Hanne Josefina Hjardemaal har været kunstner hele sit liv. Har danset, haft dansegrupper, været skuespiller, undervist i kropsrelaterede ting og også uddannet sig i massage. Alt i alt meget fysiske og praktiske ting, der har betydet, at hun ikke har haft brug for – eller lyst til – at sætte sig ind i digitale medier. Hun har i øvrigt også en ældre universitetsuddannelse, som hun aldrig har brugt, så hendes uddannelse er lang – bare ikke på papiret. Der er hun stadig ufaglært.
Men selv om hun hverken har haft lyst til eller brug for digitale medier, har det langsomt sneget sig ind i hendes liv – startende dengang, hvor datterens skole ville begynde at sende ugesedler ud digitalt i stedet for fysisk.
– Så måtte jeg anskaffe mig et åndssagt og kæmpestort apparat for at kunne følge med i min datters skolegang, siger hun, men erkender også, at man i dag ingenting kan, hvis man ikke har en computer. Og selv følte hun, at ”koden knækkede”, da hun fandt ud af, hvor nemt det var at gå i netbank.
– Men ellers var jeg bange for, hvad der skete, når jeg trykkede på knappen, og for, hvad der ville ske med mine penge sådan et sted. Jeg var jo ikke vant til det medie, og jeg tror, at mange – især kvinder på min alder – har det på samme måde, hvis de ikke er vant til at computer på arbejde. Qua mit fag kunne jeg holde mig væk fra den til det sidste, og det gjorde jeg, fordi jeg er stædig, fortæller Hanne Josefina Hjardemaal.
– Læs også artiklen ”Vi håber, vi kan rokke ved en lidt gammeldags tænkning om voksenuddannelse”.
Det skal være løgn!
Vendepunktet kom, da Hanne Josefina Hjardemaal, som er formand for den andelsboligforening, hun bor i, blev mobbet af de andre bestyrelsesmedlemmer, fordi hun stadig skrev i hånden. Kunne de have en formand, der ikke kunne bruge en computer?
– Så tænkte jeg: Det skal eddermame være løgn. Nu tager jeg et computerkursus, og så skal jeg simpelthen overhale dem alle sammen indenom, siger hun, der gik i gang med at undersøge tilbuddene.
Det var noget rod i begyndelsen: Det var under anden nedlukning på grund af corona med stor usikkerhed ved AOF, om man stadig kunne undervise fysisk. Det ville Hanne helst, men det viste sig ikke at kunne lade sig gøre. Hun fik et tilbud om onlineundervisning på trin 1 på FVU digital. Og da hun fandt ud af, at hun kun kunne komme på Teams med en computer med kamera- og mikrofonadgang, måtte hun låne en fra AOF – men uden at vide, hvordan man rent faktisk kom på Teams.
– Jeg ringede til en af de lærere, jeg skulle have på kurset, og sagde til ham, at han skulle forklare mig det, som om jeg var et lille barn. Og så talte han mig igennem det og sagde, at jeg skulle tage det helt roligt og bare ringe igen, hvis det drillede, fortæller hun, og også, at sådan var alle lærerne – rigtig gode. De ringede folk op før kurset og fik dem på, og efterhånden sad alle og forsøgte at hjælpe hinanden med de digitale udfordringer.
– Og så skete der noget, jeg ikke havde ventet: Der opstod en slags kemi mellem os – en form for socialt sammenhold, fordi vi alle var mere eller mindre umulige, og vi hjalp hinanden. Vi snakkede også om, at vi aldrig havde været interesseret i at lære at bruge computer, men at det jo ikke er ensbetydende med, at vi er dumme, siger hun.
Det er mere effektivt
Hanne Josefina Hjardemaal, der nu er på trin 3, kan ikke helt forestille sig, at hun ville lære lige så meget ved fysisk undervisning. Koncentrationen er for eksempel langt højere:
– Jeg er sådan en, der tager alt ind: Jeg kigger ud ad vinduet, på vejret, hvad folk har på… Jeg ville bruge enormt meget energi på rummet, hvis det var fysisk undervisning. Ved onlineundervisning sidder jeg foran en skærm og kan ikke andet end høre efter, hvad de siger.
Hun har lært meget på kurserne. Det vigtigste er dog, at hun ikke mere er bange for mediet, nettet, computeren. Det, mener hun, kan skyldes, at lærerne heller ikke altid har kunnet finde ud af det. Og så har de bare prøvet noget andet.
– Jeg troede jo, at det kun kunne gøres på en bestemt måde, og at det var mig, der var noget galt med, når jeg ikke kunne finde den bestemte måde. Men det er en del af gamet, at man nogle gange kegler rundt i det. Så det handler om at lære, hvad det er for en elefant, du har i rummet, og hvordan du gør den til en del af dit liv ved at lære at deale med den, siger hun.
– Læs også artiklen ”Det er trygt, at vi sidder hver for sig”.
