1. Introduktion

Digitale kompetencer i morgendagens arbejdsliv

En større og større del af nordiske borgeres hverdag bliver digitaliseret (Buhl et al., 2022). Det drejer sig om alle aspekter af hverdagslivet, herunder også arbejdslivet. I dag medfører den hastige teknologiske udvikling på arbejdsmarkedet, at digitale kompetencer og færdigheder bliver basale og essentielle (Anthony et al., 2019) – på lige fod med fx læsning og skrivning.

I et livslangt læringsperspektiv er digitale kompetencer noget, som skal udvikles gennem hele livet, hvilket bl.a. også afspejles i det store fokus på initiativer, der vedrører løbende opkvalificering og videreuddannelse i praksis og på policy-niveau nationalt, regionalt i Norden og internationalt (e.g. EU, 2020; NMR, 2020, 2021; OECD, 2020; Rolandsson et al., 2020; Thomson & Solsvik, 2020).

Begrebet livslang læring henviser til, at man lærer gennem hele livet, hvor den formelle skolegang i børne- og ungdomsårene blot er en del af denne livslange læreproces (se fx Jarvis, 2006). Især et øget fokus på voksenuddannelse og de betingelser, det kan foregå under, kommer i fokus (fx Knowles, 1973). Hvor det tidligere var et begreb med fokus på at skabe lige muligheder for alle (uanset alder, klasse, race, økonomisk formåen) for at lære og indgå i samfundet (Delors, 1996) sættes det i dag i høj grad i spil i uddannelsespolitiske sammenhænge og anvendes som en del af en kompetence- og arbejdsmarkedsforståelse af at skulle lære gennem hele arbejdslivet – rammesat af The European Council og deres definition af lifelong learning (2000): 

… all purposeful learning activity undertaken on an ongoing basis with the aim of improving knowledge, skills and competence. Lifelong learning must become the guiding principle for provision and participation across the full continuum of learning contexts. 

Læring i arbejdslivet

I en nordisk kontekst er der en lang tradition for og interesse i at tænke i livslang læring og voksnes muligheder for at lære gennem livet, der i forhold til arbejdslivet handler om den arbejdsrelaterede kompetenceudvikling (Aarkrog & Wahlgren, 2012). Det vil sige, at begrebet livslang læring i arbejdslivet handler om at skabe de bedste muligheder for tilegnelse og opdatering af kompetencer og færdigheder, så de på bedst mulig vis matcher de behov, som nutidens og fremtidens arbejdsmarked (nationalt og globalt) efterspørger. Selvom de nordiske lande er digitaliseringens såkaldte frontløbere (EU, 2022; OECD, 2012) og samlet set har et stort fokus på digitalisering (NMR, 2020), så peger en nyere undersøgelse på (Slåtto, 2020), at der er behov for pan-nordiske indsatser omkring digitalisering relateret til uddannelse og læring, herunder også læring i arbejdslivet. Det er dette behov, som indeværende rapport imødekommer. Det gør den ved at bidrage til et styrket samarbejde om den digitale omstilling af arbejdslivet i Norden, herunder udvikling af fælles nordiske løsninger. Ved digital omstilling forstår vi de forandringer, store som små, som implementering af digitale teknologier medfører, og som kan ske i form af tilføjelser til eksisterende arbejdsgange og produkter. Når vi senere i rapporten taler om digital transformation, knytter det an til den mere overordnede samfundsdiskurs om en mere gennemgribende forandring af de vilkår, hvorunder produktionsprocesser foregår, og som forvandler fx arbejdspladser, erhverv, faglighed og arbejdsliv.

Rapporten er 2. delrapport i forskningsprojektet “Livslang lærings rolle i den digitale transformation og digitale inklusion” og knytter sig derfor til den tidligere udarbejdede 1. delrapport omhandlende digital inklusion i Norden (Buhl et al., 2022). Dog anlægges der i indeværende rapport et nyt perspektiv, i og med at den behandler måderne, hvorpå digital inklusion udfolder sig og re-organiserer arbejdslivet, til sammenligning med forrige projekt, der fokuserer på hverdagslivet – det vil fx sige “det digitales” forandring og hermed reorganisering af kontakten til lægen, indkøb i supermarkeder, parkering af bilen, bestilling af pas eller anden kontakt med det offentlige.

Forskningsprojektet, der ligger til grund for begge delrapporter, er en del af Nordisk Netværk for Voksnes Læring (NVL), og særligt for 2. delrapport er tilknytningen og samarbejdet med det nyoprettede netværk NVL Digital – arbejdsliv (jf. bilag 1). Rapporten præsenterer genererede indsigter i den digitale reorganisering af arbejdslivet, herunder medarbejderes kompetenceudviklingsbehov, samt anbefalinger til policy og praksis. Rapporten har herved til hensigt at understøtte (digital) læring og skabe øgede deltagelsesmuligheder i arbejdslivet i Norden, og den bidrager derfor til Nordisk Ministerråds mål om, at alle kan få gavn af digitalisering (NMR, 2020). 

Små og mellemstore virksomheder i industriens brancher

I de nordiske lande udgør små- og mellemstore virksomheder (fremadrettet SMV’er) over 99% af alle virksomheder, og hvis man følger EU’s definition (EU, 2003), så vedrører det virksomheder, der har op til 249 ansatte (bilag 2).

Forskningen i virksomheders digitale omstilling i Norden peger på, at det for SMV’er kan være svært at følge med den hastige teknologiske udvikling (Alm et al., 2016). Det viser sig blandt andet ved, at de som oftest er mindre digitaliserede sammenlignet med større virksomheder, og ved at tempoet for den kontinuerlige opkvalificering af medarbejdernes kompetencer er langsommere (Fredriksson, 2012). SMV’er befinder sig derfor i en særligt udsat position i den digitale omstilling (Iris Group, 2015), og det er af den grund, at indeværende rapports indsigter og anbefalinger har fokus på lige netop disse virksomheder. På denne måde understøtter rapportens resultater, at dannelse af en potentiel digital kløft mellem SMV’er og større virksomheder kan mindskes i årene, der kommer.

Forskningsprojektet, som rapporten bygger på, indbefatter derfor SMV’er som empirisk afgrænsning, men rummer ydermere to andre afgrænsninger: Da særligt produktionsindustriens brancher står over for store tilpasningskrav (Berger & Frey, 2016), herunder ændringer i krav og forventninger til medarbejdernes kompetencer, er industrien og denne sektors faglærte og ufaglærte medarbejdere udpeget som målgruppe (bilag 2). Det vil sige, at rapporten primært anlægger et arbejdstagerfokus. Dog bygger resultaterne også på samarbejde med ledere, samt dialog med arbejdsgiverorganisationer, hvorfor rapporten desuden er relevant i et arbejdsgiverperspektiv. 

Til trods for at rapportens resultater primært er udviklet på baggrund af indsigter skabt i SMV’er i produktionsindustriens brancher og derfor empirisk knytter særligt an til disse kontekster, så rækker rapportens bidrag udover disse, da digitalisering udover branchespecifikke udfordringer knyttet til produktion også rejser problemstillinger af mere almen interesse, som fx hvordan facilitering af omstilling kan foregå som en kontinuerlig del af en faglighed, hvordan forestillinger om faglighed forhandles og genforhandles i en organisation, og hvordan transformationer understøttes med øje for arbejdstageres trivsel og oplevelse af medejerskab.   

Ny forståelse af den digitale omstilling af arbejdslivet

Digitaliseringen er omsiggribende og konstant. Den påvirker og reorganiserer flere og flere områder af det moderne samfund, hvorfor mange etablerede definitioner af begrebet også rummer denne altændrende og pågående dimension. Gray og Rumpe (2015, s. 1319) skriver fx: ”(red. digitalization) represents the integration of multiple technologies into all aspects of daily life that can be digitized.” Hvor digitisering her henviser til processen, hvorigennem analog information gøres digital, så henviser digitalisering med denne definition til selve transformationen af potentielt alle sfærer af samfundslivet. Det vil sige den omsiggribende forvandling, som denne integrering medfører i form af ændringer af samspillet mellem menneske og maskine og dermed måder, hvorpå mennesker lever, arbejder, kommunikerer mv.

I industriens brancher knyttes digital transformation sammen med overgangen fra automatisering af manuelle processer (industri 3.0) frem mod integration af digitale processer og fysisk produktion (4.0) med henblik på at kunne producere ved hjælp af intelligente, samtænkende produktions- og servicenetværk (Teknologisk Institut, 2017). Senest har Europa-Kommissionen fremlagt en komplementerende og værdibaseret tilgang til digital transformation (Breque et al., 2021). Tilgangen benævnes industri 5.0, og heri står medarbejdertrivsel og bæredygtighed som centrale perspektiver i transformationen. Dette peger mod en øget opmærksomhed på inddragelse af et mere helhedsorienteret perspektiv på den digitale omstilling af arbejdslivet.

I indeværende rapport undersøges digitaliseringens udfoldelse og effekter som nævnt i en arbejdslivskontekst og vedrører på denne måde livet i organisationer, hvorfor den digitaliseringsforståelse, der anvendes, er forankret i “organisationen”. Af denne grund beskrives digitalisering som: “The use of digital technology to change organizational processes and practices” (Plesner & Husted, 2019, p. 7), og i citatet udtales et fokus på den samlede reorganisering af praksis, som digitalisering skaber. Det indebærer fx ændringer og tilpasninger af konkrete arbejdsopgaver, roller og hierarkier.

I litteraturen omkring fremtidens arbejdsliv og den såkaldte “second machine age” (Brynjolfsson & McAfee, 2014), også kaldet industri 4.0 (Liao et al., 2017), centrerer diskussioner omkring digitaliseringens indvirkning sig ofte om teknologisk optimisme (fx Kaplan, 2015) eller pessimisme (fx Pistono, 2015). Begge perspektiver udtaler en form for teknologisk determinisme, der indebærer en forståelse af digitalisering som en på forhånd fastlagt udvikling, der vil føre til enten nye jobs (optimisme) eller job-reduktioner (pessimisme). Uden at underkende den faktiske realitet af begge disse scenarier anlægger vi i denne rapport et andet fokus og tilbyder derfor andre svar og typer af anbefalinger til bedre at forstå og understøtte, at alle får gavn af digitaliseringen i den nordiske region. Det er svar og anbefalinger, der først og fremmest tager udgangspunkt i den levede virkelighed, som medarbejdere og ledere i dag står i, når fx nye teknologier skal implementeres, forretningsgange digitiseres eller når manuelle opgaver ændres/erstattes i kraft af robotteknologi. Det er altså svar og anbefalinger, der insisterer på at se digitaliseringen i sin helhed, og som har blik for de måder, hvorpå teknologier sammenvikles, er indlejret i, former og formes af de konkrete organisatoriske praksisser, som de er en del af. Det er denne sammenvikling, som vi i rapporten retter vores opmærksomhed mod, og som vi argumenterer for bidrager til en reorganisering arbejdslivet.

Samarbejde som drivkraft

Samarbejde er omdrejningspunktet for det forskningsprojekt, som indeværende rapports resultater baserer sig på. Det viser sig på forskellige måder. Først og fremmest er det en del af projektets opdrag og overordnede målsætning at styrke det nordiske samarbejde omkring digital inklusion. Det vil sige, at de anbefalinger og indsigter, som rapporten rummer, har til hensigt at bidrage til fælles nordisk policy-skabelse, men også bidrage til at skabe en bedre forståelse af og klarhed over nogle af de fælles nordiske udfordringer og muligheder, der ligger i digitalisering. Rapporten kan bidrage med nordisk relevante anbefalinger og indsigter, fordi forskningen bag er udviklet sammen med forskellige interessenter fra hele den nordiske region. Samlet set har forskellige medarbejdere og ledere i små og mellemstore produktionsvirksomheder inden for industrien fra henholdsvis Island, Finland, Sverige, Norge og Danmark delt viden og erfaringer i forskellige sammenhænge (fx ved dybdegående interviews og observation), og disse vigtige vidnesbyrd er derfor en anden af måderne, hvorpå samarbejde viser sig i dette projekt.

Sidst, men ikke mindst, viser samarbejde sig i form af input fra og kontinuerlig dialog med netværket NVL Digital – arbejdsliv og en tilknyttet referencegruppe bestående af deltagere fra henholdsvis arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer fra hele Norden.  

I og med at forskningen bag denne rapport har afsæt i en vifte af “nordiske stemmer” (jf. ovenstående), rummer den viden, der er skabt omkring omstillingens udfordringer og muligheder, derfor også en vis kompleksitet, da projektet både favner det, som de nordiske lande har til fælles i forhold til arbejdslivets omstilling, og det, som gør dem forskellige. Som tidligere nævnt beskrives de nordiske lande fx samlet set som “frontrunners of digitalization” (EU, 2022). Denne status er baseret på ydeevne i forhold til forskellige indikatorer, som fx niveauet for befolkningernes basale digitale færdigheder eller adgang til internettet. Til trods for denne fælles frontrunner-status er der dog også variationer i måderne, hvorpå digitaliseringen materialiserer sig i de fem lande. Denne forskellighed handler blandt andet om måderne, hvorpå der tales om omstillingen, diverse rammesætninger og prioriteringer i nationale policy-initiativer og altså betingelserne for at drive virksomhed. I projektet har både landenes forskellighed og dét, de er fælles om, været med til at nuancere og informere forskningsprojektets resultater og dermed anbefalingerne i denne rapport.

Rapporten formulerer fem anbefalinger til policy og praksis, samt indsigter i de dynamikker, der påvirker virksomheder, der er i gang med digital omstilling.