Digitale quickfix findes ikke

Stort set alle er i berøring med de digitale teknologier dagligt – privat såvel som på arbejdspladsen, og de har givet nogle helt nye fleksible muligheder i undervisningen, hvilket kan være attraktivt for både kursister og arbejdsgivere. Så selv om det kan virke angstprovokerende for nogle undervisere at give sig i kast med digital undervisning, giver det reelt ingen mening blot at vende ryggen til. Tværtimod handler det om at tage de digitale teknologier til sig, men bruge dem kritisk i planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen på en måde, så det netop giver mening.

– Vi er på et sted i verden nu, hvor det ikke er en reel mulighed at sige, at man ikke underviser med brug af teknologi. Derfor er jeg interesseret i, hvilke måder vi skal arbejde med at tilrettelægge undervisningen på, så den er hensigtsmæssig i forhold til de nye betingelser – hvilke muligheder, der er i de digitale teknologier for læreren, siger Mie Buhl, der er professor i kommunikation, it og LæringsDesign ved Aalborg Universitet.

Mie Buhl har selv gået hele vejen fra den klassiske analoge undervisning til den digitale i sit næsten 35 årige arbejdsliv som først folkeskolelærer, og nu universitetslærer og forsker. Og hun har undervist med digitale teknologier siden 2003. Derfor kan hun med en vis vægt sige, at der både kan være rigtig store plusser ved e-learning, man også mange, nye og store udfordringer. Og det er vigtigt, at ledelser og digitale udviklere at forholde sig til dem, før man kaster sig ud i den helt store digitale omlægning.

– Jeg plejer at sige, at det ikke er noget quickfix. Der er lige så meget arbejde med at arbejde didaktisk med det, som der er med alle mulige andre læringssituationer. Jeg synes ikke, der er noget, der tyder på, at det hverken er lettere, billigere eller hurtigere end det, vi har haft før. Det kan bare noget andet, understreger Mie Buhl.

Underviserens selvforståelse

En af de store udfordringer for underviserne er, at de digitale teknologier på mange måder udfordrer selvforståelsen og rollen. Undersøgelser i folkeskoleregi viser for eksempel, at der er en grundlæggende utryghed hos lærere over, om tingene fungerer, når man skal bruge dem digitalt.

– Og den utryghed kan man ikke fjerne, siger Mie Buhl, for der dukker ofte andre tekniske udfordringer op. Så dét, man kan gøre som lærer, er at ryste rollen som den alvidende af sig og spørge kursister eller tekniker om hjælp.

– En underviser skal netop ikke være tekniker. Det er en fordel at forstå teknologiens måde at virke på, men det er vigtigt at vide, hvem man kan gå til for at få tingene til at fungere – især i opstartsperioden, siger hun.

Mange lærere frygter ikke mindst, hvad der vil ske med ens fag og faglighed, når undervisningen skal omlægges digitalt. Risikerer alt det, som man i årevis har oparbejdet, at gå op i digital teknik? Men det er ikke et enten-eller, understreger Mie Buhl. Faglighederne skal udvikle sig i takt med digitaliseringen. En stor del af at arbejde med det digitale er netop, at man arbejder med sin faglighed.

– Didaktikken er på mange måder den samme. Læreren skal stadig tage nogle beslutninger om, hvad undervisningen skal handle om, og hvordan den skal udføres og evalueres bagefter, siger hun, men tilføjer, at der selvfølgelig også er store forskelle på den klassiske undervisning og den digitale.

Læreren som planlægger

Det typiske ved e-læringsforløb er, at nogen har lavet en template på en digital platform. Her kan man lægge undervisning, kilder, opgaver og spørgsmål ind. Det er ofte voksenunderviserne, der vælger indhold, og hvordan kursister eller elever skal arbejde med det. Vedkommende vil også typisk være den, der vejleder eller underviser undervejs.

Derfor kræver de digitale læringsdesign, som Mie Buhl arbejder med, at underviseren øver sig i at tilrettelægge sin undervisning på helt nye måder.

– I virkeligheden er læringsdesign ikke så meget anderledes end didaktik, men begrebet er mere en understregning af, hvor komplekst det er: Der er mange flere aktører og faktorer, der kommer i spil, når vi arbejder digitalt. Man er som underviser nødt til at planlægge alle de der ting og designe dem som en helhed, fordi man ofte lægger undervisningsforløb ud som færdige pakker. Her er det, man skal have den sidste dag planlagt lige så tydeligt, som den første, siger Mie Buhl.

Er der en underviser til stede?

Det kan være grænseoverskridende at slippe rollen som den person, hvor alle kompetencerne har været samlet. Den del bliver nu splittet ud på flere personer, så det ikke kun er en selv, der tilrettelægger, udfører og evaluerer undervisningen. Man bliver dels afhængig af en tekniker, men må også acceptere, at man kun skal levere en lille del til et overordnet kursusdesign. Og man er ikke mindst nødt til at designe et forløb, der kan stå, uden at der er en underviser til stede hele tiden. Det giver en stor udfordring mere generelt:

– For den relation, vi har været vant til, hvor underviseren har haft en vis forudsætning for at se, hvad det er, hans eller hendes studerende har brug for nu, og hvor man skal sætte ind, bliver instrumentaliseret og skal måske gå igennem flere lag. Det kan betyde, at det bliver lettere at tabe kursister eller elever, når de ikke har den hånd under sig, der samler op, siger Mie Buhl.

Der foregår nemlig en hel masse ting i et rum udover det, der bliver sagt, når to mennesker sidder fysisk sammen. Man ser ind i hinanden, fordi kroppen, synet, læsning af gestikker, mimik og pauser er med til at justere det, der foregår mellem de to. Og når man ændrer til digitaliserede undervisningsforløb, skal man finde en måde at instrumentalisere det på.

– Derfor arbejder alle didaktikere derfor lige nu med at se på, hvordan man kan tilrettelægge de læreprocesser på fornuftige måder. De arbejder med nye måder at interagere på, som ikke er så afhængig af den traditionelle undervisning, men hvor man for eksempel arbejder i nogle selvstyrende teams, hvor underviseren har en anden rolle som coach, moderator eller vejleder, siger Mie Buhl.

Når kursisten ikke ved, hvad hun ikke ved

I samme boldgade er det en udfordring, at meget e-læring foregår, uden at der er en online kommunikation mellem en underviser og kursist og ofte i grupper. Her kommunikerer man i beskedform eller asynkront, så kursisten måske stiller et spørgsmål skriftligt, som læreren først senere svarer på.

Det helt overordnede vanskelige ved disse læreprocesser på distance er bare, når der opstår kriser. Kursisten eller gruppen mister for eksempel overblikket, og det kan sommetider være vanskeligt at sætte ord på, hvad det egentlig er, der er problemet:

– Så hvad skal man egentlig skrive til sin vejleder, når noget ikke fungerer, men man er usikker på, hvad der helt præcist ikke fungerer, forklarer Mie Buhl.

Talking heads duer ikke

Motivationen kan være en stor udfordring i forhold til voksne kursister, der ikke er skolet i studieliv. Her skal man i særlig grad være meget varsom med, hvad det er for et digitalt setup, man laver. Der har været en overdreven tiltro til den selvstyrende lærende.

– Men når en kursist kommer fra en praksissammenhæng til en studiesammenhæng, så sætter man ikke umiddelbart en praksisviden og en praktisk fornuft til side, fordi der kommer noget nyt viden eller noget ny teori. Her handler det for underviseren om at forholde sig til, hvilke motivationsfaktorer og behov de lærende har, og hvilke roller underviserne derfor skal have for et digitalt forløb.

– Det er jo et designvalg eller didaktisk valg, og her kan det være hensigtsmæssigt at overveje, både hvem man som underviser skal gennemføre forløbet for, og hvilke styrker og forudsætninger de har. Det handler om at tage fat i styrkerne, hvis man vil have folk til at engagere sig i det, siger Mie Buhl og forklarer, at der selvfølgelig også skal træffes et valg om, hvad der skal komme ud af det – hvad er formålet og outputtet.

Under alle omstændigheder skal man tænke mere på problem- og projektorienterede måder, hvis man ikke vil have de voksne kursister hægtet af. Der er ikke noget, der tyder på, at de traditionelle forløb med en forelæsning med ”talking head på en video og efterfølgende quizzer” egentlig fører til en læring, der kan bruges til noget. Det gør det jo heller ikke uden for den digitale verden, siger hun, der derfor tror mere på en praksistilgang, og at en involvering i et relevant problem kan drive meget, for så bliver det også interessant at bruge de digitale læremidler:

– Så hvis du bad mig lave et forløb for nogle, der ikke var vant til at være i et uddannelsesforløb, ville jeg med det samme tage udgangspunkt i en case fra deres arbejdsplads, som de kan relatere til, siger Mie Buhl.

Tendenser i e-læring

Der forskes på livets løs i måder at effektivisere e-læringen på. I stedet for at have undervisere til at evaluere undervisningen, lader man opsamlede data bearbejde dem, og så kan man tilrettelægge nye kurser på baggrund af det.

– Men det synes jeg ikke, vi er klar til endnu, siger Mie Buhl.

Hun tilføjer, at det samme gælder for MOOCS’s, der står for massive, åbne og online kurser. Det er et e-lærings-kursustilbud med ”drømmen om, at alle fra hele verden vil kunne uddanne sig selv med maksimal fleksibilitet og for de flestes vedkommende minimalt underviserinteraktion”.

Mie Buhl har fulgt MOOC’s fra starten og været redaktør af et temanummer om MOOC’s i tidsskriftet International Review of Education – Lifelong Learning. I begyndelsen – det vil sige i midten af nullerne – tænkte man, at nu havde man simpelthen lavet verdens største folkehøjskole, hvor alle kunne uddanne sig på egne betingelser gratis og med alle mulige andre:

– Men hvis det er så enkelt, at læreren kan erstattes af teknologi og selvstyrende kursister, hvorfor har vi så ikke gjort det noget før? MOOCs er ikke udbredt i Danmark, fordi vi i udstrakt grad har et gratis uddannelsessystem og er et meget lille sprogområde. På MOOCs handler at nå mange deltagere med et akut uddannelsesbehov – for eksempel i Indien – og det behov har vi ikke på samme måde i Danmark, siger hun.