Hvordan kan man styrke de mindste børns trivsel og sproglige udvikling? En af måderne
er at opkvalificere de voksne, som arbejder med dem i hverdagen. Det var tilgangen i
projektet Pædagogisk Kvalitet i dagplejen (PKD) som dagplejere i 11 danske kommuner
deltog i.
Hen over to år mødtes de i læringsgrupper, hvor de fik ny viden, som de reflekterede over i
fælleskab og senere afprøvede i praksis. Derefter blev den nye viden om, hvordan teorien
kunne integreres i praksis, brugt til næste møde. På den måde blev teori og praksis flettet
sammen.
Det har været et gennemgående princip, at det faglige indhold skulle være meningsfuldt i
forhold til deltagernes daglige praksis, fortæller Bente Jensen, som er professor emerita
på DPU og har stået i spidsen for det samlede projekt, som bestod af et kvantitativt studie
og et etnografisk studie.
– Deltagernes erfaringer er blevet inddraget ved blandt andet at spørge dem, hvilke
udfordringer de oplever, når de arbejder med sprog. Hvor er problemerne i hverdagen,
forklarer hun.
Kræver høj grad af facilitering
Dagplejerne i projektet har arbejdet med at udvikle fire kerneelementer i deres praksis. Det
er prioritering af sprog, kommunikativ læsning, læring i omsorg og læring i leg.
Udgangspunktet er, at den voksne gennem sin interaktion med barnet og ved at sætte ord
på handlinger er med til at udvikle barnet både sprogligt, menneskeligt, personligt og
socialt.
I de 11 kommuner er emnerne blevet sat på dagsordenen af dagplejelederne. De har
faciliteret processerne, som er blevet organiseret forskelligt alt efter, hvordan kommunerne
i forvejen havde indrettet sig. I begyndelsen var det langt fra let.
– For mange var det ikke hverdagskost at være så opmærksom på sin egen rolle i forhold
til sprogudvikling og interaktion med børnene. Den form for demokratiske læreprocesser
kræver facilitering, som var en stor opgave for dagplejelederne, forklarer Bente Jensen.
En vigtig forudsætning for at den fælles læring kan fungere er, at deltagerne byder ind med
erfaringer fra deres egen praksis. Det var vanskeligt, men undervejs skete der udvikling på
flere måder.
– Det er sårbart at åbne om sin praksis og tankerne bag. Det kræver, at der er opbygget
tryghed i gruppen. Flere endte med at dele deres egne erfaringer om arbejdet med de fire
elementer gennem videoklip, hvor de havde filmet sig selv og deres interaktion med
børnene, fortæller Bente Jensen.
Stort arbejde, men indsatsen værd
Esbjerg er en af kommunerne, der var med. Her har omkring 115 dagplejere deltaget i projektet, som blev ledet af to pædagogiske ledere. Undervejs har der været flere udfordringer, forklarer den ene af lederne Louise-Viktoria Mølsted Højfeldt.
– Vi skulle sørge for, at de både fik viden og skabt et grundlag for at udvikle og dele deres viden på tværs af arbejdsfællesskabet. Meget af projektet forløb, mens der var coronanedlukninger, så møderne var digitale. Det gav en del praktiske udfordringer, fortæller hun og tilføjer, at det undervejs også var udfordrende, at de kun to pædagogiske ledere skulle facilitere processen for alle de mange deltagere.
Overordnet set var det alligevel indsatsen værd, vurderer den pædagogiske leder.
– Vi oplever, at der er en højere grad af refleksion over praksis. Og så har det fælles fagsprog helt klart fået et højere niveau. Det lagde vi faktisk ikke mærke til undervejs, men vi konstaterede det bagefter, fortæller hun og tilføjer.
– En del af jobbet som leder i dagplejen består i at oversætte fagsprog. Det kunne for eksempel være et fagudtryk som “relationskompetence”. Vi oversætter stadig, men det er nu på en helt anden måde. Vi mener helt bestemt, at det fælles faglige sprog, de har fået, vil udvikle praksis på sigt, siger hun.
Voksnes handlinger er vigtige
Erfaringerne fra Esbjerg harmonerer godt med de overordnede resultater i følgeforskningen, forklarer Bente Jensen.
– Dagplejernes refleksioner udviklede sig i løbet af projektet. I begyndelsen beskrev de meget, hvordan de arbejdede med de pædagogiske elementer. Senere gik mange over til at beskrive, hvorfor de gjorde det, og hvordan de kunne udvikle praksis for at støtte det enkelte barns udvikling og behov, siger hun.
Generelt blev dagplejerne væsentligt mere opmærksomme på deres egen rolle, og på hvordan deres handlinger er med til at udvikle børnene sprogligt og socialt. Konkret kan det blandt andet handle om at sætte ord på børnenes og egne handlinger, forklarer Louise-Viktoria Mølsted Højfeldt. Det kan for eksempel foregå på et puslebord.
– Der kan være masser af læring i omsorgen. Når dagplejerne skifter børnene, kan de eksempelvis tale om deres tæer og tælle dem – en tå, to tæer osv. Det har betydning for børnenes sproglige udvikling, forklarer hun.
Organisationen er udviklet
Det er netop, når dagplejerne eksempelvis har fortalt om, hvordan de har arbejdet med
sprog ved puslebordet, at læringsfællesskaberne har fungeret.
– De har lært af hinandens erfaringer. Det har givet flere interessante perspektiver, fordi de
har fortolket og brugt den nye viden forskelligt. Det er lykkedes os at skabe professionelle
læringsfællesskaber, hvor der bliver sat ord på den daglige praksis. På den måde bliver
praksis også udviklet, siger Louise-Viktoria Mølsted Højfeldt.
Selvom projektet er slut, har det stadig en effekt, fordi det ikke bygger på, at nogen udefra
leverer viden, forklarer Bente Jensen.
– Hele organisationen er udviklet. Læringsfællesskaberne er en kæmpe styrke, som dagplejerne kan arbejde videre på. De har skabt tillid til hinanden og kender måden at arbejde på, siger hun.
Det er særligt vigtigt for dagplejere, som oftest arbejder alene med barnet i en lille
børnegruppe i eget hjem.
– Men ved at lægge vægt på at etablere læringsfællesskaber mellem dagplejerne får hele
organisationen et løft, siger Bente Jensen.
Styrker den professionelle identitet
Endnu en generel effekt af projektet er, at dagplejernes faglige selvsikkerhed og
professionelle identitet er blevet styrket.
Det smitter af på praksis, siger Louise-Viktoria Mølsted Højfeldt og giver et et eksempel:
– I begyndelsen af projektet fortalte en dagplejer mig, at hun aldrig havde brudt sig om at
fortælle, hvad hun laver, fordi folk måske ville tænke, at hun bare går hjemme og passer
nogle børn. Nu har hun fået et andet sprog, så hun kan fortælle dem, at hun er med til at
danne og udvikle små mennesker, siger hun.
Læs mere om projektet her.
