denne gang i Jakobstad, Finland, hvor produktionsskolen Optima lagde lokaler til dagens dialogmøde. Ligesom ved det foregående møde i Stockholm dannede en rundbordsdiskussion rammen for dialogen, hvor deltagerne bød ind med deres syn på kompetencen og betydningen for den enkeltes arbejdsliv og livslang læring. Det viste sig hurtigt at være et svært begreb at definere og med mange forskellige synspunkter blandt deltagerne.

Koncentrationskompetence

Ingegerd Green, direktør hos Skärteknikcentrum i Sverige, påpegede som noget af det første ordets indlejrede, negative diskurs.

– Når man siger ’koncentrationskompetence’, drages tankerne automatisk hen på ’koncentrationsbesvær’, hvilket ofte hentyder til en diagnose som ADHD, Asberger eller lignende. Kan vi arbejde med et andet ord end koncentrationskompetence, der ikke vækker samme negative genklang?, spurgte hun.

Marie  
Marie Nørgard Laursen

Også Marie Nørgaard Laursen, chefkonsulent hos Erhvervsakademiet Lillebælt, satte spørgsmålstegn ved, om ’koncentration’ på sit sæt er det mest optimale ord i sammenhængen.

– Det første, jeg tænkte på, da jeg fik materialet fra NVL, var, at vi hele tiden bliver stillet overfor at skulle koncentrere os og fokusere. Det hænger sammen med dét at kunne navigere i alle de kontekster, vi er i, som en del af arbejdslivet. Kan man på en måde oversætte koncentrationskompetence til navigation? I disruptions-dagsordenen er det et vilkår, vi er i. Alting forandrer sig, og for at kunne være i denne forandring i arbejdslivet er vi nødt til at kunne navigere i informationer, krav, opgaver, funktioner, nye maskiner og robotter. I det virvar skal jeg konstant kunne holde fokus på kerneopgaven for mit virke – og det er lige meget, om jeg er ansat i det offentlige og skal sørge for mad og omsorg til de ældre, eller om jeg står ude på en fabrik og laver dele til vindmøller. Men i stedet for at være forskrækkede over udviklingen, så lad os prøve at tænke over, hvad der skal til, for at vi kan udvikle os som gode navigatører, sagde hun.

Virksomhedens har et ansvar

En af metoderne til det er blandt andet, at ledelsen i høj grad tager et medansvar for at bringe kompetencen ordentligt i spil, påpegede hun efterfølgende over for DialogWeb. Selv har hun oplevet på nært hold, hvordan arbejdspladsens indretning havde indflydelse på hendes egen koncentrationsevne.

– Jeg sad tidligere i et åbent kontorlandskab, og her var det enormt svært at bevare koncentrationen. Der var hele tiden bevægelse eller dialog, som gjorde, at jeg let blev forstyrret, og der var mange afbrud i løbet af dagen. Når jeg virkelig skulle koncentrere mig, var jeg nødt til at sætte mig i et mødelokale eller blive hjemme. Der er dog mere vidensdeling i et åbent kontor, men det går desværre ofte ud over koncentrationsevnen.

Løsningen på problemet fandt medarbejderne frem til gennem en samtale med chefen.

– Vi fik indrettet nogle små glasburer, hvor man kunne sidde og have lydisoleret arbejde. Der kunne man gå ind, hvis man ville arbejde koncentreret. Det gjorde, at jeg som medarbejder kunne tage stilling til, hvor mine opgaver skulle løses og planlægge på en hel anden måde end før. Men det er jo ikke alle, der er så privilegerede, og har den mulighed.

I hendes optik har virksomheden derfor også et stort ansvar for at sikre, at den enkeltes kompetence kommer i spil, påpeger hun.

– Medarbejderne skal have de rette omgivelser, hvor de er i stand til at løse arbejdet og udøve de kompetencer, virksomheden forventer af dem. Om det er at sikre ordentlige forhold for de kontoransatte eller tilrettelægge arbejdet, så hjemmehjælperen kan være nærværende og koncentreret om sin opgave ude hos den enkelte borger, så har ledelsen et medansvar. Det er vigtigt for at kompetencerne kan blive bragt rigtigt i spil.

Konteksten er vigtig

John  
John Vinsbøl

Tilbage på mødet i Jakobstad ridsede John Vinsbøl, udviklings- & VEU-chef hos ZBC Selandia, en række kontekster op, hvor kompetencen ud fra hans perspektiv bliver bragt i spil i dag. Som første kontekst pegede Vinsbøl på relationer i omgivelserne, herunder hvad andre forventer af den enkeltes koncentration  i forhold til job og opgaver. Dernæst slog han ned på selve omgivelserne og samfundet i øvrigt, hvor eksempelvis disruption-dagsordenen fylder meget for tiden.

– Vi er nødt til at forholde os til alt det uforudsete, vi ikke ved, kommer, og det, vi er vant til at have, som forsvinder. Disruptionen er med til at skabe uro i arbejdsstyrken, og det er vi nødt til at adressere, fastslog han. 

Slutteligt fremhævede han koncentrationskompetencen set i lyset af den enkeltes egen udvikling og balance - herunder balancen mellem på den ene side at tilegne sig ny viden og på den anden side det at kunne løse de opgaver, man bliver stillet. DialogWeb fangede ham efter mødet til et par uddybende kommentarer.

Hvorfor er det overhovedet vigtigt tale om kontekster i relation til kompetencen?

– For at kunne definere, hvornår noget er koncentration, og derigennem blive bevidst om, hvis perspektiv jeg skal koncentrere mig ud fra. Hvor er koncentrationen ud fra min egen udvikling? Hvilken koncentration skal jeg have for at udføre mine opgaver? Meget ny læring sker gennem digitale medier og i bitte små sekvenser, hvilket betyder, at traditionel læring bliver mindre og mindre. Det er altså helt andre kontekster, vi skal kunne koncentrerer os i i dag.

Hvad forstår du selv ved begrebet koncentrationskompetence?

– Det at kunne holde fokus, have et godt overblik, lukke udvendig støj ude, som påvirker det, jeg er i gang med og at kunne nedbryde større ting til mindre enheder.

Hvordan kan vi træne den i din optik?

– Ved hjælp af simulation og nye teknologier. Vi kan kører situationer igennem fra arbejdslivet, hvor vi sætter fokus på de enkelte kompetencer, og der kan teknologien hjælpe os på vej.

Er evnen til at koncentrere sig blevet mere vigtig i takt med digitaliseringen og et forandret arbejdsmarked?

– Ja, det synes jeg. Du er nødt til at være skarp for at kunne byde ind på arbejdsmarkedet. I stedet for at respondere på hundrede indtryk, skal du kunne selektere, prioritere og dernæst koncentrere dig om opgaverne.

Hvor vigtig er det i din optik, at man kan dokumentere en soft skill-kompetence som koncentration?

– Det, tror jeg, man bliver nødt til at finde en løsning på, ellers får vi ikke det offentlige rum til at interesse sig for denne nye udfordring med kompetencerne. Det er nødt til at blive formaliseret, præcis som med andre kompetencebehov, og det er ikke kun et job for arbejdsgivere at tage sig af. Desværre er det jo ikke et materielt produkt, hvilket gør det sværere at få folk til at interesse sig for det.

Hvad har du fået ud af dagens dialog?

– Det sår frø, som kan spire til nye ideer. Ud fra hver vores perspektiv fik vi vores fællesnævnere ridset op. Der var en hel del ting, vi ikke var enige om, og det er helt fint. Det gør, at vi bliver mere skærpede i vores opmærksomhed. I virkeligheden synes jeg, det allerbedste er, hvis vi til møderne her ikke er enige. For det brede er godt. Det giver en højere synergi.

Med ved bordet sad også to forskere. Det er nu deres opgave at analysere alle deltagernes input og bearbejde det hele i en rapport, der skal afdække emnet samlet.

Fakta

Mødet den 22. November 2017 satte fokus på koncentrationskompetencen som en del af projektet ’Grundlæggende færdigheder i og for arbejdsmarkedet’ under Nordisk Ministerråd. Projektet arbejder for at skabe viden om, hvordan de grundlæggende færdigheder kan forstås og udvikles set i lyset af et arbejdsmarkedet, der i dag er kendetegnet af hurtige forandringer og et øget krav om kompetencer og viden. Første møde blev afholdt Stockholm 5. oktober 2017.

Projektets mål

Projektets mål er todelt. For det første er målet at analysere, hvordan læring i arbejdslivet dokumenteres og kombineres med formel læring. Dernæst ønsker projektet også at identificere og beskrive modeller, der anvendes i Norden til at visualisere resultaterne af udviklingen af de grundlæggende færdigheder i arbejdslivet - både i organiseret og uformel form.

Forventede resultater

Nordisk Ministerråd ønsker at etablere en vidensbase, der omfatter kortlægning, analyser, anbefalinger og konklusioner om:

  • Hvordan indlæring i og for arbejdslivet kan dokumenteres og godkendes i det formelle uddannelsessystem.
  • Hvordan man kan udvikle og skabe konsensus om en relevant kvalifikationsramme for grundlæggende færdigheder, der også kan formidle standarder til både erhvervslivet og uddannelsessektoren i Norden.


Metoo inspirerar folkbildningen


Hashtaggen #Metoo har spridits över världen och skakat om flera branscher. Folkbildningssektorn är av tradition inkluderande, men är ändå inte befriad från ojämlika strukturer.

Privat     Karin Bengtsson

Människors lika värde, gemenskap, demokrati och tillgänglighet för alla. Det är värderingar som traditionellt förknippas med folkbildningen. En handlingsplan från Folkbildningsrådet i Sverige visar att det ändå finns brister när det gäller jämställdhet mellan könen. Män dominerar på ledande poster på studieförbund och folkhögskolor och det finns en könsstereotyp uppdelning mellan kurserna. De gånger ett aktivt jämställdhetsarbete har genomförts har det gjorts tack vare enskilda eldsjälar. Ofta glöms jämställdhetsarbetet bort på grund av att det finns ett bredare arbete med mänskliga rättighetsfrågor.

Folkbildningen ska inte styras

Sedan 2016 ingår Folkbildningsrådet i den svenska regeringens utvecklingsprogram för Jämställdhetsintegrering hos myndigheter, JiM. Tillsammans med 59 myndigheter fick Folkbildningsrådet i uppdrag att integrera jämställdhet i all sin verksamhet. En handlingsplan skrevs, och den genomförs nu bland annat i form av workshops på studieförbund och folkhögskolor. Målgruppen är beslutsfattare; verksamhetsledare och rektorer. Deltagandet är frivilligt.

– Det var vårt sätt att ta oss an myndighetsuppdraget. Myndigheterna har fått i uppdrag att integrera jämställdhet i sin verksamhet men vi har även fått ett extra uppdrag att integrera det i folkbildningen. Men vi styr inte folkbildningens verksamhet – vårt uppdrag är att fördela pengar till studieförbund och folkhögskolor. Visst kan man styra genom att sätta upp mål för olika bidrag, men det är ganska trubbiga verktyg. Det hör heller inte till vår tradition att styra på det sättet, säger Linda Rosén, handläggare inom folkhögskola och studeranderätt på Folkbildningsrådet.

Den som leder dessa workshops är Karin Bengtsson, genusvetare vid Nationella sekretariatet för genusforskning i Göteborg. Hon har arbetat med flera olika myndigheter.

– Vi ger stöd till alla myndigheter som ingår i JiM och Folkbildningsrådet har utöver det valt att anlita oss för att också anordna workshops för studieförbund och folkhögskolor. Därför har jag under året arbetat mer för dem och anpassat mina workshops till folkbildningen, säger Karin Bengtsson.

Workshopserien har lagts upp enligt en modell som utvecklats inom JiM-arbetet. Först analyseras nuläget och vilka ojämställdhetsproblem som behöver lösas, sedan definieras målet, och därefter vilka åtgärder som ska sättas in.

– Det är vanligt att skolorna börjar direkt med åtgärder, med utbildningar eller temadagar. Men det kan vara svårt att få motivation till att jobba med förändring om du inte vet vad det ska leda till. Det är också svårt att planera åtgärder som faktiskt leder till förändring om man inte från början har en tydlig bild av vad problemet är och hur man vill att det ska se ut istället, säger Karin Bengtsson.

hands.jpg  
Det är vanligt att kvinnor väljer traditionellt kvinnliga kurser på studieförbunden, visar en handlingsplan från Folkbildningsrådet i Sverige. Foto: Pixabay

Könsstereotypa ämnesval

2018 trappas arbetet med jämställdhetsintegrering upp ytterligare. Karin Bengtsson börjar arbeta på heltid för Folkbildningsrådet. Två prioriterade ämnen är dels utrikesfödda kvinnor som har en svag ställning på arbetsmarknaden, och dels könsbundna studieval. En ny omgång workshops kommer att genomföras, på olika orter i landet.

– Utrikesfödda kvinnor har en svag ställning på arbetsmarknaden, både i förhållande till män och till inrikesfödda kvinnor. Vi har ett intersektionellt perspektiv i hela arbetet med jämställdhetsintegrering. När det gäller kvinnors ställning på arbetsmarknaden betyder det att det inte bara handlar om kön, utan även om etniskt ursprung och föräldrarnas utbildningsbakgrund. Ungdomar med föräldrar utan akademisk utbildning väljer i mycket högre utsträckning könsstereotypa utbildningar, säger Linda Rosén.

God kunskap om jämställdhet

Eftersom deltagandet har varit frivilligt har Karin Bengtsson inte mött så många som har blivit provocerade eller på något sätt avfärdat informationen om att det finns problem med jämställdheten.

– När vi identifierade problemen trodde jag att det skulle talas mer om jargong, sexuella trakasserier och samtalsklimat, men till en början var det ganska få som tog upp de frågorna. Under workshopseriens gång startade Metoo-rörelsen som kom att prägla diskussionerna under workshopsen. Flera studieförbund och folkhögskolor har valt att fokusera på att sätta in åtgärder för att stoppa och förebygga sexuella trakasserier, berättar Karin Bengtsson.

Hon tycker att deltagarna överlag har mycket kunskap om jämställdhet och har lärt mycket av varandra.

– Jag har framför allt bidragit med det systematiska tänket, för att hjälpa deltagarna att planera sitt jämställdhetsarbete på ett hållbart sätt, säger Karin Bengtsson.

Fakta

Folkbildningsrådet i Sverige har som uppgift att fördela och följa upp statsbidrag till folkhögskolor och studieförbund. Folkbildningsrådet är en ideell förening med vissa myndighetsuppdrag givna av riksdagen och regeringen.

Karin Bengtsson på Nationella sekretariatet för genusforskning arbetar utifrån följande modell:

  1. Vad är problemet?
  2. Vilket är målet?
  3. Vilka åtgärder bör sättas in för att nå målet?

Läs mer

Karin Bengtsson börjar vid årsskiftet 2017-2018 att arbeta på heltid för Folkbildningsrådet med dessa frågor. Den som vill genomföra jämställdhetsintegrering på sin folkhögskola eller studieförbund kan mejla henne på karin.bengtsson@folkbildningsradet.se

Fakta om #Metoo

I oktober 2017 gick flera kvinnor i USA ut med anklagelser om anklagelser och sexuella övergrepp mot filmproducenten Harvey Weinstein. Skådespelerskan Alyssa Milano uppmanade kvinnor att berätta om sexuella övergrepp på sociala medier och använda hashtaggen #Metoo. Den spreds snabbt. I Norden är Sverige det land där #Metoo har använts flitigast och särskilda hashtaggar skapades för olika yrkeskategorier. Hashtaggen kom även att handla om maktstrukturer och tystnadskultur.

Nättidskriften KIT Sverige om hur #Metoo har tagits emot i de olika nordiska länderna (22 november 2017)



”Validering ska ta utgångspunkt i verkligheten”


Individen står i fokus, inte skolan, när NVL samlar gemensamma krafter för att skapa verktyg och struktur för dem som arbetar med validering.

Marja Beckman     NVL-seminariet gav möjlighet för experter från olika sektorer och länder att diskutera validering.

Validering – för den som inte vet det – innebär strukturerad bedömning, värdering och erkännande av en persons kunskaper och kompetenser, oavsett hur personen har tillgodogjort sig kunskaperna.

– Jag tycker att vi i Norden borde slå oss på bröstet och säga att vi är bra på validering, sa Anna Kahlson från Sveriges Valideringsdelegation när experter från hela Norden möttes i Stockholm den 30 november.

Anna Kahlson berättade att NVL-nätverkets rapport ”Validation and the value of competences – Road Map 2018” används i flera länder som hon har samarbetat med. Rapporten ger en bild av hur valideringsprocessen kan fungera, från kartläggning och bedömning av tidigare kompetenser, till hur resultaten av processen kan vara till nytta för både individen och samhället.

– Ska validering ge resultat för individen och samhället i stort måste man hitta tydliga beskrivningar för vad man valideras mot. Det krävs transparens och relevans. Hur skapar man relevans? Vem säger att något är relevant? Samverkan är nyckeln. Vi i Norden får dåliga betyg på att matcha kompetens mot arbetslivet. Vi är inte så bra på att beskriva vad vi har för kompetensbehov, sa Anna Kahlson innan hon behövde rusa vidare till nästa möte.

Undersökning av valideringsprojekt

På seminariet i Stockholm presenterades en forskningsrapport om validering i Norden. Forskarna, som kommer från Sverige, Finland och Danmark, har följt utvalda utbildningsanordnare i respektive land. De har studerat arbetsprocessen när individer får sina kunskaper validerade. Med jämna mellanrum har forskarna sedan mötts och tagit del av varandras erfarenheter och arbete.
– Det är inte vi som forskare som har gjort kvalitetsarbetet, utan de som jobbar med det, sade Per Andersson från Linköpings universitet i Sverige.

Gruppen ser sin forskning som en dialog, inte aktionsforskning.

– Vid aktionsforskning är forskaren med och gör jobbet. Jag satt inte och utvecklade nya instrument för kartläggning. Hade det varit aktionsforskning hade jag varit med och jobbat med mina idéer, sade Per Andersson.

– Vi har påverkat praxis men vi har inte utvecklat modellen, sade Ulla Nistrup från VIA UC i Danmark.

– Vi har beställt frågor som är viktiga för dem att diskutera. De har varit aktörer, tillade Timo Halttunen från Åbo universitet i Finland.

Utgångspunkt i verkligheten

På konferensen varvades presentationer med gruppsamtal. DialogWebs redaktör satt vid samma bord som några av nätverksmedlemmarna: Fjóla Larusdottir och Haukur Har∂arson från Arbetslivets utbildningscenter på Island, John Dalsgaard från Yrkesutbildningskontoret på Färöarna, och Åge Hansen från Utdanningsdirektoriatet i Norge.

Bordssamtal.JPG  
Fjóla Larusdottir, John Dalsgaard, Haukur Har∂arson och Åge Hansen är överens om att individens behov är viktigast när det gäller validering.

Vilka är era tankar kring forskningsrapporten?

– Den måste vara så enkel att den ska gå att använda, sade John Dalsgaard.

– Den ska ta utgångspunkt i verkligheten snarare än i modellen. Och det är stor skillnad mellan yrkesskola och allmänna teoretiska ämnen, sade Åge Hansen.

– Vårt fokus är att individen ska stå i centrum, inte skolan, sade Haukur Har∂arson.

Fjóla Larusdottir tillade:

– Studie- och yrkesvägledarna är viktiga. Det är ofta dem du får information av och då måste vägledarna kunna informera om vilka alternativ som finns.

Haukur Har∂arson säger att majoriteten av dem som vill validera sina kunskaper på Island är över 40 år och har en oavslutad utbildning bakom sig. Många bär på en känsla av att ha misslyckats i skolan.

– Om du till exempel är 40 år och har arbetat som snickare men saknar formell utbildning behöver du inte lära dig att hålla en hammare. Du behöver inte börja på samma punkt som den som är 20 år och saknar erfarenhet, sade Fjóla Larusdottir.

– Många blir överraskade över hur mycket de kan. De kanske bara behöver ett halvt års vidareutbildning i stället för två år, sade Åge Hansen.

Att vi står inför ett stort paradigmskifte när det gäller utbildning och kompetens var flera deltagare överens om. Många branscher digitaliseras och förändras. Många människor kommer till Norden som flyktingar och behöver få möjlighet att bevisa vad de kan för att komma in i samhället. Samtidigt blir invånarna äldre och friskare.

Nätverken har mycket att göra. 2018 ska EU:s medlemsstater ha en struktur för nationell validering på plats.

Forskarna.JPG  
Valideringsmodellen som Per Andersson, Timo Halttunen och Ulla Nistrup har tagit fram ska kunna anpassas till många olika sammanhang.

Mer information

Forskarnätverket presenteras närmare i DialogWeb-artikeln ”Projektgrupp skapar kunskap om att utveckla kvalitet på validering”

ValiGuide är en plattform för dem som arbetar med validering. ValiGuide ger stöd för hur du metodiskt kan kartlägga en individs kunnande: http://nvl.org/valiguide

Rapporten Validation and the value of competences - Road Map 2018 som har varit underlag för flera länders valideringsarbete: http://nvl.org/Content/Validation-and-the-value-of-competences-Road-Map-2018

Skolverket i Sverige har en Mooc om validering: www.skolverket.se/valideringsutbildning. Dessutom har hittills två universitetsutbildningar i validering påbörjats i Sverige under hösten 2017. Eftersom söktrycket var stort kommer kurserna förmodligen att finnas på sju universitet under 2018.



Strukturelle barrierer for inklusion


Der mangler viden om ny-ankomnes egne perspektiver på hvordan de bedst kommer i arbejde. Hvad tænker ny-ankomne selv de har brug for, for at kunne få job?


Hvilke systemer og strukturer er med til at sikre god & vellykket inklusion og integration af ny-ankomne i de nordiske lande?

Det er et af de vigtige spørgsmål, som projektet ”Lärande för arbejsliv och aktivt deltagande i samhälle”, har som mål at besvare. Projektet er igangsat af Nordisk Ministerråd med det formål at finde frem til, hvordan de nordiske lande på bedste vis kan integrere ny-ankomne i arbejdslivet og i de nordiske samfund. Som en del af projektet er der blevet afholdt tre nordiske møder: i Helsinki d. 31. Maj og i Lund d. 26. September og i Bergen d. 15. November. 

De to møder i Helsinki og Lund havde som fokus at finde frem til hvilke pædagogiske modeller, der understøtter vellykket inklusion. Mødet i Bergen havde fokus på hvilke systemer og strukturer, der henholdsvis understøtter og hindrer integration og inklusion.

I Bergen startede mødet med en gensidig præsentation af deltagerne. Det var tydeligt at alle deltagerne havde meget kompetence og viden om dagens tema. Herefter gav lektor Shahamak Rezaei fra Roskilde Universitet i Danmark et introducerende og udfordrende oplæg. Han rejste bl.a. spørgsmålet om ny-ankomne ønsker at blive integreret - eller om de primært kommer ud fra et ønske om i socio-økonomisk mobilitet – at få bedre livs-omstændigheder. Andre centrale pointer i oplægget var bl.a. om, at man i de nordiske lande ofte glemmer at tage de ny-ankomnes perspektiv – og spørge til deres ønsker og drømme. I stedet søger man at integrere alle hurtigst muligt ud fra devisen ”we know what is good for you”. De fleste ny-ankomne får tilbud de samme kurser (one box fits all) – uanset hvor høj eller lav den ny-ankomnes motivation er – og uanset hvor mange kompetencer vedkommende har. Man får derfor ikke øje på den ny-ankomnes potentielle ressourcer.

Efterfølgende arbejdede deltagerne i grupper, hvor de startede med at dele inklusionserfaringer med hinanden. Derefter diskuterede deltagerne hvilke systemer og strukturer, der kan understøtte inklusion af voksne i arbejdsliv og civilsamfund. Blandt deltagerne var der bred enighed om at følgende kan understøtte inklusion:
  • På systemniveau er der brug for koordinering af forskellige aktørers indsatser i stedet for silo tænkning. Det er fx vigtigt at koordinere og lave samarbejdsaftaler mellem karrierevejledning, sprogstudier, praktikordninger og virksomheder – i stedet for at arbejde i siloer. Ofte har sprogcenter, jobcenter og virksomhed intet med hinanden at gøre. Der mangler simpelthen et koordinerende led. Dette koordinerende led vil ligge bedst hos sprogcentrene.
  • Arbejdsgiverne mangler viden og bevidsthed om hvordan de integrerer nyankomne. Der er brug for, at arbejdsgivere begynder at forholde sig til, hvordan de bedst muligt kan inkludere ny-ankomne – og ikke bare ser dem som billig arbejdskraft. Der blev talt om forskellige måder at forbedre arbejdspladsernes integrationsarbejde:
    • Arbejdspladser kunne have en intrduktionsplan med ansvarsfordeling, så det ikke er tilfældigt hvad der sker, når den ny-ankomne starter.
    • Der findes frskellige enterprise policies, fx mentorordninger, som flere virksomhederne bør kende til.
    • Der kan udarbejdes ”10 gde råd” til at integrere ny-ankomne på arbejdspladsen.

Efter frokost arbejdede deltagerne i nye grupper omkring hvilke strukturelle barrierer der kan være for inklusion – og hvordan Nordisk Ministerråd og policy niveauet fremover kan understøtte inklusion. Nogle af hovedpointerne var:

  • Hvis den nyankomne ikke har dokumentation for uddannelse eller mange års arbejde, skal vedkommende have vurderet sine kompetencer op imod en specifik uddannelse. Det er ikke muligt at prøve kompetencerne af i praksis. Der er således brug for viden om hvordan man kan vurdere faglige færdigheder. Til dette bør man i højere grad inddrager virksomheder og erhvervsuddannelser. Der er således brug for fælles nordiske rammer for realkompetencevurdering / validering.
  • Systemernes manglende fleksibilitet. Fx har kun nogle specifikke aktører tilladelse til at bedrive voksenlæring. Det gør det svært at afprøve nye initiativer – og innovation udebliver som følge heraf.
  • Der mangler gode digitaliserede sprogkurser og digitaliseret karriere vejledning som supplement til faceto-face undervisning og vejledning.
  • Der mangler viden om nyankomnes egne perspektiver på hvordan de bedst kommer i arbejde. Hvad tænker ny-ankomne selv de har brug for, for at kunne få job?

Dagens diskussioner var præget af deltagerne store viden og aktive engagement.

Inden mødet havde deltagerne fået tilsendt en refleksionsguide med spørgsmål som fx: Hvilke systemer og strukturer kan henholdsvis understøtte og hindre inklusion af voksne i arbejdsliv og civil samfund? Refleksionsguiden blev først brugt som deltagernes forberedelse til mødet og som udgangspunkt for diskussionerne på mødet.

Efter mødet udfyldte og sendte deltagerne refleksionsguiden til Maria Marquard (dansk NVL koordinator) og Nina Tange (begge fra Aarhus Universitet), som efterfølgende har samlet og analyseret deltagernes refleksioner, pointer og kommentarer.  Denne input skalm sammen med en desk-research om modeller og måder at integrere og inkludere voksne i arbejdsliv og civilsamfund, samles i en rapport til Nordisk Ministerråd. Rapporten forventes færdig primo 2018.

af Nina Tange



Roadmap 2018 – kompetencernes værdi


Et nationalt tilbud om validering tilgængeligt for alle borgere. Et sådant tilbud skal ifølge en rekommandation fra EU være klart i løbet af 2018 i alle EU's medlemslande.

Bjarni Wilhelm     John Dalsgarð er ansat i Kulturministeriet, hvor han arbejder med voksenlæring og validering.

På nordisk plan har rekommandationen ansporet NVL til at udarbejde en køreplan for validering, og også på Færøerne arbejder man med at systematisere valideringsområdet.

Højt krav til kompetencer  

Arbejdsmarkedet i Norden er kendetegnet ved, at kravet til kompetencer er højt, og både hos enkeltpersoner, på arbejdsmarkedet og på samfundsmæssigt plan anvender man tid og ressourcer på at udvikle de relevante kompetencer. Den hurtige udvikling og ændringer i arbejdslivet betyder også en øget identificering og formidling af krav til kompetencer.

Med disse ord indledes NVLs udgave Validation and the value of competences. Roadmap 2018. Udgaven er tænkt som basis for benchmarking i forhold til muligheder og systemer for validering i Norden. Udgaven giver et bredt perspektiv  i forhold til arbejdet med validering af uformel læring.

Udgaven er udarbejdet af nationale repræsentanter i NVL-netværket for validering, og der tages udgangspunkt i det hidtidige europæiske arbejde på området. Roadmap 2018 indeholder en lang række anbefalinger og er en manual for, hvordan de respektive myndigheder kan udvikle og opbygge systemer for validering. Roadmap 2018 er udarbejdet på grundlag af en EU rekommandation fra 2012 om validering af uformel læring.

Validering en prioritet

Livslang læring og validering af uformel læring har længe været en prioritet i Norden. De nordiske lande har arbejdet med at udvikle valideringssystemer, siden emnet for to årtier siden kom på den europæiske dagsorden. Grundprincippet i dette arbejde er, at mennesker har kapacitet til fortsat læring, og validering af uformel læring er en uundværlig del af denne tilgang til læring.

Også på Færøerne arbejdes der med validering, og der lægges nu sidste hånd på arbejdet med at få et formelt system på området.

– Der er mange brikker, der skal falde på plads i forbindelse med validering, men nu er de formelle regler næsten på plads. De færøske forberedelser for at iværksætte validering er hovedsagelig i overensstemmelse med de bestemmelser og principper, som de nordiske lande er enige om at anvende i forbindelse med validering,  siger John Dalsgarð, der er ansat som fuldmægtig i Kulturministeriet og arbejder med voksenlæring og validering.

En vis modstand at spore

Ifølge John Dalsgarð har der på Færøerne traditionelt været en vis modstand at spore mod validering, en modstand, der muligvis kommer af manglede oplysning.

– Der er tale om et helt nyt område indenfor uddannelse, der på en måde kan opfattes som en trussel mod eksisterende uddannelser og mod vores opfattelse af, hvad uddannelse er. Derfor har det været nødvendigt at bruge tid på en nødvendig dialog med de relevante parter. I arbejdet med at iværksætte validering på Færøerne har vi derfor prioriteret samarbejde og samtaler højt, fortæller John Dalsgarð.    

Det færøske system bliver næppe fuldt udbygget ifølge alle bestemmelserne i Roadmap 2018 i løbet af 2018, men ifølge John Dalsgarð er der politisk interesse for at fortsætte arbejdet med forberedelser og implementering.

Men har man på Færøerne kvalificerede personer til at stå for og udføre valideringen? Ja, er det korte svar.

– Vi har folk, der er kvalificerede til at stå for validering. Det kan være fagfolk på området, så som lærere, der er vant til at eksaminere. Indenfor professionsuddannelserne har vi for eksempel håndværkerne, der skal vurdere lærlingenes afsluttende opgave i læretiden. Men det bliver dog nødvendigt at efteruddanne nødvendigt personale i selve faget validering. Denne efteruddannelse har vi ikke på Færøerne, men den findes andre steder i Norden. For eksempel har de i Island kortere kurser for folk, der skal stå for validering, siger John Dalsgarð.

Omstilling det nye normale

Som Gina Lund, direktør i Kompetense Norge, udtrykte i Dialogs trykte udgave for 2017: Arbejdstagere i Norden står overfor to store udfordringer: kravene til arbejdstagerne bliver stadig højere, og stillingerne til dem uden uddannelse forsvinder. Omstilling er det nye normale i arbejdslivet, og Norden må følge med. (Dialog 2017, s. 3).

Vise ord, der også påpeger vigtigheden af en systematisk og bredt tilgængelig validering, så at de mange forskellige kompetencer, som et menneske har, og som arbejdsmarkedet har brug for, kommer i spil.

 

Faktaboks

Link til NVLs udgave Validation and the value of competences. Road Map 2018: http://nvl.org/Portals/0/rapporter/NVL_report_Roadmap_01122015.pdf?ver=2016-01-12-150609-867

Link til EU's rekommandationen: Council recommendation of 20 December 2012 on the validation of non-formal and informal learning: http://www.eaea.org/media/policy-advocacy/validation/2012_council_recommendation.pdf



Gem som PDF