Bæredygtig uddannelse rykker – men mest i de andre nordiske lande

Der sker mere end nogensinde med bæredygtighedspædagogikken. Lektor og forsker i Uddannelse for Bæredygtig Udvikling Jonas Andreasen Lysgaard, der sammen med andre forskere fra DPU står bag ny bog om forskning og praksis på området, savner dog en stærkere dansk politisk vilje til at forankre bæredygtighedsmålene i undervisningen.

 
Der er dannet et dansk forskningsnetværk for bæredygtig udvikling og nye ph.d.-studerende har gang i spændende og praksis-nære projekter. Foto: Sigurður Ólafsson/norden.org Der er dannet et dansk forskningsnetværk for bæredygtig udvikling og nye ph.d.-studerende har gang i spændende og praksis-nære projekter. Foto: Sigurður Ólafsson/norden.org

Vi har været langt fremme i forskningen og udviklingen af Uddannelse for Bæredygtig Udvikling – UBU – i Danmark. Vi har en stærk dansk folkeoplysningstradition og pædagogiske værktøjer, som andre lande har misundt os og ofte efterlignet. Men måske er det dét, der gør, at vi på nogle områder er faldet i søvn på laurbærrene? Lige nu kører de andre nordiske lande i hvert fald stærkere end os, når det gælder den politiske forankring af bæredygtig uddannelse i uddannelsessystemet.

Det ærgrer lektor Jonas Andreasen Lysgaard, ph.d. i Uddannelse for Bæredygtig Udvikling på DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, som er aktuel med bogen ”Bæredygtighedens pædagogik”:

- Vi står på noget stærkt herhjemme. Der sker mere end nogensinde før på området. Det sker hurtigt, det er bredt, det er mainstream, og det er hos store aktører på tværs af uddannelsesfeltet. Men der er stadigvæk en tendens til, at det er de engagerede ildsjæle, der driver rigtig meget. Vi mangler det, som har rykket i mange andre lande: Den strukturelle understøtning, ressourcerne og de strategiske satsninger lader rigtig meget tilbage at ønske, siger han.

Jonas Andreasen Lysgaard har sammen med andre forskere på området samlet viden om Uddannelse for Bæredygtig Udvikling – UBU – fra det nationale og internationale forskningsfelt og med eksempler fra praksis i bogen ”Bæredygtighedens pædagogik”. Den er baseret på dét, ”vi står på” – som han siger – nemlig den viden, vi har fra den stærke danske forskergeneration på området fra 1980’erne og 1990’erne på DPU, som ikke er blevet kommunikeret bredt nok på dansk indtil nu. Men også nye ting på både forsknings- og vidensniveau og ikke mindst i praksis.

Mens vi binder snørebåndene

Det fremgår af bogen, at cirka 20 års fokus på Uddannelse i Bæredygtig Udvikling internationalt ikke ser ud til at have haft den store indflydelse på rammerne for uddannelse i Danmark. Jonas Andreasen Lysgaard har netop bidraget til en nordisk og en EU-mapping af, hvad der foregår på UBU-feltet, og bemærker, at fordi blandt andet Norge har gjort bæredygtig undervisning til et af de politiske satsningsområder – fx udgør det nu en af søjlerne i uddannelsessystemet – rykker det gevaldigt.

  

Jeg skulle da hilse og sige, at en politisk understøttelse også er noget af en driver!, Jonas Andreasen Lysgaard.

”Bæredygtighedens pædagogik”:

 

Redaktionen bag bogen ”Bæredygtighedens pædagogik – forskningsperspektiver og eksempler fra praksis” består af lektor og ph.d. Jonas Andreasen Lysgaard fra DPU og lektor og ph.d. Nanna Jordt Jørgensen fra Københavns Professionshøjskole. Bogen er udgivet af Frydenlund Academic.

I bogen refereres til en undersøgelse fra Unesco i 2017, der viser, at 51 procent af landene har inkluderet UBU i uddannelsespolicy, men kun 33 procent har integreret UBU i det nationale curriculum og kun 7 procent i læreruddannelsen. I Danmark viser en survey blandt de lokale forvaltninger fra 2014, at mindre end halvdelen finder, at UBU er et vigtigt udviklingsområde eller har udviklet lokale policies og strategier for dette område i skolen.

For fem år siden havde man hverken et stærkt forskningsfelt på UBU-området eller en særlig markant praksis om bæredygtig udvikling der, men siden da har det taget fart i Norge. Der er i dag stærke forskningsmiljøer og spændende praksis, ”mens vi stadig står og binder snørebåndene”, som han siger.

- Læs også artiklen ”Bæredygtig vejledning kan være svaret på bæredygtighedskrisen”

Vi har ”klapset” den af

I Norge er der dermed kommet stort fokus på, hvordan man kan arbejde med området, ligesom det har en stor positiv indvirkning på, at skolerne arbejder nuanceret med det, og at det bliver taget alvorligt på ledelsesniveau. Det viser også, at der pludselig bliver stor efterspørgsel efter viden på området:

- Der er jo mange ”drivere” inden for et felt som bæredygtig undervisning – elever og studerende, lærere og brede diskussioner i samfundet. Men jeg skulle da hilse og sige, at en politisk understøttelse også er noget af en driver! siger Jonas Andreasen Lysgaard, som fortæller, at også Sverige har været foran os siden 00’erne med at implementere initiativer på området:

- Jeg synes da, det er overraskende, at man lige nu herhjemme har en meget stærk elev- og studerende-drevet kampagne: Uddannelse for fremtiden, der markant peger på en tværuddannelsesindsats og har fokus på bæredygtig udvikling, men man har stadig ikke gjort det til et nationalt satsningsområde, siger han.

Kan det skyldes, at vi har en forståelse af, at vi er gode i forvejen på grund af en unik dansk folkeoplysningstradition – så at vi derfor ikke behøver gøre så meget mere?

- Det kan der sagtens være noget om. En tendens til at tro, at vi som et selvforstået ”grønt” land med vind- energi og affaldssortering har klapset alt sådan noget af som civilt engagement, demokratisk dannelse og bæredygtig udvikling – hvilket desværre er langt fra virkeligheden. Men også det, at ideen om at uddannelsessystemet primært skal sikre økonomisk vækst, stadig er gangbar, hvilket, I lyset af de udfordringer vi som samfund og individer står overfor, er voldsomt snæver.

Eleverne bringer det videre

I bogen ”Bæredygtighedens pædagogik” nævnes blandt andet folkehøjskolerne og de forpligtende fællesskaber, der opstår på disse skoler, som en måde at arbejde med Uddannelse til Bæredygtig Udvikling. Men højskolerne er uden curriculum og eksamen, så kan underviserne i det formelle uddannelsessystem overhovedet bruge eksemplerne derfra til noget? Nej – og ja, mener Jonas Andreasen Lysgaard:

  

Vi har jo generelt indrettet vores formelle uddannelsessystem med et stift fokus på gårsdagens arbejdsmarked. Så det med at skulle tale om, hvad der kan dukke op af udfordringer om fem, 10 eller 100 år, passer simpelthen ikke supergodt ind, Jonas Andreasen Lysgaard.

- De er på en måde ikke konvertible eller noget, man kan trække direkte på i forhold til det formelle uddannelsessystem. Men det primære output – eleverne – går videre ud i de videregående uddannelser og samfundet og stiller her nogle krav til, hvad de gerne vil arbejde med, og hvordan. På den måde synes jeg, at højskolerne og deres pædagogiske læringsrum åbner op for mange spændende kilder til inspiration, men også med direkte bud på, hvordan man kan arbejde med området, siger forskeren.

jonas-andreasen-lysgaard.jpg Lektor og forsker i Uddannelse for Bæredygtig Udvikling Jonas Andreasen Lysgaard står bag ny bog om ”Bæredygtighedens pædagogik”.

Men er der noget i selve det formelle uddannelsessystem, der spænder ben for hele UBU-tilgangen?

- Vi har jo generelt indrettet vores formelle uddannelsessystem med et stift fokus på gårsdagens arbejdsmarked. Så det med at skulle tale om, hvad der kan dukke op af udfordringer om fem, 10 eller 100 år, passer simpelthen ikke supergodt ind i det uddannelsessystem, vi har nu, siger Jonas Andreasen Lysgaard med henvisning til det bæredygtighedsbegreb, som FN-målene står for, og som handler om både aktuelle og fremtidige udfordringer.

- Der er måske noget ret old school med den grundlæggende måde, vi indretter et uddannelsessystem på, som handler om klasseværelser og nære koblinger til erhvervslivet og det, som politikerne nu synes er vigtigt. De har jo ikke altid superlange horisonter.

- Læs også artiklen ”Bæredygtigheden er i skred på højskolerne”

”De” vælter hen over grænserne

Jonas Andreasen Lysgaard understreger, at det for ham ikke er et enten-eller, for selvfølgelig skal vi interessere os for den virkelighed, vi er en del af lige nu, og hvad vi kan gøre nu og her. Men de udfordringer, vi står over for i et bæredygtighedsregi, respekterer ikke faglige discipliner og faglige disciplinære grænser – ”de vælter hen over dem”, siger han.

- Så når vi taler om for eksempel plastikøer i Stillehavet eller klimaflygtninge på tværs af landegrænser, er det jo udfordringer, som man ikke bare kan indfange i et enkelt fag. De vil altid have noget med både mennesker og teknologi og noget med natur og uvisse tilstande i fremtiden at gøre. Så på grundlæggende niveau er der en træghed i forhold til at kunne håndtere alle de her problemer, som ikke passer ind i vores skemaer, kasser og rammer, mener han.

Underviserne er godt rustede

Men der er håb forude. Blandt andet gennem underviserne.

Internationalt bliver der sat større og større fokus på, at klassisk viden og færdighedstilgang ikke er nok, og at man – når det gælder kompetencer i forhold til klima og bæredygtighed – taler om meget brede og svært håndterbare kompetencer som kritisk tænkning, demokratisk deltagelse og lignende, slås det fast i bogen.

Det er præcist disse kernemæssige uddannelsesmæssige og pædagogiske værdier, der er i spil, når man arbejder med bæredygtig udvikling. Og derfor er det relativt let at tale om området med undervisere i Danmark, mener Jonas Andreasen Lysgaard. Hans pointe er, at hvis man til tider undlader at bruge begrebet bæredygtig udvikling og i stedet taler om alle de ting, der ligger nedenunder: Forholdet mellem rig og fattig, social retfærdighed, forholdet mellem generationer eller mellem natur og menneske, så er det jo ”gamle slagere” i dansk og nordisk perspektiv:

  

Nu er der flere og flere fra forskellige områder med forskellige traditioner, som er interesseret i området. De tager det meget alvorligt og vil gerne bidrage med ny viden. Det synes jeg alt i alt gør arbejdet mere spændende, nuanceret og interessant, Jonas Andreasen Lysgaaard.

- Vi har diskuteret social retfærdighed, land og by, generationer, økonomisk udvikling over for social udvikling de sidste 150 år. Så hvis man ikke konstant fokuserer på begrebet bæredygtig udvikling og i stedet taler om de konkrete udfordringer eller kritiske perspektiver, der opstår i lyset af begrebet, og som man gerne vil have, at ens studerende eller kursister tager med, bliver det pludselig mere velkendte perspektiver og pædagogiske og uddannelsesmæssige processer, siger han og tilføjer:

- Dét, synes jeg, giver et kæmpe potentiale. Dermed bliver det lidt mere klart, at bæredygtig udvikling ikke kun handler om en masse nyt og udfordrende, men også, at vi kan se det i andre rammer eller få en større forståelse for sammenhænge, så social retfærdighed ikke befinder sig i det ene hjørne, og natur og menneskeforhold i det andet. Det kan lyde svært og komplekst, men hvis man starter med de klassiske velfærdsstatslige og de sociale, økonomiske og økologiske udfordringer og dilemmaer, er det lettere at tale om, hvordan dette kobler til et begreb som bæredygtig udvikling.

Ny viden på vej

Det fylder også Jonas Andreasen Lysgaard med håb, at forskningsfeltet herhjemme er spirende og nye ph.d.-studerende har gang i spændende og praksis-nære projekter. Dermed er der ny viden på vej, som selvfølgelig står på en tradition, men som også går ud empirisk og undersøger, hvad der foregår derude.

Ligeledes er der dannet et dansk forskningsnetværk for bæredygtig udvikling, hvilket var utænkeligt for få år siden, for da var det ”dem, man bare lige kendte – dem nede ad gangen” – man talte med.

- Nu er der flere og flere fra forskellige områder med forskellige traditioner, som er interesseret i området. De tager det meget alvorligt og vil gerne bidrage med ny viden. Det synes jeg alt i alt gør arbejdet mere spændende, nuanceret og interessant i forhold til at sikre, at vi ikke blot gentager de vigtige diskussioner fra 90’erne, men hele tiden kan bygge videre på og blive klogere på, hvad der foregår lige nu – og hvordan vi kan forstå og understøtte det, siger Jonas Andreasen Lysgaard og tilføjer:

- Og så vil jeg sige, at når der også både er et massivt folkeligt pres og pres fra elever og studerende og undervisere, vil det da være pokkers, om der ikke over tid vil komme mere nuanceret og stærkere fokus på bæredygtig undervisning fra også politisk niveau.

Vi skal presses på maven

Mens bogen ”Bæredygtighedens pædagogik” er blevet skrevet, har corona væltet verden. Og der er klare paralleller mellem bæredygtighed og corona, mener Jonas Andreasen Lysgaard:

- Corona er også en massiv udefrakommende trussel mod vores samfund, som vi skal håndtere i fællesskab. I et mere overordnet perspektiv tror jeg da, at vi har fået viden om, at vi rent faktisk kan gøre noget andet end status quo og to procents lineær vækst hvert år – hvis vi bliver presset nok på maven. Det synes jeg er positivt.

Det kan dog være svært at se forandringerne i samtiden, fordi de altid integreres i en virkelighed. Men når man ser tilbage, kan man typisk se, at der er sket nogle skift, som er ret markante, mener han.

- Vi skal nok vende tilbage til noget, der er mere velkendt, på et tidspunkt, men samtidig ville det da være underligt, hvis vi – både lærere og elever – ikke har lært noget i det år. Og de her store samfundsmæssige udfordringer forsvinder jo ikke af sig selv eller er noget, vi bare kan bruge de samme værktøjer på, som på alt muligt andet. Det må sætte en præcedens, mener han.