Der er noget charmerende over de små farvede træhuse, den venlige atmosfære og den iørefaldende ro i de grønlandske bygder. Trods de billedskønne omgivelser flytter flere og flere fra bygderne, der ofte omtales som ”det rigtige” Grønland.
Fordelingen mellem bygd og by er under forandring
Urbaniseringen er et tema i store dele af verden. I Danmark tales der om et ”Udkantsdanmark”. Men her kan det alt andet lige lade sig gøre at pendle til og fra arbejde, hvis man bor i en lille provinsby og arbejder i en stor by. Bor man i en grønlandsk bygd er dette ikke en mulighed. Flere og flere i Grønland flytter derfor fra bygderne og ind til byerne, hvor der er flere jobs at få, og den gennemsnitlige indtjening er højere. Fordelingen mellem bygd og by er således under forandring. En forandring, der er til debat og som ofte blusser op med stærke følelser involveret.
Bosætningsmønstret i Grønland med en lille befolkning spredt over et meget stort areal har altid været genstand for debat. Spørgsmålet om bosætning er yderligere aktualiseret af debatten om kravene til at skabe en selvbærende økonomi. Samfundsstrukturerne er under forandring, og der er stigende krav til adgang til uddannelse, sundhed og andre velfærdstilbud. Samtidig er de økonomiske strukturer under forandring. Dels har der været – og er fortsat – løbende forandringer i mulighederne for fiskeri og fangst, og dels vil en selvbærende økonomi forudsætte en styrket erhvervsudvikling inden for andre naturressourcer. Dette øger kravene til uddannelse og kvalifikationer og påvirker også bosætningsmønstrene.
Intet tyder på, at udviklingen er ved at stoppe
Efter 1960’erne er befolkningen vokset kraftigt i byerne. I dag bor omtrent 60 % af den grønlandske befolkning i landets fem største byer. Dette skyldes dels en generel befolkningstilvækst, og dels vandringen fra bygd til by. I de grønlandske bygder er der fra 2010-2019 blevet 1.747 færre indbyggere.
Gennem årene er flere bygder i Grønland lukket ned. Umiddelbart er der intet der tyder på, at den udvikling er ved at stoppe. Derfor er bygdernes fremtid også ofte til debat. For kan det ”betale sig” at holde liv i bygderne, eller er det naturligt at folk samler sig i byerne? Er bygderne overhovedet så dyre? Kan der gøres noget for at der tjenes flere penge? Er bygderne den ”rigtige” grønlandske kultur, som for alt i verden skal bevares – eller er byerne ligeså meget ”det rigtige” Grønland?
Forskellige rationaler bag den offentlige debat
Hensynet til bygdebefolkningen og bevarelsen af bygderne var et væsentligt element i bevægelsen for indførelse af Hjemmestyret i Grønland og var en del af kampen mod den koncentrationspolitik, som den danske stat stod for i forbindelse med realiseringen af moderniseringsplanerne for Grønland. Den nuværende offentlige debat om bygdernes eksistensvilkår og eksistensberettigelse – samt udviklingen eller afviklingen – af de grønlandske bygder foregår ud fra forskellige rationaler. Typisk støder man på et økonomisk rationale, der postulerer, at bygderne ”ikke kan betale sig”. Dertil findes et socialt/kulturelt rationale, der argumenterer i forhold til kulturel kontinuitet: at det er i bygderne, at det ”rigtige Grønland” findes, dér sproget trives og dér den traditionelle levevis videreføres.
Debatten om bosætningsmønstret er et minefelt
Siges ordet ”bosætningsmønster” i Grønland, så bliver debatten ofte ledt over på G-60, bygdelukninger og tvangsflytninger. Befolkningskoncentration og tvangsflytninger i 1960’erne er stadig et kollektivt sår, som de fleste finder vanskeligt at diskutere. Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen bevægede sig derfor ind i et minefelt, da hun i sidste øjeblik ændrede sin planlagte tale ved Folketingets åbningsdebat den 8. oktober 2020.
– Personligt mener jeg, at vi skal bo færre steder end de nuværende 71 bosteder. Byer skal udvikles, og driftige bygder skal bevares. Andre bygder lukkes naturligt ned, og vi skal hjælpe disse beboere ind til byerne på en skånsom måde, udtalte Aaja Chemnitz Larsen.
Reaktionerne på Aaja Chemnitz Larsens kommentar kom prompte. Både fra hendes egen partiformand og fra andre politikere, som afviste enhver tanke om bygdelukninger.
For et velfærdssamfund rejser bosætningsmønstre særligt vanskelige spørgsmål
Der findes ingen pålidelig statistik for, hvor store bostederne var for mere end 300 år siden. Af de historiske beskrivelser fremgår det dog, at langt de fleste bosteder omfattede mindre end 50 indbyggere. Hvornår vandringen mod større bosteder begyndte for alvor er usikkert. Sikkert er det dog, at det grønlandske samfund i mere end 75 år har gennemgået en proces, hvor befolkningen løbende har samlet sig i større bosteder.
For et velfærdssamfund rejser bosætningsmønstre særligt vanskelige spørgsmål. På den ene side kan det være en væsentlig målsætning at skabe frihed for borgerne med hensyn til hvor man kan bosætte sig. Af historiske og kulturelle grunde kan det også være en målsætning at fastholde bosætning i bestemte geografiske områder.
På den anden side er det også en væsentlig målsætning at skabe lige muligheder for adgang til uddannelse, sundhed og sikre en lige behandling af befolkningen. Dette er dog meget svært med en lille og meget spredt befolkning. Kan man acceptere at folk bosætter på en måde, som har den konsekvens, at de ikke er ligestillet med den øvrige befolkning i adgangen til centrale velfærdsydelser? Selvom dette er sket ved frit valg er det spørgsmålet, om samfundet alligevel kan acceptere sådanne forskelle. Hvis der omvendt skal ske en betydelig udligning for at ligestille levevilkår, er det så rimeligt, at andre befolkningsgrupper skal bidrage dertil?
Ovenstående spørgsmål er svære at besvare. En ting er dog helt sikkert: den politiske debat om yderområderne og bosætningsmønsteret i Grønland vil blive ved med at blusse op – og det med stærke følelser involveret.
