15/06/2023

Danmark

Forskning

7 min.

Æstetiske oplevelser kan føre til bæredygtige tanker

Det er en vigtig forudsætning for at skabe en bæredygtig udvikling, at vi forstår, at alting er forbundet. Den forståelse kan skabes gennem æstetiske og sanselige oplevelser, viser en ph.d.-afhandling, som tager udgangspunkt i data fra performancegruppen Sisters Hope.

Deltagerne på Sisters Academy

Deltagerne på Sisters Academy - The Boarding School ved ikke på forhånd, hvad de skal lave, men de har fået at vide, at de skal være iklædt sort og hvidt tøj. Foto: Diana Lindhardt

Du venter udenfor en dør, mens tankerne kører rundt. Hvad skal der ske? Du har godt nok selv købt billetten og senere modtaget et brev om, at du er blevet optaget, og hvornår netop du skal møde.

Det er nu.

I brevet stod der også forskellige guidelines. Derfor er du klædt i sort og hvidt tøj, hvor man ikke kan læse tøjmærkerne, og derfor har du efterladt din telefon hjemme på natbordet.

Døren går op. En person tager imod dig. Hun siger ikke noget, men indikerer, at du er velkommen. Stille og roligt lægger du hverdagen bag dig, mens du bliver ført ind i det sanselige samfund, hvor du via forskellige sessions og undervisning blandt andet skal finde frem til dit poetiske selv.

Når deltagerne træder ind i Sisters Academy
Når deltagerne træder ind i Sisters Academy – The Boarding School, møder de en æstetik, der adskiller sig fra det meste, de møder I hverdagen. Foto: Diana Lindhardt

Beskrivelsen er indledningen på et ophold på Sisters Academy – The Boarding School, som er en slags kunstinstallation, man selv er en del af. Her kan man i et døgn opleve en verden, hvor det æstetiske og sanselige er centrum for alting. Det er en af mange anderledes oplevelser, performancegruppen Sisters Hope har gennemført, siden den blev stiftet i 2007. Flere af dem har det fællestræk, at man ikke er en tilskuer, som kigger på kunst. Man deltager.

Tankerne er gemt i notesbøger

I 2008 skrev Gry Worre Hallberg – som er den ene grundlægger og stadig er leder af Sisters Hope – et manifest, som er retningsgivende for performancegruppens arbejde.

– Det handler om at udforske, hvordan verden ville se ud, hvis den æstetiske og sanselige dimension var den styrende kraft i samfundet – i stedet for den økonomiske rationalitet, som primært styrer verden i dag, fortæller hun.

Siden er det blevet til en række projekter, som ud over The Boarding School tæller Sisters Academy – The Takeover, hvor kunstnergruppen overtager ledelsen af en ungdomsuddannelse og omdanner den fuldstændig, så den får et anderledes lys- og lydbillede som bagtæppet, når eleverne i en periode dykker ned i en ny sanselig hverdag.

Dette er en mangelfuld beskrivelse af de mange aktiviteter, Sisters Hope har og har haft i gang. Fælles for netop disse to projekter i Sisters Academy er dog, at de ud over at have sat tanker i gang hos flere tusinde mennesker også har dokumenteret deres tanker. De tanker er datagrundlaget for Gry Worre Hallbergs ph.d.-afhandling.

I forløbene har deltagerne været udstyret med en bog, som de har skrevet noter i undervejs. Inden de har forladt det sanselige samfund, har de doneret notesbogen til projektet. Gennem årene er det blevet til flere tusinde bøger med deltagernes tanker, som adskiller sig fra de fleste andre lignende beskrivelser.

– Skal man høre om folks opfattelse af en æstetisk oplevelse, bygger det næsten altid på, hvad de har sagt eller skrevet bagefter og måske også før. Her er tankerne skrevet ned, imens de har været nedsænket i processen, forklarer hun.

Forstår, at alting er forbundet

Og hvad har de deltagende publikummer så tænkt? Det får du snart at vide, men først et par ord om, hvad de medvirkede i: De fokuserede blandt andet på poetisk væren i de individuelle forløb, de gennemførte, og de stod i spisesalen og nynnede i samlet flok, inden maden kom på bordet, ligesom de sov sammen i en stor gammeldags sovesal. Alt sammen for at lade det sanselige og poetiske være udgangspunkt for væren og samvær og for at give deres tanker et æstetisk syn på tingene.

Deltagerne på Sisters Academy
På Sisters Academy – The Boarding School sover deltagerne i en stor sovesal. Foto: Diana Lindhardt

Gry Worre Hallberg satte sig ind i økologisk teori. Sammen med en mindre gruppe, der hjalp hende med at læse data-materialet, brugte hun et halvt år på at læse og siden analysere omkring 800 notesbøger. Konkret integrerede hun teori fra den franske filosof Félix Guattari, som har udviklet tre såkaldte økologier, i analysen. De tre økologier er; den mentale – menneskelig subjektivitet, den sociale – sociale relationer og den environmentale økologi, som handler om miljøet. De tre økologier hænger uløseligt sammen.

– Alting er dybt forbundet. Hvis man oplever, at alting er tæt forbundet, vil man være mindre tilbøjelig til at ødelægge den verden, man lever i, siger Gry Worre Hallberg.
Og her begynder det hele at hænge sammen mellem æstetikken og økologien.

En klar tendens i deltagernes beskrivelser er, at de netop oplever, at alting er forbundet. De føler sig forbundet med andre mennesker eller med verden – for eksempel ved at erkende, at vi alle blandt andet består af vand, mens en anden skriver, at ‘jeg er stjernestøv.’

– Deltagerne har været gennem en dannelsesproces, hvor de er kommet frem til denne erkendelse, selvom vi, der arrangerede forløbene, slet ikke havde den tilgang, på det tidspunkt, siger Gry Worre Hallberg og tilføjer:

– Vi leverer på den måde et stærkt argument for, at kunsten er en del af overgangen mod en bæredygtig fremtid. Jeg ville ønske, vi kunne skabe et sanseligt center og undervise mange flere i transitionen til bæredygtighed, men andre kan også lade sig inspirere af resultaterne i min ph.d., siger hun.

Havde du været indskrevet på Sisters Academy – The Boarding School i et døgn, ville du være sluttet i den såkaldte exist-fase, for at blive klar til at gå ud i den verden, vi normalt lever i.

– I begyndelsen hed det exitfase, men nogle var kede af, at det skulle slutte, så vi ændrede det til ”exist-fasen”. For det slutter ikke. Man gør sig bare klar til at bruge oplevelserne og erkendelserne ude i verden, siger Gry Worre Hallberg.

Læs Gry Worre Halbergs ph.d. her:
Gry Worre Hallberg – Sensuous Society (E-book).pdf (sistershope.dk)

Læs mere om Sisters Hope her:
SISTERS HOPE – Sisters Hope operate in the intersection of performance art, research, activism and pedagogy.

Nyeste artikler fra NVL

Elísabet Pétursdóttir og Auður Kamma Einarsdóttir

23/05/2024

Island

7 min.

„Diverse strengths“ er navnet på et prosjekt som ble utarbeidet i Island med stötte fra Nordplus, i samarbeide med Sverige og Finland. Hensikten var å lage og pröve spesielle gruppearbeider eller workshops for innvandrere som nökkel til arbeidsmarkedet. Målgruppen er ungdommer i alderen 18-25 år som ikke har arbeide, studie- eller treningsplass.

16/05/2024

Norden

14 min.

PIAAC measures key information processing skills and data from the survey provide unique opportunities to analyse the cognitive skills needed in the labour market and society. Access to PIAAC data, on its own or linked to register data, is possible for research purposes. To facilitate the selection of register variables a handbook is available for the Nordic countries and Estonia....
Projektets syfte är att hjälpa pedagoger i icke-formell vuxenutbildning att nå fram till och involvera involverar personer med psykiska funktionsnedsättningar.

15/05/2024

Sverige

6 min.

Studiefrämjandet Uppsala Västmanland har tillsammans med nordiska partner arbetat med att inkludera personer med psykiska funktionsnedsättningar i vuxenutbildning. Genom projektet har de skapat en vägledning för nordiska pedagoger. De betonar utmaningen med att nå ut till utsatta grupper och framhåller fördelarna med studiecirklar för personer med psykiska funktionsnedsättningar.

Share This