Det er en illusion at tro, at klasser ikke betyder noget mere

Der er sket forbedringer i det danske uddannelsessystem i forhold til at bryde det sociale mønster for nogle grupper. Men ikke for alle. Blandt andet har årtiers akademisering af uddannelsessystemet skubbet mange bagud. Og det samme har det samfundsmæssige mantra om, at klassesamfundet var afskaffet, og at der derfor heller ikke er nogen grund til at gøre noget ekstra for at hjælpe særlige socialklasser på vej.

– En status på den sociale mobilitet kommer an på, hvad du kigger efter, siger cand.phil., journalist og forfatter Lars Olsen og forklarer, at hvis man ser på den andel, der ikke får en uddannelse efter folkeskolen, er den heldigvis mindre end for 20 år siden.

Det har hjulpet noget med de initiativer, man har gjort på området, og også, at regeringen har fokus på strategien fra ufaglært til faglært, hvor man støtter økonomisk med 110 procent af dagpengetaksten under uddannelsen.

– Men der er stadig en gruppe tilbage, hvor der ikke er sket noget uddannelsesmæssigt, og hvor det går den forkerte vej, tilføjer han.

– Hvis du skaber et skole- og uddannelsessystem, der er godt for den halvdel af børn, der ikke kommer fra et hjem med mange bogreoler, så gør du det også lettere for den allerhårdest ramte gruppe at komme igennem i uddannelsessystemet, Lars Olsen.

Lars Olsen er bogaktuel til foråret med en analyse af de geografiske uligheder i forhold til adgangen til blandt andet uddannelse. Og han har i det hele taget gjort det til sin hovedbeskæftigelse i artikler, klummer, analyser og bøger at pege på uligheder på forskellige områder i dagens Danmark. Det er for eksempel mundet ud i ”Klasseprojektet” med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som har affødt en række bøger om emnet. Forårets bog er en opfølgning på den seneste – ”Klassekamp fra oven” (2014) – hvor de insisterer på, at der stadig er noget, der hedder sociale klasser, ligesom de peger på en række udfordringer, før alle får en lige gyldig adgangsbillet til uddannelsessystemet. De består af de tre P’er: Penge, pædagogik og politik på området.

Her er det blevet værre

Det var en del af 1990’ernes og 00’ernes kollektive forestilling, at vi har et klasseløst samfund, fordi vi i dag skaber vores egen identitet, og at med så mange valgmuligheder ophæver klasseskellet ligesom sig selv.

– Men det er en illusion at tro, at klasser ikke betyder noget mere, slår Lars Olsen fast og peger på den store gruppe, som i en klassesammenhæng kaldes underklassen: 20 procent af danskerne i den erhvervsaktive alder, 13 procent af familierne. De er langvarigt uden for arbejdsmarkedet – arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, folk, der får sociale ydelser i mange år, eller måske ryger lidt ud og ind af arbejdsmarkedet. Når det gælder deres børn, har de i lavere grad været i stand til at bryde mønstret:

– For 20 år siden var der flere af dem end i dag, der kom ud af den situation, siger Lars Olsen og forklarer, at det dengang var hvert fjerde barn, der voksede op og havnede i samme situation som deres forældre, når de selv bliver 30 år. Det vil sige uden uddannelse og stabilt arbejde. I dag er det hver tredje.

Fra bistandsklient til bankdirektør?

Men er det ikke mere social- end uddannelsespolitik at bryde det mønster?

– Det er en socialpolitisk opgave, men det har ikke gjort det nemmere, at du har akademiseret uddannelsessystemet, og at skolen er blevet meget boglig. Man kan også sige det på den måde, at hvis du skaber et skole- og uddannelsessystem, der er godt for den halvdel af børn, der ikke kommer fra et hjem med mange bogreoler, så gør du det også lettere for den allerhårdest ramte gruppe at komme igennem i uddannelsessystemet, siger Lars Olsen.

– Sagt lidt polemisk, så sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale til Folketinget i 2002, at det skulle være muligt at gå fra at være bistandsklient til at blive bankdirektør. Men det, der skete i de mellemliggende år, var, at der i stedet er flere af bistandsklienternes børn, der selv bliver bistandsklienter.

I bunden af uddannelsespyramiden befinder sig i øvrigt også 16 procent voksne med dårlige læsefærdigheder, som ikke kan læse selv enkle tekster. De udgør nok det mest presserende problem i uddannelsessystemet, mener Lars Olsen:

– For du er virkelig på Herrens mark, hvis du ikke kan læse eller regne ordentlig eller nå at læse teksterne på tv i dagens samfund, siger han, men understreger, at det er svært at tale om entydige grupper. For eksempel er gruppen af ufaglærte ret blandet. Der er nogle af dem, der tjener godt og har nogle ret avancerede specialarbejderjob.

– De mangler mest af alt et stykke papir på, hvad de kan.

Springet opad akademiseres

Den helt store synder i den ulige adgang til uddannelsessystemet er dog akademiseringen. Blandt andet også i forhold til at uddanne sig opad. Og den udfordring er ret akut nu, fordi vi med en stigende pensionsalder skal være længere tid på arbejdsmarkedet, siger Lars Olsen.

– Det, der skete i de mellemliggende år, var, at der i stedet er flere af bistandsklienternes børn, der selv bliver bistandsklienter, Lars Olsen.

Gruppen, som har en uddannelse og i virkeligheden tjener ok, har måske brug for at uddanne sig til et andet job. For eksempel tømreren, der er 45 år og ikke kan blive ved at ligge oppe på tagryggen, til han er 65 år. I virkeligheden burde han kunne bruge sine erfaringer som bygningskonstruktør eller arkitekt, men støder panden mod en mur i forhold til uddannelsessystemet, som med Lars Olsens ord er blevet ”aldeles akademiseret”:

Mens det i 1960’erne, 70’erne og 80’erne for eksempel var meget almindeligt at tage dette uddannelsesmæssige spring fra bygningshåndværker til arkitekt, er det på mange måder siden gået den forkerte vej. Blandt andet fordi adgangsvejen næsten udelukkende er blevet den gymnasiale.

– Det har gjort, at der næsten ikke er nogle tilbage, der har gået den praktiske vej. Den tidligere danske tradition for at veksle mellem erfaring og uddannelse er der næsten ikke mere, fordi du har ændret adgangskravene, siger han.

En ny erkendelse i 10’erne

Denne akademisering af uddannelsessystemet skete for alvor i 90’erne og 00’erne. Man havde en forestilling om, at vi skulle have et videnssamfund – en angelsaksisk idé med navn The Knowledge Economy, fortæller Lars Olsen. Og den slog meget bredt igennem i det danske uddannelsessystem.

– I 10’erne kom så en ny erkendelse, hvor man fra politisk hold begyndte at tale om videns- OG produktionssamfund. Man erkendte, at der ikke kun var brug for viden, men også produktion. Så der er en bevægelse lige nu, hvor du igen har større fokus på praktisk faglighed. Men den er stadig for svag i forhold til den meget stærke bevægelse i i hvert fald 20 år – hvor hele systemet blev akademiseret.

Mindre klasseskel med alderen

I ”Klassekamp fra oven” undersøgte Lars Olsen og hans medforfattere, hvordan det sociale rekrutteringsmønster var blandt de unge på 25-26 år og igen som 35-44-årige. Og her viste det sig, at mange af dem, der ikke fik en uddannelse som ung og voksede op i ressourcesvage familier, har fået en uddannelse senere i livet. Det samme sker for mange børn fra arbejderklassen.

Så mens der er en meget stor social skævhed blandt dem, der uddanner sig som unge, hvor børn af overklasse og højere middelklasse tager de lange uddannelser, og rigtig mange børn, hvis forældre er ufaglærte eller uden for arbejdsmarkedet, ikke får en uddannelse ud over folkeskolen, er tendensen anderledes her.

De voksne fra underklassen og arbejderklassen videreuddanner sig i lige så høj grad som de øvre klasser.

– Så jeg tænker, at det ville være bedre, hvis man i højere grad havde et uddannelsessystem, der er beregnet på, at man kan tage en praktisk uddannelse som ung og så kan bygge noget mere ovenpå som voksen, siger Lars Olsen.

Det handler om vilje

Der er to ting, der kan fremme uddannelsen for de to grupper: Dem med stort uddannelsesefterslæb, og dem, der har brug for at tage uddannelsesmæssige skift senere. De handler om penge og pædagogik, men også om politisk vilje, understreger Lars Olsen.

– Når du er 40 år, kan du ikke leve af SU, som da du var 20 år. Du er nødt til at have et stærkere forsørgelsesgrundlag, siger han og tilføjer, at man så altid kan diskutere, hvor niveauet for penge skal ligge, men man kunne godt lave en blanding af, at staten og arbejdsmarkedets parter skød penge ind i ydelsen. I flere overenskomster på det private arbejdsmarked er der i dag såkaldte fritvalgskonti, som kunne betale nogle af de ting.

– Det handler om viljen til at få gjort noget ved det, siger han og tilføjer, at modbevægelsen mod at tale om videns- OG produktionssamfundet har haft som konsekvens, at man nu giver 110 procent af dagpengetaksten til dem, der uddanner sig til faglærte:

– Derimod kan det godt undre, at voksenuddannelser og hf-enkeltfag ikke fik del i det løft af de gymnasiale uddannelser, der skete med den seneste finanslov. Så ja, du har fået en erkendelse af, at du bliver nødt til at gøre noget på området, men det er ikke nok. Det er en supertanker, der skal vendes.

Skolen er helvede

En udfordring er penge eller politisk vilje til at give de rette økonomiske muligheder for uddannelse. En anden er pædagogikken. Den er mindst lige så problematisk, mener Lars Olsen. For mange fra gruppen uden uddannelse var det ”et helvede at gå i skole som ung”, siger han:

– I forhold til dem skal du have en hel anden form for pædagogik, siger han og peger på, at der også findes gode eksempler på den slags voksen- og efteruddannelse. For eksempel uddannelse, der er knyttet meget til virksomheden, så folk hele tiden kan se, hvad de skal bruge det til.

Du mener virksomhedsforlagt undervisning?

– Ja, det er helt sikkert en af måderne at knække koden på. Svagheden er, at det så er dem, der er i arbejde, du gør noget for. De arbejdsløse er du også nødt til at hjælpe på vej med en mere anvendelsesorienteret pædagogik, som er langt bedre til at forklare, hvad de skal bruge det til, og hvorfor de skal lære det her.

– Så jeg tænker, at det ville være bedre, hvis man i højere grad havde et uddannelsessystem, der er beregnet på, at man kan tage en praktisk uddannelse som ung og så kan bygge noget mere ovenpå som voksen, Lars Olsen.

Der bygger uddannelsessystemet i alt for høj grad på en slags indforståethed om, at ”vi da alle ved, hvorfor det her er vigtigt, for vi kommer alle fra nogle hjem, hvor der er en masse bøger på reolen”, som han siger:

– Men du er bare nødt til at tage udgangspunkt i, at den her gruppe ofte tænker anderledes og har nogle andre erfaringer, siger Lars Olsen, men tilføjer, at ved han godt, at man er gode til at lave mange steder:

– Men det skal nok også tænkes mere systematisk ind fra for eksempel undervisningsministeriets side.

Kan man forestille sig, at coronatiden på nogen måde vil være en slags vendepunkt?

– Det sker jo faktisk allerede med tiltaget med de 110 procents understøttelse under uddannelse. Og den forbedring håber jeg bliver startskuddet til, at man i en bredere sammenhæng indfører en ny ”voksen-SU” og en pædagogik, der bygger videre på voksne menneskers praktiske erfaringer, siger Lars Olsen