Karrierevejledning og (real)kompetencer i arbejdslivet

 

Projektet bidrager overordnet til en styrkelse af en bred karriereforståelse og -udvikling på et arbejdsmarked, hvor accelerationen i behovet for omstilling og livslang læring er stigende.

 
Foto: Kial.nu

I forlængelse af Nordisk Ministerråds og NVL’s arbejde med fremtidens arbejdsmarked, vil projektet tage udgangspunkt i hvordan individet kan finde vej igennem et omskifteligt arbejdsmarked og give et bredt udsnit af eksempler på karriereveje, der viser mangfoldigheden og variationen i disse, men også kompleksiteten. Væsentlige elementer vil være at vise hvordan kompetencer kan bruges i nye og andre karrieresammenhænge og samspillet mellem arbejdsliv og uddannelsessektor.

For at livslang læring og omstilling skal lykkes for både samfund og individ, vil projektet dernæst undersøge hvilken viden karrierevejledere skal have og hvilke redskaber og metoder, der er bedst egnede til at støtte individers transitioner i arbejdslivet.

Dette samles sammen med beskrivelsen af karrierevejene i en publikation, som et redskab og inspiration for karrierevejledere og de institutioner/sektorer, der arbejder med voksnes kompetencer. Projektet munder ud i planlægningen og afholdelsen af et kursus for nordiske karrierevejledere i arbejdslivet, som på længere sigt kan danne basis for et ECTS-baseret undervisningsforløb på de etablerede vejlederuddannelser.

Projektet vil være et væsentligt bidrag til professionaliseringen af et vejledningsfelt, som der er stort behov for og som mangler fokus: Karrierevejledning i arbejdslivet.

Projektets opbygning med en tværsektoriel referencegruppe tilføjer en ekstra dimension i form af videndeling på tværs af uddannelses- og arbejdslivssektor, hvilket også bidrager til spredningen nationalt. NVL og voksenvejledningsnetværket er en væsentlig faktor i den nordiske spredning.

Læs mere på www.kial.nu

Kontakt projektleder

Mette Werner Rasmussen
mail: mwr@tec.dk
mobil: +45 25453639