Når jeg formidler om bæredygtighed er det vigtigste budskab at jeg ikke har ret. Min måde er ikke den rigtige. Det er blot én måde, at gøre noget. Og hvis mine elever, kursister, gæster bliver inspireret og forstår at man kan gøre noget – eller måske noget andet – så er mit mål opfyldt.
For 5 år siden besluttede vi, i min familie, at flytte i økosamfundet Friland for at udforske bæredygtig livsstil. Vi syntes det var svært at leve bæredygtigt i et parcelhus, og var tiltalt af Frilands principper som forsøger at understøtte en mere bæredygtig livsstil uden at gå ned i livskvalitet. Det har været en spændende proces og det har vist sig langt nemmere, at formidle omkring bæredygtighed, når man selv udforsker det.
Målet på Friland er, at nedsætte sit klimaaftryk til 1/5 af en gennemsnitsfamilie. Men hvis vi tager en kold tyrker og nedsætter vores klimaaftryk fra den ene dag, til den næste ved at fornægte os alt det vi er vant til, vil vi formentligt få samme udfordring, som hvis man tager en slankekur, som fornægter alt. Man taber sig som ønsket, men hvis man føler ens livskvalitet bliver lavere, giver man ofte op og så vil man ofte tage mere på end inden man startede. Det er min klare overbevisning, at man altid bør søge de løsninger der føles som et win/win. Hvis det føles som en nedgang i livskvalitet holder det sjældent.
Da vi kastede os ud i denne livsomlægning, og kunne mærke at det gav mening for os, fik vi også lysten til at formidle om emnet. Vi besluttede derfor at formidle om vores proces på forskellige måder og platforme. Men altid med udgangspunkt i vores egen historie. Og aldrig med målet at have ret eller give svaret på hvad det bæredygtige liv handler om. Målet er til enhver tid blot at inspirere andre.
For at støtte os selv i processen omkring den bæredygtige livsstil, startede vi podcasten “Jagten på et bæredygtigt liv”, hvor vi tager lytterne med i processen omkring omlægningen fra almindelig familie til bæredygtig familie. Og det har været vigtigt for os at være 100% ærlige. Derfor har vi også medtaget knap så pæne diskussioner, hvor vi ikke er enige eller vi synes det er svært. For når man skal til Italien, skal man så lukke øjnene og flyve eller køre i elbil? Det er ikke så let en beslutning, som det lyder. Eller skal man bruge de moderne stofbleer når man får en baby? Podcasten holder os selv fast på projektet og måske kan nogle af lytterne blive inspireret til selv at udfordre vaner og tankegange.
Vi har også en Facebook side og en Instagram profil, hvor man kan følge vores halmhusbyggeri. Vores hus er langt vildere og mere skørt end de fleste huse man støder på, så det er ikke ret mange der ser byggeriet og får lyst til at gøre som os. Men jeg oplever, at det kan være inspirerende for folk, at se at almindelige mennesker kan gøre noget så skørt. Så virker det måske mindre uoverskueligt, at gøre noget mindre vildt selv.
Generelt vil jeg gerne have mine elever, kursister og gæster med ud at se og føle det vi taler om. Jeg synes bæredygtighed hurtigt kan blive både kedeligt, tørt og svært tilgængeligt i et klasselokale, men når jeg viser rundt på Friland, kan folk mærke energien i at leve efter disse principper.
Jeg har flere bæredygtighedsfag på Brandbjerg Højskole. Der handler det om at få fingrene i processen og bare gøre det. Vi teoretiserer ikke omkring hvordan man bygger – vi går i gang. Eleverne lærer ikke at bruge værktøjerne via øvelser og undervisning – men ved at bruge dem til det konkrete projekt. Jeg oplever, at selv den mest forsigtige elev, der aldrig har holdt ved en hammer, kan utroligt meget når de bare bliver kastet ud i det. Så kan det være det skal laves om eller tilrettes. Det er ikke så vigtigt. Det vigtigste for mig er, at eleven bagefter tænker “Jeg kunne! – og så kan jeg nok også en anden gang”.
I en temauge flytter 20 elever på Friland. Målet er at udforske bæredygtig livsstil. Hovedprojektet er at vi bygger et relevant projekt sammen, men først og fremmest skal vi have noget mad. Eleverne får samme budget som højskolen laver mad efter (knap 50 kr om dagen) men kravet er at det skal være 100% økologisk mad eller skraldemad. Derfor tager vi ud og skralder den første aften, for at give eleverne oplevelsen af hvor meget mad man kan lave ud af madvarer der bliver smidt ud fra butikkerne. Derudover gør benspændet omkring 100% økologi, at eleverne må vende processen om. I stedet for at beslutte at vi skal have lasagne og så købe ind, ser vi på hvad vi har råd til at ingredienser og laver maden derfra. Derudover besøger vi hver aften en frilænder i deres hjem og får deres historie. Igen er det hand-on erfaring stedet for teori og klasseundervisning.
Den sidste undervisningsform jeg vil nævne er en studietur til Cape Town. Hvor mange højskoler er holdt op med at rejse langt væk i bæredygtighedens navn, holder vi fast. Vi tror fuldt ud på, at hvis vi alle sammen holder op med at besøge andre dele af verden for at spare CO2, bliver det en fattig verden, hvor det bliver os og dem. Til gengæld skal vi have maksimalt ud af den korte rejse. Målet er social bæredygtighed og vi besøger en række socio-økonomiske projekter, bygger selv f.eks. legeplads eller drivhusdome til et projekt og møder en masse sydafrikanere – både fattige sort og rige hvide. Før vi rejser lover jeg eleverne, at de kommer hjem forandrede. Og det er endnu ikke slået fejl. Eleverne kommer hjem og brænder for at gøre en forskel for andre. Har det kostet en masse CO2 at flyve derned? Uden tvivl. Men jeg tror fuldt og fast på, at den forskel disse elever kan gøre i resten af deres liv er til fulde den CO2 værd.
