Demokratiet starter lokalt

 

 

Demokratiet starter lokalt

Halvdelen af deltagerne i DEMOS-seminaret valgte at bruge en aften på et spil om demokrati. Med udgangspunkt i de omdiskuterede danske Muhammed-billeder diskuterede spillerne, hvilke udfordringer et demokratisk samfund står overfor, når sådan en sag kører.

Han ryster bekymret på hovedet.
»Det er gået op for mig, at hele denne her sag med Muhammed-tegningerne har sat vores individuelle ytringsfrihed over styr. Jeg er begyndt at tænke over, om det kan være skadeligt for mig, hvis jeg ytrer mig,« siger danske Berhard Frederiksen.
Hans holdkammerater nikker forstående.
»Vi har gjort ytringsfriheden så hellig, at vi ikke kan diskutere, om der er grænser, og hvor de reelt går,« påpeger Søren Elgaard.
»Efter min mening er der nemlig forskel på en juridisk og en moralsk ytringsfrihed. Og jeg synes, vi bør tænke mere over, om man nødvendigvis skal sige alt!«
Christine Sestoft bryder ind.
»For mig er det lige modsat. Vi er alt for moralske. Jeg synes sagtens, vi kan gå mere til grænsen i mange tilfælde. Og jeg tror, at denne sag ender med at blive positiv for Danmark og integrationen, fordi det har fået moderate muslimer frem og sige deres mening. Det lover godt for demokratiet.«
Søren Elgaard håber, hun har ret.
Selv er han langt mere skeptisk.
Så diskussionen fortsætter.

Har jeg lyst til at høre til her

Det danske hold var et af tre, der i et par timer livligt diskuterede demokrati i praksis på DEMOS seminaret.
Danske Jakob Erle fra International Academy for Education and Democracy har kreeret et spil, der udfordrer deltagerne til at forholde sig til demokrati på lokalt, nationalt, europæisk og globalt plan.
Ideen til spillet kom til ham for ti år siden. Og anledningen var alt andet end behagelig.
Erle, der har jødiske aner, kom fredeligt gående på fortovet i nærheden af sit hjem, da en politibil gled op på siden af ham.
»Hvad laver du her?«, spurgte den ene af de to betjente, der straks sprang ud af bilen.
»Du ligner ikke en, der hører til her,« lød dommen over hans mørke hår, buede næse og lysebrune hud.
Tilfældigvis havde Jakob Erle sit pas på sig, og de to betjente fortrak igen.
»Men naturligvis uden at undskylde. Det fik mig til at tænke over, om jeg overhovedet har lyst til at høre til her! Og derefter begyndte jeg at tænke meget over, hvad det er for udfordringer, vi står overfor som demokrati – og hvilke offentlige institutioner, vi kan læne os op ad.«

Et demokratisk spil

For Erle, der har arbejdet med voksenundervisning og demokrati siden 1980, er der ikke langt fra holdning til handling.
I erkendelsen af, at der er behov for at diskutere demokrati og de demokratiske institutioner, lavede han spillet om demokrati, hvor man på en plade, der er inddelt i fire dele for det lokale, nationale, europæiske og globale plan, med en mængde kort kan diskutere sig frem til demokratiets udfordringer og løsninger.
I aften har Jakob Erle som sagt bedt deltagerne om at inddele sig i nationale grupper og diskuterer Muhammed-tegningernes udfordring for demokratiet.
Svenskerne diskuterer ivrigt, hvilke metoder, man kan tillade sig at gøre brug af i et demokratisk samfund.

Muhammed og incest

»Det er en diskussion om ytringsfrihed, og derfor må man diskutere, hvorvidt det eksempelvis er i orden at afbrænde flag,« påpeger Mathias Persson.
Per Hector kan godt acceptere den slags metoder.
»Men der er sket i skred. Før i tiden blev vi slået i hovedet af det svenske politi, når vi brændte amerikanske flag,« smiler han skævt.
Madeleine Larsson ser både ytringsfriheden og den omsiggribende fundamentalisme som globale udfordringer for demokratiet. Hun frygter, at vores forståelse for hinanden bliver mindre.
»Der er ingen tvivl om, at Jyllands-Posten havde ret til at trykke tegningerne. Men derfor er det ikke nødvendigvis noget, de bør gøre. De færreste ved, hvor meget, det har såret muslimerne og hvorfor,« siger hun.
»Jeg har en muslimsk kollega, som ikke anfægter, at avisen havde ret til at vise dem, men han fortæller samtidig, at når han ser billeder, der gør grin med profeten, så får han det på samme måde, som hvis man ser billeder af incestofre. Det gør ondt på ham.«
Svenskerne fortsætter diskussionen. Ytringsfriheden er den demokratiske udfordring, de ser som den største lige nu.

Oplysning og samarbejde

Nordmænd og islændinge formede en nord-nordisk gruppe, og de bliver hurtigt enige om, at oplysning, oplysning og atter oplysning er vejen frem for forståelse og demokrati.
»Man kan se, at der er stor søgning til studiet i arabisk sprog på universiteterne. Det er virkeligt positivt, fordi det giver mulighed for en ny indsigt i mellemøstlige forhold og i sidste ende dermed en ny forståelse for arabiske flygtninge og indvandrere i Norge,« siger Øyvind Brandt.
Islandske Birna Gunnlaugsdóttir ser mindre optimistisk på fremtiden. Hun frygter, at medierne igen vil sætte brand i verden, fordi man tænker for lidt på konsekvenserne af det, der bliver rapporteret. Men hun erkender, at netop journalisterne kan være hjælpere til at skabe mere forståelse mellem forskellig samfundsgrupper.
»Spørgsmålet er bare, hvordan man gør medierne interesserede i at skrive om fred og positive historier?«
»Hvis man laver en slags fredskonference på lokalt plan, så skal man nok få dækning,« påpeger Øyvind Brandt, der har stor erfaring med pressen fra sit job som informationschef.

Demokrati og forståelse starter lokalt

Og de ord ender med at blive den overordnede konklusion på workshoppen: Det handler om at starte lokalt.
»Den vigtigste erkendelse for os er, at det eneste, man for alvor kan gøre noget ved, når det kommer til at styrke demokratiet og respekten for sine medborgere, er det, der ligger indenfor landets grænser,« siger danske Søren Elgaard.
Den samme melding kommer som sagt fra den norsk-islandske gruppe.
»Vi kunne placere det hele lokalt. Ansvaret for den globale udvikling ligger hos den enkelte på det lokale plan,« som Øyvind Brandt siger det.
Spillet endte med at blive en øjenåbner for rigtig mange af deltagerne.
Det uoverskuelige globale spil om demokrati kunne føres i lige linie tilbage til den enkelte medborger.
»Så er der jo masser at gøre for os som folkeoplysere,« smiler danske John Steen Johansen, mens plader og brikker pakkes sammen. Til næste gang nogle får brug for at blive mindet om deres eget ansvar.

af Mette Engell Friis




Jacob Erle har arbejdet med voksenundervisning og demokrati siden 1980.
Jacob Erle har arbejdet med voksenundervisning og demokrati siden 1980.