Blogindlæg af Miriam Dimsits, Alt om Karriere
“You need to break it down! Bit by bit! Piece by piece! Listen to the dialogue!” Det engelsksprogede udsagn kommer fra min yogainstruktør (ja, fik jeg lige nævnt, at jeg går til yoga?), som på disciplinerende vis pisker yogiske sandheder i californisk indpakning ind i alle deltagernes sind, mens vi alle udmattede og pressede står fanget i en ”standing separate leg head to knee” position. Jeg går til en særlig yogaform, Bikram, som udføres i et 40 grader varmt lokale opvarmet med infrarøde lamper. Konceptet er californisk, ophavsmanden/guruen er stenrig og har op til flere #metoo-skandaler klæbende til sig.
Jeg elsker dog selve yogaformen (endnu en øvelse i at adskille ophavsmand og værk), og den særlige adgang man får til både at tænke helt konkret, på at få panden på knæet, og til den åbenhed man får til sindets underlige vandringer og associationsrækker, når dette motioneres og strækkes ud.
Dette indlæg handler nemlig ikke så meget om yoga, som det handler om én af de associationsrækker, som det indledende udsagn satte i gang hos mig for nylig. Min yogainstruktør ville nemlig kommunikere til deltagerne (ja, nu handler det så stadigvæk om yoga), at man i sin praksis kan blive forhippet på at gøre alting på én gang, flytte hele kroppen på én gang ind i en bestemt position. Den yogiske pointe er her, at forsøger man at gøre det hele på én gang, risikerer man at komme helt forkert ind i stillingen, og så får man i bedste fald intet ud af stillingen, i værste fald gør man skade på sig selv. ”You need to break it down!”, du bliver nødt til at dele din bevægelse op i mindre dele, for at nå dit mål. Her stod jeg så med panden på knæet og blev med denne instruktion henført til at tænke på FNs 17 verdensmål. Det kan lyde helligt – de fleste gange tænker jeg på, hvad vi skal have til aften, eller at mine tæer godt kunne trænge til neglelak, eller på hvornår denne her ubehagelige stilling hører op – men det var altså, hvad der skete denne dag. Jeg havde tidligere på ugen fået en invitation til at holde et kort oplæg om social bæredygtighed og karrierevejledning på Voksenpædagogisk Forums konference til maj med temaet ”Voksenlæring til et grønt, konkurrencedygtigt og socialt bæredygtigt Norden” – og valg af vinkel, indhold med mere, var begyndt at summe i baghovedet. Ofte er det en langt større udfordring at skulle fatte sig i korthed og vælge det rette ud til et kort oplæg, end at have en hel temadag til sin rådighed.
”You need to break it down!”
Jeg har i mit arbejde med FNs 17 verdensmål i vejlednings- og uddannelsessammenhæng haft reservationer over for virksomheder og institutioner, der ”nu også benytter verdensmålene” som ”strategisk satsning”, eller ”som ramme for deres ydelser”, eller ”som afsæt til nye initiativer” med mere. Ofte vælger den pågældende virksomhed eller institution ét eller to verdensmål som de satser på, og som tilfældigvis bare allerede passer ”super godt” som fod i hose med den eksisterende ydelse som virksomheden tilbyder, blot i nye klæder, men med lånte fjer. Der foregår en hel del såkaldt green washing på den konto. Min anke over for at udvælge ét verdensmål at arbejde med som virksomhed og institution er, at man selvfølgelig vælger det mest bekvemme, og høster de lavthængende frugter, og på den måde undgår at tage livtag med det, der for alvor koster noget på de indre linjer. Ligesom når man læser på mælkekartonen på morgenbordet, at mælkeproducenten har reduceret 22% i sit Co2- aftryk på sine kartoner! Det er jo rigtig godt at lave mere miljøvenlig emballage, men det fjerner imidlertid fokus fra det enorme Co2- aftryk som er forbundet med produktionen af kartonens indhold. Dette livtag vil koste noget.
Nu var jeg så selv blevet bedt om at koncentrere mig særligt om ét bæredygtighedsmål til mit bidrag til konferencen, nemlig nr. 4, Kvalitetsuddannelse. Og her var det så, at yogainstruktørens ord satte associationsrækken i gang. For hvad hjælper det egentlig som vejlednings- og uddannelsesmenneske, der vil arbejde for at skabe en bæredygtig verden, kun at beskæftige sig med mål 4? Skulle vi ikke hellere tage at kigge på dyreliv, vand, land og fattigdom? Kvalitetsuddannelse. Det gør vi jo allerede her i Danmark. Men med en ”strategisk satsning” kan vi så nu sige ”se os, vi arbejder faktisk også med bæredygtighed”, og herefter sætte en flot bæredygtighedsnål i reversen og fortsætte det gode arbejde. Den yogiske visdom triggede dog noget i mig. For hvad hvis den eneste vej til at nå målet, er at bryde målene ned, i mindre enheder, bid for bid, stykke for stykke, for at komme rigtigt i mål med det store mål, vi vil opnå?
Bæredygtighedsmål nr. 4, Kvalitetsuddannelse
Jeg vil ikke blåstemple grønvasken, men måske er der faktisk vældig meget logik i, at det store mål kun nås rigtigt og ordentligt, hvis vi bryder målene ned i mindre enheder, og at vi fokuserer vores energi på de mål, som ligger lige for i vores ydelser? For hvad ville konsekvensen være af at fokusere kun på mål 4, Kvalitetsuddannelse? Vi understøtter menneskers frie og lige adgang til uddannelse, vi understøtter disse menneskers færden i overgange mellem arbejde og uddannelse, uddannelse og arbejde. Vi understøtter, at hverken køn, alder, etnicitet eller funktionsnedsættelse bør begrænse valg af uddannelse og karriere. Vi understøtter, at mennesker, der måske først møder uddannelse i en voksen alder, får reel adgang til at gennemføre uddannelse, og på den baggrund får bedre adgang til et godt arbejdsliv, måske til en bedre indkomst, der gavner hele familien. Den voksne, der tager uddannelse, viser sine børn, at uddannelse kan skabe et godt liv med værdighed og stolthed over at kunne noget og være nogen, og denne stolthed gives videre til den næste generation. Vi understøtter, at alle mennesker kan få øje på muligheder for at bidrage til vores fællesskab på forskellig vis, og at alle bidrag er gode og vigtige bidrag. Vi understøtter, at alle mennesker kan få øje på, hvordan de i deres valg af uddannelse og senere i deres professionelle virke kan bidrage til at løse de udfordringer, der er indeholdt i FNs 17 verdensmål. At alle mennesker i hver deres professionelle virke og bidrag kan levere løsninger til at skabe en bæredygtig verden.
Og pludselig får man øje på, at det lille fokus bidrager til det store fokus. Det konkrete delmål forbinder sig, bid for bid og stykke for stykke, med andre bæredygtighedsmål, ja faktisk det overordnede mål om at skabe en bæredygtig verden.
Så da jeg endelig var på vej ud af den pinefulde yogastilling, havde jeg dels fået nogle flere tanker på mit bidrag til selve konferencen, og dels kunne jeg faktisk ikke længere se noget problem i ”bare” at fokusere på ét enkelt verdensmål ad gangen. ”You need to break it down!” Hvis du skal tænke stort, må du starte småt. Ved at holde ét fokus i det lille daglige arbejde, kan vi bid for bid og stykke for stykke, arbejde for, at vi når vores fælles mål, at vi kommer ordentligt i mål sammen.
Namasté!
