Folkeoplysningen skal måske genopfindes

 

 

Folkeoplysningen skal måske genopfindes

Folkeoplysningen er en væsentlig del af de nordiske samfunds social kapital. Og det er både godt og skidt, mener forskningsleder ved Göteborgs Universitet, Erik Amnå. Hans opråb til folkeoplysningen er: Bliv i civilsamfundet og værn jer mod staten og markedskræfterne!

Det er ikke noget problem at få fyldt talerlisten.
Hænder er med det samme oppe at markere. Holdninger er parate til at blive luftede.
Norske Sturla Bjerkaker fra VOFO er hurtigst:
»Det er forbilledligt at sige, at folkeoplysningen skal blive i civilsamfundet og holde sig autonomt. Men hvad med penge? I Norge har vi næsten mistet alle vores statspenge, så hvis vi vil holde os helt uden for alle markedskræfter, så ender vi med at sidde som en lille idealistisk flok – uden penge, uden skoler.«
Hans reaktion er afledt af en times oplæg fra forskningsleder fra Göteborg Universitet, Erik Amnå. Hans oplæg havde titlen: Rettigheder – folkeoplysning, social kapital og civilsamfundet, og en af konklusionerne var: ’ Bliv i civilsamfundet og værn jer mod staten og markedskræfterne‘.
Prisværdig tanke, mener Sturla Bjerkaker, men hvor realistisk er det?
Præcis, supplerer Steffan Hübinette fra svenske Tollare Folkhögskola.
»Vi må gøre op, hvad det egentlig er, vi vil? Skal vi lave folkeoplysning for statens penge, og dermed også være med til at opdrage borgerne, som staten gerne vil have det? Eller skal vi være idealistiske – og så ikke vide, hvor vi skal få penge fra?«
Danske Jakob Erle fra International Academy for Education and Democracy er mere positiv.
»I lyset af at demokratierne er ved at ændre sig, så tror jeg, at folkeoplysningen kan være en stor kraft i de nye demokratitanker. Men det kræver, at vi er parate til at se kritisk på os selv og genopfinder folkeoplysningen,« fremhæver han.
Sturla Bjerkaker nikker eftertænksomt.
»Det er jo såre simpelt: Folkeoplysningen er ingen ting, hvis vi ikke bliver brugt. Og vi må se i øjnene, at folket måske ikke nødvendigvis behøver folkeoplysningen – men folkeoplysningen behøver i høj grad folket. Derfor må vi holde fast i, hvor vores base er.«

Krævende udfordringer

Selvransagelse er der nok af i workshoppen, og Erik Amnå havde med sit oplæg gjort forarbejdet til at sætte gang i den.
Han startede med en gennemgang af det arbejde, der har været med demokrati- og magtudredning i Danmark, Norge og Sverige. Konklusionen fra de tre undersøgelser er forskellige. Mens man i Danmark og Sverige ser en stor folkelig indflydelse på demokratiet blandt andet gennem øget autonomi til lokalsamfundene og deltagerindflydelse i institutionerne, er der i Norge en bevægelse fra folkelig indflydelse til mere centralkontrol.
»Blandt det mest krævende for det nye civilsamfund er blandingen mellem privat og offentlig indflydelse. Blandt andet ser man i alle tre lande, at flere og flere frivillige organisationer stiller op og udføre statslige opgaver,« påpeger Erik Amnå.
I følge ham kan civilsamfundet tilføre demokratiet et række ting deriblandt social- og politisk kapital, en idémæssig pluralisme og alternative samfundsstrukturer.
»Det er for eksempel interessant, at man i Sverige for nylig har fået et 10. oplysningsforbund, som er muslimsk. Det er på den ene side godt, fordi det betyder, at muslimerne har lyst til at blande sig i demokratiet, på den anden side er det bekymrende, at de føler, de er nødt til at danne deres eget forbund for at blive repræsenteret,« siger Erik Amnå.

De tre demokratiske udfordringer

Forskningslederen konkluderer, at folkeoplysningen bør honorere tre væsentlige demokratiske udfordringer:
1. Man skal vedblive at være forankret i civilsamfundet, og værne om sin autonomi overfor staten og markedskræfterne.
2. Man skal udvide den sociale kapital – blandt andet ved at indbyde til møder over grænserne
3. Styrk individets selvtillid for eksempel ved at styrke de socialt og økonomisk svage og ved at lære børn og unge at læse, regne, skrive, tale, surfe på nettet osv.
»Men samtidig er det vigtigt at pointere, at det ikke går, hvis folkeoplysningen alene lægger sig op ad civilsamfundet. Den lever også både af og med staten og erhvervslivet, og det er man nødt til at forholde sig til,« understreger Erik Amnå.
»Folkeoplysningen har nogle særtræk. Den har en legitimitet i forhold til sin autonomi, sin form og sit indhold, som ingen andre uddannelsesformer har, og det giver et resultat for både samfundet og individet. Men i og med at samfundet og demokratiet som sagt ændrer sig, så er det også nødvendigt at overveje, hvordan folkeoplysningen i fremtiden skal se ud.«

Hvad har vi mest behov for?

Det er de ord, der sætter gang i diskussionen i den efterfølgende workshop.
For hvad er folkeoplysningen, hvad er demokrati, og hvor skal begge dele rette sig hen?
»Det, folkeoplysningen i hvert fald har at tilbyde, er en både individuel og kollektiv forståelsesramme, debat, dialog og dermed demokrati. Og det er helt essentielt, for vi er nødt til at nå frem til en fælles holdning til, hvem vi er – og ikke mindst, hvad vi forstår ved demokrati,« siger Jakob Erle.
For Madeleine Larsson er det sidste helt enkelt.
»Jeg arbejder i et multikulturelt område, og for mig er demokrati meget enkelt: I det øjeblik, hvor folk vil involvere sig, er det demokrati. Og hvis vi kan bibringe folk en fornemmelse af, hvordan de kan øge deres egen magt, så er det godt!«
Således bølger diskussionen, og der er nok at konkludere på i plenum for gruppens mødeleder.
»Vi havde blandt andet en meget poetisk formulering, hvor én sagde, at et modent samfund bør kunne finansiere folkeoplysningen, så den kan vedblive at være uafhængig og endda kan bære samfundskritik i sig. Men vi ved, det er den ideelle forestilling. I Finland tog de for flere år siden tilskuddet til aftenskoleundervisningen væk, så grundlaget for folkeoplysningen er meget forskellig – nogle steder er man mere underlagt markedsvilkår end andre steder,« siger John Steen Johansen fra AOF i Danmark.
»Det hele kommer ned til måden, vi ser os selv på: Hvad har vi mest behov for: Mennesker eller penge? Det er det spørgsmål, vi må stille.«

Det er forbilledligt at sige, at folkeoplysningen skal blive i civilsamfundet og holde sig autonomt. Men hvad med penge? frågar Sturla Bjerkaker
Det er forbilledligt at sige, at folkeoplysningen skal blive i civilsamfundet og holde sig autonomt. Men hvad med penge? frågar Sturla Bjerkaker




Blandt det mest krævende for det nye civilsamfund er blandingen mellem privat og offentlig indflydelse, siger Erik Amnå
Blandt det mest krævende for det nye civilsamfund er blandingen mellem privat og offentlig indflydelse, siger Erik Amnå

Erik Amnås presentation (pdf)