Hvad ville Grundtvig have sagt til klimadebatten?

Efter 9. klasse foretog Kirsten Margrethe Andersen sig sin ”første voksne handling”. Hun meldte sig ind i Gyldendals bogklub. Og den første bog, hun købte, var ”I vækstens vold”. Den er af teologen, professor og siden også folkeoplyser fra Aarhus Universitet, Ole Jensen.

Det var i 1978.
– Det lå i tiden. Der var stor opmærksomhed om natur, miljø og forurening. Klima talte vi ikke om. Og siden kom jeg til at læse teologi. Så Ole Jensens analyse af, hvordan kristendommen har et medansvar for den økologiske krise ved at have lagt for stor vægt på menneskets herredømme – at mennesket bør beherske naturen – optog mig meget, forklarer hun, men undrer sig også: For når man allerede dengang vidste, at det gik den gale vej med klimaet, hvorfor handlede man så ikke på det?

Dét – og hvad folkeoplysningens rolle i det hele taget er i forhold til klima og bæredygtighed – møder vi Kirsten Margrethe Andersen til en snak om. Hun er formand for Grundtvigsk Forum, der har til huse i Vartovs bygning i det gamle København. Og det sted er på flere måder blevet et samlingspunkt for folkeoplysning, ligesom præsten, politikeren, forfatteren med meget, meget mere N.F.S. Grundtvig er blevet kontrafejet eller billedet på folkets ”myndighedskraft”. Så på 2. salens formandskontor i den store karrélignende bygning mødes vi over et glas vand på en – næsten naturstridig – varm augustdag.

Der blev skabt tvivl

Kirsten Margrethe Andersen taler meget hurtigt og glider let og flydende hen over citater og sangtekster fra Ole Jensen, teologen og filosoffen Løgstrup, digteren Inger Christensen med flere. Hun taler i lyriske termer om blandt andet naturen som skaberværket, og at hun selv føler andagt ved at se sort sol over Ribe å, hvor hun bor. Og kun to gange tøver hun lidt i samtalen: På spørgsmålene om, hvorfor der ikke skete mere, når man havde den viden om klimabelastningen i 70’erne, og hvad Grundtvig ville have sagt eller gjort for at få den svære samtale i gang om klima og bæredygtighed.

– Det er selvfølgelig skræmmende, at når vi vidste, hvordan det stod til dengang i 70’erne, hvorfor troede vi så ikke på det? For når man tror på noget, handler man også efter det, siger hun, men tilføjer så:

– Vi kan selvfølgelig undskylde det med, at ”jamen, der blev skabt tvivl”. Men det er der ikke mere. Det kan de unge jo erklære sort på hvidt. Og derfor er det en bunden opgave at gøre noget ved det nu.

Det er en pligt at modsige

Noget af det bedste, der er sket, er derfor efter Kirsten Andersens mening, at der nu er kommet konsensus om klimamålene blandt Folketingets partier. Men herefter er det – og skal også være, understreger hun – et stridspunkt, hvordan vi så kommer derhen.

– For ellers forstummer samtalen. Politikerne skal turde tage diskussionerne og de svære samtaler. Og en politisk debat i en krisetid skal kunne tåle modsigelser, siger hun med henvisning til blandt andet diskussionerne om åbningen af samfundet igen efter corona.

– Man skal turde være upopulær. Det er sådan set en bekræftelse på et medlemskab af et samfund, at man taler meningen midt imod – det er ikke en mangel på samfundssind. Jeg håber, at også de politiske partier har mod til at tage debatten om klimaet. Det bliver svært, men jeg tror, vi bliver mere bange for det, hvis vi ikke ser i øjnene, at det bliver svært, som hun siger.

Nej til blame game

Når det bliver svært, skyldes det i høj grad, at vi hver især ikke vil slippe de privilegier, vi har, men også, at vi helst vil have den verden, vi kender, og som vi synes er smuk. Fx med firkantede og kortklippede græsplæner. Her bliver vi nødt til at indse, at det betyder manglende biodiversitet, og at sommerfugle findes ved vilde marker. Men det nytter ikke at ”blame game”, hvor vi giver hinanden skylden for alt muligt:

– Vi er nødt til på alle niveauer af vores samfund at tage ansvar for den krise. Og her kommer folkeoplysningen ind. Folkeoplysningens sag er at forbinde vores erfaring i et erfaringsnært sprog med det, vi lærer af eksperter og forskere:

– Så de ting, vi hører og ved, samler vi til en mening og en handling. Den skal udfordres, informeres og kvalificeres, og det kan mødes i folkeoplysningen, siger Kirsten Andersen.

Lær at skændes

Så hvordan skaber vi de rum, hvor vi kan tåle de svære diskussioner? Måske ved at blive bedre til at skændes. Det har Grundtvig-akademiet for eksempel lavet en workshop om, for Grundtvig var selv polemiker og en skarp debattør.

– Og det har vi brug for i en svær tid. Det må folkeoplysningen gerne være et træningssted for.

Så folkeoplysningen kunne udbyde kurser, der hed: Lær at skændes?

– Ja, for selv om der er store interessekonflikter på spil, har vi alle et fælles mål – vi vil faktisk gerne have en beboelig jord. Så jeg tænker ikke, at det i sådan en sag vil gavne folkeoplysningen at blive afpolitiseret, siger Kirsten Andersen og oplyser, at Grundtvigsk Forum har lavet projektet Kloden kalder. Det er samtalekort, der tager hul på de svære spørgsmål – helt i Grundtvigs ånd (se boks). De bruges som undervisningsmateriale, men kan også bruges i alle andre forskellige folkeoplysningsøjemed.

– Vi har prøvet at arbejde eksperimenterende med folkeoplysning, for i dag er vi i kontakt med hinanden på andre måder, end da folkeoplysningen trådte sine barnesko, siger Kirsten Andersen og fortæller, at man også i Grundtvigsk Forum henter inspiration andre steder i folkeoplysningen til, hvordan man skal få debatterne i gang. For eksempel i NVL:

– I har blandt andet gode erfaringer med læringscirkler, og man kan godt forestille sig, at det er en anden måde at arbejde med spørgsmålet på i folkeoplysningen.

En vekslen mellem følelse og fornuft

Hvordan tror du, at Grundtvig ville have grebet det an at få gang i de svære samtaler og et bredt folkeligt engagement til klimapolitikken?

– Jeg tænker, at han nok ville have skrevet en sang! siger Kirsten Andersen efter lidt tøven, men tilføjer så med et glimt bag brilleglassene:

– Jeg tror på, at sange kan flytte ting – bare tænk på et fodboldsstadium… Vi skal selvfølgelig være kritiske over for forførelse, men vi skal også tænke, at politiske dokumenter ikke er nok. Det er en vekselvirkning mellem følelse og fornuft, og det må vi ikke skille ad. De skal informere hinanden, fordi dilemmaerne er så dybe.

– Jeg er personligt ikke på den med at melde sig ud af samfundet, sætte sig i skoven og give et træ en krammer. Det kan give fred i sindet for den enkelte, men jeg tror ikke, der bliver færre fattige mennesker eller at det løser verdens problemer, Kirsten Margrethe Andersen.

– Den nordiske samfundsmodel er vellykket, fordi vi har haft en solidaritet. Men den implicerer også er forbrug, der medfører, at vi sætter nogle store aftryk i klimaregnskabet, Kirsten Margrethe Andersen.

– Jeg tror ikke, at vi løser skolens opgave ved at sætte grøn foran alting. Det kan godt være, at vi politisk skal have nogle mål, så det rykker sig, men vi skal også passe på, at det ikke får overtaget. Og her er der også en opgave for folkeoplysningen i at gøre det på en måde, så de andre folkeoplysende ting ikke glider ud, Kirsten Margrethe Andersen.

Vi skal ikke prædike for de omvendte

Oplever du, at der er en større tilslutning til folkeoplysningen, eller er folk blevet mere apatiske?

– Det er meget svært at svare på, for jeg tror, at vi oftest mødes med nogle som os selv… Men uanset hvilke sammenhænge vi kommer i, er modsigelser utroligt vigtige. Vi må gøre os umage med ikke kun at prædike for de omvendte eller tænke, at det er de andre, der skal stå, hvor vi står, siger hun, men erkender, at det er svært at løse problemet med, at vi mest kommer i såkaldte ekkokamre.

– Tidligere tænkte jeg på uddannelse som særlige steder, hvor social og kulturel kapital mødte hinanden. Og vi har haft traditioner med at mødes på kryds og tværs lokalt i for eksempel forsamlingshusene. Men i dag løber det ad nogle helt andre kanaler.

– Så jeg kan godt være lidt bekymret for, hvad der sker med den store flytning fra land til by, eller når man flytter fra forsamlingshuset til nettet. Det tror jeg slet ikke, vi kan overskue konsekvenserne af endnu.

Vi skal tænke i nye måder for folkeoplysning

Formanden for Grundtvigsk Forum erklærer sig dog som ”blåøjet optimist”, som tror, at ”alt bliver godt til sidst”. Med andre ord mener hun, at der er håb for de brede og svære diskussioner i også folkeoplysningens regi. Vi bliver bare nødt til at tænke det i nye baner. For eksempel ved at forbinde folkeoplysning med noget kropsligt i fitnesscentrene, hvor folk i dag mødes på kryds og tværs.

– Vi skal lave anderledes tilbud, så vi bliver lidt mere grænsegængere i stedet for at tænke: Det tager andre sig af. Og fantasien kender ingen grænser, siger hun, men erklærer sig også som tilhænger af ”old school”-metoden:

– Jeg havde engang en censor, som sagde, at lsd-metoden aldrig slår fejl

– Læs, Skriv og Diskuter. Og jeg tror stadig, at den med at synge, mødes, eller at tage samtalekort er kolossalt vigtigt, siger Kirsten Margrethe Andersen.