Bæredygtig vejledning kan være svaret på bæredygtighedskrisen

Vejledere er i bund og grund samfundets ”smøreolie” til at skabe den nødvendige dynamik mellem forandring og tilpasning. Derfor spiller de en stor rolle i forhold til en bæredygtig fremtid.

– Det ligger simpelthen i karrierevejledningens DNA at løse samfundsmæssige problemer. Og vejledningen har muligheden for at pege folk i den retning, hvor samfundsmæssige udfordringer kan blive løst, siger Miriam Dimsits, som er ekstern lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet og underviser på masteruddannelsen i professionel vejledning – men ikke mindst står bag videreudviklingen af Green Guidance-tilgangen.

Vejledningen blev netop født i det 20. århundrede for at løse de udfordringer, der fulgte med industrialiseringen – som et ”korrektiv til moderniteten”, som Miriam Dimsits kalder det. Blandt andet i forhold til den ulighed og sociale uretfærdighed, der opstod, da folk begyndte at flytte sig fra land til by og mellem lande. Her kunne vejledningen være med til at understøtte, at de uligheder blev udjævnet. Nu står verden igen overfor en gigantisk udfordring i form af en klimakrise, der også skaber ulighed og social uretfærdighed. Og her kan en bæredygtig karrierevejledning spille en ny og vigtig rolle i et mere nutidigt miljø og en klimakontekst.

Bæredygtighed er karriereudvikling, som imødekommer behovet i nutiden uden at gå på kompromis med muligheden for, at fremtidige generationer kan få imødekommet deres behov, Miriam Dimsits’ udvidelse af Brundtlandrapportens definition på bæredygtighed.

– Vejledere er gode til at skabe håb. Og håb og handling hænger meget tæt sammen. Når man finder ud af, at noget kan lade sig gøre, får man håb, og man finder også ud af, hvilke handlinger der skal til for at komme derhen. Så det med at pege mennesker i retning af de samfundsmæssige opgaver, der skal løses, og bygge håb, er faktisk noget af det, som karrierevejledning altid har beskæftiget sig med, siger hun.

Fra grøn til bæredygtig

Miriam Dimsits er inspireret af vejledningsforsker Peter Plant og hans Green Guidance-tilgang til vejledningen fra 1996. Den handler kort fortalt om, hvordan vi skaber opmærksomhed om, at bestemte erhvervsmæssige valg har betydning for naturen, og hvordan man skaber uddannelser og praktikker, som kan bidrage positivt til klima og økologi.

Men Dimsits mener, det er nødvendigt at gå skridtet videre fra grøn til bæredygtig, da verden konstant forandrer sig. Blandt andet med Brundtland-rapportens definition af bæredygtighed i 1987 og FN’s 17 bæredygtighedsmål. Det har i særlig grad ramt en ung generation og ført til en klimabevægelse, men vi er alle begyndt at have nogle erfaringer med, at klimaet forandrer sig, og at det har nogle konsekvenser.

– Vi kan se, at nogle profiterer af klimaforandringer og andre ikke. Vi kan se, hvordan det skaber fattigdom og ulighed, fordi det er ulige fordelt. Her er bæredygtighedsbegrebet et meget virksomt redskab, som det grønne fokus ikke dækker alene, siger Miriam Dimsits.

– Se også optagelse af NVL’s webinar om Green Guidance her.

Vi er forbundet med verden

Ved kun at fokusere på det grønne, risikerer vi at fastholde et verdenssyn med opdelinger og adskilte domæner som naturen, arbejdsmarkedet, økonomien og kulturen med mennesket i centrum som bruger og forbruger af domænerne.

– Men ved at flytte fokus til bæredygtighed får vi øje på, at mennesket ikke kun bruger naturen, men at vi er naturen. Begreber former jo vores tænkning, som former vores handling. Derfor er det vigtigt, at vi har fat i de præcise begreber, siger hun og forklarer, at den definition, vi fik på bæredygtighed med Brundtland-rapporten, handler om mennesker og solidaritet mellem generationer.

– Det er det skønne ved den, men også det, der gør det svært at håndtere. Den definition handler om at leve med naturen og ikke af naturen – at man er en integreret del af verden. Den siger ikke noget om, hvad vi skal gøre, men er en slags pligtetisk sætning, som hele tiden kan hjælpe os med at vurdere, hvilken betydning bestemte beslutninger vil have, forklarer Miriam Dimsits, som understreger, at vi selvfølgelig har brug for politik på området, men også for at engagere det enkelte menneske.

Det er vigtigt at forstå, at der i alle pædagogiske og vejledningsmæssige indsatser altid er en normativitet til stede. Vi er bare ikke bevidste om det.
Miriam Dimsits

– Derfor er mit forslag, at vi installerer ordet ”karriere” foran ”udvikling” i Brundtlandrapportens definition af bæredygtighed. For så betyder det pludselig noget andet: Man forankrer den her definition til det enkelte menneskes liv – altså hvordan kan jeg have en karriereudvikling i mit liv, som imødekommer mine behov lige nu uden at gå på kompromis med fremtidige generationers behov? Det er det, jeg kalder bæredygtig karrierevejledning.

Vi er ikke bevidste om normativiteten

Hvordan kan bæredygtig karrierevejledning så helt praktisk overføres til vejlederverden?

– Det handler om at blive bevidst om den etos – altså det vejledningsgrundlag – man har som vejleder og institution. Man har tit nogle mere ubevidste ideer om, hvad den gode måde er til at forberede folk til fremtiden på – at man skal sikre menneskers autonomi, og at de skal have råderum over deres eget liv, forklarer Miriam Dimsits.

– Men det er vigtigt at forstå, at der i alle pædagogiske og vejledningsmæssige indsatser altid er en normativitet til stede. Vi er bare ikke bevidste om det. Det er en normativitet, der gør, at man gør noget, men også, at man nogle gange tænker, at man ikke skal gøre noget og ikke gribe ind, når der fx sidder en over for, der måske gerne vil arbejde i for eksempel olieindustrien, tøjbranchen eller det intensive landbrug, siger hun og fortsætter:

– Og når vi ikke udfordrer folk på deres forestillinger og beslutninger, er vi jo også virkelig normative på den måde, at de ideer, folk allerede har, får frit løb. På den måde er vi med til at reproducere de strukturer, der er.

Vejledning er altid politisk

Den engelske vejledningsforsker Tristram Hooley påpeger, at vejledning altid er politisk: Uanset hvad vi gør, så er vi med til at flytte noget rundt og gøre noget i forhold til nogle, siger Miriam Dimsits og forklarer, at det sker helt ned på børnehaveniveau:

Det er jo også at tage vare på et andet menneske at sige, at man i fremtiden højst sandsynligt ikke kommer til at arbejde lige på denne her måde.
Miriam Dimsits

Hvis to børn sidder i en sandkasse og slår hinanden i hovedet med en skovl, kommer en pædagog straks løbende og siger, ”I må ikke slå hinanden”. Det er en intervenerende handling, som vidner om den normativitet, der siger, at ”det kan godt være, I har en konflikt, men her i vores kultur løser vi den med sprog og gode argumenter”.

Det handler om at tage vare på et andet menneske

Den største barriere for karrierevejlederne i at bruge bæredygtig karrierevejledning er i høj grad normativiteten i tilgangen. Man skal ligesom købe ind på, at man ønsker et bæredygtigt samfund, og ikke føle, at man som vejleder presser noget ned over hovedet på sine klienter eller vejledte, siger Miriam Dimsits, der mener, at det er et reelt problem og en reel diskussion at have i vejledningen. Den bryster sig af at være værdifri og objektiv og skal gives på et etisk grundlag, som støtter den andens autonomi.

– Men det også dér, hvor der er det største potentiale: Hvis vi som vejledere bliver bevidst om de her normer og faktisk tager stilling eller i hvert fald åbner vores normativer for vejledningen, kan man for eksempel sige til den person, der ønsker at arbejde i det intensive landbrug: ”I forhold til dine overvejelser kan jeg ikke lade være at tænke på, at det faktisk kan være en branche, der bliver mindre og kommer til at forandre sig vældig meget i løbet af de næste ti år? Hvad kunne være dit bidrag til den forandring?

– Det er jo også at tage vare på et andet menneske at sige, at man i fremtiden højst sandsynligt ikke kommer til at arbejde lige på denne her måde.

Det første sted at starte er derfor, at vejledere tager diskussionen om deres eget værdigrundlag og får talt om, hvilket samfund de egentlig er med til at skabe gennem vejledningen. På den måde bliver det også mere synligt, hvilke muligheder man kan have i selve vejledningspraksis, mener Miriam Dimsits.

Verdensmål kan være en døråbner

Derudover har vejlederne helt konkret et værktøj i form af de 17 verdensmål, der som en guide kan lede klienter i en mere bæredygtig uddannelses- eller jobretning (se boks forneden). Hvis en klient for eksempel er optaget af livet i havet, kan man som vejleder hjælpe med at finde ud af, i hvilke uddannelser og job, hvor man arbejder med det.

– På den måde kan det enkelte verdensmål være en døråbner i forhold til uddannelse eller arbejdsmarked, siger Miriam Dimsits og henviser til den engelske vejledningsforsker Tristram Hooley, der har fem karrierespørgsmål. Blandt andet Hvem er jeg? Hvordan fungerer verden? Eller hvordan kan jeg leve med andre eller bidrage til at forandre verden? Hvis disse spørgsmål kobles til verdensmålene, kan det give en spændende vejledningssamtale, mener hun:

– Det er en måde at åbne verden på og netop give alle mennesker adgang til at bidrage. Det centrale i Tristram Hooleys karrierespørgsmål er, at de også kobler til folk med et lavt uddannelsesniveau, så de kan få øje på, at ”selv en som mig kan være med til at gøre en stor forskel i verden”.

Tit er forudsætningen for, at du kan tage en beslutning, nemlig, at du ved, hvad der findes i verden, og hvordan du kan koble dig til det:

– I vejledning er man ofte optaget af, at der skal tages en beslutning, men der er jo noget, der går forud for denne beslutning. Og der kunne drøftelserne om Green Guidance eller bæredygtig karrierevejledning, bæredygtighedsmålene og karrierevejledningens rolle i det være relevante, siger Miriam Dimsits.