DEMOS – en tænketank om demokrati

 

 

DEMOS – en tænketank om demokrati

Den nordiske folkeoplysning står overfor nye udfordringer i en stadig mere global verden. Derfor skal en proces i løbet af 2006 udmunde i en nordisk tænketank og en hvidbog, der blandt andet sammenkobler væsentlige forskningsresultater indenfor magt- og demokratiudredning med folkeoplysningen

Snakken går livligt i taxaen.
»Tænk, hvis vi kunne føre demokratidiskussioner ind i et europæisk forum«, »Eller hvad med et seminar med voksenundervisere fra Mellemøsten?«
Tankerne bliver slynget ud. Grebet. Vendt en gang og returneret mellem de fire folkeoplysere fra Sverige og Finland, som efter to dages seminar er på vej hjem fra Danmark.
»Men så skal sproget altså også være engelsk,« lyder det spagfærdigt fra en finne.
For hvis der har været kritikpunkter mod det første møde i netværket og tænketanken DEMOS, så er det, at nordiske voksenundervisere og folkeoplysere nok deler tanker og ideer – men sproget kan være en vanskelig én at have med at gøre. Især de danske lyde er svære at decifrere.
»Men hvis det er det eneste, vi kan kritisere, så har det været en vældig god konference,« som en svensker udtrykker sin mening om den første af en række møder i DEMOS, en nystartet nordisk tænketank, som igennem 2006 skal forsøge at sammenfatte nordisk folkeoplysning med nordisk magt- og demokratiforskning i en hvidbog med titlen ’Fra reaktivt til proaktivt medborgerskab‘. En hvidborg, der kan være en inspiration for underviserne i samfund, der bliver stadig mere multikulturelle.

Demokrati udspringer fra lokalområdet

Opbakningen bag DEMOS var til at få øje på, da godt 60 voksenundervisere fra Sverige, Norge, Finland, Danmark, Island og Færøerne samledes den 9.-10. februar på LO-Højskolen i Helsingør.
Overskriften på de to dage var ’Demokratisamtalen i Norden‘ – og der var masser af plads til netop samtale og udveksling af ideer, praksis og holdninger.
Gennem oplæg og workshops med titler som: Den globale medborger, Nærdemokrati i praksis og Medborgerskab og mangfoldighed er der blevet talt og diskuteret. For hvad er det for udfordringer den nordiske folkeoplysningsmodel står overfor? Og hvordan kan man overføre de nordiske tanker om et aktivt medborgerskab til nye statsborgere – eller måske endog til resten af EU?
I workshoppen om nærdemokrati i praksis diskuterede man ivrigt, hvad det betyder at være aktive eller passive medborgere. Og man indkredsede hurtigt, at dét at sætte en mærkat på nogle som ’passive‘ er at acceptere, at vedkommende ikke lever op til nogle krav, som et eller andet organ har sat til deltagelse.
Men det er et udtryk for et begrænsende syn på demokratiet.
»Lysten til at engagere sig ligger i graden af nærhed til de problemstillinger, man møder i dagligdagen,« var en af gruppens konklusioner.
I workshoppen om den globale medborger diskuterede man også eksempler på, hvordan man kan fremme medborgerskabet og demokratiet på det lokale niveau. Én idé er time-banker.
»Tanken blev fostret af en amerikansk advokat i midten af 80’erne,« fortalte John Steen Johansen fra AOF i Danmark, som har studeret fænomenet.
» Ideen er, at man deponerer sin tid i form af sociale tjenester til timebanken, og samtidig kan man så trække på sin kredit, og dermed ’købe‘ tjenester fra andre. På den led opbygger man et sammenhold og en forståelse for sit lokalområde.«
I Danmark har ideen været på tale – men er faldet igen, fordi regeringen vil lægge skat på disse tjenester, men et pilotprojekt er det dog blevet til. I blandt andet Spanien USA og England fungerer ideen i sin oprindelige form.

Vi er ikke en del af staten

I en anden workshop blev der diskuteret metoder og pædagogisk praksis i demokratiarbejdet og undervisningen.
Her slog man til lyd for, at projekter som timebank og frivilligt socialt arbejde ikke er noget, som folkeoplysningen nødvendigvis skal deltage i.
»Det er meget farligt, hvis folkeoplysningen bliver en del af staten. Så bliver vi deres lydige værktøj. Vi skal passe på, at vi ikke bare lader os diktere af pengene,« fastslog Björn Wallén.
Mange bekræftende nik.
»Autonomien foregår på folks egne vilkår. Initiativer skal ikke foregå, fordi staten eller kommunen har behov for det ene eller det andet,« siger Lars Sigve Meling fra Norge.
Siden bliver gruppen bedt om at nedskrive styrker, svagheder, muligheder og farer ved demokratiet.
Mange gule lapper fandt vej til tavlen (se listen i boksen).
En af de fare, der blev nævnt ved demokratiet, var apati.
En egenskab som så langt fra blev luftet i den demokratiske workshop. Eller på konferencen i det hele taget. Engagementet var til at både se og høre.
Præcis i DEMOS’ ånd.

DEMOS er en proces

»DEMOS er og skal være en proces, der lever sit eget liv,« som initiativtager Björn Wallén fra Svenska Studiecentralen i Finland siger.
»Derfor er det så vigtigt med engagementet fra voksenundervisere i hele Norden. Det er jer, der skal være med til at præge hvidbogen med jeres tanker og ideer.«
Han understreger samtidig, at det ikke er meningen, at hvidbogen skal være et langt og dvælende skulderklap til den nordiske model.
»Vi skal sørge for at give hvidbogen street credibility ved at huske også at være kritiske overfor os selv.«
Og kritik og meningsudvekslinger var der nok af, da de 60 deltagere igen og igen vendte tilbage til vinterens store diskussionsemne: Muhammed-tegningerne i den danske avis Jyllands-Posten.

Muhammed i Norden

Flere gange kom også det emne op i de forskellige workshops.
For hvordan tackler man som voksenunderviser den demokratiske diskussion, som tegningerne rejser?
»Vi lever lige nu i en situation, hvor det globale rum bliver meget konkret. Måske i en grad så vi bliver nervøse over udviklingen. I 90’erne udkom der en bog, der beskriver vores tid som en ’rædselskultur‘. Vi bliver skræmt over alt det, der sker, og alt det, som vi ikke umiddelbart kan gøre noget ved. Derfor bliver der eksempelvis også solgt så meget sikkerhedsudstyr, så vi kan sikre os i vores hjem« siger Wallén.
»Vi lever i et samfund, der kan synes uoverskueligt, og netop derfor er vores rolle så vigtig. Vi skal være med til at opdrage til aktivt medborgerskab, til at alle tager del i de diskussioner, der foregår.«
Og underviserne gik selv forrest.
Over måltiderne blev danskerne udspurgt om deres holdning til deres avis’ tegninger. Var det en provokation at bringe tegningerne? Eller et reelt ønske om at diskutere ytringsfrihed? Var redaktørerne uvidende? Eller ønskede de at sætte brand i en debat?
»Det er vigtigt, at vi holder fast i, at demokrati og ytringsfrihed ikke er politiske mål, som kan opnås en gang for alle. Der skal en stadig bevægelse til for at holde det i live,« som en sagde.
Derfor er diskussionen om Muhammed i tegneserieform vigtig.
Og derfor er det vigtigt, hvad folkeoplysere og voksenundervisere ønsker med deres metier.
Hvilket netop er hvad DEMOS går ud på.

Ove Korsgaard, John Steen Johansen och Björn Wallén
Ove Korsgaard, John Steen Johansen och Björn Wallén