Findes der demokrati i folkeoplysningen?

 

 

Madeleine Larsson, Göteborgs Folkhögskola og Folkbildningsrådet:

Findes der demokrati i folkeoplysningen?

Det svenske Folkbildningsråd har besluttet at lave en stor undersøgelse. Af sig selv. For er der demokrati i folkeoplysningsverdenen? De fleste kursister er kvinder og indvandrere, men afspejler det sig i ledelse og bestyrelser? Madeleine Larsson, der skal lave undersøgelsen, kan kun ryste på hovedet

Hun sidder stille lidt og kigger rundt.
Så læner hun sig frem.
»Kan du se, hvad jeg mener?« siger Madeleine Larsson og sender igen blikket sigende rundt om bordet, hvor otte seminar-deltagere ivrigt diskuterer over aftensmaden.
Seks mænd, to kvinder.
»Helt generelt repræsenterer vi alle langt flere kvinder end mænd, og en rigtig stor andel af indvandrere og flygtningen. Men hvor mange kvinder ser du her? Og hvor mange, der ikke er etniske-nordiske?«
Svaret er, at 26 ud af de 60 deltagere er kvinder. Mens kun en enkelt ikke er opdraget med nordiske rødder.
Madeleine Larsson smiler stort.
»Det viser jo bare, hvor relevant min undersøgelse egentlig er.«

Ikke meget kursist-demokrati

Madeleine Larsson, der til daglig arbejder delvist som studierektor på Göteborgs Folkhögskola og delvist som blandt andet udvikler og leder af et kursus i international kompetence på Göteborgs universitet, er netop gået i gang med en stor undersøgelse for Folkbildingsrådet for at finde ud af, hvordan det ser ud med det interne demokrati i folkeoplysningen.
Undersøgelsen fokuserer på to ting: Kursisternes indflydelse på undervisningen og repræsentation i lærergruppe og ledelse.
»Når vi spørger kursisterne, om de er tilfredse med undervisningen, viser det sig overordnet, at de er meget glade. For mange er deres tid som kursister noget af det bedste, de har oplevet. Vores eget selvbillede som undervisere er da også, at det går godt, og at vi har et godt samspil med kursisterne. At der er en høj grad af demokrati. Men realiteten er, at langt det meste undervisning er styret af læreren. Det kan godt være, at kursisterne bliver inddraget, men den overordnede plan er lærerens, og det er også læreren, der beslutter, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, og hvad målet er. Så reelt er der ikke meget demokrati,« fremhæver Madeleine Larsson.

Hvor er kvinderne og indvandrerne

Endnu værre ser det ud, når Madeleine Larsson kigger på, om kursist-sammensætningen afspejler sig i lærerstaben og ledelsen.
»Der er meget få rektorer, der er kvinder eller indvandrere. Og det samme gør sig gældende blandt lærerne, selv om det ser en smule bedre ud,« siger hun.
Med andre ord: Der er faktisk et demokratiunderskud i folkeoplysningen, som ellers bryster sig af at være en af demokratiets store støttepiller.
Men Madeleine Larsson er kun lige begyndt på sin undersøgelse, og hun ved, at de gode historier om demokrati og indflydelse findes derude i de svenske landskab.

De gode eksempler

»Jeg skal nu i gang med at besøge ti skoler og oplysningsforbund for at finde de gode historier. De ti er udvalgt efter, at jeg ved, de har nogle best practice-erfaringer, som det er vigtigt at bringe videre, fordi de kan være med til at udvikle demokratiet.«
Som eksempel nævner hun en skole, der har lavet kurser rettet mod dyreretsaktivister. Hvis man har besluttet sig til at protestere mod brugen af pels, hvordan kan man så gøre det indenfor rammerne af både lovgivning og demokratiet?
En anden skole har lavet et kursus for veganere, hvor de kommer på ekskursion til vegan-samfund i England.
»Det er eksempler på, at man lytter til, hvad der rører sig i samfundet og sætter sig ned og laver kurser, der er målrettet en bestemt gruppe mennesker, som også er med til at formulere kursets indhold,« forklarer Madeleine Larsson.

DEMOS giver rum til diskussioner

At hun har valgt at komme til DEMOS-seminar er ingen tilfældighed.
»For mig betyder det meget at møde kolleger på tværs – af fag, af kultur og af landegrænser. DEMOS er en vigtig bevægelse for mig at se, fordi det er så essentielt, at vi, der ser os selv som demokrati-opdragere, diskuterer, hvad det egentligt er, vi laver og hvordan. Og så bliver man også vældigt udfordret på sit eget selvbillede, når man møder andre, der grundlæggende laver det samme, men måske gør det på en anden måde,« siger Madeleine Larsson.
Mændene omkring bordet tager ikke til genmæle overfor hendes påstande om, at folkeoplysningen lider af et demokratiunderskud.
Men de er nysgerrige.
Madeleine Larssons sidemand spørger interesseret til hendes projekt, og hun springer straks til. Snart er de dybt engagerede i en snak. På tværs af nationalitet. På tværs af deres job. Præcis som Madeleine Larsson kan lide det.

Vil du i udveksle erfaringer med Madeleine Larsson, kan du skrive til hende på:
madeleine.larsson(ät)folkbilding.net

Realiteten er, at langt det meste undervisning er styret af læreren, og det er også læreren, der beslutter, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, og hvad målet er. Så reelt er der ikke meget demokrati, fremhæver Madeleine Larsson.
Realiteten er, at langt det meste undervisning er styret af læreren, og det er også læreren, der beslutter, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, og hvad målet er. Så reelt er der ikke meget demokrati, fremhæver Madeleine Larsson.