Hverken i Danmark eller i Island er der sket nogen bemærkelsesværdig udvikling på samordningens område, siden den oprindelige rapport udkom i 2017.
Ofte fungerer de to hovedsektorer, uddannelse og arbejdsmarked, stadig uden den store kontakt med hinanden.
For Danmarks vedkommende måske snarere tværtimod. I betragtning af at Danmark engang, i stor udstrækning, (frem til 2007) havde et velfungerende formelt samordningssystem på nationalt, regionalt og lokalt niveau, er det påfaldende, at der i dag stort set ikke eksisterer noget, der blot kommer i nærheden af det tidligere system. Den danske struktur, der eksisterede frem til 2007, var på mange områder på linje med ELGPN’s anbefalinger om samordning af vejledningsindsatsen, og måske har ELGPN ligefrem været inspireret af det danske eksempel, da de beskrev disse retningslinjer. I perioden siden samordningsrapporten blev publiceret i 2017, er vilkårene for kommunikation og samarbejde blevet yderligere forringet, da samordningsforpligtelsen i uddannelsesministerielt regi lovgivningsmæssigt er blevet fjernet fra vejledningsloven. Samordningsforpligtelsen på nationalt niveau er overført til VEU-rådet, men den kommunikation og det samarbejde, der foregår her, handler hovedsageligt om uddannelsesindsatsen over for de kortuddannede og ser ikke ud til reelt at handle om vejledning.
Samordningsforpligtelsen, eller måske snarere koordineringsforpligtelsen, er stadig indskrevet i arbejdsmarkedssektoren regionalt, i de 8 arbejdsmarkedsråds arbejde, men i praksis ser det ud til mest at handle om forebyggelse af flaskehalse og sikring af kompetenceforsyningen på systemniveau og ikke om en egentlig samordning af vejledningen på tværs af unge og voksne og på tværs af uddannelse og arbejdsmarked. Spørgsmålet er derfor, om der i praksis foregår en formel koordinering af vejledningen på tværs af sektorer gennem arbejdsmarkedsrådene, som loven foreskriver.
Vejledningen ser, i endnu højere grad end i 2017, ud til at foregå isoleret i hver sin sektor, og der er ikke tale om et koordineret vejledningssystem og -struktur. Den sporadiske kommunikation og det netværk, der er mellem vejlederne i de forskellige sektorer og systemer, foregår primært på det uformelle niveau og er ikke forankret i en struktur. Dermed er det personafhængigt med risiko for at gå i opløsning, hvis de personer, der fungerer i netværket, stopper.
I Island er der heller ikke sket så meget på vejlednings- og samordningens område siden 2017. Til gengæld har Island længe haft en forholdsvis stor grad af samordning af grundlæggende voksenuddannelse gennem servicekontrakten mellem det daværende uddannelsesministerium og Arbejdslivets oplæringscenter. Vejledning er delvist knyttet til strategien for livslang læring gennem de livslange læringscentre, hvor det er de kortuddannede, der er i centrum. Oplæringscentret tager sig kun af en del af vejledningssystemet, da de videregående uddannelser ikke er en direkte del af samarbejdet. Der eksisterer til nogen grad et formaliseret samarbejde med organisationer fra andre sektorer som fx Arbejdsformidlingen, den sociale sektor og rehabiliteringen.
Den opsplitning, der er sket af voksenvejledningen i Island på to ministerier, er ikke fremmende for en koordinering og samordning af vejledningen, og der er ikke umiddelbart lagt op til samarbejde på tværs af de to ministerier. På trods af det kan det være befordrende for vejledningen af de grupper, der står længere væk fra uddannelse og arbejdsmarked, at vejledningen bliver knyttet til arbejdsmarkedet og det sociale system. Vejledningen kan på den måde eventuelt nå ud til flere grupper.
Udformningen af den nye voksenuddannelse kan måske få betydning for vejledningen i Island, men vejledningens rolle er ikke umiddelbart nævnt i forbindelse med dette lovgivningsarbejde. Vejledning anses generelt som vigtig for information, støtte og motivation for voksne.
Den kommunikation og det samarbejde, der eksisterer, finder i både Island og Danmark primært sted på det uformelle niveau og/eller i ad-hoc form omkring specifikke udfordringer og i forbindelse med afgrænsede projekter. Der er derfor langt fra belæg for at kunne konkludere, at der eksisterer en samordnet vejledningsstruktur i nogen af landene.
En generel udfordring er, at det meste af det samarbejde, der foregår, eksisterer på systemniveau og ikke blandt vejledere og i vejledningen. De fleste initiativer omkring samarbejde kommer fra beskæftigelsesdelen. Det er et samarbejde på tværs af sektorer primært omkring at løse specifikke udfordringer på arbejdsmarkedet. Hvis de udfordringer, der er på arbejdsmarkedet og i arbejdslivet, skal løses, kræver det et tværgående samarbejde og samordning ikke kun mellem systemer, men i høj grad også inden for vejledningen og blandt vejledere.
Desuden foregår hovedparten af det samarbejde, der trods alt eksisterer, inden for det grundlæggende VEU-område med henblik på at løse udfordringen med den del af arbejdsstyrken, der ikke har en erhvervsrettet uddannelse. Det er vigtigt at være opmærksom på de kortuddannede, men der er også behov for at have fokus på voksne med uddannelse og med videregående uddannelse. Alle på arbejdsmarkedet, alle voksne har behov for kompetenceudvikling og et potentielt behov for vejledning. Desuden foregår mange karriereskift ikke nødvendigvis inden for rammerne af enten det grundlæggende eller det videregående område, men i alle mulige forskellige retninger. Systemerne har en tendens til at være etableret på en gammeldags og traditionel opfattelse af karriereudvikling som ”at stige i graderne” eller blive inden for egen ”banehalvdel”. De baserer sig blandt andet på en opfattelse af, at har en person først fået en videregående uddannelse, så fortsætter man på samme ”niveau” eller i den hierarkiske bane og ser ikke i andre retninger og fx tager en faglært uddannelse eller et ufaglært arbejde. Den omvendte bevægelse indgår lettere i forestillingen, selv om der er tendens til den opfattelse, at mennesker tilhører et arbejdsmarked, der enten beskæftiger ufaglærte og faglærte eller mennesker med en videregående uddannelse.
Behovet for sammenhæng stiger i takt med den acceleration, der generelt sker i samfundet og på arbejdsmarkedet med øget behov for livslang læring og en vækst i antallet af karriereskift. Den vejledning, der er behov for, er en vejledning, der kan se og arbejde på tværs af de sektorer, der definerer livslang læring og ikke kun vejleder ud fra egen institutionstænkning. Til det er der behov for tværsektoriel kommunikation, samarbejde og samordning på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Alle lande og selvstyrende områder i Norden arbejder, på forskellig vis og niveauer, med at formulere en strategi for livslang læring, som i forskelligt omfang bygger på sektoroverskridende samarbejde, men indtil videre mangler man for alvor at formulere og iværksætte den samordnede karrierevejledning, der skal spille sammen med den livslange læring.